Home Tags Sport

Tag: Sport

Tidlige forberedelser til et stort håndboldhalvår for Team Esbjerg

0

En på mange måder atypisk forberedelsesfase til en ny sæson indledes torsdag formiddag, når Team Esbjergs trup for første gang i næsten fire måneder er samlet på halgulvet i Blue Water Dokken. Coronavirussen kortsluttede den foregående sæson 11. marts, og siden har spillerne været henvist til at holde sig i form alene eller i små grupper. 

– Vi begynder tidligere end normalt, og det er helt bevidst. Spillerne har ikke været sammen længe, og der er en rigtig god timing i, at de på eget initiativ har valgt at samles i et sommerhus i den første weekend for at finde sammen igen. Vi havde forventet at skulle spille EHF Final4 i den første weekend i september, men det er aflyst. Nu kan vi få forberedelser præget af meget stor fornuft og en rolig kurve, hvor vi kan skåne knæ, skuldre og led, siger cheftræner Jesper Jensen.

Ligesom i fjor har fire spillere forladt truppen, og to er kommet til, hvis man medregner, at Annette Jensen er tilbage efter sin korsbåndsskade og sammen med den tidligere Odense-spiller, Mette Tranborg, føjer sig til og indgår i en forholdsvis smal trup på 13 spillere.

Der bliver brug for alle ressourcer i en komprimeret halvsæson, der indledes med opgøret mellem guld- og sølvvinderne, Team Esbjerg og Odense Håndbold, lørdag den 22. august i Odense, akkurat som i premieren på HTH Ligaen i fjor. Foruden kampene i ligaenspiller Team Esbjerg ni kampe i det indledende gruppespil i det nye DELO EHF Champions League-format, hvor Europas 16 bedste klubber er fordelt i to grupper. Gruppespillet indledes i den anden weekend i september, og den sidste af 14 spillerunder spilles midt i februar, til den tid forhåbentlig med et pænt antal tilskuere. 

– Det bliver et supersjovt og fedt halvår med meget tryk på. Vi skal spille mange kampe, mange store kampe, og man kan vælge at sige, at det er for mange. Der vil komme perioder, hvor vi bliver trætte og synes, det er fysisk hårdt. Men der er ikke nogen af kampene, vi ikke har lyst til at spille, siger Jesper Jensen.

Lodtrækningen til EHF Champions League har placeret Team Esbjerg i gruppe A med velkendte modstandere, hvoraf mødet med slovenske RK Krim Mercator ligger længst tilbage. Krim var blandt modstanderne i det indledende gruppespil, da holdet debuterede i Champions League i efteråret 2016. De øvrige modstandere er i langt friskere erindring. 

– I HTH Ligaen har alle en forventning om, at vi skal vinde alle kampe, hvorimod udgangspunktet i Champions League er et helt andet. Her er de på papiret svageste hold på vores niveau. Hvis vi vinder på udebane, vil det være flot, og selv om vi spiller op til vores maksimale niveau, er det ikke sikkert, vi kan vinde. 90 procent er 100 procent sikkert ikke nok. Vi har vist, at vi kan spille lige op med de store hold, og der ligger en motivation i, at vi gik glip af Final4. Vi vil gerne forsøge at nå så langt som muligt igen, siger Jesper Jensen.

Inden de store europæiske kampe og grundspillet i HTH Ligaen ligger forberedelserne, der rummer stor variation med træning, mobility, crossfit og løb i dagligdagen, fællestræninger med OdenseHåndbold og Nykøbing F. Håndbold, træningskampe mod stærke U17- og U18-drengehold samt den faste træningslejr i Lalandia Billund i dagene op til premieren mod Odense.

Final4 i Budapest aflyst – ny ærgrelse for Team Esbjerg

0

Det europæiske håndboldforbund, EHF, har besluttet at aflyse årets DELO Women’s EHF Final4 i sæsonen 2019-2020 i skyggen af sundhedssituationen i Europa. Finalestævnet i Budapest i den fornemmeste klubturnering var i år udvidet til en Final8 og inkluderede afviklingen af turneringens kvartfinaler, der er udskudt flere gange.

Team Esbjerg havde kvalificeret sig til at deltage i først Final8 og potentielt Final4 for første gang nogensinde, og skuffelsen blandt spillere, ledere og andre i og omkring klubben er selvsagt stor. Samtidig har klubben forståelse for, at EHF har måttet træffe en nødvendig og ansvarlig beslutning.

