I aften fejres mestrenes sejre i 2019 ved årets idrætsfest

0
368

2019 var et forrygende sportsår i Esbjerg Kommune, og årets sejre bliver fejret, når alle de bedste sportsfolk samles til Idrætsfesten 2020. I år deltager 90 mestre, og samtidig bakker et rekordstort antal gæster op om festen.

90 idrætsmestre, 450 gæster og et program fuld af fest og fejring. Der er lagt op til en fantastisk aften, når Esbjerg Kommune fredag den 21. februar er vært for Idrætsfesten 2020 i Musikhuset Esbjerg. I centrum er toppen af kommunens sportsliv og alle de flotte titler, som de dygtige idrætsudøvere kæmpede sig til sidste år.

Skulderklap til alle mestre

Idrætsfesten hylder idrætsudøvere over 18 år, som i årets løb er blevet danske, nordiske, europæiske eller verdensmestre, og årets liste er både lang og imponerende. Ikke færre end tre europamestre og tre verdensmestre får et velfortjent skulderklap, og det samme gælder hver og en af de andre seje mestre. Sportsfolkene kommer fra 16 forskellige foreninger og dækker idrætsgrene lige fra skydning, agility og dart til håndbold, kampsport og triatlon. Esbjerg Svømmeklub stiller med hele 30 mestre og er dermed den største klub til Idrætsfesten.

“I Esbjerg Kommune er vi stolte af år efter år at kunne samle så mange mestre, der har kæmpet og sejret i de danske og internationale sportsarenaer. Vi har ambitiøse og viljestærke topidrætsfolk, der går efter guldet, og deres sportsånd og succes er til stor inspiration. De er værd at se op til i deres sportsgrene, og de er stærke ambassadører for Esbjerg Kommune ude i verden”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Priser uddeles

Aftenens konferencier er TV2’s sportskommentator og studievært, Thomas Kristensen, der selv er vokset op i Esbjerg, og han guider mestre og gæster igennem aftenens program, der byder på middag og underholdning.

Traditionen tro uddeler borgmesteren Idrætsprisen, og i år er de tre nominerede EfB’s superligahold, Team Esbjergs håndboldkvinder og speedwayholdet i Esbjerg Vikings.

Der skal også udnævnes et nyt medlem til den ærefulde Hall of Fame, og så er Eskilstunapokalen, som er Esbjerg Idrætsråds lederpris, allerede blevet uddelt til Søren Haahr Jensen, som selvfølgelig også skal hyldes til Idrætsfesten for sin indsats i Esbjerg Atletik og Motion.

Leave a Reply