Fra 22. marts til 31. maj har Alexander von Oettingen været fungerende rektor, men fra 1. juni kan han slå streg over fungerende. Nu er han rektor for en organisation, som har spillet en stor rolle i hans liv, siden han var ung.
Fra 22. marts til 31. maj har Alexander von Oettingen været fungerende rektor, men fra 1. juni kan han slå streg over fungerende. Nu er han rektor for en organisation, som har spillet en stor rolle i hans liv, siden han var ung.
Han er uddannet lærer fra Haderslev Statsseminarium, der i dag bl.a. huser en del af UC SYDs læreruddannelse, og har arbejdet som efterskole- og folkeskolelærer. Senere blev han cand.pæd. og seminarielektor på CVU Sønderjylland (nu UC SYD). Han har en ph.d. i pædagogik og tog derefter en doktorgrad i faget.
Efter at have været forskningsleder på Danmarks Pædagogiske Universitet, vendte han tilbage til UC SYD, hvor han har været direktør og siden 2015 prorektor.
Da professionshøjskolerne blev skabt, blev også en interessant karrierevej skabt for von Oettingen – både som underviser og leder.
– At stå i spidsen for en professionshøjskole er for mig en drøm, der går i opfyldelse. Og at det er UC SYD, er helt specielt for mig, for min personlige historie hænger tæt sammen med UC SYD og med den egn, UC SYD ligger i, fortæller von Oettingen, der har en dansk mor, en tysk far og er vokset op i Sydslesvig, hvor han har gået i en dansk skole.
Han er optaget af, at UC SYD skal have en tydeligere stemme – i den offentlige debat om uddannelser og velfærd – og i endnu højere grad skal bidrage aktivt til udviklingen af professionerne.
Stærk dannelsestradition
Alexander von Oettingen vedkender sig en stærk dannelsestradition og mener, at professionsfagene er et spørgsmål om, hvordan vi vælger at udvikle vores samfund, hvordan vi er i verden, og hvad vi vil med vores liv.
– Jeg vil gerne skabe en organisation, der i højere grad er bevidst om de værdier, vi som professionshøjskole står for. Navnet professionshøjskole er ikke tilfældigt. Hvor profession understreger det kompetenceniveau, vi uddanner til, understreger højskole den menneskelige dannelse. Der er ingen uddannelse uden dannelse, og UC SYD skal i højere grad stå for de dannelsesmæssige værdier, som ligger i professionsfagene og i at uddanne professionelle til velfærdssamfundet. Vi skal leve dem internt, og vi skal vise dem eksternt.
– Jeg ønsker at forstærke rammerne for en kultur, hvor fagligt dygtige medarbejdere og gode kolleger er fælles om at udvikle vores uddannelsesinstitution og vores uddannelser, og hvor de studerende lærer at tage ansvar for de samfundsopgaver, de uddannes til.
Kan mere
von Oettingen er nu øverste chef for en velfungerende organisation, der kan mere, end den giver udtryk for, som han formulerer det.
– På UC SYD kan vi mere, end vi viser. Vi er for beskedne, men vi finder gode løsninger og tit løsninger, som er mere ukomplicerede, mere fleksible og pragmatiske – men løsninger, der virker. Sådan har vi f.eks. styret igennem covid 19-krisen, og det er en evne, vi gerne selv må være mere bevidste om, og som gerne må være mere kendt i omverdenen. Blandt potentielle studerende og blandt vores samarbejdspartnere, som vi gerne vil knytte endnu tættere til os i de kommende år – landets professionshøjskoler, SDU, erhvervsakademierne, ungdomsuddannelserne og kommunerne.
– Jeg glæder mig til at få det overordnede ansvar for, at vi som uddannelsesinstitution bidrager til udviklingen af vækst og velfærd i Danmark, siger han.
UC SYD er den største uddannelsesinstitution i Sydjylland. En vigtig vidensinstitution, et samlingspunkt for landsdelen. Vi har 14 professionsbacheloruddannelser, enkelte erhvervsuddannelser og korte videregående uddannelser. Vi udbyder en lang række videreuddannelser og bedriver udvikling og forskning inden for pædagogik, sundhed, og samfundsfag. Center for undervisningsmidler hjælper områdets skoler med kurser og materialer.