– Vi er naturligvis ærgerlige over aflysningen, der kommer oven i mange andre ærgrelser som følge af coronakrisen. At deltage i Final4 ville have været kronen på værket i en sæson, der indtil coronaudbruddet nærmest havde været en lang succeshistorie i både HTH Ligaen og EHF Champions League. Vi havde ikke forventet at nå så langt i Champions League og havde ikke budgetteret med de mulige ekstraindtægter. Lige nu overskygger den sportslige skuffelse, siger Team Esbjergs direktør, Hans Christian Warrer.

EHF Final8 og Final4 skulle have været spillet i Budapest i dagene 3.-6. september, og der var opbygget store forventninger til at deltage i klubeventen over alle i europæisk håndbold.

– Det ville have været en kæmpeoplevelse for alle og i særdeleshed for spillerne. I forbindelse med EHF Cup-finalen i fjor havde vi lejlighed til at være forbi Budapest og overvære Final4-finalen i en fyldt hal. Det er en begivenhed, enhver europæisk topklub ultimativt stræber at være med i, også Team Esbjerg, siger HC Warrer.

Han bakkes op af cheftræner Jesper Jensen, der yderligere ærgrer sig over, at EHF ikke lod muligheden for at gennemføre et rent Final4 en weekend i oktober stå åben.

– Det er sindssygt ærgerligt, at vi ikke kommer til at spille Final4, der ville være den største sportslige begivenhed i klubbens historie. Men som situationen i verden er, må der træffes beslutninger, der ikke er fair. Jeg håber, at EHF har kunnet lægge følelserne væk og træffe den rigtige beslutning. Final4 har følelsesmæssigt fyldt enormt meget hos os, og det vil tage tid at lægge det bag os, siger Jesper Jensen. 

EHF-præsident Michael Wiederer beklager, at det har været nødvendigt at træffe en ubehagelig beslutning, men det var ikke muligt at opretholde et sikkert miljø til at afvikle slutkampene, der som arrangement kræver større forberedelser – og i dette tilfælde restriktioner – end enkelte kampe.

– Der er stadig usikkerhed om udviklingen på tværs af Europa og dermed også for en håndboldfest foran entusiastiske fans, siger Michael Wiederer.

Ekstra millioner til en god sommerferie for børn og unge

Om lidt ringer skolerne ud til sommerferie, og selv om den i år bliver anderledes end sædvanligt, har Esbjerg Kommune handlet hurtigt og skruer nu op for aktiviteter og fællesskaber i skoleferiens seks uger. Den ekstra indsats kommer alle børn og unge til gavn, men fokus er især rettet mod dem, der har haft det særlig svært i coronatiden.

Det kan godt være, at corona udfordrer sommerferien i år, men derfor skal børn og unge alligevel have den bedst mulige sommer. Det er baggrunden for aftalen mellem KL og Folketingets partier, som i kølvandet på corona sender 3,9 mio. kr. afsted til ekstra sommerferieaktiviteter i Esbjerg Kommune. Pengene bliver kanaliseret direkte ud i konkrete initiativer, som har et både fagligt og socialt sigte. Ambitionen er at få lukket nogle af de faglige huller, der er opstået, mens skolerne var lukkede, og samtidig styrke trivslen og fællesskaberne.

“Vi vil gerne give en ekstra hånd til familierne, så de hen over sommeren kan samle op på noget af det, der uundgåeligt er blevet tabt i foråret. Nogle børn og unge har brug for et fagligt boost efter mange uger hjemme, mens andre især savner oplevelser og fællesskaber. Nu byder vi ind med en kombination af ekstra aktiviteter, som både har noget godt indhold og bakker børn, unge og deres familier op i at få en god sommerferie,” siger Diana Mose Olsen, formand for Børn & Familieudvalget.

Trækker på gode kræfter

Konkret udvider Esbjerg Kommune tilbuddene i Sommerferiesjov, så der bliver sendt endnu flere aktiviteter og billetter i spil med sjove og spændende tilbud i kommunens forenings-, kultur- og fritidsliv.

Derudover etablerer alle syv distriktsskoler Sommer College med tilbud om mindst to aktiviteter i hver af sommerferiens uger.

Endelig arrangerer SSP Forebyggelse & Vejledning sommeraktiviteter på Degnevej i Esbjerg Ø, lige som Esbjerg Ungdomsskole tilbyder camps med overnatning og dagsaktiviteter.

