Home Tags Sport

Tag: Sport

Team Esbjerg er sikret plads blandt Europas store klubber

0

Team Esbjerg er blandt seks klubber, der er blevet opgraderet til at deltage i den nye sæsons DELO EHF Champions League. Klubben vandt grundspillet i Bambusa Kvindeligaen og var dermed i betragtning til en ekstra dansk plads ud over de danske mestre fra Odense Håndbold i Europas højest rangerende klubturnering.

– Det er fantastisk, at vi nu er sikret en plads i den fornemmeste europæiske turnering. Hele vores økonomiske og organisatoriske setup er gearet til, at vi deltager i Champions League, vi har for første gang indgået aftaler med internationale partnere, og vi har hentet spillere, der har en klar forventning om at spille med i turneringen. Alt går dermed op i en højere enhed, siger Team Esbjergs bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen.

Cheftræner Jesper Jensen er ikke mindre fornøjet over, at Champions League-pladsen nu ligger fast. Han havde i sammenligning med de nationer, Danmark og Team Esbjerg var oppe imod, også forventet at være med.

– Med Champions League-opgraderingen kan vi fortsætte ad den vej, vi for længst er på. Vi har handlet efter, at vi skulle være med, både med de spillere, vi har hentet ind i truppen, og måden, vi har forberedt os på. Jeg vil rangere deltagelsen på højde med at blive dansk mester, fordi det er så vigtigt for rekrutteringen af nye spillere, at vi for tredje sæson i træk er med og dermed attraktive for europæiske topspillere at komme til, siger Jesper Jensen.

Han anser mulighederne for at hævde sig sportsligt i sæsonen 2021/22 for fine, efter at klubben med flere skadede profiler ude opnåede en skuffende placering i det indledende gruppespil i den foregående sæson og kun lige nåede med i playoff-runden. 

– Selv om vi syntes, at vi var godt med i kampene mod alle hold, var vi ikke rigtig i nærheden af at nå kvartfinalen, og det var skuffende. Jeg har en fornemmelse af, at vi kan gøre det bedre i år, og jeg synes, vi hører til i top otte i Europa. Det må være målet. Det kræver imidlertid, at vi placerer os bedre i gruppespillet, siger Jesper Jensen.

Champions League-formatet vil også i den kommende sæson svare til herrernes med to grupper a otte hold. Lodtrækningen foregår 2. juli i Wien, og Jesper Jensens præferencer er overvejende geografiske med Metz Handball, IK Sävehof, Vipers Kristiansand og Dortmund som de foretrukne modstandere på grund af rejseafstanden, når turneringen indledes i september.

 

 

 

 

 

 

Økonomisk har Champions League tidligere været en tvivlsom oplevelse, men det har ændret sig, og med eksponeringen for millioner af tv-seere er både Team Esbjerg og byen sikret uvurderlig synlighed til gavn for tiltrækningen af både turister, borgere – og håndboldspillere.

Polman operation gik bedre end frygtet

0

Estavana Polman har gennemgået et vellykket indgreb i sit højre knæ, som hun beskadigede 11. maj i en DM-semifinale mod Odense Håndbold. Professor Uffe Jørgensen foretog operationen tirsdag formiddag på Privathospitalet Adeas i Skodsborg, og det viste sig lykkeligvis ikke at være en ny korsbåndsskade.

– Jeg havde frygtet at være ude i et helt år, og selv om op til seks måneder er længe, giver det mig ny energi og styrke, at jeg denne gang slipper med en kortere skadespause. Nu slapper jeg af og kommer mig efter operationen på et hotel i København, siger den 28-årige hollandske stjernespiller.

Uffe Jørgensen rensede under indgrebet det opererede korsbånd og var tilfreds med dets tilstand. For at stabilisere knæet har han indopereret et ekstra ledbånd på den udvendige side af knæet.

Estavana Polman er ledsaget af sin agent, Susan Andersen, der er lige så lettet over, at hun er sluppet forholdsvis billigere end frygtet.

