Home Tags Yesbjerg

Tag: Yesbjerg

Rekordresultat på Esbjerg Havn

0
Esbjerg havn årsregnskab 1

Esbjerg Havn kan se tilbage på 2024 som et historisk godt år. Med en rekordomsætning på 313,5 mio. kr.

og et rekordoverskud på 89,5 mio. kr. har havnen ikke blot leveret sit bedste resultat nogensinde – den

har samtidig skabt fundament for fortsatte investeringer i fremtidens infrastruktur. ”Esbjerg Havn er

blevet knudepunkt – for grøn energi, international logistik og europæisk sikkerhed,” siger formand for

bestyrelsen Søren Gade.

I dag afholdes Esbjerg Havns årsmøde på Blue Water Arena og samtidig offentliggøres Esbjerg Havns

årsregnskab for 2024. Og tallene viser, at det går godt.

Omsætningen blev 313,5 millioner kroner, hvilket er rekordhøjt. Overskuddet blev 89,5 millioner kroner, er

også rekordhøjt og er en stigning på 22 procent fra sidste år.

”Vi er meget tilfredse med årets resultat,” siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen.

I 2024 investerede Esbjerg Havn 455 mio. kr. i blandt andet uddybning af sejlrenden Grådyb, arealopkøb i

Måde og udvikling af Østhavnen. Sammen med investeringerne i 2023 er der således tale om investeringer

for 800 mio. kr. over to år. Ifølge Dennis Jul Pedersen er det et tydeligt bevis på, at Esbjerg Havn satser

helhjertet på fremtiden.

”Der er stor efterspørgsel efter den kapacitet og fleksibilitet, vi tilbyder allerede nu, og den bliver ikke

mindre i de kommende år. Vi bruger pengene til at investere i havnen til gavn for vores kunder,

” siger

Dennis Jul Pedersen.

RoRo stadig en hjørnesten

Selv om offshore vind og containertrafik vokser, spiller RoRo stadig en afgørende rolle i Esbjerg Havns

profil. I 2024 udgjorde RoRo 40 procent af den samlede godsomsætning, og særligt bilimporten steg

markant. Antallet af håndterede biler steg fra 46.616 i 2023 til 53.725 biler i 2024 – en stigning på over 15

procent. Men der var også vækst i vindmøllegods, bulk, container og øget efterspørgsel på arealer.

Et grønt og internationalt knudepunkt

Esbjerg Havn har i 2024 også styrket sin rolle som Europas førende klimahavn, blandt andet gennem

investeringer i landstrømsanlæg og affaldshåndtering. Derudover har havnen fungeret som base for to

store tyske havvindprojekter, hvilket har givet høj belægning på arealer og styrket det strategiske

samarbejde med vindindustrien.

Formand: De bedste år ligger foran os

Formand for Esbjerg Havn, Søren Gade, glæder sig over resultatet – men ser endnu større muligheder i

horisonten:

”Esbjerg Havn har leveret et flot resultat i 2024. Men det mest spændende er, at de største perspektiver

stadig ligger foran os. Med vores placering, investeringstempo og grønne ambitioner er vi godt rustet til en

fremtid, hvor vi vil spille en endnu større rolle – både nationalt og internationalt. Esbjerg Havn er blevet et

knudepunkt – for grøn energi, international logistik og europæisk sikkerhed.”

Af årsregnskabet fremgår det også, at egenkapitalen er på 1,3 milliarder kroner, og at der er en likvid

beholdning på 220 millioner kroner.

Foto: Esbjerg Havn

Aqtiv – havbad og vandsport er nu klar til indvielse

Img 0974 1

Lørdag den 7. juni kl. 11.00 – 13.30 bliver en festdag på Esbjerg Strand. Her er alle velkomne, når Aqtiv – Esbjergs fantastiske nye samlingssted for havbad og vandsport – officielt indvies. Dagen byder bl.a. på mulighed for at prøve masser af sjove aktiviteter sammen med lokale foreninger.

Foto Esbjerg Kommune

Lørdag den 7. juni indvies Aqtiv – det nye, fantastiske samlingssted for havbad og vandsport i lagunen ved Esbjerg Strand. Foto: Esbjerg Kommune.