“Vi har handlet hurtigt for at sætte nogle gode tilbud sammen, der rammer ind i de udfordringer og behov, som den lange periode med nedlukning har skabt. De ekstra aktiviteter kommer selvfølgelig alle børn og unge til gavn, men vi ved også, at nogle af dem har haft det særlig svært i coronatiden, så nu er det vigtigt, at vi også gør en ekstra indsats for at tage hånd om netop dem. Heldigvis kan vi trække på gode kræfter rundt i kommunen, så vi hjælper hinanden med at skabe en godt nok anderledes, men alligevel sjov, aktiv og lærerig sommerferie for kommunens børn og unge,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

Troels Bech tilbage i Esbjerg fB

0

Esbjerg fB har ansat Troels Bech som cheftræner for resten af sæsonen, og han starter med øjeblikkelig virkning. Bech stod også i spidsen for holdet i 2006-2008.

Foto: EfB

53-årige Troels Bech er ny cheftræner i Esbjerg fB, og skal således stå i spidsen for holdet resten af indeværende 3F Superliga-sæson. Han starter med øjeblikkelig virkning, og har sit første træningspas onsdag kl. 10.30.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen glæder sig over, at tilgangen af Bech er faldet på plads.

– Vi er glade for at have lavet en aftale med Troels Bech, som kommer til EfB med stor erfaring og sult for at blive en del af holdet og gøre en positiv forskel resten af sæsonen. Han kender klubben og dansk fodbold indgående, så vi er i trygge hænder i forhold til de udfordringer, vi står overfor, fortæller han.

Troels Bech, der også stod i spidsen for EfB i perioden 2006-2008, er glad for at være tilbage, og ser frem til at komme i gang med de kommende opgaver, hvor målet er helt klart.

– Det er dejligt at være tilbage i Esbjerg, som er en rigtig, dejlig fodboldby. EfB er en stor klub, som hører til i Superligaen, og det er nu mit og klubbens helt store fokus at give alt for, at vi også kan tilbyde fodbold på første række efter denne sæson. Det bliver ikke nemt, men jeg tror på, at vi i fællesskab kan klare det, siger han.

Yderligere info kan fås ved sportschef Jimmi Nagel Jacobsen+45 23 39 32 92

Med venlig hilsen / Kind regards 

Kenni Poulsen
Presse- og kommunikationsansvarlig

Direkte:
Mobil:
E-mail:40543333
40543333
kp@efb.dk

Dansk mester: 1961, 1962, 1963, 1965, 1979 
Pokalvinder: 1964, 1976, 2013

EfB Elite A/S | Blue Water Arena | Gl. Vardevej 82, DK-6700 Esbjerg

{Original Message Below Reply Separator}

Jason Jaspers er ny cheftræner ved Esbjerg Energy

0

Den 39-årige canadier Jason Jaspers er ny chef- træner hos Esbjerg Energy. Den nye Energy-coach har en lang karriere i såvel nordamerikansk ishockey som i den bedste tyske ræk- ke DEL, men bliver nu ny headcoach for Energy i de kommende to år.

Foto: Energy

Jason Jaspers er en rutineret herre, der spillede 13 år som aktiv i DEL. Han spillede i topklubberne og var topspiller her, så han ved helt sikkert meget om europæisk ishockey. Han har opsamlet en stor viden og han har et klart koncept. Jason Jaspers har altid haft en ledende rolle på de hold, som han har spillet kontinuerligt på. Vi har gennem længere tid haft ham i kikkerten, og han var på besøg i klubben i sidste sæson. Så vi føler os sikre på hvilke styrker han har, forklarer formand for Esbjerg Energy, Søren Mathiasen.

Jeg har set Energy-organisationen og byen Esbjerg og har fået et godt indtryk af begge dele. Samtidigt har min agent et godt kendskab til både dansk ishockey og Esbjerg Energy, så det var på ingen måde et svært valg, fortæller Jason Jaspers: – Esbjerg Energy virker som et godt sted for mig, og med aftalen har jeg fået mit første job som træner. Det er vigtigt for mig at have mødt menneskene i og bag organisationen, og jeg fik samtidigt tid til en tur rundt i byen. Og Esbjerg er en rigtig dejlig by, der overraskede positivt.

