Hendes Majestæt Dronningen besøger Esbjerg på sommertogt

0
436

Det bliver en af årets helt store festdage i Esbjerg Kommune, når Kongeskibet Dannebrog den 1. september 2020 lægger til kaj i Esbjerg Havn, og H.M. Dronningen besøger byen på sit årlige sommertogt.

Et smukt syn venter borgerne i Esbjerg Kommune, når Kongeskibet Dannebrog den 1. september 2020 sejler ind i Esbjerg Havn. Som en del af sit sommertogt besøger H.M. Dronningen Esbjerg, og borgmester Jesper Frost Rasmussen ser frem til at byde Dronningen velkommen.

“Det er en stor glæde, at vi får fornøjelsen af at tage imod Kongeskibet på Esbjerg Havn, og jeg håber, at rigtig mange borgere vil være med til at give Dronningen en hjertelig velkomst i Esbjerg, så vi sammen kan vise byen frem fra sin flotteste og mest festlige side,” siger Jesper Frost Rasmussen.

En ny oplevelse af Esbjerg

Det var i 2008, at Kongeskibet Dannebrog sidst satte kursen mod Esbjerg, og borgerne får i år altså muligheden for et glædeligt gensyn. Programmet for Dronningens besøg er endnu ikke fastlagt, men borgmesteren glæder sig til at give Dronningen en ny oplevelse af Esbjerg og har planer om at sætte fokus på byens udvikling.

“Det går stærkt hos os i Esbjerg, og der er sket meget på de 12 år, der er gået, siden Kongeskibet og Dronningen sidst besøgte os. Derfor vil vi gøre os umage med at lægge et spændende program, så Dronningen kan opleve nogle af de nye tiltag og aktiviteter, som giver Esbjerg sin særlige energi. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at det er en festlig og folkelig begivenhed, som borgerne kan tage del i, så de og Dronningen kan opleve hinandens glæde ved besøget”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Leave a Reply