Aqtiv – havbad og vandsport – det nye, fantastiske samlingssted i lagunen ved Esbjerg Strand, har løbende fået tilføjet flere faciliteter, som giver alle vandglade mulighed for at være aktive og boltre sig ved, på og i vandet. Nu er stedet næsten fuldt udbygget, og det fejres med en festlig indvielse lørdag den 7. juni kl. 11.00 – 13.30.

Mange bruger allerede Aqtiv – havbad og vandsport. Havbadet er blevet et populært mødested både sommer og vinter. Sidste sommer åbnede den nye kabelbane, og siden er meget mere kommet til. Det gælder f.eks. baner til vandpolo, SUP-yoga og kano- og kajakslalom. Her er noget for alle, hvad enten man er til afslapning, vandlege eller sport. Kun en enkelt aktivitet, en vandlegeplads, lader vente på sig lidt endnu. Den bliver klar i slutningen af sommeren.

Fælles om oplevelser og aktivitet

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen glæder sig over, at det ambitiøse projekt Aqtiv – havbad og vandsport nu er foldet helt ud, og ser frem til at fejre det sammen med alle interesserede ved indvielsen den 7. juni:

– Med Aqtiv havbad og vandsport har vi fået et nyt, rekreativt udflugtsmål og mødested, som bliver endnu et aktiv for vores kommune og noget, som vi alle kan være stolte af. Det er værd at fejre. I Esbjerg Kommune lægger vi stor vægt på at skabe oplevelser og kultur, der skal gøre det attraktivt at bo og leve her både for os, der allerede bor her, og for nye borgere. Samtidig har vi som Bevæg dig for livet-kommune en ambition om at få flere til at være fysisk aktive og deltage i fællesskaber gennem alle livets faser. Jeg er sikker på, at Aqtiv havbad og vandsport vil bidrage til begge dele. Derfor vil jeg også gerne sige en stor tak til Nordea-fonden, Lokale og Anlægsfonden og alle de lokale bidragsydere, som generøst har støttet projektet økonomisk og dermed gjort det muligt for os at skabe det her fantastiske sted. Og ikke mindst en stor tak til de mange lokale foreninger, som er med til at præsentere de mange aktiviteter, så flest mulige kan få glæde af dem – både i fællesskab og på egen hånd, siger Jesper Frost Rasmussen.

Prøv selv

På indvielsesdagen bliver der rig lejlighed for alle til selv at prøve nogle af de mange, spændende vandaktiviteter, der inviterer til både idræt, leg og læring. Her står foreninger klar til at hjælpe nye brugere godt i gang med alt fra kajakker og SUP-boards, kabelbane, og til livet som multiatlet, leg i vandet, vinterbadning og meget mere.

Dagen byder også på taler, ligesom to hold fra Esbjerg Kommunes byråd vil deltage i en underholdende tvekamp i Basket Race.

Fra klokken 12 kan man nyde frisklavede, søde churros, så længe lager haves. På dagen er det også muligt at deltage i en konkurrence om gavekort til Esbjerg City ved at besvare et kort spørgeskema om Aqtiv, som er tilgængeligt forskellige steder på havneøen.

Program

Vi mødes lørdag den 7. juni kl. 11.00 – 13.30 på Esbjerg Strand 10, 6700 Esbjerg.

11.00 Officiel åbning med taler fra borgmesteren m.fl.

11.20 Underholdende tvekamp mellem to hold fra Esbjerg Kommunes byråd

12.00 Prøv selv kræfter med en lang række aktiviteter sammen med lokale foreninger:

  • Kom på vandet i kajakker eller SUP-boards, og se flotte både hos Esbjerg Roklub – tag også gerne dit eget SUP-board eller din egen kajak med.
  • Bliv multiatlet for en dag med Multiatleterne Esbjerg.
  • Leg i vandet med Esbjerg Svømmeklub.
  • Lav lækre pandekager med FDF kreds 4.
  • Lær mere om vinterbadning hos Havbad – Aqtiv Esbjerg Strand.
  • Test kabelbanen hos Esbjerg Cable Park.
  • Oplev fascinerende modelsejlbåde hos RC Kapsejlads Esbjerg.
  • Deltag i et sjovt basket race, og prøv resten af Aqtivs baner.