– I går var vi nervøse for en ny pause på et år, og i dag er vi bare så glade, siger Susan Andersen.

Når Polman er klar til at lade sig transportere, vil hun blive samlet op af sin mor i Kolding og kørt til Holland, hvor knæet skal hele i den næste tid. ”Essie” forventer at møde truppen i Team Esbjerg, når alle spillere er returneret fra OL i Tokyo i august. Derefter indleder hun genoptræningen. 

Uffe Jørgensen har stillet Estavana Polman i udsigt, at hun vil være ude i op til et halvt år.

Frode Birkeland ny målmandstræner i Esbjerg fB

0

Esbjerg fB har ansat 49-årige Frode Birkeland som ny målmandstræner, og nordmanden starter tirsdag træningen op sammen med holdet.

Frode Birkeland er ny målmandstræner i Esbjerg fB, og den 49-årige nordmand har første træning med holdet tirsdag.

Birkeland kommer til EfB fra en identisk stilling i Norge, hvor han har stået i spidsen for målmandsgruppen i IK Start.

Adm. direktør Brian Bo Knudsen fortæller, hvorfor valget af ny målmandstræner er faldet på Frode Birkeland:

– Målmandstrænerposten er en vigtig position, og vi har været grundige i vores søgen efter den rette kandidat. Vi er overbeviste om, at vi i Birkeland har fundet den rigtige profil i forhold til, at vi skal implementere en ny stil på fodboldbanen, hvilket også påvirker vores målmænd, og samtidig kommer han med værdifulde erfaringer og impulser uden for landets grænser.

Birkeland glæder sig til at starte i EfB, og ser frem til at møde holdet og i særdeleshed truppens målmænd.

– Jeg har haft gode snakke med folk i EfB, og er blevet præsenteret for projektet med blandt andet en ny spillestil, som er vældig spændende. Samtidig er det en stor klub med et ambitiøst mål om at rykke op i Superligaen næste sommer, og det tiltaler mig meget. Nu ser jeg frem til at starte træningen med holdet og målmandsgruppen, og lære alle at kende, så vi i fællesskab kan bygge en ny, stærk base op og forhåbentligt få en god sæson, siger han.

Frode Birkeland har også en fortid som professionel fodboldspiller i blandt andre Lillestrøm SK og HamKam.

 

Estavana Polman kommer ikke til OL og skal undersøges

0

Estavana Polman kommer ikke til at repræsentere Holland ved OL i Tokyo, og en undersøgelse i nær fremtid hos professor Uffe Jørgensen, Privathospitalet Kollund, Fredericia,skal klargøre, hvor langt en ny korsbåndsskade vil trække spor ind i den nye sæson for Team Esbjerg.

– Jeg prøvede at komme tilbage efter den forrige skade i slutspillet, det lykkedes ikke, og lige nu er jeg ked af det og skuffet. Knæet er for ustabilt, og jeg kunne løbe en ny risiko, men jeg tænker langsigtet på mit helbred. Jeg vil også gerne kunne lege med børn, når jeg er 50 år, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen erkender, at en ny operation er et af scenarierne.

– Vores ekspert er Uffe Jørgensen, og før han har set knæet igen og vurderet, hvad der er bedst for ”Essie” på kort og på langt sigt, vil vi ikke konkludere på skaden. Vi håber at have hende tilbage i en 100 procents udgave så hurtigt, som det ud fra et helbredsperspektiv er forsvarligt, siger Jesper Jensen.

28-årige Estavana Polman, der har været Team Esbjergs største profil i en årrække, overrev korsbåndet i højre knæ i slutningen af juli i fjor og var ude indtil de afgørende kampe i slutspillet. 11. maj vred hun om på samme knæ i en DM-semifinale mod Odense Håndbold med et delvis overrevet korsbånd og en beskadiget menisk til følge. 

– Mit knæ er ikke godt, men jeg er positiv og ser fremad. Nu skal vi have lavet en plan sammen med Uffe, og jeg vil vise Esbjerg, at jeg kan komme tilbage igen. Jeg lover også at være med ved OL om tre år. Klubben og min familie står bag og støtter mig hele vejen. Det gør det hele lettere for mig. Det er trods altkun et knæ, og der er ingen, der er døde, siger Estavana Polman. 

