Det sker efter eget ønske efter at være mødt ind til en spillertrup med manglende tiltro til ham. Hvem der skal overtage er endnu uvist.
Tag: superliga
Oti hængt offentligt ud som dårlig betaler
Blandt sine venner er Oti Emmanuel Essigba kendt for altid at betale sine regninger til tiden og have styr på økonomien. Nu anklages han offentligt for at have forladt landet uden at betale sin elregning.
Det er en rystet og grådkvalt ung mand Yesbjerg har i telefonen, meget berørt af situationens omfang og den hurtige eskalering til internationale medier, der lystigt kopierer artiklen fra Jydske Vestkysten uden at faktatjekke eller kontakte nogle af de nævnte parter.
Yesbjerg har prøvet at nå til bunds i sagen og talt med bl.a. Syd Energi/Norlys, Inkasso, Retten, Oti Emmanuel Essigba og flere ansatte ved EfB, herunder administrerende direktør Brian Knudsen.
Her får du Otis historie.
Foto: Christina Simonia Straarup
Det kom som et chok for mig, jeg har aldrig fået den regning, der tales om. Jeg ved heller ikke, om den hører under min kappe eller lejeren efter mig, men nu er den i hvert fald betalt og ude af verden.
Oti Emmanuel Essigba
JydskeVestkysten offentliggjorde den 23. januar i en artikel, at Emmanuel Oti Essigba har forladt Esbjerg og Danmark uden at betale en elregning på 1.458,37 kroner.

Yesbjerg tog kontakt til Oti, som var rystet over såvel omtalen som regningen.
Det er første gang, jeg hører om regningen, og det gør mig virkeligt ked af det at se mig omtalt på den måde, for jeg betaler altid mine regninger til tiden.
Oti Emmanuel Essigba.
Med lidt efterforskning viser det sig at være en gammel regning fra det første lejemål, Oti boede i, da han kom til Danmark. Det første halve år betalte EfB husleje og forbrug som en del af den aftale, der lå på at få Oti til klubben. Efterfølgende stod Oti selv for bolig og omkostninger og, regningen er en flytteopgørelse fra den tid.
Alle personer skal betale sine regninger – det gælder selvfølgelig også Oti Emmanuel Essigba. Når det er sagt, så er det selvfølgelig ulykkeligt for vores tidligere spiller, at han skal udstilles i pressen som dårlig betaler på grund af formentlig en misforståelse. Omtalen sker efter min opfattelse alene, fordi Oti er en kendt fodboldspiller. Hvis det havde været ”Hr. eller fru Danmark” så var kommet i samme situation, så var det aldrig kommet i pressen med store overskrifter. Den negative omtale i pressen – som jo også relaterer sig til EfB – burde aldrig være kommet så langt. En enkelt telefonopringning eller mail f.eks. til EfB kunne have skabt kontakten til Oti og misforståelsen kunne være løst. Glædeligvis har Oti – som jeg er oplyst – nu betalt regningen, hvorfor historien nu kan afsluttes og alle må se fremad. Administrerende direktør for EfB Brian Knudsen
Regningen er til Syd Energi Salg A/S og med afgift og inkassosalær løber beløbet op i 2.698,37 kroner. Her hævder man, at man ikke kan finde en kontakt til Oti, som derfor ikke har fået regningen.
Yesbjerg har været i kontakt med Kunde- og Salgschef for Norlys (tidligere Syd Energi) Christian Ruhe, som har følgende kommentar:
Det er på ingen måde i SE’s interesse, at nogen hænges ud i pressen ej heller noget, vi har haft indflydelse på.
Vi kan ikke udtale os om enkeltsager, med mindre vi har de involverede parters accept, men vi kan fortælle, hvad der er helt almindelig praksis for os.
Når en regning ikke bliver betalt sendes en rykker. inden en sag sendes videre til inkasso.
Ordentlighed er vigtigt for os, så hvis vi får en regning retur, fordi kunden er fraflyttet adressen, gør vi, hvad vi kan for at finde frem til kunden og på den måde inddrive det skyldige beløb. Lykkes det ikke for os, overdrager vi til inkasso, der har sagen derfra.
Kunde- og Salgschef for Norlys (tidligere Syd Energi) Christian Ruhe

Emmanuel Oti noterede sig for 57 kampe og et enkelt mål for Esbjerg fB.
