Kunst under huden

0
352

Esbjerg Kulturskole og Esbjerg Kunstmuseum har i efteråret taget hul på et nyt samarbejde – og i begge institutioner håber vi, at det kan blive en tradition.


Foto: kunstmuseet

Alle kulturskolens ca. 100 billedkunstelever har i oktober besøgt kunstmuseet for at fordybe sig i og hente inspiration fra billedkunstneren Svend Wiig Hansen. Børnene er fordelt på syv hold alt efter alderstrin, men fælles for alle fra 2. klasse til 10. klasse var, at de inden, de gik ind, blot kendte ét værk af kunstneren, nemlig Mennesket ved havet. Undervejs fik børnene udvidet deres billede af, hvor bredt Wiig Hansen har arbejdet, og hvor betydningsfuldt mennesket er i nærmest al hans kunst.
Under besøgene havde vi samtaler om flere af kunstnerens store malerier, bl.a. De Ventende. Og det var ikke svært for eleverne at sætte ord på deres oplevelser af billedet.
Det er som om, de står på det yderste sted.
Alt liv er ligesom suget ud af billedet, men de har heldigvis hinanden. Man kan se på kroppene, at de støtter hinanden. Måske bevæger de sig ud af en krigszone, og alt det grå er bomberøg. De har uden tvivl mistet én. Jeg kan kende følelsen fra, når voksne skændes henover hovedet på mig…
Deres kroppe har nærmest vendt vrangen ud!
Kunstmuseet ejer en stor samling af Wiig Hansens værker, og i de åbne magasiner havde vi fundet en masse grafik og skulpturer frem. Eleverne tog papir, tusch og blyant og fik den opgave at skitsere kropsdele, som de blev optaget af. Inden besøget sluttede, skulle de have dele til at kunne sammensætte en hel krop.
I de seneste uger har eleverne arbejdet videre med deres skitser i Kulturskolens værksteder. Med flydende tusch, kul, fedtfarver, blyant, maling og endda kaffe og the er der vokset menneskeskikkelser med stærke udtryk frem på papirerne. De knapt 100 værker er nu færdige, og lørdag d. 28. november kl. 11.00 åbner vi udstillingen Under Huden i Musikhusets sydfoyer. Det bliver desværre uden en fernisering, men ustillingen kan opleves frem til d. 17. december, hver dag fra kl. 11 – 16.
En elev foreslog, at udstillingen skulle hedde Under huden, fordi Svend Wiig Hansens kunst går under huden! Det er jo et klart tegn på, at samarbejdet har været frugtbart, og at eleverne er blevet bragt nye steder hen i mødet med kunsten.

Leave a Reply