Hun og familien opholder sig for tiden i et feriecenter i Holland for at slappe af, men hun vender snart tilbage til Danmark. Estavana Polman beder alle respektere, at hun har behov for at sunde sig og have ro omkring sig i den kommende tid.

Tag til Disc Golf Weekend i Esbjerg

0

Mange hundrede besøger jævnligt banen i Nørreskoven – og lørdag den 14. august er Esbjerg vært for det første større stævne på banen, som nu er færdig med de første 9 huller. Planen er at udvide banen til 18 huller. Både kurve og fundamenter er allerede indkøbt.

Selve åbningen foregår lørdag den 19. juni kl. 10:00.

Foto: Esbjerg Disc Golf

Formanden for Kultur- og fritidsudvalget May-Britt Andrea Andersen kommer og klipper snoren – og derefter er du inviteret til at spille den første runde på banen i vores VIP åbningsmatch.

Vi har valgt at gøre hele weekenden til Esbjerg DICS GOLF weekend – og alle borgere er selvfølgelig velkomne til at komme og prøve banen med en af vores instruktører.

Klubben er vokset fra 26 til 54 medlemmer det seneste år – og op mod 25 medlemmer træner sammen hver tirsdag aften i Nørreskoven.

En forlænget timeout er kommet Team Esbjerg til gode

0

Efter nederlaget i tirsdag er det et Team Esbjerg-hold, der har kniven for struben. Alt andet end en sejr vil betyde, at mesterskabet ikke bliver forsvaret fra de seneste to sæsoner. Odense Håndbold er igen på menuen i det andet opgør i Bambusa Kvindeligaens semifinale.

Det er fjerde gang i denne sæson, hvor de to hold står overfor hinanden, og anden gang på få dage. Kendskabet til lørdagens modstander er derfor stort, og det gør også, at det kan være svært at finde nye svagheder hos fynboerne.

Men der er fundet nogen ting. Det siger cheftræner Jesper Jensen, der har brugt meget af ugen på at se på video fra seneste kamp.

– Når man ser kampen igennem fra i tirsdags, så finder man flere ting, som man gerne vil rette. Vi har fundet flere af disse, som der skal ændres lidt på. Men det samme gælder også Odense. Derfor bliver der lidt tale om et spil skak inde på banen, hvor vi skal forudse, hvad de kommer til at gøre. Samtidig har disse kampe en anden dynamik, og derfor er pausen mellem dem lidt ligesom en forlænget timeout, siger Jesper Jensen.

Pausen har været tiltrængt i klubben, om end den har været kort. De fire dage mellem kampene har været vigtige timer, hvor holdet har kunne restituere, for kampene i tirsdagskostede mange ressourcer i truppen. Derfor har det været vigtig at få udhvilet spillerne op til det næste opgør.

– Det vigtigste har været at få spillerne klar. Det er meget svært at opfinde noget nyt, når man møder et hold for anden gang på så kort tid. Den taktiske kasse er ved at være udtømt, siger cheftræneren.

På det punkt har pausen hjulpet. Kristine Breistøl og Sonja Frey er i bedring, og de forventes at være omklædt og klar til kampen. Kun Estavana Polman forventes at sidde over.

Presset er på Team Esbjerg i det kommende opgør. Sæsonen balancerer på et knivsæg, og de mindste marginaler kan blive afgørende for, om der skal spilles om guld eller bronze. Det var opgøret i Odense et godt eksempel på, hvor et sekund kunne have vendt op og ned på lørdagens kamp.

Erfaring og en tro på egne evner kommer derfor til at spille en større birolle i opgøret, og den besidder Team Esbjerg med flere mesterskaber i bagagen.

– Vi er rolige omkring opgøret. Vi har en god tro på, at vi kan vinde kampen og få os ud i en tredje og afgørende semifinale, siger Jesper Jensen.