Lykkens have spirer i Byparken

Img 0958 3 1

Snart får de mindste deres helt egen kunst- og naturlegeplads i byens grønne hjerte. Renoveringen af legepladsen i Byparken rykker et vigtigt skridt nærmere. 

Legepladsen er allerede et populært udflugtsmål, og nu venter der et markant løft af hele området. 

Foto: Esbjerg Kommune

Renoveringen af sceneområdet i Esbjerg Bypark nærmer sig sin afslutning, og næste kapitel i parkens forvandling står for tur: Den velbesøgte legeplads i det grønne hjørne af parken får nu nyt liv. Her skal en kunst- og naturlegeplads vokse frem under navnet Lykkens Have.

Legepladsen er inspireret af Asger Jorns farverige kunstværk af samme navn og bliver et legende og sanseligt sted, hvor kunst, natur og bevægelse går op i en højere enhed. Esbjerg Kunstmuseum, som har maleriet i sin samling, har bidraget aktivt til udviklingen af legepladsen. Museet trækker på mange års erfaring med kunstprojekter i daginstitutioner og ved, hvordan kunst kan vække børns fantasi, livsglæde og lyst til at udforske verden.

”Jeg er stolt over, at vi sammen med gode samarbejdspartnere tør tænke nyt og inddrage kunsten i børns leg. Nu skabes der en legeplads med en ekstra dimension i form af kunst og æstetik i børnehøjde. Her styrkes motorikken samtidig med at fantasien kan slippes løs,” siger Jakob Lose, formand for Kultur og Fritidsudvalget.

Tre entreprenører bød ind på opgaven, men det bliver Elverdal, der skal realisere visionerne for legepladsen.

Høj legeværdi

Lykkens Have kommer til at bestå af forskellige zoner med plads til både de mindste og de lidt større børn. Her er masser af motoriske udfordringer og muligheder for at tumle, klatre og balancere. Indretningen vil også rumme rolige kroge til fordybelse, ophold og madpakkepauser i læ og skygge.

Etableringen af Lykkens Have er støttet af Lauritzen Fonden og Johan Hoffmann Fonden.

”For Lauritzen Fonden er det vigtigt at kunne bidrage til fællesskaber i Esbjerg – også for de små – og så er det en ekstra dimension, når leg, kunst og læring går op i en højere enhed. Lykkens Have bliver netop sådan et sted, og vi er glade for at bidrage til noget, der skaber værdi for mange børn og familier,” siger direktør Inge Grønvold fra Lauritzen Fonden.

Legepladsen bliver bygget med solide og bæredygtige materialer, og når det giver mening, genbruges elementer fra den eksisterende legeplads.  Målet er et område med høj legeværdi, hvor børn føler sig frie og hvor der er plads til risikobetonet leg, som styrker både selvtillid og fantasi.

”Vi tror på, at de bedste legepladser er dem, hvor børn både bliver udfordret og inspireret. Lykkens Have balancerer på fineste vis det motoriske, det sociale og det kunstneriske, og vi glæder os til at se, hvordan stedet vil summe af liv”, siger Erik Haldan, direktør i Johan Hoffmann Fonden.

Hvis alt går efter planen, begynder arbejdet med at anlægge legepladsen i løbet af efteråret. Hvis vejret leger med, er håbet, at de første børn kan tage Lykkens Have i brug omkring årsskiftet.

Jakob Ankersen fortsætter karrieren i Esbjerg fB

0
Jakob ankersen 1

Esbjerg fB og Jakob Ankersen er blevet enige om betingelserne for en kontraktforlængelse frem til sommeren 2026, så offensivspilleren også i den kommende sæson kan trække den blå-hvide trøje over hovedet.

Foto: EfB

Jakob Ankersen er også en del af Esbjerg fB-holdet i den kommende sæson, idet

offensivspilleren har underskrevet en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2026.

