Mentornetværk er lukningstruet

De sidste 17 år har Mentornetværk i Esbjerg/Varde hjulpet rigtig mange internationale tilflyttere over 16 år. De har hjulpet alt fra arbejdstagere, flygtninge, familiesammenførte og studerende, der har valgt Danmark som deres nye land.

Grafik: Mentornetværket

Mentornetværk har givet trygge rammer for en masse mennesker, der ellers ikke havde fundet hinanden, og måske aldrig havde fundet rodfæste i deres nye liv uden støtten fra Mentornetværk, fortæller daglig leder Jette Holten.

Men nu er det netværket, der mangler DIN hjælp. Og det haster faktisk lidt. Netop nu står de akut og mangler 100.000 kr. for at komme igennem 2021 og kunne fortsætte deres virke fremadrettet. De søger hjælp fra store og små, søger fonde og firmaer om hjælp.

-Vi har været her i 17 år, og gjort en kæmpe forskel for rigtig mange mennesker. Vi kæmper med næb og klør for vores overlevelse lige nu, for at kunne blive ved med at gøre en forskel. Ikke bare for tilflytterne, men faktisk også for dem, der vælger at være frivillige hos os. Det går nemlig begge veje, når man laver et mentorpar, og vi ser tit at begge parter får rigtig meget ud af det her, fortæller Jette Holten, og fortsætter
-Vi kunne have valgt bare at kaste håndklædet i ringen, for vi ved godt, at det er med meget kort varsel, at vi opdager, hvor galt det egentlig står til. Men vi tror på det her projekt, vi kan se at det virker, så vi har valgt at gå den her lidt mere alternative vej og bede de lokale om deres opbakning.

Normalt søger foreningen løbende både Esbjerg og Varde kommuners puljer til sociale indsatser og supplerer med projektmidler fra styrelser og fonde, men som med alt andet i den seneste tid gav Covid 19 også her udfordringer, da der simpelthen ikke har været de samme muligheder for at søge hjælp.

-Vi er havnet i en situation, hvor vi akut har brug for de her 100.000 kr. inden november for at kunne sikre, at Mentornetværk også er her til december, og til næste år for den sags skyld. Det drejer sig jo ikke om, at vi har forvaltet økonomien dårligt, men om at Covid 19 har spændt ben for mange af de sociale puljer, vi plejer at søge til foreningen.

Samtidig ramte de nye ændringer i ferieloven, der kostede foreningen mange penge til indefrosne feriemidler.

Mentornetværket kæmper for overlevelsen, for at de stadigvæk fremadrettet kan hjælpe de internationale tilflyttere med at blive et aktiv for lokalsamfundet, med at lære sproget, kende kulturen og blive en positiv del af lokalsamfundet. I øjeblikket er der mere end 325 mennesker, der benytter sig af de muligheder, som Mentornetværk giver. Det er dem, de kæmper for i øjeblikket.

Mentor støtter især i forhold til dansk sprog, sociale aktiviteter, arbejdsmarkedet og/eller uddannelse. Indimellem laver de derudover sprogbytte-par. Andre gange involverer de et bestyrelsesmedlem i en forening som mentor. Behovene er mange, og Mentornetværk tilpasser sig dem løbende.
Derudover koordinerer de gratis sprogcaféer i begge byer, modersmålsundervisning, lær-at- cykle-kurser, workshops, sociale arrangementer og lignende.

Hvordan bidrager man rent praktisk?

Vi har selvfølgelig indhentet indsamlingstilladelse ved Civilstyrelsen og aflægger regnskab for alle bidrag fortæller Jette Holten.

Leave a Reply