Jason Jaspers


Jason Jaspers er født i Thunder Bay tæt ved Lake Superior og nær grænsen til USA i den canadiske provins Ontario, men spillede som professionel i staterne, før turen gik til den tyske liga DEL.

Jason Jaspers er den kun anden cheftræner vi har ansat under Esbjerg Energy, så ansættelser af cheftrænere er noget vi sjældent gør. Også med ansættelsen af Jaspers har vi prioriteret lederegenskaber højt, samtidigt med, at vi forventer at kunne profitere af et mere end solidt kendskab til europæisk ishockey, pointerer Energy-formanden.

EfB forlænger med 7 spillere

0

Syv af de i alt ni spillere der har kontraktudløb i Esbjerg fB d. 30. juni, har netop forlænget kontrakten med yderligere en måned. Derudover er der dialog med de resterende to spilleres klubber om en ny aftale.

Arkivfoto: Christina Simonia Straarup

Grundet Covid-19-pandemien er 3F Superligaen forlænget således, at der skal spilles kampe i juli.

Det betyder, at Esbjerg fB i enighed med en række spillere, der stod til kontraktudløb d. 30. juni, har lavet en ny aftale for yderligere en måned.

Det drejer sig om Markus Halsti, Rodolph Austin, Søren Reese, Ante Erceg, Franz Brorsson, Vito Mannone og Mathias Rosenørn, der derfor alle spiller i EfB indtil sæsonens afslutning.

Udover ovenstående er der dialog med Mohammed Dauda og Rafal Kurzawas respektive klubber, RSC Anderlecht og Amiens SC, om forlængelse.

Esbjerg Energy går mod næste sæson med en ny træner

0

Når pucken kastes til første kamp for Esbjerg Energy i sæsonen 2020/21 bliver det med en ny coach i boksen.

I 7 år har coach Mark Pederson været synonym med Esbjerg Energy. Han har haft enorm betydning for at bringe Esbjerg tilbage på ishockeyens landkort, og han er en meget populær person i hockeyverdenen såvel blandt modstandere og dommere som blandt egne fans, sponsorer og samarbejdspartnere. Det har været 7 begivenhedsrige år med såvel udfordringer som sejrsbrøl. Sidste års grundspil i en intermistisk hal 2 og dette års triste afslutning pga Corona har været udfordrende, mens 2 kvartfinaler og de 3 finalerunder med 2 x guld og hyldestscener på Torvet står som højdepunkterne krydret med masser af intense kampe, fightervilje og nerve.

When we stand together

At Mark Pederson er en meget vellidt træner blandt spillere, staben omkring holdet og hele Esbjerg Energy organisationen, er der ingen tvivl om, og i klubben håber man, at det ikke er et farvel men snarere et på gensyn. Bestyrelsesformand Søren Mathiasen uddyber:

”Mark kom med en meget professionel tilgang, og han har åbnet døren til mange agenter i hockeymiljøet, så der også internationalt er skabt kendskab til vores måde at gøre tingene på. Derved er vi blevet attraktive, og vi skylder Mark en stor tak for et fantastisk samarbejde og for de mange oplevelser han og assistent træner Thor Dresler har været med til at skabe i Granly Hockey Arena. Vi blev alle ”part of the hockey family”, og hans motto ”When we stand together” vil for altid være en del af Esbjerg Energy.”

Nytænkning

Corona betød en brat afslutning på sæsonen og har tvunget alle til at revurdere tingene. Esbjerg Energy har oplevet stor opbakning fra sponsorer, ejerkredsen, initiativrige fans og andre som bl.a. har købt støttebilletter, men den nye sæson byder på et anderledes budget, og derfor er man tvunget til at tænke nyt i forhold til holdsammensætning og et nyt trænerteam. Formand Søren Mathiasen fortæller herom:

”Til hver sæson skal vi sammensætte et nyt hold, og i år skal vi også finde en ny trænerkonstellation. Når alt er åbent og skal gentænkes, bliver man kreativ og nye løsninger udvikles. Vi har været i tænkeboks i forhold til vores muligheder for fortsat at skabe sportslige resultater, udvikle spillerne og give intense oplevelser til alle, der brænder for hockeyen. Vi ønsker således at bringe nye ideer ind i omklædningsrummet, og vi har afsøgt forskellige veje, og det tegner meget positivt. Det er min klare forventning, at vi inden længe kan offentliggøre fremtidens træner set-up.”