 

 

 

 

 

 

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen semifinale anden opgør mod Odense Håndbold lørdag den 15. maj kl. 16.00i Blue Water Dokken: 

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde MortensenIngstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg, Line Myers, Estavana Polman og Nerea Pena.

Nyt træningssamarbejde skal styrke unge golftalenter på tværs af kommunen

0

Unge golftalenter i Esbjerg Kommune får nu mulighed for at blive en del af et nyt træningssamarbejde, som skal bane vejen for fremtidens elitegolfspillere og styrke Esbjerg som en af Danmarks bedste idrætskommuner.

4 – 8 unge, talentfulde golfspillere i alderen 11-15 år fra hver af klubberne Ribe Golfklub, Kaj Lykke Golf Klub, Breinholtgård Golf Klub og Esbjerg Golf Klub er inviteret til at deltage i et helt nyt træningssamarbejde, som skal hjælpe de unge til at blive endnu bedre til deres idræt. Målet er at bane vejen for fremtidens måske kommende elitegolfspillere og styrke Esbjerg som en af Danmarks bedste idrætskommuner.

Optimale rammer for eliteidrætsudøvere 

– I Esbjerg Kommune vil vi understøtte et mangfoldigt fritids- og idrætsliv med en bred vifte af tilbud, der sikrer, at borgere i alle livets faser kan have et aktivt og attraktivt fritids- og idrætsliv, som er meningsfuldt for den enkelte. Samtidig vil vi gerne sammen med de lokale idrætsforeninger og -klubber sikre optimale rammer for eliteidrætsudøvere og talentudviklingen i Esbjerg Kommune. Det nye træningssamarbejde inden for golf er et led heri. Jeg håber, at træningen vil være med til at motivere de unge golfspillere til at holde fast i deres idræt og udvikle deres talent på vejen mod en eventuel fremtid som elitegolfspillere, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Kim Meyer fra Breinholtgård Golf Klub, som er projektkoordinator på vegne af de fire deltagende golfklubber, glæder sig til samarbejdet med og omkring de unge golftalenter:

– Vi ser meget frem til at holde fælles træningssamlinger på tværs af klubberne for vores unge talenter. Her kan de unge få mulighed for at mødes og videreudvikle både deres tekniske kompetencer og taktiske evner som golfspillere, samtidig med at de deltager i aktiviteter som mental træning, individuel fysisk træning og viden om kost, konkurrence med mere, som alt sammen er en del af forudsætningerne for at kunne blive en bedre golfspiller. Vi lægger vægt på, at træningssamlingerne bliver karakteriseret af både et socialt godt, men også et konkurrencepræget miljø, siger Kim Meyer.

Fem træningssamlinger 

De unge golfspillere mødes første gang den 11. april 2021 på Breinholtgård Golf Klub. Der planlægges gennemført i alt fem træningssamlinger i golfsæson 2021, som holdes på skift i de fire deltagende golfklubber. Klubberne vil derefter tage stilling til, om der er grundlag for at fortsætte træningssamarbejdet.

Træningssamarbejdet er et led i projekt ”Talentgolf Esbjerg”, som Esbjerg Kommune gennemfører i samarbejde med fire af kommunens golfklubber i 2021 og de næste to år.

Besøg kommunens hjemmeside her:
http://www.esbjerg.dk

Sporten: Skarp midtjysk bagkæde kan true Team Esbjerg i topkamp

0

Både Team Esbjerg og Herning-Ikast Håndbold har vist sig for stærke mod de to andre hold i deres slutspilspulje i Bambusa Kvindeligaen. På onsdag skal de to duellanter så ud i en Skarp midtjysk bagkæde kan true Team Esbjerg i topkamp duel om førstepladsen i gruppen, når Team Esbjerg tager turen til Ikast.

De to hold har også spillet drabelige dueller tidligere på sæsonen, hvor det dog er blevet til sejre for Team Esbjerg i begge kampe. Opgørene har dog vist, at Herning-Ikast ikke ligger langt fra det niveau, som puljens tophold har lagt for dagen.

