Efter Team Esbjergs arbejdssejr i Aarhus fredag aften venter Ajax København i en fremrykket kamp tirsdag aften i Bavnehøj Arena i Sydhavnen. Turen til hovedstaden har to formål, at få spillernes visa på plads inden weekendens tur til kvartfinalen i EHF Cup mod russiske Kuban Krasnodar og at hente to vigtige point i topstriden.
Foto: Yesbjerg/Adobe
– Ajax har spillet en flot sæson, vundet de kampe, holdet skulle, og skabt et par overraskelser. Men de har ikke spidskompetencer som landsholdsspillere, og spiller vi op til vores topniveau, skal vi også på udebane være i stand til at vinde, siger Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen.
Det første opgør i Esbjerg i oktober endte 35-14 til Team Esbjerg, og det er den slags kampe, et hold, der kender sine begrænsninger og spiller ud fra et normalt stærkt forsvar foran Sarah Nørklit i målet, kommer ud for.
Ajax har spillet jævnbyrdige kampe mod på papiret stærkere hold, senest et knebent nederlag på 22-23 mod Aarhus United på hjemmebane, hvorefter københavnerne tog til Aalborg og vandt 24-20 – uden Sarah Nørklit fra den kendte håndboldfamilie.
– Vi skal selv prøve at genfinde rytmen, efter den blev slået lidt i stykker i Aarhus, også for at lægge godt op til topkampen mod Odense Håndbold 6. marts, som kan få stor indflydelse på, om vi får to point med over i slutspillet, siger Jesper Jensen.
Efter Ajax tirsdag aften og Odense i Blue Water Dokken 6. marts venter Randers HK på udebane 13. marts i grundspillets sidste kamp.
Den unge højre fløj, Emma Nielsen, vrikkede om på den ene fod før Aarhus United-kampen og spillede ikke. Hun er fortsat tvivlsom i en ellers uændret trup.
Team Esbjergs trup til kampen i HTH Ligaen mod Ajax København tirsdag den 26. februar kl. 19.00 i Bavnehøj Arena:
Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund
Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen
Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord
Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen og Line Jørgensen.