seneste nyheder fra Esbjerg

Sample post title 0

Sample post no 0 excerpt.

Sample post title 1

Sample post no 1 excerpt.

Sample post title 2

Sample post no 2 excerpt.

Sample post title 3

Sample post no 3 excerpt.

Sample post title 4

Sample post no 4 excerpt.

Sample post title 5

Sample post no 5 excerpt.

Sample post title 6

Sample post no 6 excerpt.

Sample post title 7

Sample post no 7 excerpt.

Sample post title 8

Sample post no 8 excerpt.

Sample post title 9

Sample post no 9 excerpt.

Sample post title 10

Sample post no 10 excerpt.

Sample post title 11

Sample post no 11 excerpt.

Din reklame her?

Kontakt Christina Simonia på 28 91 22 27spot_img

hitter lige nu

Esbjerg Byrådsmøde den 3. november: Fra Musikhuset til vindmøller og trafikprojekter

Fra Musikhuset til vindmøller og trafikprojekter. #Yesbjerg

23-årig kvinde løsladt

En 23-årig kvinde blev løsladt i grundlovsforhør. Kvinden er...

23-årig kvinde sigtet for grov vold

En 23-årig kvinde fremstilles i dag i grundlovsforhør sigtet...

Vidner søges – en person anholdt efter påkørsel i Esbjerg

Episoden skete fredag morgenpå Stengårdsvej.  Syd- & Sønderjyllands Politi søger vidner...

Hvad er Danmarks Største Vælgermøde

Ved du, hvem du stemmer på?

Parkeringsfarcen fortsætter i Esbjerg midtby

Det største emne på byrådets agenda i aftes, hvis...
Home Tags Yesbjergenser

Tag: Yesbjergenser

Ingen dødskamp for Sædding Centrets butikker

Butikkerne i Sædding centret klarer sig faktisk rigtigt godt lige nu, her er for dem ingen tale om dødskamp.

“Gennem de sidste måneder har vores kundeflow i butikkerne været 10 % højere end normalt”, udtaler centerchef Lise Retbøl til Yesbjerg.

Fakta om Sædding Centret:

Sædding Centret er Esbjergs første indkøbscenter og åbnede 29. juni 1977.

Centret har haft flere forskellige butikskæder og typer af butikker og serviceforretninger.

Der har blandt andet tidligere været en biograf, Varde bank, en møbelbutik og Kvickly.

I dag huser Centret  bl.a. Fakta og en række specialbutikker, apotek, bodegaen Bibas og et bibliotek.

Her kan du se en liste over alle butikkerne.
Du kan besøge Sædding Centret på Facebook her.

Sædding Centret er ejet af 5 parter herunder Coop, Dam Jensen og Esbjerg Kommune.

Ørfjell Ure ejer også sin egen butik i centret og har dermed også stemme, når der skal vedtages en endelig plan for centret og dets eventuelle salg.

Principielt kan Michael Ørfjell nedlægge VETO og sætte de fremtidige planer på hold, men han tror på, det er det rette for centret at følge med tiden.
Han mener ikke, man kan kritisere ejerne af centret. “Tiden er løbet fra Sædding Centret i dets nuværende konstellation”, siger han i dag til Yesbjerg.


Foto: Ørfjell

Men hvad vil Michael Ørfjell så?

Udover butikken i Sædding Centret, har Michael Ørfjell sammen med sin hustru også en butik i Ringkøbing samt online på guldogdiamanter.dk.
“Jeg har da modtaget mit efterlønsbevis, så til den tid kan jeg naturligvis overveje, om jeg skal gå på pension, eller se om jeg vil med over i en eventuel ny butik, men det er langt ude i fremtiden og ikke relevant endnu”, tilføjer han.

Arkaden

En mulig fremtid for Sædding Centret kunne være at bygge i etaper og starte med at bygge en slags arkade med butikker, så de butikker, der har lyst til at fortsætte eventyret i Sædding Centret kan flytte med over i de nye lokaler. På den måde kan Sæddings forretningsliv bestå i en ny konstellation.

Investoren kan blive en joker

Før en fremtidig plan kan føres ud i livet kræver det at én eller flere investorer melder sig på banen. Om der aktuelt er en pengemand m/k i spil er uvist. Ganske vist er det dog at en investor kan være den joker, der giver spillet en uventet drejning. Ingen ved, hvad en investor kunne have af planer med stedet. Skal der bygges boliger eller skal det nuværende center renoveres og fornyes?

 

 

Der går sagn

Der går sagn af Jørgen Hansen.

Når man taler om Esbjergs første Indbyggere, er der vist få, der tænker over, at der langt tilbage i den grå oldtid har levet mennesker bag den høje klit i læ for vestenvinden. I slugten mellem Borgergade og Skolegade har deres bosteder ligget i rækker. De lå i nærheden af havet. Der var tørt på grunden, ved regnskyl løb vandet ikke ind i hytterne. Her, hvor der nu hver aften glider tætte stimer af slørklædte ungmøer, pomadeduftende modemænd med læg i bukserne og silkeparadeklud i brystlommen, hvor tusinder af hvide lys kaster brandlys mod drivende skyer, hvor skarer af vildfugleflokke ses imod den mørke nathimmel, på dette sted har stenalderfolket famlet sig frem i mørke, under et hvælv af høje løvtræer. Hist og her lyste et bål uden for en hytte.

