Den første kirke blev bygget i Ribe omkring år 855. Gravene omkring den viser, at den nye tro hurtigt fik følgere. Nu skal de spændende resultater af udgravningerne ved Ribe Domkirke vises i en flot udstilling i Kannikegårdens store ruinrum.
Foto: Presse
Før det store menighedshus, Kannikegården, kunne bygges ved siden af Ribe Domkirke i 2015-16, foretog arkæologerne fra Sydvestjyske Museer meget omfattende udgravninger. Der havde været kirkegård i området frem til 1805, så arkæologerne stødte selvfølgelig først på et stort antal grave fra tiden efter middelalderen. Da de kom længere ned i lagene, dukkede den første store overraskelse frem, nemlig resterne af et kloster. Det er bygget i anden halvdel af 1100-tallet og er det ældste teglstensbyggeri i Danmark.
Men mere epokegørende opdagelser kom i over fire meters dybde. Så omfattende er kulturlagene i Ribe. Her fandt arkæologerne 83 grave, alle fra før 1050 hvor gravpladsområdet blev forseglet af kulturlag og bygninger. Med kulstof 14-dateringer kunne det konstateres, at flere af gravene var fra 8- og 900-årene, og der var vel at mærke tale om kristne begravelser.Den ældste kirkegård var afgrænset af grøfter og dermed indviet jord, og trods brugen af fine kister, havde de afdøde ikke fået gravgods med i graven.
Arkæologerne havde hermed fundet Danmarks første kristne kirkegård, som blev etableret i tilknytning til Ansgars første kirke. Fra skriftlige kilder ved vi, at kong Horik II i ca. 855skænkede missionæren Ansgar en grund i Ribe, så der her kunne opføres en kirke og tilknyttes en fast præst.- Flere af de begravede har hermed været en del af den første kristne menighed i det nuværende Danmark, siger overinspektør Morten Søvsø, Sydvestjyske Museer. – Der har nok været tale om stormandsfamilier, da de første kristne kirker var placeret ved datidens hovedhandelsbyer som Hedeby og Ribe.
I et tæt samarbejde mellem Ribe Domsogns menighedsråd og Sydvestjyske Museer er det lykkedes at skaffe fondsfinansiering til, at Danmarks ’dåbsattest’ nu kan blive udstillet. Det sker i det såkaldte ruinrum i Kannikegårdens kælder, hvor publikum kan blive klogere på historien om de første kristne og det første teglstensbyggeri. Vender de sig om, kan de se den store statue af Ansgar foran Ribe Domkirke.
Menighedsrådsformand Tage Rosenstand er rigtig glad for, at flere fonde har gjort udstillingerne mulige: – I respekt for de unikke fund i kulturlagene under Kannikegården har det været et længe næret ønske og en forpligtelse at vise dem frem og fortælle historien.
“Ribe er en af Danmarks ældste og meget spændende kulturhistoriske byer. I Augustinus Fonden har vi gennem mange år arbejdet målrettet med at løfte denne formidling af byen.
Det har vi gjort gennem støtte til både Riis Museet, Kunstmuseet, Rued Langgaard Festivalen samt en udstilling om samme komponist, som også er på vej i det gamle rådhus. Det glæder os, at også Domkirken nu kan bidrage til fortællingen og kulturformidlingen af byen, og vi håber, at udstillingen vil nå mange”, siger Frank Rechendorff Møller, direktør for Augustinus Fonden.
“De arkæologiske fund ved Ribe Domkirke har vist sig at være af enestående karakter og er et stykke nationalkulturarv, som kalder på formidling. Vi er glade for at kunne bidrage til udstillingen, der i de smukke arkitektoniske rammer på Kannikegården kan gøre os klogere på de tidligt kristne og et unikt stykke Danmarkshistorie”, siger fondsdirektør Christine Wiberg-Lyng.
Fakta
Det nye museum får titlen De Første Kristne og bliver officielt indviet den 18. juni i år.
Museet er muliggjort af donationer fra Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Brødrene Hartmanns Fond.
Formelt bliver museet en del af Fonden Ribe Domkirkemuseum, hvor menighedsrådsformand Tage Rosenstand er formand.
Der bliver gratis adgang til De Første Kristne i domkirkens åbningstid.