Vi trænger nok alle sammen til at komme ud og få nogen liveoplevelser efter det halvandet år, vi er stået igennem. I takt med at koncerter, sport, comedy og teater vender tilbage indser vi, hvad vi har savnet.
Hvis du har savnet at opleve noget anderledes er chancen der for alvor 9. oktober på Tobakken i Esbjerg, når BODYSLAM! Wrestling ruller ind med et live-show der er helt som intet andet.
International kaliber
Og wrestling er netop en blanding af rockkoncert-stemning, sport, humor og teater – og alligevel helt sit eget. Det ellers amerikanske fænomenet vinder stadig større indpas i Danmark og der afholdes shows over hele landet. Således er showet på Tobakken også en del af en tour der lægger vejen forbi Aarhus, København og Aalborg.
Der er dømt live actionfilm med vanvittige stunts lige for øjnene af publikum når BODYSLAM! Wrestlings vanvittige karaktergalleri går i ringen 9. oktober. Siden 2015 har BODYSLAM! etableret sig som Nordens fremmeste wrestling-organisation og har høstet international anerkendelse samt fulde huse landet over. Der er altså international kaliber live-underholdning i vente, når Nordens bedste kolliderer med vores naboer mod syd: Danmark mod Tyskland. Landskampstemningen er sikret.
En unik aften
”Hvert show er unikt skræddersyet til lige netop den aften. Det særlige ved showet 9. oktober i Esbjerg er at vi blandt andet har en såkaldt TLC (Tables, Ladders, Chairs) match på programmet. Det betyder at det bliver lidt ekstra kreativt fordi vores wrestlere kan hoppe ud fra stiger, smide hinanden igennem borde eller kaste stole i hovedet på hinanden. Altsammen live stunts lige foran publikums næser” forklarer Kristian Kronvold, som er medejer af BODYSLAM! Wrestling. ”Det er helt vanvittigt og noget der skal opleves.”
Men også stemningen er noget for sig. ”Det er jo en chance for at give slip” fortæller wrestler Steffan Petersen fra Aabenraa. ”Man træder ind i en anden verden, og lever sig ind i det man ser. Ligesom med enhver anden performance. Jo mere man giver, jo mere får man igen.”
Tobakken har tidliger lagt hus til wrestling men det er første gang siden 2017 at det teatralske action-show lægger vejen forbi Esbjerg. Billetter er i salg via Tobakkens hjemmeside.
Tid: 9. oktober kl. 20:00
Sted: Tobakken, Esbjerg Arrangør: BODYSLAM! Wrestling
Foto: Bodyslam