Emmanuel Oti er netop skiftet til indonesisk fodbold, hvor han skal spille for Madura United FC.

Ung midtbanespiller bliver i Esbjerg
Esbjerg fB har skrevet en ungdomskontrakt frem til sommeren 2022 med Marcus Kristensen, som til dagligt gør sig på U17-holdets centrale midtbane. Han kom til EfB som U10-spiller fra samarbejdsklubben Næsbjerg RUI.
16-årige Marcus Kristensen har netop underskrevet en ungdomskontrakt frem til sommeren 2022 med Esbjerg fB.
Kristensen kom til EfB som U10-spiller fra samarbejdsklubben Næsbjerg RUI, og gør sig nu gældende på den centrale midtbane på U17-holdet, hvor han bidrager både offensivt og defensivt.
Ungdomselitechef Niels Erik Søndergaard glæder sig over, at endnu en spiller fra EfB Akademi fastholdes på en længerevarende aftale.
– Marcus er en dygtig midtbanespiller med et godt overblik og en fin sparketeknik. Vi har nu sammen lagt en plan for, hvad der skal arbejdes med fremadrettet, og vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling de næste år, siger han.
Hovedpersonen, der ved siden af fodbolden er i gang med HHX-uddannelsen på Rybners Gymnasium, er glad for sin første aftale.
– Jeg er stolt over at have skrevet under på min første aftale og over, at EfB tror på mig. Det er et stort skulderklap, og nu kan jeg koncentrere mig om at udvikle mig yderligere i gode rammer i de kommende sæsoner, fortæller Marcus Kristensen.
Marcus Kristensen er bror til Mathias Kristensen, der er en fast del af 3F Superliga-truppen.
Foto: EfB
EfB binder offensivtalent til 2022
Esbjerg fB har skrevet en ungdomskontrakt frem til sommeren 2022 med Frederik Ehrhorn, som til dagligt gør sig på U17-holdets venstre kant. Han kom til EfB som U13-spiller fra samarbejdsklubben Hjerting IF.
Esbjerg fB har nu papir på endnu et stort talent fra EfB Akademi, idet den 16-årige kantspiller Frederik Ehrhorn har underskrevet en ungdomskontrakt frem til sommeren 2022.
Ehrhorn, der bor i Hjerting, kom til EfB som 13-årig fra samarbejdsklubben Hjerting IF, og gør sig nu gældende på U17-holdet, hvor han bidrager i både offensiven og defensiven.
Ungdomselitechef Niels Erik Søndergaard glæder sig til at følge den fortsatte udvikling.
– Frederik er en dygtig fodboldspiller, der er i stand til at udfordre modstanderen på både yder- og indersiden, hvilket U17-holdet har stor gavn af. Efter en skadesperiode er han kommet stærkt ind i denne sæson, hvor han bidrager med både mål og assists, og vi glæder os til at følge ham i de næste sæsoner, siger han.
Hos hovedpersonen er der glæde at spore over at have skrevet under.
– Jeg er utroligt glad for at være en del af EfB Akademi, og jeg er stolt over den tillid, som jeg er blevet vist. Jeg ser frem til at fortsætte udviklingen i EfB’s rammer sammen med trænere og holdkammerater, siger Frederik Ehrhorn.
Ved siden af fodbolden går Frederik Ehrhorn på Rybners, hvor han er i gang med første år på HHX-uddannelsen.
foto EfB
Lars Olsen ny cheftræner i EFB
Lars Olsen starter pr. dags dato som ny cheftræner i Esbjerg fB på en kontrakt frem til sommeren 2022. Han vil efter aftale afslutte sine sidste opgaver som landstræner for Færøerne medio november.
Esbjerg fB har indgået en aftale med det færøske fodboldforbund således, at Lars Olsen er ny cheftræner på Gl. Vardevej med øjeblikkelig virkning.
Foto: EfB
58-årige Olsen har de seneste otte år været landstræner for Færøerne, og alle parter er blevet enige om, at han i perioden d. 11.-19. november for sidste gang vil stå i spidsen for færingerne i holdets to EM-kvalifikationskampe.
Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig over ansættelsen af Lars Olsen, som gennem samtaler har vist stor interesse for EfB og klubbens potentiale. Han takker samtidig det færøske fodboldforbund for en god dialog undervejs.