Esbjerg Kommunes boldbaner er nu åbne

Alle borgere i Esbjerg Kommune, der har set frem til at spille bold på kommunens og Sport & Event Parks baner, kan nu komme i gang igen. Alle baner er nemlig åbne med øjeblikkelig virkning, men reglerne omkring sundhedshygiejne og det faktum, at der ikke må være mere en ti personer på banen, skal selvfølgelig overholdes. Enkelte baner kan mangle at blive kridtet op, men i løbet af næste uge vil banerne bliver bragt på almindeligt driftsniveau.

Fra på mandag kan fodboldklubberne ligeledes gøre brug af de tider, de allerede har booket, men alle, der tager ud på banerne, skal være opmærksomme på, at klublokaler, omklædnings- og baderum stadig ikke kan benyttes.

– Det var en aldeles glædelig nyhed, at statsministeren i går meldte ud, at vi nu igen kan gå i gang med udendørs idræts- og sportsaktiviteter. Jeg ved, at der er rigtigt mange unge og voksne, der har set frem til denne dag, hvor man igen kan komme ud og spille bold på vores fine baner rundt om i kommunen. Derfor arbejder vi nu også på højtryk for at få banerne gjort helt klare, siger Peder Tørnquist, der er formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.

Formanden understreger, at alle baner kan benyttes fra i dag, men at man skal være opmærksom på, at enkelte baner stadig mangler kridtning.

– Der er slået græs på alle kommunens og Sport & Event Parks baner, men der kan være enkelte steder, hvor banerne ikke er kridtet op endnu. Det vil ske i løbet af ugen. Hvis der skulle være nogle enkelte mål, der mangler net, så må foreningerne gerne få sat disse i, siger Peder Tørnquist.

I weekenden kan der ikke forventes at være adgang til depotlokaler med kegler, bolde, overtrækstrøjer m.m., men fra mandag vil disse være åbne på normal vis.

Team Esbjerg kåret som dansk mester

0

For tredje gang på fem sæsoner er Team Esbjerg blevet kåret som dansk mester i kvindehåndbold. 

Et samlet udvalg for professionel håndbold har tiltrådt en indstilling fra Dansk Håndbold Forbunds administration og har valgt at afslutte sæsonen i de to bedste ligaer og 1. division med øjeblikkelig virkning. Beslutningen er taget, efter statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde mandag aften oplyste, at store arrangementer indtil udgangen af august ikke vil finde sted.  

– Min første handling, da jeg hørte om det, var at skrive til spillerne. Jeg blev meget glad, da jeg fik nyheden. Vi ville rigtig gerne have spillet om det danske mesterskab og vundet det på en anden måde, men jeg er også glad for, at vi bliver kåret som mestre, for alt andet efter at have arbejdet så hårdt i en hel sæson ville have været en flad fornemmelse. Vi mærkede et bump med nogle dårlige præstationer i begyndelsen af januar, men indtil coronakrisen ramte det hele, var vi megaklar til at spille både slutspil og de afgørende kampe i Champions League. Vi har modbevist, at det er svært at holde samme høje niveau i sæson to efter et dansk mesterskab. Fraset de særligeomstændigheder har det været noget nær en perfekt sæson, siger den nu dobbelte danske mester med Team Esbjerg, cheftræner Jesper Jensen.

Han har gentagne gange fremhævet det stærke kollektiv med spillere, der kan udrette så meget sammen, og som med en enkelt undtagelse var uden skader og fit for fight til at spille afgørende kampe i både HTH Ligaen og Champions League, inden coronakrisen ramte. Nu træner de som hjemsendte på eget initiativ med blandt andet løbeture i skoven i mindre grupper. Med tre spillerunder tilbage i ligaens grundspil førte Team Esbjerg med fire point og et bedre indbyrdes regnskab end de nærmeste forfølgere, de nye sølvvindere fra Odense Håndbold og bronzevinderne fra Viborg HK. De lå til en sikker grundspilssejr.

Team Esbjergs direktør, Hans Christian Warrer, har som eneste medarbejdere været på arbejde hver dag, mens spillere og øvrige ansatte har været sendt hjem på lønkompensation. 

– Det er med blandede følelser, at vi modtager meddelelsen om, vi er blevet dansk mester. Det er rart at blive anerkendt, og vi er stolte af de sportslige resultater, vi nåede at skabe i HTH Ligaen og Champions League. Det kunne være blevet den bedste sæson i Team Esbjergs historie, og så slutter den på denne måde. Det er ærgerligt, siger Hans Christian Warrer.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen deler sine to medarbejderes vurdering af de helt særegne omstændigheder bag kåringen af Team Esbjerg som dansk mester 2020.