En skindklædt skikkelse tegner sig mørk op mod en belyst lervæg, glider ud i mørket, giver plads for næste levende billede: To mørke silhuetter, den ene i lang kjole. Jo, også dengang blev der filmet på strøget. Når bålet var brændt ned til ulmende gløder, skimtede man en skikkelse, der sad på hug op imod hyttens døråbning. Foran ham lå en stenkølle. I hånden holdt han et spydskæfte, hvis lange flintspids ragede op over hans skulder. Det var nattevagten, der vågede – han sad ludende og lyttede efter ulveglam og fangede de tusinde lyde inde fra den store jungle, mens Vesterhavet sang sin evige kantate tungt og buldrende. I hæse støn fuld af sørgmodighed, med korte mellemrum hørtes Skovuglernes skrig og Ravnens hvinende diskant.

Da der blev udgravet grund til vandtårnet, fandt man grave fra stenalderen. Hvor langt de strakte sig, blev der ikke undersøgt, men der hviler måske tusinder af Esbjergs første Pionerer. En var den første, og det er om ham, jeg vil riste en liden rune.

De oplysninger, jeg støtter mig til, er ikke så righoldige, heller ikke af den solideste art, bortset fra nogle interessante beretninger, jeg fik hos en gammel klog degn fra en by i Esbjergs opland. Han var en sær sky og indesluttet mand. Hans granskninger var skrevet ned i 20 stilehæfter som dem børnene brugte i skolen. I en kasse, der havde sin plads under hans gamle hestehårssofa, lå de gemt og bundtet. ”Gorm den Gamle” var degnens kælebarn.

Efter mange års ihærdig granskning fra hidtil ukendte kilder var han nået så vidt, at han klart og tydeligt kunne bevise, at (den rigtige) Gorm den Gamle i sine unge dage havde været bosiddende i Varde. Måske er det for at hædre degnens minde, at Varde Museum har rejst en gengivelse af Gorm den Gamles Jellingesten på Varde grund. De endnu synlige voldsteder ved Arnbjerg var fra første færd skabt af Gorm, dengang da han var ung. ”I vigen hvor stort hav går i land lod fader min gøre vold, om sin boplads af 500 mænd blev det gjort (prentet af Bror Markus på Lygum Kloster)”, stod der i degnens hæfte nr. 17.

Han ejede også en stor samling kort, der angav indlandssøer, vige, brede sejlbare floder, veje og bosteder. Pladser med grønsten, flint og andre sten, der særlig egnede sig til stenvåben, var også angivet. Selv var han i besiddelse af en meget stor samling af oldtidsvåben, urner, husgeråd og kranier af urokser og andre uddøde vilddyr.

Da han døde, blev hele samlingen spredt for alle vinde. Hans livsværk, biblioteket af stilehæfter under sofaen, landede i bilæggerovnen. „Det var så møj dejlig til at tænde op med“, sagde hans brave efterkommere. Nedenstående fortælling fra stenalderfolkets tid stammer fra begyndelsen af hans studier af Gorm den Gamle. Hans fortællemåde er ikke præget af en gammel mands tørre skrivemåde, men er sine steder malende frisk ungdommeligt. Man mærker, at han er en stor elsker af naturen, særlig landet herude i vest.

Som et bugtende sølvbånd glider Varde Å ud til havet. Ved sommertide næsten skjult af siv, enggræs, kabbelejer, gøgeurt og høje svingende tidsler. Gøgekuk, lærkekvidder og rap fra gråanden er de vante lyde ude fra den blomsterbestrøede store engflade. Sådan viser Varde Å sig for den nulevende slægt. Men der var engang for tusinder af år siden, da flodvandet bredte sig over engene i en rivende dyb strøm med skumklædte kanter langs de høje skrænter. Store knudrede ege voksede ud til skræntens kant, gamle kæmpetræer lå med struttende rødder i skovbrynet og kronen begravet i bølgeskvulpet. Underskoven var et tæt vildnis med snørklede stier, hvor vildsvin, ulv og bjørn holdt til.

Ind imellem højskovene kilede sig lavtliggende sumpterræn bevokset med siv, rør og flæg, der dannede sikre skjulesteder for skarer af hejre, rørdrum, blishøns og den nu uddøde sorte stork. Dag og nat var luften fyldt af skræppende jodlende fugleskrig, tusinde mangelyde fra dyrestruber. Skrig, angstskrig, jublende livsglæde. Højt oppe, over og under skyerne, kredsede ørnene i cirkler, kun et vingeslag for hver ring. Sejrsbevidst.

Dernede lå den store bange hob med angst i hvert øje. Ude i den store brede vig ilede vandet afsted i krappe klukkende bølgeslag, i sus, i glad pludren, alt efter hvordan vejr og vind stillede sig. En flok sæler stred sig op mod strømmen på jagt efter ørred og laks. Når en kom op med bytte i flaben, væltede hele hoben sig ind på den lykkelige, og kampen stod med brøl og hyl. En kronhjort kom frem i skovbrynet i lange vuggende fjed. Med et langt hæst brøl lagde han sig ud i vandet, et øjeblik efter sås kun hans store, grenede krone glide hen over havet. Hvorfor? Jo, i skovbrynet på den modsatte bred stod en hind med et skind lysende blankt, knejsende holdning og ben som etårige egespire.

Der, hvor Janderup Kro ligger, var på den tid en boplads. I læ bag store bredkronede ege lå en mængde bikubeformede hytter med døråbningen vendt mod vigen. Et højt gærde dannet af tjørn og sammenbunkede grene omgav hytterne som værn mod ulv og bjørn. Dagen igennem herskede der uden for palisaden en rastløs travl færden. Mænd hulede med ild og stenøkser træstammer ud til kanoer. Gamle krogede mænd, der ikke længere kunne følge med på jagt, sad bøjet over hulede sten og møjsommeligt sleb æggen til på stenøksen eller borede huller i stenkøller med mejsler af kronhjortens takker.

