COWI og Esbjerg Kommune indgår aftale om kompensation ovenpå aflysning af supercykelsti

0
562

COWI påtager sig det primære ansvar for, at supercykelstiprojektet over banelegemet ved Esbjerg Banegård ikke bliver realiseret. Derfor har COWI netop indgået en aftale med Esbjerg Kommune om en økonomisk kompensation på 2,4 mio. kroner.

Projektet er blevet skrinlagt som følge af den store afvigelse mellem de faktiske anlægsomkostninger og det fremlagte budget. COWI har som kommunens rådgiver været ansvarlig for udarbejdelsen af budgettet.

Peter Hostrup Rasmussen, direktør for COWIs infrastrukturafdeling, siger: 

“Der er flere årsager til, at de samlede anlægsomkostninger overskrider budgettet. Den væsentligste skyldes, at COWI begik fejl i den indledende projektering af den foreslåede broløsning. Det beklager vi over for både Esbjerg Kommune og borgerne. Det er ikke i overensstemmelse med vores sædvanlige standarder og praksis.

Vi ønsker altid at leve op til vores reelle ansvar og lande den bedst mulige løsning med vores kunder. Derfor er vi også glade for, at vi i god tone har indgået en aftale om en økonomisk kompensation med Esbjerg Kommune, som vi igennem mange år har haft et godt samarbejde med.”

Ser fremad

Esbjerg Kommune ærgrer sig over, at broprojektet ikke bliver realiseret, men ønsker nu at se fremad:

“Jeg er glad for, at vi har kunnet lande en fornuftig aftale med COWI. Nu gælder det om at se fremad, og vi vil fra kommunens side fokusere på mulighederne for en alternativ rute for supercykelstien”, siger Søren Heide Lambertsen, formand for Teknik & Byggeudvalget i Esbjerg Kommune.

Leave a Reply