Ankersen underskrev i februar en kort aftale med EfB, men har i løbet af forårssæsonen bygget

på dag for dag, hvilket er resulteret i adskillige pladser i startopstillingen.

Cheftræner Lars ”Lungi” Sørensen fremhæver mentaliteten hos Ankersen, og kalder forlængelsen

naturlig.

– Da vi fik Jakob Ankersen ind i truppen i vinter vidste vi, han havde et naturligt efterslæb

formmæssigt, men med en stor arbejdsiver og vilje blev den udfordring hurtigt løst. Jakob har

skabt god konkurrence om spilletiden i EfB, ligesom han for vores unge trup har været en vigtig

brik uden for banen.

– Både sportsligt og kulturelt giver det derfor mening at fortsætte samarbejdet i yderligere en

sæson, og både vi og Jakob er overbeviste om, der kan bygges mere på, fortæller han.

Ankersen fortæller, han føler sig godt til rette i EfB, og glæder sig til at bidrage yderligere til

holdet fremadrettet.

– Som forventet faldt jeg hurtigt ind i klubben og blandt holdkammeraterne, og min

fodboldglæde var bestemt ikke væk. Jeg nyder stadig at være på træningsbanen og med i

kampene, så jeg er glad for, at vi er blevet enige om en ny kontrakt.

Jeg har lagt en stor arbejdsindsats i at oparbejde en god, fysisk form, og jeg føler, der er mere at

komme efter. Men først og fremmest handler det nu om, at vi sammen får rundet denne sæson

godt af, så vi kan blive klar til en ny, og jeg vil fortsat gøre alt, hvad jeg kan for at gøre mig

fortjent til spilletid og med min erfaring hjælpe holdet på og uden for banen, siger Ankersen.

34-årige Ankersen har foreløbigt spillet 196 kampe og scoret 41 mål for EfB.

Fra mørke tanker til mod på livet: Thea fik hjælp i en ungegruppe

Img 0249 1

I en af Esbjerg Kommunes ungegrupper fandt 15-årige Thea Jørgensen den forståelse og støtte, der hjalp hende tilbage til et godt ungdomsliv. Hendes forløb viser, hvordan De Åbne Behandlingstilbud i Esbjerg Kommune kan gøre en forskel for børn og unge, der har det svært.

Da 15-årige Thea Jørgensen i en periode havde det rigtig skidt, fandt hun hjælp og forståelse i en af Esbjerg Kommunes trivselsgrupper for unge.

Foto: Esbjerg Kommune

Thea Jørgensen er 15 år og går i 9. klasse. For knap halvandet år siden trådte hun for første gang ind ad døren til en af Esbjerg Kommunes grupper for unge, der har det svært i hverdagen. I lang tid havde Thea haft det rigtig dårligt. Hun led af tankemylder, kunne ikke sove, spiste for lidt og var hård ved sig selv og sin krop.

Da skolepsykologen foreslog Thea at være med i ungegruppen, var hun skeptisk, og tanken om at skulle dele sine tanker og følelser med andre var grænseoverskridende. Hun var meget nervøs, og det blev da også kun til et ettal, da Thea første gang tjekkede ind i gruppen, hvor de unge altid bruger en skala fra et til fem til at forklare, hvordan de har det nu og her.

Mod på livet igen

Set i bakspejlet er Thea faktisk slet ikke sikker på, at der overhovedet var et tal, der kunne beskrive hendes tilstand. Hun kan næsten ikke huske noget fra den tid, men når hun læser i sin dagbog, er hun chokeret over det, der står.

”Det er lidt voldsomt at se tilbage på. Jeg gik nærmest rundt som et spøgelse og straffede mig selv og min krop. Jeg forstår næsten ikke, hvordan jeg overhovedet kom op og afsted hver dag,” fortæller Thea.    

Heldigvis var ungegruppen lige det, Thea havde brug for. Hun fandt ud af, at der var andre som hende selv, og det hjalp at snakke med de unge og gruppens voksne. Der var altid chokoladeboller og saftevand på bordet og en tryg genkendelighed i både selskabet og aktiviteterne.

