Borgere kan få sager uden bisidder taget om

0
525

17 borgere kan få genoptaget deres sager med en bisidder hos rehabiliteringsteamet under Jobcenter Esbjerg.

Foto: Esbjerg Kommune

På baggrund af Covid-19 situationen blev beskæftigelsesindsatsen i hele landet suspenderet i marts 2020. Der blev dog åbnet op for, at kommunerne kunne vælge at afholde virtuelle møder i rehabiliteringsteamet.

Det valgte Jobcentret i Esbjerg at benytte sig af, så borgere ikke skulle vente unødigt på en afklaring af om de fx kunne få førtidspension eller fleksjob.

I perioderne fra den 27. april 2020 til 6. maj 2020 og igen fra 4. januar 2021 til 1. marts 2021 var det ikke muligt for borgerne at medbringe en bisidder på de delvist virtuelle møder.

Ankestyrelsens vurdering

Ankestyrelsen har nu vurderet, at Esbjerg Kommune har handlet i strid med Forvaltningsloven ved at oplyse borgere om, at der ikke er mulighed for at medbringe en bisidder på delvist virtuelle rehabiliteringsmøder.

”Vi er selvfølgelig rigtig kede af hele situationen, for vi vil kun vores borgere det bedste. Ingen af os havde stået i en Covid-19 nedlukning før, men nu har Ankestyrelsen talt, og derfor har vi også valgt at genindkalde borgerne til et nyt fysisk møde med rehabiliteringsteamet. Så vi er helt sikre på, at de berørte borgere får det, de har ret til”, siger Lise Willer, direktør for Borger & Arbejdsmarked i Esbjerg Kommune.

17 sager genoptages

Forvaltningen har gennemgået de sager, som har været holdt uden bisidder. Det drejer sig om i alt 59 borgere. 35 af borgerne fik medhold i deres ansøgning under disse møder. 30 blev indstillet til førtidspension og fem til fleksjob. Herudover har rehabiliteringsteamet i fire sager indstillet til indsatser i jobafklaringsforløb, som der forinden var truffet afgørelse om.

De sager, hvor en borger ikke har været tilfreds med sagens udfald, er borgeren allerede efter mødet tilbudt et nyt møde med fysisk fremmøde.

Desuden er tre sager allerede genoptaget efter borgers ønske.

“De resterende 17 sager har Jobcentret genoptaget af egen drift, og alle borgerne tilbydes i nærmeste fremtid et nyt møde med rehabiliteringsteamet og en eventuel bisidder,” forklarer Lise Willer.Kontakter

Leave a Reply