Ny høringsportal skaber bedre overblik for borgere og virksomheder

Esbjerg Kommune har fået ny høringsportal, der skaber et langt bedre overblik over høringer, afgørelser og borgermøder. Borgerne har endda mulighed for at tilmelde sig en mail-service, så de får besked, når der sendes høringer ud i deres postnummer.

Esbjerg Kommunes nye høringsportal skal gerne gøre det langt nemmere for borgere at følge med, når der sker noget nyt i deres område. Og det er uanset om det er en ny sag, der sendes ud i offentlig høring, eller om der er afgørelse i en sag. Ligesom det også er her, at der fremover vil blive indkaldt til borgermøder.

”Med den nye høringsportal har vi skabt en platform, hvor både borgere og virksomheder har et langt bedre overblik over de sager, vi har kørende i Esbjerg Kommune i øjeblikket. Portalen giver et bedre og mere intuitivt overblik, end vi havde før,” fortæller Rasmus Hasselbalch Thomsen, digitaliseringskonsulent i Esbjerg Kommune.

Høringsportalen gik i luften mandag den 4. oktober og den kan findes lige her.

Få besked når der er nye sager

Høringsportalen er oprettet for at give både borgere og virksomheder en samlet løsning, hvor de kan finde de sager, som kører ved Esbjerg Kommune lige i øjeblikket.

Portalen giver et hurtigt overblik over, hvornår der er klagefrist på hver enkel sag, så borgere og virksomheder får endnu nemmere ved at blive hørt i det kommunale system.

Det er endda muligt at melde sig på en mail-liste, så man får en mail, hver gang der oprettes en ny sag – hvad enten det er en høring, afgørelse eller et borgermøde – i ens postnummer.

Det er også muligt at finde tidligere sager under arkivet.

Fotografik af Esbjerg Kommune

Leave a Reply