Stille og roligt fik Thea det bedre, så hun spiste mere, sov bedre, fik ro i hovedet og overskuddet tilbage, og efter to forløb på et halvt år hver var hun klar til at give sin plads i gruppen videre til en anden. Efter sommerferien begynder hun på gymnasiet og har mod på livet og ungdommen igen.

”Det er vigtigt at prøve at springe ud i det og tage imod hjælpen, selv om det er svært. Og så skal man vide, at man ikke sidder fast. Man kan godt få det bedre og komme til at leve rigtigt igen,” siger Thea.

Tilbud om hurtig hjælp

Ungegruppen er en af mange muligheder hos PPR & Videncenter i Esbjerg Kommune, der netop er i gang med at opruste på tilbuddene til børn og unge, der er på vej i mistrivsel eller allerede er det. Udviklingen følger målene i psykiatriplanen, som regeringen sidste år indgik med kommunerne og regionerne for at tilbyde hurtig hjælp til børn og unge i mistrivsel.

Under De Åbne Behandlingstilbud samler Esbjerg Kommune en række konkrete forløb for børn og unge på 3 til 17 år og deres familier, hvor mistrivslen kommer til at fylde så meget, at det påvirker hverdagen.

Aktuelt er der foruden trivselsgrupperne forløb for børn og unge, der oplever tristhed og bekymring, lige som der er forældrekurser og tilbud om åben, anonym vejledning, så også forældrene kan få hjælp til at tackle de vanskeligheder, de oplever hos deres barn. Senere på året starter nye forløb, der bl.a. henvender sig til børn og unge, der har tanker om selvskade eller tidlige tegn på spiseforstyrrelser.

”Det handler om at give familierne let adgang til hjælp, så vi kan forebygge mistrivsel og få fat i børnene og de unge, inden problemerne vokser sig for store og tunge. Vi er allerede godt i gang, og med de nye muligheder får vi en meget bredere vifte af tilbud, hvor børnene og de unge kan få hjælp til præcis deres udfordringer. Samtidig lægger vi vægt på den tværfaglige og helhedsorienterede indsats og involverer både familie og daginstitution eller skole, så vi kommer hele vejen rundt,” siger Camilla Christensen, tværfaglig leder af PPR & Videnscenter.

Se mulighederne i De Åbne Behandlingstilbud her.

Tag med Ribelund på Side Run

Img 0039 1

Alle kan være med, når den royale stemning rammer Ribelund den 2. maj. Udviklingscenter Vest og Specialcentret har inviteret beboere og deres pårørende til Royal Side Run med to ruter, som sikrer, at alle kan komme omkring, uanset om de går, løber eller har hjul under sig. Alle andre er også velkomne.

Som optakt til Royal Run har små og store motionister deltaget i Træn med-arrangementerne. Senest snørrede 3200 skolebørn kondiskoene. Foto: Esbjerg Kommune

Foto: Esbjerg Kommune

Royal Run har plads til alle. Uanset hvem du er, og hvor langt og hurtigt du kan gå eller løbe, er du velkommen i fællesskabet. Også selv om du måske ikke er stærk til bens og skal have andre til at hjælpe dig rundt.

Netop den rummelighed er i centrum, når Udviklingscenter Vest og Specialcentret holder Royal Side Run i Ribe den 2. maj kl. 15.00-17.30. Her får både børn og voksne fra tilbuddene under Udviklingscenter Vest og Specialcentret sammen med deres pårørende mulighed for at mærke den royale stemning og varme op til Royal Run i Ribe 2. pinsedag. I alt deltager op mod 400 børn og voksne, og andre interesserede er også velkomne.  

Ribelund lægger sine naturskønne omgivelser til eventen, der får to forskellige ruter, som deltagerne kan prøve kræfter med. Eftersom en del af dagens deltagere er borgere med forskellige handicap og derfor måske sidder i kørestol, er den ene rute på 800 meter handicapvenlig, så alle kan være med. På den anden rute tager en One mile deltagerne en tur rundt i området omkring Ribelund.

