Team Esbjergs spillertrup er hidtil sluppet forholdsvis billigt i forhold til coronavirus, men siden hjemkomsten fra Rusland natten til søndag er spillere på stribe blevet ramt. Klubben har tirsdag morgen meddelt DHF, at man ikke er i stand til at stille op til kampen i Bambusa Kvindeligaen mod København Håndbold onsdag aften i Frederiksberg-Hallen.
– De to første spillere blev konstateret smittede lige efter hjemkomsten fra Rusland, og vi har siden testet massivt med både PCR- og lyntest. Seks spillere er ramt nu, og vi frygter, at smitten breder sig yderligere i truppen, der har været sammen i mange timer med fly og bus i weekenden, siger cheftræner Jesper Jensen.
Team Esbjerg konsoliderede førstepladsen i sin gruppe i DELO EHF Champions League med en sejr på 27-25 i topopgøret mod Rostov-Don og ser ind i et kampprogram, der byder på to kampe om ugen indtil udgangen af februar.
– Med det kompakte program ville vi have gjort alt og var villige til at indgå sportslige kompromisser for at gennemføre kampen mod København, men spillernes ve og vel samt hensynet til modstanderne må nødvendigvis veje tungest i denne situation, siger Jesper Jensen.
Team Esbjerg skal søndag møde HC Podravka Vegeta i Champions League. Om kampen i Blue Water Dokken kan gennemføres er endnu uvist.