– Med Lars Olsen får vi en markant trænerkapacitet ind med mange års værdifuld erfaring fra både dansk og international fodbold, og vi er glade for at have lavet en længerevarende aftale med ham. Det viser fra begge sider en stor tro på projektet i EfB, og sammen med det nuværende trænerteam skal Lars være med til at udvikle det nuværende fundament yderligere. Samtidig skal der sendes en tak afsted mod Færøerne, hvorfra der i processen har været vist stor fleksibilitet og forståelse, siger han.
Hovedpersonen, der som aktiv spiller blandt andet var anfører for Danmarks EM-vindere i 1992, ser frem til at komme i gang med arbejdet i Esbjerg.
– Jeg glæder mig til at blive klubtræner igen og starte op i EfB, som jeg gennem flere gode snakke med Jimmi har fået et rigtig godt billede af som klub. Den overordnede strategi om at bringe unge, talentfulde spillere fra EfB Akademi frem på førsteholdet er tiltalende, og fundamentet er allerede godt. På den korte bane handler det dog om at få hentet nogle point, så vi kan avancere i tabellen, siger Lars Olsen.
Lars Olsen og EfB har lavet en aftale gældende frem til juni 2022. Han træner 3F Superliga-holdet for første gang i dag.
Fakta:
Navn: Lars Olsen
Født: D. 2. februar 1961
Spillerkarriere: Glostrup IF32, Køge BK, Brøndby IF, Trabzonspor, Seraing, FC Basel, Danmarks A-landshold
Trænerkarriere: Brøndby IF, Randers FC, OB, Færøernes A-landshold
Lungi er tilbage på førsteholdet
Lars Lungi Sørensen tilknyttes førsteholdstruppen på ubestemt tid
Lars Lungi Sørensen, der er head of coaching i Esbjerg fB, vil i den kommende periode, indtil der er en permanent cheftræner på plads, assistere trænerteamet omkring 3F Superliga-holdet.
Indtil der er fundet en permanent løsning til cheftræner-posten i Esbjerg fB, har Claus Nørgård det overordnede ansvar i de kommende kampe med transitions- og assistenttræner Lars Vind ved sin side.
For at give truppen optimale forudsætninger i det daglige arbejde tilknyttes EfB’s head of coaching, Lars Lungi Sørensen, 3F Superliga-holdet som en assistance til Nørgård og Vind.
Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig over, at Lars Lungi Sørensen, der var assistenttræner i forårssæsonen, har sagt ja til at hjælpe teamet omkring Superliga-holdet.
– Vi er glade for, at Lungi træder til og assisterer i den nuværende situation. Lungi kender spillerne fra seneste sæson, hvor han var en del af teamet, og han har værdifuld erfaring, som vi kan bruge frem mod de kommende opgaver, siger Jimmi Nagel Jacobsen.
Lungi vil, sideløbende med assistenttrænerrollen, fortsat varetage jobbet som head of coaching.
Foto: EfB arkiv
John Lammers afskediget
Esbjerg fB afbryder samarbejdet med Lammers.
Esbjerg fB har valgt at afbryde samarbejdet med John Lammers med øjeblikkelig virkning grundet manglende, sportslige resultater. Assistenttræner Claus Nørgård tager over, indtil den rette afløser er på plads.
John Lammers er mandag morgen blevet orienteret om, at han ikke længere skal stå i spidsen som cheftræner for Esbjerg fB.
Beslutningen, der blev truffet efter 0-3-nederlaget mod Randers FC søndag, udspringer sig af en skuffende spille- og resultatmæssig sæsonstart, der blandt andet kun har kastet fire scoringer og fem point af sig i ni 3F Superliga-kampe.
Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen takker Lammers for tiden i EfB, der både gav en oprykning til Superligaen og et sæt bronzemedaljer.
– Vi har meget at takke John Lammers for, men vi må også erkende, at vi i øjeblikket befinder os et sted, hvor resultaterne ikke er tilfredsstillende. Det er aldrig sjovt at tage afsked med dygtige medarbejdere, men vi vurderer, at det er i EfB’s bedste at skifte nu. Vi ønsker samtidig John alt det bedste fremover, siger han.
Jagten på en ny cheftræner intensiveres nu, og indtil den rette kandidat er på plads, vil Claus Nørgård have det sportslige ansvar. Når den nye cheftræner er fundet, vil Nørgård fortsætte i rollen som assistenttræner.
Lammers kom til EfB i juni 2017, da holdet netop var rykket ud af Superligaen.