Ned ad den skrånende skrænt lå en vældig dynge af flintskærver, østersskaller, kranier og knogler af vilde dyr. Højbarmede brunede kvinder i kjortler, besmykket med halskæder af rødgyldne ravstykker. En hvid skindstrimmel om panden holdt det stride, buskede hår tæt til hovedet. I rækker sad de langs med husvæggene beskæftiget med udbedring af lædervamse, vævning af tøj på primitive håndvæve, garvning af skind og formning af urner. I lange rækker stod skåle, krukker, bredbugede, høje og slanke. Forsynet med et utal af forskelligformede forsiringer, slyngede bånd, tætsiddende prikkede linjer. Der fandtes også gengivelser af fugl, fisk, springende dyr – ja, selv masker af deres elskede mænd skortede det ikke på.

Skaberglæden lyste og forskønnede deres ellers hårde, noget stereotype dystre ansigtsudtryk. Gennem suset af blafrende egeløv skar et ensartet durende drøn – en dæmpet buldren, det var flodvandet, der mødtes med Vesterhavets store bølger. Skallingen var på den tid ikke oven vande.

Vandet fra vigen gik i lige linje over den nuværende Ho Bugt og blev brudt af brådsøerne i en hylende opsang, som var det tusinder af havuhyrer, der kværkede hinanden til døde.

Evig dag og nat blev lyden båret ind over land, dog mest ved om efteråret, hvor den hule buldren tog til i kraft, så det lød som en fjern torden. Da kunne det hænde, at de små børn i hytterne skreg af rædsel og krøb langt ind under skindtæppet og rullede sig sammen som hundehvalpe. Kvinderne knugede de små børn ind til sig, gispende efter luft under de tykke bjørnehuder.

Koskindet for døråbningen flagrede for vindstødene. Regn og sne føg ned igennem det åbne røghul i hyttens tag. Den gamle arrige vestenvind var gram i hu. Dette er et kort uddrag af degnens skildring af oldtidsfolkets liv ved Varde Å.

Dagvognen Hjerting-Esbjerg af Karl Riber

Dagvognen Hjerting-Esbjerg af Karl Riber

Endnu i slutningen af forrige århundrede lå der mellem Sjelborg og Hjerting Byers Marker et stykke uopdyrket hede, gennemfuret af mange gamle veje. Her byggede enkefru Klindt i 1889 en gård, Klindtsminde, til minde om hendes afdøde mand. Det var store og solide bygninger. Min bror stod for byggeriet og Madam Klindt ville ikke spare. Så anlagde hun en stor og smuk have med mange sjældne planter. Det var alt sammen såre godt – men marken manglede!

Gården var anlagt på den bare hede, og lidt agerjord mod Øst, som hørte dertil, havde ligget udyrket så længe, at den var overgroet med lyng. Men Madam Klindt vidste råd. Hun lejede et stykke jord ved stranden, som græssede godt.

Denne gård købte jeg og overtog den 1. april 1895. Vi skulle give 12.000 kr. for den. De 7.000 stod i Kreditforeningen til 5 %, så lod Madam Klindt 2.000 stå til 4 %, og vi lånte 2.000 i Varde Sparekasse til 5 % og sluttelig betalte svigerfar 1.000 kr., som var min kones arvepart. Jeg havde også 1.000 kr., som jeg havde sparet sammen.

Lønnen var ellers lille dengang. Efter min konfirmation tjente jeg hos Købmand Vindfeld i Hjerting i 2 år, det første år for 45 kr., det andet år for 55 kr. Det kunne ikke give meget i overskud, når der skulle købes træsko og andre småting. Tøjet fik jeg hjemmefra, men herfor betalte jeg af på fars købmandsregning.

Jeg havde tjent i 14 år med undtagelse af min soldatertid og en vinter på Vallekilde Højskole. Højskolen tog lidt, soldatertiden kunne derimod nok bære sig selv. Mine 1.000 kr. beholdt jeg som driftskapital. Der skulle købes korn til sæd, høns, heste og svin, ligeledes lidt frø og gødning m. m. samt indbo og køkkenudstyr.

Papiromkostningerne blev mere end 300 kr. Jeg syntes, at stempeludgifterne var en underlig måde at tage skat på. Det var at tage af de fattige, som måtte låne. Det var bedre at tage en lille afgift af de renter, rige folk hævede i pengeinstitutterne.

Vi måtte ikke købe mere end højst nødvendig. Jeg købte en dobbeltseng til 14 kr.. Så lagde vi et lag halm i bunden. Jeg fik en dyne hjemme ved min mor, og min kone kom også med noget sengetøj, og hun kom med et bord og 4 stole, en væv og et klædeskab. Jeg havde også et skab, og i køkkenet var et bord og en fast bænk, og vi fik en seng med sengetøj til en hyrdedreng.

Min kone skulle tage hjem den foregående vinter for at lære at væve. Hendes mor vævede, men hun blev syg. Vi skulle have haft bryllup til april, men Johanne kunne ikke komme fra sin syge mor, så vi måtte vente. Jeg fik da kosten hos Fru Klindt, som boede i huset. Hun var altid flink og medgørlig og gav os mange småting eller overlod os dem til små priser.
Besætningen bestod af en hest, 2 plage, 6mMalkekøer, 4 små kreaturer, 5-6 får, 2 grise og 40- 50 høns. Der var 50 tdr. land, hvoraf 4 tdr. land god eng i Toftnæs. Dog fulgte den førhen omtalte lejejord ved stranden jo ikke med. Der var altså værdier nok for pengene, men landbrugets indtægter var usle i disse år. De havde lavet et Mejeri i Hjerting, noget af det dummeste, voksne Mænd havde fundet på. Der var ikke mere mælk til det, end én hest kunne slæbe sammen. Vi fik i reglen 10 øre pr. Kande (ca. 1,9 liter) for vores mælk og gav 4 øre for den skummede mælk, vi fik tilbage. Køerne gav meget lidt. Vi havde hverken roer eller kager. Vi kunne købe hvedeklid, men med den mælkepris kunne køerne ikke betale for det. Et fedt svin kunne koste 25 kr. Nu koster en lille gris over 100 kr.!

