GRATIS: Sydvestdanmarks største kulturhus slår i sommerferien dørene op og inviterer publikum til selv at gå på opdagelse i huset og dets historie og arkitektur.
Foto: Musikhuset
Alle hverdage i uge 27, 28 og 29 giver Musikhuset Esbjerg for første gang publikum mulighed for at komme på orienteringsløb i Musikhuset.
Orienteringsløbet er gratis at deltage i, og det giver deltagerne en unik mulighed for at opleve Sydvestdanmarks største kulturhus på en måde, man ikke er vant til. Deltagerne får lov til at komme bag kulisserne og udforske de områder af huset, der normalt ikke er tilgængelige for offentligheden. Undervejs lærer de en masse om Musikhusets historie og arkitektur på en sjov og anderledes måde. Og svarer deltagerne rigtigt på de indlagte spørgsmål, kan de tilmed være heldige at vinde lækre præmier.
Et orienteringsløb for alle
Som i et hvert godt orienteringsløb foregår løbet i Musikhuset således, at deltagerne får et kort udleveret, og herefter skal de finde de poster, der er lagt ud. I Musikhusets orienteringsløb gemmer der sig små historier og spørgsmål ved posterne. Ved at svare rigtigt på spørgsmålene er deltagerne med i konkurrencen om et gavekort til Musikhuset Esbjerg og indgangsbilletter til Esbjerg Kunstmuseum.
Orienteringsløbet er for alle – unge som gamle, esbjergensere som turister. Dog går ruten rundt i Musikhuset op og ned ad trapper og gennem lange gange, så man skal være godt gående for at kunne gennemføre løbet.
Orienteringsløbet foregår alle hverdage i uge 27, 28 og 29 (1.-19. juli) mellem kl. 10 og kl. 15. Det tager ca. 1 time at gennemføre. Starten går fra Musikhusets Hovedfoyer.