Mænd halter ofte efter kvinderne, hvad sundhed angår. Derfor sætter Esbjerg Kommune i uge 24 ekstra fokus på mænds sundhed som et led i årets Men’s Health Week. I Esbjerg Kommune markeres ugen blandt andet med tilbud om sundhedstjek i lokale byggemarkeder.
Foto:Yesbjerg
Mænd i Danmark går sjældnere til lægen end kvinder, lever 4-5 år kortere, har stor overdødelighed og rammes oftest af de fleste sygdomme. Det viser tal fra Forum for Mænds Sundhed. Derfor besøger Esbjerg Kommunes sundhedscentre i uge 24 arbejdspladser og byggemarkeder rundt omkring i Esbjerg Kommune for at møde mændene der, hvor de færdes i hverdagen.
Her kan mænd få en snak, råd og vejledning om sundhed og for eksempel få målt deres fedtprocent og body age, som kan giver en indikation af, hvordan kroppen har det, og hvor man med fordel kan sætte ind. De fleste steder er det også muligt at få lavet en lungefunktionsmåling.
Arrangementet er en del af den internationale Men’s Health Week, som hvert år i uge 24 sætter fokus på mænd og sundhed.
– Vi skal øge mænds opmærksomhed på eget helbred. Derfor kommer kommunen i uge 24 ud, hvor mænd færdes, med tilbud om et sundhedstjek og en snak om sundhed. Tilbuddet er en del af en langsigtet indsats i Esbjerg Kommune med fokus på mænds sundhed, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Olfert Krog.
Her kan mænd få tjekket sundheden i uge 24
• Tirsdag den 11. juni kl. 10 – 14 i STARK, Stampemøllevej 6, Ribe
• Onsdag den 12. juni kl. 08 – 12 i Steff-Byg, Østre Gjesingvej 18, Esbjerg
• Torsdag den 13. juni kl. 07 – 11 i XL-BYG, Industrivej 30, Bramming
• Fredag den 14. juni kl. 08 – 12 i STARK, Kvaglundvej 81, Esbjerg (ingen lungefunktionsmåling)
Læs mere om Men’s Health Week på:
http://www.sundmand.dk/Mens-Health-Week.php