De 10 nærbetjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der dækker forskellige lokalområder i Esbjerg Kommune, modtager tirsdag den 28. januar Lars Rand prisen for deres særlige indsats i det kriminalitets- og misbrugsforebyggende arbejde i Esbjerg Kommune.
“Vi synes, at nærbetjentene skal have anerkendelse og et skulderklap for den forskel, de gør ude i lokalområderne. Vi ved, at det er med til at øge trygheden og skabe bedre lokalmiljøer, at der er nogle faste betjente, som har deres gang i et givent område, herunder også SUB-områderne – altså de særligt udsatte boligområder. Det giver mulighed for at bygge relationer til de unge i området, og god forebyggelse handler blandt andet om gode relationer til voksne. Nærbetjentenes arbejde betyder i høj grad, at man som ung, der kommer i kontakt med politiet, står over for et ‘rigtigt menneske’ – ikke bare ordensmagten i en uniform. Samtidig er nærbetjentene nogle af de vigtigste samarbejdspartnere for vores SSP-konsulenter i lokalområderne, og de gør en stor forskel i arbejdet med de unge. Dét vil vi gerne honorere”, siger leder af SSP Forebyggelse & Vejledning Vibeke Stage.
Lars Rand prisen består af et diplom samt en mindre gave til hver af betjentene.
Prisen uddeles i forbindelse med SSP Forebyggelse & Vejlednings årsmøde, hvor en lang række aktører med snitflader til og i SSP-samarbejdet deltager. Prisen er opkaldt efter Lars Rand, som var politimester i Esbjerg i perioden 1980-1992, og som har haft afgørende indflydelse på SSP-samarbejdets tilblivelse og nuværende form.
Prisen blev første gang uddelt i 2012 til Lars Rand selv. Øvrige prismodtagere gennem årene er chefinstruktør Karsten Dam fra Morgenholdet/Esbjerg Karate Klub og SSP-konsulent Morten List Christensen.