Ved gården lå nok megen hede pløjet, men den skulle bearbejdes med gødning og mergel. Det var hårdt arbejde at få mergelen kørt hjem fra Guldager, men det kostede også penge.

Fiskerne var dengang begyndt at eksportere fisk til Tyskland, men når vi kom hen til sidst i maj eller først i juni blev det i reglen for varmt at sende fisken, så tog de den hjem, hvor de saltede og tørrede og solgte den som tørfisk. Affaldet, hoved og indvolde, kogte de og blandede med mel. Det blev til et udmærket svinefoder, der fedede mange svin. Det gav også en del gødning, og det var noget, jeg kunne bruge til hedejorden. Her satte fiskerne kartofler, men jeg fik betaling for at køre gødningen ud og kartoflerne hjem til dem, og det kultiverede min hedejord.
Også svinene kørte jeg til Esbjerg for dem. Jeg fik 3 kr. for en tur, der kunne gøres en formiddag, og jeg var glad for hver en krone. Jeg blev mere og mere klar over, at gården ikke kunne give til renterne.

Jeg besluttede at køre en dag om ugen til Esbjerg og tage bud og personer med. Hjerting og Esbjerg havde fælles Interesser. Fiskerne begyndte at sejle deres både om i Esbjerg Havn. De første to, der prøvede, blev afvist. Da sejlede Hans Øllgård derind og gik op til havnemesteren. Resultatet blev, at hans båd blev liggende, og at han lod de andre fiskere vide, at nu kunne de godt sejle derom. Jeg tænkte også, at Posten med Tiden kunne komme over Esbjerg. Spidserne og købmændene ville ikke have med Esbjerg at gøre. Det var kun bosser og bisser!

Men Esbjerg var der nu engang. Og den 20. februar 1897 kørte jeg den første tur, efter at jeg havde averteret. Jeg tjente 10 øre. Det var en fiskers protokol, jeg havde med til toldforvalteren. Det var ikke meget lovende! Men næste dag tjente jeg 3-4 kr. Den første tid holdt jeg hos Købmand Pallesen i Kongensgade. Han havde en del landhandel, og der holdt vi altid ind, mens jeg tjente i Guldager Præstegård, og der var god staldplads.

Jeg skulle gerne skaffe ham flere kunder fra landet. Det var ikke så nemt. Hans priser lå gerne i overkanten, og samtidig var brugsforeningerne opstået.

Engang skulle jeg sælge noget smør for uddeleren i Tarp. Jeg falbød det til Pallesen. Han ville nok købe det, og de spiste af det til kaffen, og han roste det og spurgte, hvor det var kommet fra. Jeg vidste ikke, hvem der havde kærnet det, men jeg havde da fået det af uddeleren i Tarp.
»Ham, den karl!« råbte Pallesen, »han skader sin egen stand!« Og han kylede smørret hen ad disken og vedblev længe at skænde. Og smørret til kaffen fik jeg ingen betaling for!

Jeg handlede med mange ting, navnlig æg. Jeg havde undertiden 100-150 snese. Der var ikke ægpakkerier dengang, så jeg købte ved købmænd og brugsforeninger og solgte til købmænd og skibsproviantøre.

Vildt var også en god handelsvare. Det kunne jeg nok tjene lidt på, og jeg kunne næsten altid sælge det til private. Når jeg tog et bundt harer, vildænder, agerhøns eller duer og gik ned ad Kongensgade, kom folk og købte, andre bestilte. Vildgæs og ænder fik jeg især fra Langli. Jeg købte også skind. Det var jo om at lave penge. I starten kørte jeg med en Charabanc (hestevogn) til 6 personer. Men når jeg havde passagerer med, var der for lidt plads til gods. Jeg købte da en gammel hotelvogn fra Hotel Spangsberg, den første lukkede vogn, Esbjerg ejede. Jeg skulle give to læs hø for den. Jeg fik den malet og gjort i stand. Det var en stærk vogn. Jeg havde tit 2000 pund oven på den, mens passagererne i ro og mag tog sig et spil kort inde i vognen.

Den første tid kørte jeg altid gennem Sædding, men da jeg begyndte at køre to gange om ugen, kørte jeg efter Tarp Kro om tirsdagen. Det var lidt længere, men en bedre vej. Sæddingvejen var dårlig, især for den store vogn, som var meget vidsporet. Jeg skulle ind mange gange i gårde og huse. Når jeg havde bud med, så skulle jeg have penge. Undertiden ville de komme med dem næste dag, det kunne blive til 1-2 måneder. Jeg måtte næsten føre et helt bogholderi. Jeg havde en hovedbog hjemme, men jeg skulle også have en kladde med i tasken, så jeg kunne se beløbet og kvittere.