Glæden ved at være aktiv sammen

Esbjerg Kommune borgmester, Jesper Frost Rasmussen, får fornøjelsen af at åbne dagens Side Run på Ribelund, og han glæder sig til at mærke den royale stemning blot en god måneds tid før, at H.M. Kongen skyder det rigtige Royal Run i gang.

”Det har været en fornøjelse at følge aktiveringen og fællesskabet frem mod den royale motionsfest, og nu giver vi det hele endnu et skud energi til Side Run på Ribelund. Det allervigtigste budskab i Royal Run er netop, at det ikke gælder om at gå eller løbe længst eller hurtigst, men om at mærke glæden i at være aktiv og bevæge sig sammen med andre uanset, hvilke forudsætninger man har. Den stemning vil være i fokus til Royal Side Run den 2. maj,” siger Jesper Frost Rasmussen.

Til Royal Side Run er alle velkomne, og der er lagt op til en sjov og hyggelig eftermiddag i selskab med familie, venner eller kolleger. Udviklingscenter Vest og Specialcentret stiller madboder op, hvor man kan købe lidt at spise, lige som der er merchandise fra Royal Run efter først til mølle.

Skab dit eget Side Run

Faktisk bliver den royale stemning slået an allerede om formiddagen den 2. maj, hvor Ribe-områdets daginstitutioner fra kl. 9.30 til 11.00 samles til Side Run ved Ribe Fritidscenter. Her deltager op mod 400 børn, og alle andre er også velkomne til at gå eller løbe en tur eller flere rundt på boldbanen.

Passer tidspunktet hverken om formiddagen eller eftermiddagen, er det smarte ved Side Run-konceptet, at alle kan lave deres egen version. Det kan f.eks. være i en klub, forening, skole eller på en arbejdsplads, og der er gode tips og tricks at hente hos Royal Run, lige som Esbjerg Kommune kan bidrage med Side Run eventpakker med festligt Royal Run-pynt.

Esbjerg Havn indgår aftale med norske WindPort

0
Windport and port esbjerg strategic partnership 1

Esbjerg Havn og norske WindPort har indgået et strategisk partnerskab for at accelerere udviklingen af havvind i Nordsøen.

 

WindPort har én klar ambition: at blive Wind Turbine Generator (WTG) marshalling-havn for Sørlige Nordsjø II (SNII), det første store havvindmølleprojekt på den norske kontinentalsokkel. For at realisere denne ambition planlægger WindPort omfattende investeringer i opgradering af faciliteter og den operationelle infrastruktur.

 

Som led i denne ambition har WindPort indgået et strategisk partnerskab med Esbjerg Havn. Partnerskabet kombinerer Esbjerg Havns omfattende ekspertise og erfaring med WindPort’s strategiske placering og allerede stærke kapaciteter. Fokus vil være på fælles projektudvikling og vidensdeling inden for nøgleområder som logistik, havvind og meget mere.

 

På billedet er Turid Storhaug Managing Director for WindPort og havnedirektør Dennis Jul Pedersen fra Esbjerg Havn.

Foto:PR

Esbjerg Festuge afslører flere kunstnere

Img 9596 1

Det er et stjernepakket lineup med Blæst, Noah Carter, Michael Falch, Esbjerg Hylder Madsen, Dodo & The Dodos og IAMJJ, der slutter sig til musikprogrammet til Esbjerg Festuge 2025.

Foråret har for alvor fået fat, solen skinner og sender milde sommer-vibes ind over Esbjerg. Trangen til igen at samles på Torvet til festugens mange koncerter og events vokser dag for dag. Nu kan vi endelig afsløre flere navne på årets musikprogram, og vi tør godt love, at feststemningen når nye højder, når Esbjerg Festuge 2025 løber af stablen til juni.

Fra hiphop og rock til tidløse klassikere
De nye navne på programmet spænder bredt. Noah Carter bringer internationalt inspireret hiphop til scenen, mens Michael Falch leverer sin ikoniske danske rockpoesi. Blæst er tilbage med ny forsanger og klar til at sprede feststemning med deres friske pophits. En særlig oplevelse venter med Esbjerg Hylder Madsen, hvor lokale musikere går sammen for at hylde den afdøde Johnny Madsen. Dodo & The Dodos tager publikum med på en nostalgisk rejse gennem nogle af de mest elskede danske sange, og IAMJJ skaber en unik stemning med sin mørke, melankolske lyd.

