Lige nu kan lystbådesejlere få deres båd vasket, renset og malet på Esbjerg Havn. I 4. bassin på Esbjerg Havn ligger et flydende vaskested, en slags flydedok med eget rensningsanlæg. Manden bag idéen er Kent Sylvestersen.
Begejstrede brugere
Yesbjerg har talt med flere brugere af flydebroen, og de er alle henrykte over faciliteterne og letheden i at benytte vaskepladsen.
Jeg har sejlet i 40 år og aldrig set så fin en foranstaltning før.
Eigil Olesen, ejer af Lady Havbåd
Nørdinfo om miljøliften
Selve miljøliften er 16 x 10 meter lang og kan bære op til 13-14 tons. Det beskidte vand pumpes op i et båndfilter, derefter kommer det gennem et posefilter, processen gentages, og vandet er herefter rent. Det hele foregår i en container, der står på kajen ved flydedokken. På denne måde skånes miljøet for belastning, når bådejerne skal have rengjort deres skuder. Det rensede vand kan i øvrigt genbruges.
Miljøliften flyder videre
Bådejerne er begejstrede, men den flydende vaskeplads får ikke tilbudt en fast plads på Esbjerg Strand. Der er fremlagt et forslag til en blivende løsning for styregruppen for Esbjerg Strand, men denne har ejeren af miljøliften Kent Sylvestersen fået afslag på.
Derfor bliver vaskepladsen foreløbigt kun 5-6 uger mere i Esbjerg, hvor Kent Sylvestersen lejer sig ind ved Esbjerg Havn.