Home Tags Sanna

Tag: Sanna

Sanna Solberg – drømmen om finale mellem søstre lever

0

Tirsdag aften nåede Team Esbjerg et af sæsonens delmål og spillede sig i semifinalen i kampen om det danske mesterskab. Søndag kan holdet spille sig i en europæisk finale, når Herning-Ikast Håndbold kommer til Esbjerg i et forsøg på at indhente hjemmeholdets forspring på tre mål fra den første EHF Cup-semifinale.

Foto:Yesbjerg/Adobe

– Det kan ende med at blive en helt god uge, bemærker Team Esbjerg-cheftræner Jesper Jensen.

I den lange serie af kampe mod Herning-Ikast adskiller søndagens opgør sig ved, at Team Esbjerg for første gang længe spiller på hjemmebane mod netop den modstander, og det, håber Jesper Jensen, vil smitte af positivt. Men det kan blive tæt.

– Det vigtigste bliver fokus og koncentrationen. Vi ved, hvad de kommer med, og de ved, hvad vi kommer med. Det bliver svært at score mål mod hinanden, og kan vi finde de detaljer, der giver nogle ekstra scoringer, vil vi være nået langt, siger Jesper Jensen.

Estavana Polman deltog ikke i træningen fredag, og hun gennemgår scanninger af højre skulder, som hidtil ikke har vist noget alvorligt. Hun testes på kampdagen for, om hun kan spille.

– Det kan være et spørgsmål om at bide smerter i sig, og det plejer ”Essie” at være god til, når der er en præmie. Det er der med en finale i EHF Cup, siger Jesper Jensen.

For Sanna Solberg har drømmen længe været for første gang at stå over for sin tvillingsøster, Silje, i en håndboldkamp. Søsterens klub, Siófok KC fra Ungarn, vandt 28-24 i det første opgør mod Viborg HK.

– Silje ved, at det bliver hårdt på udebane i Viborg, men klubben har klaret sig bedst på udebane i EHF Cup og tror på en finaleplads. Det er deres eneste mulighed for at vinde noget i denne sæson. I vores egen semifinale tror jeg, at forsvaret bliver afgørende, og så må vi forsøge at flytte rundt på deres spillere, når vi angriber. Hvis vi når finalen, og det bliver mod Siófok, vil jeg nok gå til kampen med en blanding af nervøsitet og glæde. Silje er en af de bedste, men jeg kan score på hende, og det vil i sig selv være sjovt, siger Sanna Solberg.  

Team Esbjergs trup til semifinalen i EHF Cup, anden kamp, mod Herning-Ikast Håndbold søndag den 14. april kl. 13.00 i Blue Water Dokken:

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg, Elma Halilcevic og Maria Mose Vestergaard

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.

 

Sanna Solberg klar til to nye sæsoner i Team Esbjerg

0
Håndbold, HTH Ligaen, Team Esbjerg - Randers HK 33:22

Den norske landsholdsfløj, Sanna Solberg, har forlænget sin aftale med Team Esbjerg med yderligere to sæsoner, så den nu gælder til 30. juni 2021. Hun kom til klubben i sommeren 2017 fra den på det tidspunkt enerådende klub i norsk håndbold, Larvik HK.

Foto: Team Esbjerg

Jeg trives fantastisk godt med både medspillere, trænere og alle omkring holdet, og jeg ser ingen grund til at forlade en klub, hvor jeg har det så godt. Team Esbjerg har en målsætning om at tilhøre toppen af dansk håndbold og at spille Champions League, og det er også vigtige mål for mig, siger Sanna Solberg.

Cheftræner Jesper Jensen oplyser, at Sanna Solberg er en af de spillere med kontraktudløb efter denne sæson, som klubben har prioriteret højest at forlænge aftale med.

Sanna er et kæmpe fundament for vores måde at spille håndbold på. Hun dækker flere pladser i forsvaret og giver dermed rum til mere excentriske spillere, Estavana Polman og Kristina Liscevic, som har større offensive end defensive kvaliteter. Når man er på det norske landshold, er man en dygtig håndboldspiller. Sanna har en masse kvaliteter og har udviklet især sit angrebsspil i tiden i Esbjerg. Hun er blevet mere bevidst om, hvor hendes udfordringer ligger, og hun er ærgerrig og arbejder hele tiden på at blive bedre, siger Jesper Jensen.

Han fremhæver derudover hendes store menneskelige egenskaber. Hun vil alle det bedste, er social og er god til at tage sig af unge spillere. Sanna er både stjerne og holdspiller.

Sanna Solberg er foruden at have vundet norske mesterskaber og spillet Champions League med Larvik verdensmester, europamester og olympisk bronzevinder med det norske landshold, som hun har spillet 117 landskampe for siden 2010. Det nære mål er at forsvare EM-titlen i Frankrig i december, og længere ude i horisonten blinker OL i Tokyo i 2020 som det store mål.

Sanna Solberg er lige blevet udtaget til den endelige norske trup til EM i Frankrig, og det samme er klubkammeraterne Vilde Ingstad og Marit Røsberg Jacobsen.

Jeg glæder mig meget til EM, hvor vi som altid håber at være med i toppen. Det betyder meget, at vi er tre med fra Team Esbjerg, for vi er vældig gode venner både i klubben og på landsholdet, siger Sanna Solberg.

Hendes kæreste, Kjetil, er læge på ortopædkirurgisk afdeling på Vejle Sygehus og trives ligesom hun i Esbjerg med bylivet, vandet og naturen.