Cheftræner Jesper Jensen bemærker også, at Herning-Ikast kommer med en masse kvalitet i startopstillingen i form af bagkæden bestående af Stine Skogrand, Helene Fauske og Ingvild Bakkerud, men når det kommer til bænken, så besidder Team Esbjerg en større bredde. En bredde, som kan betyde sejr.

– Alle spillere hos dem skal man tage hensyn til. De har en stærk start-7’er, men vi har mere at komme med, når der skal skiftes ud. Så jo hårdere kampen bliver, desto bedre for os, fortæller Jesper Jensen.

Udover de tre skudstærke nordmænd står stregspiller Vilde Johansen også til at være klar til kamp på onsdag, og derfor er der nok at se til for Team Esbjerg forsvaret.

En anden detalje, som Team Esbjerg kan drage fordel af, er, at onsdagens modstander har haft europæiske weekendkampe. Esbjergenserne har selv stået i sådan en situation, men det kan gå begge veje, mener Jesper Jensen. Herning-Ikast kommer nemlig med en sejr, og sådan en kan give selvtillid.

– Det er ikke til at vide, om det er en fordel eller ulempe. Om de er skarpe og friske. Det kan være vi har et fysisk overskud, men de ser også skarpe ud, og har fået masser af selvtillid. En kamp kan gå mange veje. Med det program de har haft, så har de været mere presset, end vi har været, men der vil altid være tale om gisninger. Det er først, når vi står i kampen, vi finder ud af, hvor vi kan vinde den, fortæller Jesper Jensen.

To point på onsdag vil også sende Team Esbjerg utroligt tæt på semifinalerne, efter en tæt på perfekt start på slutspillet. Den gode form er fundet på et vigtigt tidspunkt, og nu gælder det for holdet om at bevare den.

– Spillerne har haft en god evne til at holde fokus i kampene. Vi har haft gode scoringsprocenter, og især mod Silkeborg-Voel var vi effektive. Det er blevet til tre gode halvlege, hvor vi har været koncentreret her i slutspillet, og vi skal se, om vi ikke kan finde to mere, afslutter cheftræneren.

Det kan han gøre med hele truppen. Alle er nemlig klar til kamp på onsdag, hvor to point for alvor vil lune.

Team Esbjergs trup til kampen i Bambusa Kvindeligaen Slutspil Pulje 1 mod Herning-Ikast Håndbold onsdag den 7. april kl. 20.30 i IBF Arena:

Målvogtere: Rikke Poulsen og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg-Isaksen og Elma Halilcevic 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Marit Malm Frafjord, Vilde Ingstad og Kaja Kamp

Bagspillere: Kristine Breistøl, Sonja Frey, Annette Jensen, Mette Tranborg, Estavana Polman, Line Myers og Nerea Pena.

Esbjerg Vikings henter Heeps

0
Cameron Heeps / Ipswich Witches. 18 March 2020.

Holdleder Tom Paarup Madsen udvider arsenalet med B-køreren Cameron Heeps, der kommer med gode anbefalinger fra særligt den engelske liga.

Foto: Cameron Heeps

Mens foråret er ved at melde sin ankomst, og det igen er tid til at sende speedwaycyklerne på banen, har holdleder Tom Paarup Madsen fundet endnu et spændende navn til sin trup. Australske Cameron Heepser nyeste tilføjelse, og det er en kører, som holdlederen ser frem til at arbejde mere med.

– Vi har fået ham varmt anbefalet flere steder i vores udenlandske netværk, og han ser rigtigt interessant ud. Vi har i forvejen en stærk gruppe med gode B-kørere, men vi sigter hele tiden efter at have stor konkurrence i truppen, og så kan vi se vigtigheden af at have endnu større bredde i denne tid, hvor der kan være forskellige restriktioner. Cameron Heeps har vist sit værd på de engelske baner, og jeg har blandt andet fået gode referencer på ham fra den australske landstræner Mark Lemon. Vi har i forvejen en række talentfulde, danske kørere, som vi forventer os meget af over en årrække, men vi kommer til at supplere dem med flere dygtige udenlandske kørere, som forhåbentligt også kan være her i flere sæsoner. Det gælder også for Cameron Heeps, konstaterer Tom Paarup Madsen om den 25-årige australier, der selv glæder sig til at vise sig frem på Granly Speedway Arena.