Esbjerg var ikke så stor dengang. Kongensgade var landevej med grøfter ved siden, hvor der ingen huse var. Der var begyndt at komme husnumre, men dem tog jeg ikke hensyn til. Jeg kendte husene og vidste i reglen, hvem der boede der. En gammel kone, som boede i »Frihavnen« i Hjerting, havde tre døtre gift og boende i Esbjerg. Jeg havde tit bud for hende og fik en tiøre for det, hvis hun havde nogen.

Det kneb stadig for os med økonomien. Det første efterår måtte jeg sælge den største af plagene. Jeg fik 220 kr. for den. Så havde jeg dog fred for renterne et halvt år. Engang noget senere havde jeg fået pengene samlet sammen, så nær som 10 kr.. Jeg gik en aften ude ved granerne og spekulerede på, hvor vi dog skulle få dem fra. Jeg syntes ikke, vi havde noget at sælge, og næste dag var sidste dag. Jeg gik så ind til Johanne og talte med hende om det. Jo, hun havde et stykke vadmel liggende (Vadmel er et kraftigt, filtet, men porøst materiale og anses for at være det ældste almuestof.), som jeg skulle have haft tøj af. Det kunne jeg sælge til Fiskerne.
Vi havde selv får og uld, så vi kunne lave et nyt stykke vadmel igen – vi kunne jo selv væve det. Jeg blev glad. Næste morgen gik jeg til Hjerting med tøjet. Der var fiskere nok, som ville købe, men ingen havde penge nu sidst i marts måned. Jeg kunne tidligst få pengene, når de begyndte at fiske i april. Indtil da fik de deres forbrug hos Købmand Vindfeld, der så i fisketiden fik deres fisk til eksport.

Jeg traf også en gammel mand, Villumsen, som en tid havde haft Visselbjerg. Han ville gerne have købt tøjet, hvis han ikke netop havde bestilt et sæt hos skrædderen. Endelig i det sidste hus havde manden 15 kr., som jeg fik. Resten skulle jeg få, når fiskeriet begyndte.

Omme i Vesterbyen så jeg, at gamle Villumsen gik oppe på bakken og pegede ad vores gård med stokken. Jeg skyndte mig da hjem. Da havde hans husbestyrerinde været der med 10 kr., som jeg måtte låne. Engang en sommer havde jeg Dynweber, som dengang havde Brødfabrikken, og hans kone og et par mere med mig til Hjerting.

Jeg havde mange varer med til Brugsforeningen i Tarp, og det tog nogen tid at få det læsset af, og jeg skulle også have en del med til Hjerting. Jeg kørte så over til Kroen, hvor jeg også havde ærinde. Endelig var jeg færdig, sprang op på vognen og greb tømmen. Hestene kunne vel nok mærke, at jeg havde travlt og slog straks over i rask trav. Det var jo fine passagerer, jeg havde med. Da jeg kom omtrent til Højgårdene, mødte jeg en cyklist. Han råbte efter mig, at vogndøren slog op og i. Jeg kiggede ind i vognen. Ja, døren stod åben, og vognen var tom!

Det kan nok være, jeg fik skuden vendt og kørte tilbage. Mellem vogterhuset og Tarp Kro, mødte jeg selskabet. Jeg undskyldte, at jeg ikke havde set efter. Men Dynweber påstod, at det var deres fejl. De burde have sagt, at de stod af. De tog det alle med godt humør. Dynweber lo, så hans tykke mave rystede.

En vinter var jeg kørende i kane, da det satte ind med tøvejr. Det gik til Tarp Kro, hvor Vejen var godt banet, men efter Hjerting var den mere gruset. Og det endte med, at Hestene rykkede kindingerne af (trækarme på hestevogn nedfældet i forakslen, der danner en kløft, hvor vognstangen er placeret og fastholdes med en vandret jernbolt).

Jeg måtte da ind på en gård for at låne en vognkæde, som jeg fastgjorde inde under kanen. Men den sprang. Så lånte jeg en vogn. Den læssede vi alle varer op i. Men der var tre rejsende: to unge mennesker og toldforvalter Dyres frue. Hun var en ældre kone med et stift ben og kunne ikke komme op i den stive vogn. Hun ønskede så at blive i kanen. Når der ikke var andet læs i den end hende, gik det vel nok.

Jeg bandt så kanen bag efter vognen, men der var jo intet styretøj i den, og når det gik lidt nedad, rutsjede den i en fart ud til siden, til kæden blev stram, så gav det et ryk, og den for over til den anden side, til det atter gav et ryk. Sådan krydsede den, så det kan nok være, den gamle frue fik megen kørsel for pengene! Jeg var bange for, at kæden skulle springe og hun gå på hovedet i grøften, men den holdt.

Efter en tid flyttede jeg holdeplads om på Højskolehjemmet. Der fik jeg middagsmad og gennemgik mine bøger, og ordnede buddene, så jeg kunne tage det hele med en tur til hver side. Jeg havde tit mange penge med til banken fra de handlende. Ofte flere tusinde. Det var mest kassekreditbøgerne, jeg havde med at sætte penge ind på. Jeg sammenlagde da beløbene, så jeg havde det på rede hånd, når jeg kom i banken.

Det var mest Varde Bank, der dengang havde lejede Lokaler i den østlige ende af Kongensgade. En Dag stod en sagfører fra Varde ved kassen. Jag gav ham bøgerne og sagde, hvor meget der skulle sættes ind på hver bog. Da han var færdig, rakte han mig bøgerne og forlangte en sum, jeg straks var klar over var forkert.