– Vi sagde tidligt, at vi skulle vente til så sent som muligt med at træffe en beslutning. Nu er der, efter pressemødet med statsministeren i aftes, truffet en beslutning i DHF, og vi respekterer, at et flertal af klubberne har haft den holdning. Vi skal nu i direktion og bestyrelse til at kigge på de økonomiske konsekvenser af, at vi ikke kommer til at spille mere håndbold i det regnskabsår, der slutter 30. juni. Det er vores forventning, at de hjælpepakker, vi gør brug af med lønkompensation, vil blive forlænget, så længe vi er ude af stand til at drive vores forretning. Derudover vil vi selv vende hver sten for at optimere økonomien, siger Bjarne Pedersen.

Han forventer, at Team Esbjerg for første gang i klubhistorien skal spille Champions League Final4 i Budapest i begyndelsen af september, hvilket vil være en forsinket, men fornem afrunding på 2019-2020-sæsonen.

– Sportslig kommer vi helskindet igennem sæsonen. Med et dansk mesterskab for andet år i træk, kvalifikation til næste sæsons Champions League og deltagelse i Final4 har vi til fulde fået de sportslige målsætninger opfyldt. Og vi er en værdig dansk mester med de præstationer, vi har leveret i denne sæson, siger Bjarne Pedersen.

Sidste grundspilskamp bliver uden publikum

0

I aften spilles sidste runde i Metal Ligaens grundspil og desværre igen uden publikum. I Granly Hockey Arena tager Esbjerg Energy imod SønderjyskE klokken 19.00.

  • Det er altid lidt ekstra spændende med lokalopgør, også selv om publikum ikke har adgang. Opgaven er som altid at gøre det bedst muligt, og samtidigt skal vi være optimalt forberedt til slutspillet. Samtidigt spiller begge hold under de samme forhold, forklarer cheftræner Mark Pederson fra Esbjerg Energy. Her tænker jeg først og fremmest på, at vi spiller i en hal uden publikum. Vi prøvede det fredag hjemme mod Rungsted, mens SønderjyskE prøvede det i Frederikshavn. Men samtidigt ved ingen af holdene hvornår det planlagte slutspil kan påbegyndes.
    Esbjerg Energy besejrede fredag Rungsted Seier Capital med 3-0. SønderjyskE vandt 2-0 i Frederikshavn.
  • Jeg synes, at spillerne håndterede udfordringen med den tomme hal godt i fredagskampen mod Rungsted. Vi måtte ikke alene undvære den sædvanlige støtte fra publikum, men vi måtte samtidigt undvære fire spillere. Spillerne havde gennem hele kampen fokus på det næste skift og holdt Rungsted fra fadet. Under kampen har du fokus på den opgave du har på isen, så det var næsten mest underligt at efter kampen ikke at kunne takke fansene for støtte og løbe tilbage på isen til en hyldest, fortsætter Energy-coachen.
    Esbjerg Energy er nummer seks i Metal Ligaen med 70 point efter 47 kampe. SønderjyskE er nummer to med 81 point, ligeledes efter 47 kampe.
  • Resultatmæssigt præsterede vi bedst mod SønderjyskE tidligt på sæsonen. Vi har desværre kun fået et point mod dem indtil nu, men det giver aftenens kamp en mulighed for at forbedre. Når det er sagt, har vi spillet gode kampe mod SønderjyskE. Vi har taget det skridt for skridt, håndteret de udfordringer, som vi har mødt og har bygget på også i kampene mod SønderjyskE. Det er vigtigt, at vi går fra grundspillets sidste kamp med et positivt mind-set og en god følelse som hold, understreger den 52-årige canadier.
    Esbjerg Energy hentede det enlige point mod SønderjyskE, da Sønderjyderne sejrede i Granly Hockey Arena med 5-4 efter forlænget spilletid og straffeslag i september måned.
  • Opskriften på succes mod SønderjyskE burde ikke være meget anderledes end mod de fleste andre modstandere. Vi skal fra første dommerfløjt til det sidste fokusere på det næste skift. Vi skal holde fokus på de ting, som gør holdet bedre og arbejde mindst lige så hårdt som modstanderen, slutter Mark Pederson