– Det føles som et rigtigt godt og naturligt skridt i min karriere, så jeg kan udvikle mig og forhåbentligt blive en topkører. Jeg har kørt i Danmark på 80cc, da jeg var yngre, og det lærte mig en masse, og derfor er jeg glad for at få muligheden for at komme tilbage for at tage de næste skridt. Det bliver rigtigt spændende at blive en del af Esbjerg Vikings, konstaterer Cameron Heeps, der blandt andet har kørt på hold sammen med Esbjerg Vikings A-kører, Niels-Kristian Iversen, i engelske Ipswich.

Cykelløb sender toppen af cykelsporten til Esbjerg Kommune

0

Til august er Esbjerg Kommune i fokus på hele to etaper af cykelløbet PostNord Danmark Rundt. Mens den første etape slutter i Esbjerg, begynder den anden i Ribe, og det store cykelløb er med til at sætte kommunen på landkortet.Foto: Esbjerg Kommune

Når cykelløbet PostNord Danmark Rundt til august ruller ud på de danske landeveje, er Esbjerg Kommune i centrum på ikke mindre end to etaper. Allerede på den første etape den 10. august drøner feltet nemlig i mål i Esbjerg, mens starten til løbets anden etape den 11. august går i Ribe. Det betyder, at cykelentusiaster begge dage kan opleve cykelrytterne og hele løbets karavane på kommunens veje.

Et brag af et cykelløb

PostNord Danmark Rundt og Danmarks Cykle Union har netop offentliggjort årets rute rundt i Danmark, og efter at cykelløbet sidste år blev aflyst på grund af coronavirus, er der i år lagt op til et brag af et cykelløb. 20 spændende hold deltager, og seks af dem er såkaldte World Tour hold, som før PostNord Danmark Rundt har kørt bl.a. Tour de France. Publikum kan derfor se frem til et cykelløb på højeste sportslige niveau.

Fra Struer sætter feltet på den første etapes 176 km kursen mod Esbjerg, hvor dagens vinder findes på rundstrækningen i midtbyen med opløb i Havnegade og mål ved Musikhuset Esbjerg. På dag to kører feltet samlet fra pladsen ved Ribe Domkirke og ud gennem Nordens ældste by, inden løbets anden etape for alvor bliver sat i gang i udkanten af byen, og målet for dagens 183 km er Sønderborg. PostNord Danmark Rundt har i alt fem etaper og slutter med en enkeltstart på Frederiksberg den 14. august.

Toppen af cykelsporten

Også sidste år skulle Esbjerg Kommune have lagt veje til PostNord Danmark Rundt, og borgmester, Jesper Frost Rasmussen, glæder sig over, at det i år er lykkedes at få både mål og start i kommunens byer.

”Det bliver spændende igen at mærke stemningen og suset, når toppen af cykelsporten samles her hos os. Vi har efterhånden en del erfaring med at skabe gode rammer om de store cykelløb, og hver gang oplever vi, hvordan det giver gode oplevelser og sætter vores kommune på landkortet, fordi vi får vist os frem og fortalt om alt det gode her hos os”, siger Jesper Frost Rasmussen.

Optakt til festugen

PostNord Danmark Rundt var senest i Esbjerg Kommune i 2016, hvor Esbjerg var målby for en etape, og i 2019 blev DM i Landevejscykling afholdt i Esbjerg Kommune. I år ligger PostNord Danmark Rundt i dagene lige op til Esbjerg Festuge, så cykelløbet bliver en festlig optakt til festugens aktiviteter.

Video: Velkommen til PostNord Danmark Rundt i Esbjerg Kommune

Foto: Esbjerg Kommune

Foto: Esbjerg Kommune