»Passer det?« spurgte jeg. »Ja, gu’ passer det!« sagde han og tilkastede mig et skarpt blik. Jeg tog da tegnebogen frem, men Palludan, som havde hørt ordskiftet, sagde: »Aa, sagfører, må jeg ikke lige se? Den mand plejer ikke at regne fejl.«

Han fik bøgerne og nævnede det rigtige beløb. »Det passer«, sagde jeg og betalte. Mange steder gav man drikkepenge, men det brugte banken ikke, heller ikke ved denne lejlighed. Skønt jeg havde indbetalt over 2 millioner i Varde Bank, blev det det eneste sted, hvor jeg ikke havde fået en øre i gratiale.

På apoteket fik jeg julegave hvert år, og mange gav mig en krone, når jeg betalte regninger. Jeg mindes endnu gamle landinspektør Hvelplund. Når jeg kom og betalte ham en stor regning, gav han mig en daler. Mange så sådan på det, at det var en nyttig gerning for byen, jeg havde taget op. Selv kunne jeg godt have taget noget mere og endda have haft nok at køre med. Jeg havde tit 3-4 flasker medicin, kamfer eller kamferdråber. Jeg skulle da først om og bestille det, så hente det og betale det og så bringe det ind i hjemmene. Det fik jeg 10 øre for. Skal man nu have en flaske fra Esbjerg til Andrup, koster det 50 øre, selvom det bliver bragt på rutebilstationen.

Engang glemte jeg at indfri en veksel på 200 kr. for en mand. Jeg opdagede først forglemmelsen, da jeg var kommet hjem, og da jeg ikke skulle køre næste dag, tog jeg en hest og red på til Esbjerg. Der var endnu ikke mange cykler dengang. Den tiøre var også dyrt tjent. Jeg købte ofte tøj eller legetøj til børn eller damer og havde det held, at det næsten altid passede.

Engang skulle jeg købe et stykke amerikansk oksekød eller tøndekød. Et par dage efter kom manden med kødet igen og sagde, at det var lavet af mennesker, og det ville han ikke ha’. Jeg havde jo købt det, hvor han havde sagt, og derfor måtte han også tage det, som det var.

Ellers kom jeg godt ud af det med mine kunder. Engang havde jeg 1/2 tdr. kartofler (ca. 70 liter) i vognen og satte en barnevogn over den, så 2 hjul stod på hver side af sækken. I vognen lagde jeg så en mængde småting. Da jeg i Esbjerg ville trække kartoflerne ud, fik barnevognen overbalance og slog en kolbøtte ud over den nærmeste hest, der blev bange. Hestene satte i løb, og for ikke at blive klemt fordærvet mellem vognen og en husmur, måtte jeg give slip på tømmen. Hestene for afsted med køretøjet. Ved Havnegade drejede de ind mod byen. Her stod en murer øverst på en stige ved et hus på to etager. Hastigt skubbede han et par teglsten til side og greb fat i lægten og kom ind i huset, mens hestene ramte stigen. Vognstangen knækkede og stigen havnede på taget af vognen, hvor den blev liggende. I Vognen var der flere rædselsslagne damer. En efter en sprang de ud af vognen – den ene havde et lille barn med. Hun bøjede sig langt ud af vognen og lod barnet falde ned på vejen, hvorefter hun selv hoppede ud. I Stormgade drejede hestene om til Kongensgade, der blev fyldt med mennesker. En cykelreparatør kom op fra en kælder og kastede en frakke i hovedet på hestene, men uden resultat. Ved Kirkegade fik slagter Hans Jensen fat i tømmen, og ved Torvet fik han dem helt standset. To af damerne turde ikke tage med tilbage. Der var dog ikke mere noget at mærke på hestene.

I badetiden havde jeg tit badegæster med til Esbjerg Banegård. Og dagvognen gik nu sin sejrsgang. Trafikken voksede. Jeg måtte køre fire dage om ugen. Jeg havde nu tre kraftige heste, for ejendommen skulle jo også passes.

Jeg havde flere gange en samtale med postmester Sjønning og hjertingboerne om at få Hjertingposten over Esbjerg, men der var ikke nogen stemning for det. Da købte sagfører E. Hansen, Esbjerg, Marbækgård, og anlagde en god vej fra Tobøl til Marbæk, hvorefter han fik gennemført, at posten gik over Esbjerg. Så kom Strandvejen mellem Esbjerg og Hjerting. Det var også et plus i den rigtige retning.

Bilerne begyndte nu at komme frem, og jeg var nok klar over, at de blev fremtidens løsning. Men jeg kunne ikke magte at anskaffe bil. En forretningsmand i Esbjerg foreslog mig at danne et aktieselskab. Der var nok, som ville skyde penge til, så bilen kunne anskaffes. Men skønt min gamle hotelvogn ikke kunne klare det længere, turde jeg ikke give mig i lag med bilen, men købte en gammel dagvogn, lidt større end min tidligere. Da kom katastrofen!

En dag i Esbjerg blev jeg meget syg. Det var godt, jeg var velkendt, for jeg skulle hyppigt på wc. Men trods tiltagende smerter ville jeg gennemføre min tur. En nabo tog en del varer med over Tarp, for det gjaldt for mig snarest at komme hjem og i seng. Alligevel måtte jeg over Tarp, da jeg senere fik en pakke kød til Tarp Kro, hvor der skulle være spisning om aftenen.
I Hjerting fik jeg hjælp til aflæsningen og en mand til at hjælpe mig hjem. Jeg lå da inde på sædet i vognen og kunne ikke mere. Næste dag havde vi lægen. Det var blindtarmsbetændelse. Men der var ikke tale om operation. Det var sjældent dengang. Jeg fik smertestillende dråber og måtte intet spise de første dage. Efter en uges tid kom jeg op, men fik stadig tilbagefald. Efterhånden blev der længere og længere mellem anfaldene, og efter et års forløb hørte de helt op, og jeg har intet mærket til sygdommen siden.