“Med denne afsløring er årets musikprogram næsten fuldendt, og vi er stolte af at kunne præsentere et line-up, der byder på både legender, nye stjerner og unikke live-oplevelser. Fra hiphop og rock til pop og en helt særlig hyldestkoncert – der er noget for enhver smag. Og som altid er alle koncerter på Torvet gratis,” siger Kirsten Bisgaard Kirchner, eventchef i Esbjerg Kommune.

Hyldest til Madsen åbner festugen 
Det er en helt særlig åbning, der venter ved årets festuge. Her har den esbjergensiske sangerinde Tanni Christine Thuesen, stået i spidsen for at samle et hold af lokale musikere og sangere, der er gået sammen om en hyldestkoncert til afdøde Johnny Madsen.

”Vi håber, at rigtig mange esbjergensere vil mødes med os på Torvet for at være med til at hylde en af vores helt store legender, Johnny Madsen. Vi er klar til masser af fællessang med hans stjerneparade af sange. Det er en helt igennem perfekt måde at åbne årets festuge,” siger sangerinde Tanni Christine Thuesen.

Esbjerg er klar til fest
Musikken bliver endnu en gang et af de vigtige samlingspunkter, når Esbjerg Festuge fylder byens gader, pladser og scener med liv og kultur fra 13. – 21. juni 2025. Med denne sidste offentliggørelse mangler kun artisterne til dette års Music4Free for at programmet er helt fuldendt. 

Publikum kan altså se frem til at opleve Malte Ebert, Jacob Dinesen, MAS, Blæst, Aura Dione, Noah Carter, IAMJJEsbjerg Hylder Madsen, Michael Falch, Dodo & The Dodos og The Boss – Tribute til Springsteen live i Esbjerg.

Sæt kryds i kalenderen – vi ses til Esbjerg Festuge 2025.
Festugens program er så småt ved at tage form, se det her: www.esbjergfestuge.dk

Foto Esbjerg Festuge

Booktalks skal styrke læseglæden og inspirere til bogvalg hos folkeskoleelever i Esbjerg Kommune

Img 9532 1

Elever på Danmarksgades Skole fik et fascinerende indblik i bøgernes verden, da Esbjerg Kommunes Biblioteker lagde vejen forbi med en booktalk. Med besøget vil biblioteket og skolen gerne sammen styrke elevernes læselyst og samtidig klæde dem på til at vælge en række nye bøger. Projektet gennemføres med tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Eleverne på Danmarksgades Skole kunne med det samme tage et kig på et udvalg af de spændende nye bøger, som de var blevet introduceret til på dagens booktalk.

Foto: Esbjerg Kommune.

5.b på Danmarksgades Skole i Esbjerg kunne forleden dykke ned i et eventyrligt univers af superhelte, ninjaer, zombier og meget mere. Rigtige duer og Når grise flyver var blot nogle af de mange bøger, som fangede elevernes opmærksomhed, da en ungdomsbibliotekar fra Esbjerg Kommunes Biblioteker besøgte skolen med en medrivende booktalk.

Formålet var at inspirere eleverne til selv at vælge hver op mod 15 bøger, som efterfølgende bliver indkøbt til skolens bibliotek. Et katalog med eksempler på bøger i alle genrer fra sjov, krimi og fantasy til kærlighed, hverdag, venskab, online og fakta skal inspirere og guide eleverne i den videre proces med at udvælge netop de bøger, som vækker deres læselyst.

I alt ca. 750 nye bøger efter 5. klasseelevernes eget valg er efter sommerferien på vej til skolebiblioteket på Danmarksgades Skole. 12 andre folkeskoler i Esbjerg Kommune har fået samme tilbud om booktalks og efterfølgende indkøb af bøger efter elevernes eget valg. Det sker som et led i et projekt, der skal styrke samarbejdet mellem skoler og folkebiblioteker om bøger og læseglæde, og som gennemføres med tilskud fra Slots- og Kulturstyrelsen.