Mens jeg var syg, måtte min karl, Jens Søndergård, køre dagvognen, og han var flink og dygtig. Jeg ville gerne have lejet ham til at fortsætte, men han ville ikke. Og lægen frarådede mig selv at køre. Jeg havde nemlig efterhånden fået alt for mange grovvarer at køre med, og det var et arbejde at få en 200 punds sæk op på vognen.

Den 1. november 1908 solgte jeg så ruten, vogn, seletøj og to gode heste til Jens Thorstensen for 1.800 kr., så der blev ikke meget i afståelse. Efter et par års forløb var det, posten kom over Esbjerg, og Thorstensen fik en lille bil, som stadig blev forstørret. Nu kører der i sommertiden hver halve time bil mellem Hjerting og Esbjerg, tit ret store rutebiler, to til tre efter hinanden. Den Tur, som begyndte med 10 øre, giver nu flere hundrede kroner om dagen.

Esbjergs egne erindringer

Hen over 2018 poster vi på Yesbjerg.dk en række erindringer fra gammel tid. De er skrevet og fortalt af esbjergenserne selv og fundet i gamle gemmer på nettet og er alene på grund af alder ikke beskyttet i forhold til citering. Derfor samler vi dem i forbindelse med byens 150 års jubilæum til dig her på siden i deres helt egen kategori: Esbjerg Erindringer.

Morten Flemming Horne Jepsen har gennem en længere periode for Yesbjerg redigeret de oprindelige tekster, så de følger nutidens retsskrivning, ligesom udgåede ord og mål er oversat til nutidige.

Håber du vil have stor fornøjelse af dem.

10 gratis fornøjelser i Esbjerg

Det er ikke altid en sjov oplevelse eller fornøjelse behøver at koste penge. I Esbjerg har vi en masse oplevelser i hatten, som er helt gratis. Vi har samlet nogle af dem her.

  1. Byparken holder hver sommer gratis koncerter og shows for både børn og voksne.
  2. Biblioteket i Nørregade holder ofte gratis arrangementer.
  3. Vognsbølparken har udendørs træningsfaciliteter og boldbaner.
  4. På Degnevej er der en udendørs træningsplatform, du frit kan boltre dig på.
  5. Tag en bold med til Hjerting strand og spil beachvolley.
  6. Tag i Dyrehaven med familien.
  7. Fodr ænder og svaner ved Lergravssøen.
  8. Brug udendørsfaciliteterne ved Game Street Mekka.
  9. Gå tur på stranden – hele året rundt.
  10. Museumspladsen bag biblioteket i Nørregade har et udendørs aktivitetsområde.

Læserbrev: Esbjerg går gode tider i møde

Esbjerg går gode tider i møde

Af Frederik Bloch Münster, Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti

I den seneste tid har der været gode nyheder for Esbjerg, og for den fremtid byen går i møde.

Først kom aftalen om Thyrafeltet, der sikrer vores område masser af arbejdspladser.

Så kom offentliggørelsen af IKEAs etablering i Esbjerg, der for nyligt blev efterflugt af nyheden om at Espresso House kommer til byen, samt den snarlige åbning af den københavnske bar Brass Monkey i Skolegade.

Budskabet bag udviklingen synes at være klar; det kan betale sig at drive forretning i Esbjerg, og mange ambitiøse virksomheder ønsker en bid af kagen. Det er godt for hele området, for det giver flere muligheder for at ens penge kan bruges bedst muligt, og det er med til at skabe et miljø der er aktivt og levende for især de unge og børnefamilierne i Sydvestjylland.

I Sydjylland må trekantsområdet siges at være den store vækstmotor, grundet dets favorable placering og korte transporttid til byer som Aarhus og Odense. Dog virker det til at Esbjerg bliver mere og mere attraktiv for private virksomheder, og det er en udvikling vi skal være glade for. Vi kan sagtens have et ligeså attraktivt lokalsamfund som enhver andet område i Danmark.

Vi skal bare styrke fortællingen om at Esbjerg og Sydvestjylland er et område med gods i, og at man kan etablere sig et liv, hvor alle ens ambitioner kan blive til virkelighed, uden at lokalområdet er en hindring.

Alt kan ikke fikses gennem mentalitet, for ting som uddannelser og infrastruktur skal også være på plads, men for nu finder der en god udvikling sted, som man skal huske at tale op.

Estavana og Esbjerg

Estavana Polman har siden 2013 spillet for Team Esbjerg og vandt i 2016 sammen med holdet DM-guld for første gang i Esbjergklubbens historie.

Privat danner hun par med fodboldspiller Rafael Van Der Vaart, som hun sidst i juni fik datteren Jesslyn med.

På podcasten kan du høre Estavana selv fortælle, hvorfor hun valgte at blive i Esbjerg, hvad det sidste billede er på hendes telefon og meget mere…

Hør hele interviewet øverst på siden eller i din podcast app.

Flere uddannelser for Esbjergs skyld

2

Af Frederik Bloch Münster, Folketingskandidat (C)

Siden regeringen trådte til er det blevet slået fast gang på gang, at der er et ønske om at hele Danmark skal have de bedste muligheder for at vokse på alle parametre, således at der hersker udvikling og et positivt syn på fremtiden overalt i Danmark.

I Esbjerg er vi ikke omringet af ligeså befolkningsrige områder som vores eget, nej her er vi den største kommune befolkningsmæssigt og økonomisk, og fører an på både arbejdspladser, kulturtilbud og uddannelser.

Netop uddannelser er af stor betydning, for det er uddannelsesmulighederne i Esbjerg Kommune der sikrer at unge esbjergensere kan dygtiggøre sig og starte sin egen familie på hjemstavnen, samtidig med at ambitiøse unge udefra kan lokkes til området, og få øjnene op for hvad vi rent faktisk har at tilbyde dem.

Desværre halter det med at sikre flere uddannelser. Ganske vidst har både Esbjerg og Ribe fået glæde af udflytningen af statslige arbejdspladser, men det der for alvor batter noget, er hvis vores kommune sikres flere uddannelser.

Tænketanken Kraka var forleden ude med meldingen om, at Esbjerg ville passe perfekt som hjemby til uddannelser som jura, historie og psykologi.

Netop sådanne uddannelser vil kunne sende Esbjerg op i en hel ny liga som uddannelsesby, hvor vi i så fald vil kunne konkurrere med Odense, Aarhus og København i langt højere grad end vi gør i dag.

Vi skal kunne tro på at vores område kan rumme sådanne ambitioner og uddannelser, for uddannelsernes placeringer er ikke skrevet i sten, men er derimod politisk besluttet. Vi kan gøre en forskel, hvis blot vi sørger for at Christiansborg forstår vigtigheden af et stærkt Sydvestjylland med et vibrerende erhvervsliv, en god ungdomskultur og uddannelser i verdensklasse.

Lokale ildsjæle blev hyldet

GF fejrer ildsjæle med ekstra overskud
I aftes afholdte GF forsikring i Esbjerg en overraskelsesfest for nogle af regionens ildsjæle. De indbudte vidste ikke, hvorfor de skulle dukke op, de fleste havde fået en historie om, at de kunne få en virkeligt billig forsikring i hus, hvis de dukkede op i GF huset på Gl. Vardevej i går eftermiddag kl 16.30.

Der var 14 smukke unikke mennesker, der hver især har gjort en særlig indsats for deres lokalsamfund. Blandt de nominerede var blandt andet en pigehåndboldtræner fra SGI, en receptionist fra TV SYD, et speedwayteam, Breinholtgård golfklub, en skolelærerinde fra en specialklassen på Bakkeskolen i Esbjerg, et ældre par der hvert år deler julekurve ud til værdigt trængende, en cykel klub og mange andre.

Sheila Sydbøge modtog hæder og diplom for at være en uovertruffen fantastisk kærlig, givende og omsorgsfuld skolelærer i specialklassen på Bakkeskolen. Hendes forståelse og omsorg for børn med særlige behov og hendes levende, farverige, sprudlende væsen, der altid kan gøre omgivelserne i godt humør var indstillingsgrunden for en mor til et af Sheilas skolebørn.

Breinholdtgård golfklub fik sin hæder for at være særligt gode til at skabe en ungeafdeling.
Sammen med deres diplom modtog de også en check på kr. 6000.
De to glade damer fra klubben, kan du se med deres flotte diplom herunder.

Søtrup bliver ny formand for Esbjergs populære festuge

Afgående borgmester Johnny Søtrup bliver ny formand for styregruppen for Esbjerg Festuge.

Det bliver et særdeles kendt ansigt, som fra årsskiftet afløser Brian Knudsen på posten som formand for styregruppen for Esbjerg Festuge.
Johnny Søtrup har takket ja til opgaven, og Esbjergs borgmester gennem 24 år glæder sig til den:

”Det var ikke svært at takke ja, da jeg blev spurgt. Festugen er en af de bedste events, vi har i kommunen og Esbjerg by. Jeg har selv været med til at starte den op i sin tid, og det har været spændende at følge Festugens rejse og enorme udvikling”, siger Johnny Søtrup.

Festugens afgående formand, EfB-direktør Brian Knudsen, har selv været med til at pege på sin afløser.
”Johnny Søtrup er det helt oplagte valg. Gennem min tid som formand har jeg oplevet hans store engagement i Festugen; ikke bare i form af kommunens sponsorat men også i form af en oprigtig interesse og veneration for Festugen. Han har været en fremragende medspiller”, siger Brian Knudsen:

”Johnny Søtrup kender – om nogen! – Esbjerg. Han kender erhvervslivet, som er vigtigt for at kunne tiltrække sponsorer og sikre finansieringen af Festugen, og han kender byen og ved, hvordan man skal samle den”, siger Brian Knudsen.

Brian Knudsen har været meget glad for sine otte år som formand og er navnlig glad for den mangfoldighed, Festugen har udviklet sig til med over 200 arrangementer i år.
For Johnny Søtrup er det fortsættelsen af netop den linje, der er målsætningen:

”Den formel, vi har på Festugen i dag, er rigtig god. Der er noget for enhver smag, og den brede appel er en af de klare styrker, som jeg gerne vil holde fast i. Den giver samtidig plads til en løbende udvikling, som gennem årene har været med til at forandre og forme den Festuge, vi har i dag”, siger Johnny Søtrup.

Direktør Tom Nielsen fra Esbjerg Erhvervsudvikling, som Festugen hører under, glæder sig over Johnny Søtrups ja til opgaven:
”Det er en opgave, der kræver et stort netværk – og det fås næppe meget større end Johnny Søtrups! Vi skylder Brian Knudsen stor tak for otte gode år ved roret. Jeg er sikker på, at vi med Johnny Søtrup i spidsen kan fortsætte den positive udvikling, Esbjerg Festuge har været i, siger Tom Nielsen.

FAKTA:
I 2017 overtog Annette Posselt depechen som event manager for Festugen efter Bjarne Simonsen. Der er således to nye i spidsen for Festugen.

WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com