Fælles oplevelse

Skoleleder på Danmarksgades Skole, Lise Hadrup, glæder sig over initiativet, der skal give de lidt større børn på skolens mellemtrin lyst til at læse:

– Det er fedt, at vi kan samarbejde med biblioteket om at skabe læseglæde. På skolen kan vi formidle på én måde, mens biblioteket kan formidle på en anden måde. Det er luksus, at bibliotekets formidler kommer her på skolen til en booktalk. Det giver eleverne mulighed for at opleve noget sammen med afsæt i litteraturen, og det er mit klare indtryk, at 5. klasserne gerne vil være med, siger Lise Hadrup.

Forud for besøget har eleverne i 5.b bl.a. arbejdet med en fælles brainstorm om litteratur og genrer og interviewet hinanden om, hvilken litteratur de kan lide. Nu venter så det endelige valg af, hvilke nye bøger der skal på skolebibliotekets hylder efter sommerferien. Et valg, som er helt op til eleverne selv.

Esbjerg Kommune

Fra lårkort til rockklassikere: Ældreministeren skyder Esbjerg SeniorFestival ’25 i gang

Esk25#plakat aut 1

Når Esbjerg SeniorFestival ’25 åbner porten fredag, den 4. juli kl. 12.00 til to dage med musik fra en gylden tid ”Da bedstemor var ung og dansede i lårkort eller Hot Pants” bliver det Ældreministeren, Mette Kierkgaard, som holder åbningstalen i gården ved Kultur & Fritidshuset, Skolegade 54, i Esbjerg.

Esbjerg SeniorFestival ’25 er et helt nyt tiltag på den esbjergensiske kulturscene.
Det praktiske omkring festivalen tegnes af et samarbejde mellem Kultur & Fritidshuset, ÆldreSagen Esbjerg og Frivilligforeningen Træfpunkt Sædding. Kultur og Fritidshuset stiller de fysiske rammer til rådighed.

Festivalgården omdannes til Vadehavstema.
Bagmuren i gården er i forvejen prydet af relieffer med motiver fra Vadehavet, så det har været oplagt at vælge det nærliggende Vadehav som tema for festivalområdet. Nationalpark Vadehavets mobile informationsstand opstilles på området, så publikum også får viden om såvel turforslag som mere generelt kendskab til Danmarks største nationalpark.

Omfattende og alsidigt musikprogram både fredag og lørdag.
Efter Ældreministerens åbning af områdets første musikfestival med fokus på seniorer, går gruppen Halmøre – bestående af 9 lokale, studerende på Vestjysk Musikkonservatorium – på scenen.
  Esbjergs kendte troubadour, Thomas Kjellerup kommer til byen for at underholde publikum med sine populære ballader og viser.
  Revl og Krat, overtager scenen sidst på eftermiddagen og frem til festivalen lukker ved 20-tiden fredag aften.

Lørdag med swing og rock – som den huskes
Lørdag, efter frokosttid starter Sophie Caroline and the Ra-RaCoons underholdningen med swingende udgaver af populære numre.
  Shubiforsjov DUO er altid et populært genhør med Michael Bondesens finurlige tekster fra midt 70’erne og frem.
  Festivalens sidste gruppe er Creedens Tribute, der tager fat på numre som f.eks. megahittene Proud Mary, Bad Moon Rising, Cotton Fields og mange andre.

Lørdag omkring kl. 20 takker Kultur & Fritidshusets daglige leder, Poul Juhl Rasmussen af for førsteudgaven af det, der satses på kan blive en årlig, tilbagevendende begivenhed for seniorer.

Billetsalg
Forsalg af billetter starter torsdag, den 10. april kl. 9.30 på https://esbjergseniorfestival25.nemtilmeld.dk
– efter 18. juni stiger prisen på både partout- og dagsbilletter en smule.

På Festivalen er pålagt restriktioner for antal deltagere i gården, så det er med at være hurtig ved tasterne.