Home Tags Retten

Tag: retten

Sagen mod Kurt Beier Transport A/S berammet til maj 2021

0

Der kan endnu ikke siges noget om, hvornår præcist der falder dom i sagen.

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi har – som tidligere meddelt – i juli måned i år rejst tiltale mod Kurt Beier Tranport A/S og ledende personer med tilknytning til selskabet for overtrædelse af blandt andet udlændingeloven og straffelovens § 286, jf. § 282 – åger af særligt grov beskaffenhed.
Retssagen er nu berammet til at starte i maj måned 2021 ved retten i Sønderborg. Der kan ikke i øjeblikket siges noget om, hvornår der falder dom i sagen.

Mand varetægtsfængslet efter ballade på sygehuset i nat

0

Politiet fremstillede i dag kl. 12.00 en 54-årig mand i grundlovsforhør ved retten i Esbjerg.

Han mødte ved to-tiden i nat op på sygehuset i Esbjerg og forlangte medicin. Da han ikke fik det, skubbede han til en portør.

Det medførte en sigtelse for vold mod tjenestemand.

Manden blev varetægtsfængslet i 4 uger.

#anklager #politidk

Anklagemyndigheden rejser tiltale i straffesagen mod Kurt Beier Transport A/S og ledende personer i selskabet for åger af særlig grov beskaffenhed

0

Tiltalen udspringer af en anmeldelse fra Socialstyrelsen, Center Mod Menneskehandel i oktober 2018

Den 16. oktober 2018 modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse fra Socialstyrelsen, Center Mod Menneskehandel (CMM).

Ifølge anmeldelsen skulle flere udenlandske chauffører ansat ved det polske firma HBT Internationale Transporte, der leverede transport til det danske firma Kurt Beier Transport A/S i Padborg, bo og leve under meget dårlige forhold.  

Chaufførerne skulle således være installeret et sted i Padborg, hvor de boede og sov mange sammen i barakker eller lastbiler med begrænset adgang til toiletter og køkkenfaciliteter. De skulle heller ikke have adgang til lægehjælp eller være omfattet af sygeforsikringer.

På baggrund af anmeldelsen foretog Syd- og Sønderjyllands Politi den 30. oktober 2018 en undersøgelse af forholdene på Lejrvejen i Padborg. 

Ud over anmeldelsen fra Center Mod Menneskehandel har Aabenraa Kommune indgivet anmeldelse om overtrædelse af byggelovgivningen, herunder overtrædelse af en række regler vedrørende brandsikkerhed.

Efterforskningen har været omfattende

Politiets efterforskning har fokuseret på at klarlægge selskabets ejerforhold og økonomi, chaufførernes ansættelseskontrakter, boligforholdene for de ansatte, lønudbetalinger og koncernens aktiviteter i Polen. 

Politiet afhørte ved sagens opstart 30 chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka. Der er også afhørt en række andre personer ansat i virksomheden eller med tilknytning til virksomheden. Anklagemyndigheden foretog tidligt i forløbet indenretlige afhøringer af 25 af de udenlandske chauffører med henblik på at sikre deres forklaringer, inden de udrejste. 

Syd- og Sønderjyllands Politi har blandt andre samarbejdet med polske myndigheder, Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen, Aabenraa Kommune, Center mod Menneskehandel under Socialstyrelsen samt Brand og Redning Sønderjylland for at afdække forholdene for de udenlandske chauffører. 

Tiltalen 

Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjyllands Politi har foretaget en umiddelbar vurdering af beviserne og tiltalespørgsmålet. På grund af sagens kompleksitet har sagen derpå været forelagt Statsadvokaten i Viborg. Statsadvokaten har den 1. juli besluttet at opgive påtale for overtrædelse af straffelovens § 262 a om menneskehandel. 

Anklagemyndigheden vurderer derimod, at Kurt Beier Tranport A/S og ledende personer med tilknytning til selskabet har overtrådt straffelovens § 286, jf. § 282 – åger af særligt grov beskaffenhed og rejser derfor tiltale herfor. 

Anklagemyndigheden har derudover rejst tiltale for overtrædelse af udlændingelovens § 59, byggeloven, bygningsreglementet, bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger og bekendtgørelse om driftsmæssige forskrifter. 

Anklagemyndigheden vil under sagen nedlægge påstand om fængselsstraf og konfiskation af det økonomiske udbytte. 
De tiltalte har ikke ønsket at lade sig afhøre i sagen. 
Straffesagen er endnu ikke berammet ved byretten. 

Fakta:

Straffelovens § 282 – åger 

For åger straffes den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for. 

§ 286 – strafferammen 

Straffen kan stige til fængsel indtil 6 år, når de i §§ 276, 276 a, 281 og 282 nævnte forbrydelser er af særligt grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening eller under medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller på grund af de stjålne genstandes betydelige værdi eller de forhold, under hvilke de befandt sig, eller fordi der er tale om tyveri begået som led i organiseret indbrudskriminalitet, eller fordi der er tale om systematisk eller organiseret afpresning , eller når et større antal forbrydelser er begået.

Tre års fængsel i omfattende sag om bedrageri mod ældre kvinder ved phishing

0

20-årig mand skal i fængsel for at have lokket oplysninger og koder ud af mere end 100 ældre mennesker og hævet deres penge

Retten i Esbjerg har i dag idømt en 20-årig mand fra fængsel i tre år for at have lokket adgangskoder til netbank og NemId ud af langt over 100 ældre borgere. Oplysningerne blev brugt til at hæve pengene på borgernes konti.

-Vi fik de første anmeldelser om, at en Mads Søborg fra Nordea eller Nets ringede til især ældre kvinder helt tilbage i oktober sidste år. I januar lykkedes det at forbinde de mange anmeldelser, så vi fik en præcis ide om, hvor vi skulle finde denne Mads Søborg. Med god hjælp fra Østjyllands Politi kunne vi i februar foretage anholdelse af den 20-årige i Aarhus, fortæller specialanklager Henning Fuglsang Sørensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den unge mand havde held til at få i alt 2,3 mio. kr. ud af sin indsats. Bankernes sikkerhedssystemer formåede at bremse yderligere 2,3 mio. kr., før han kunne nå at bringe pengene i sikkerhed.

Den 20-årige gik målrettet efter ældre kvinder – nogle gange endda langt oppe i 90’erne – og han på at få adgang til kvindernes netbank. Han har været særdeles overbevisende, og det er ikke så underligt, at mange nåede at falde for hans talegaver.

Den 20-årige blev anholdt den 25. februar og har været fængslet siden.

-Den unge mand har ikke arbejdet alene. Når man skal bringe så mange penge i sikkerhed så hurtigt, så er det nødvendigt at have et omfattende netværk bag sig. Vi har haft behov for at kunne efterforske mod det netværk i fred og ro, så det er yderst tilfredsstillende at vi nu kan fortælle, at der kan sættes et foreløbigt punktum i sagen med dagens dom, fortæller Henning Fuglsang Sørensen.

Dommen understreger, at det er vigtigt at bruge sin sunde fornuft, når telefonen ringer. Hverken banker eller offentlige myndigheder vil nogensinde bede borgerne oplyse adgangskoden til NemId eller koder fra nøglekortet. De oplysninger skal man holde for sig selv, og man kan være helt sikker på, at det er svindel, hvis man bliver bedt om at give de oplysninger.

-De mange anmeldelser fra borgerne har været afgørende for vores muligheder for at efterforske sagen. Det er derfor vigtigt at melde de her opkald til politiet, også selv om man bare gør det eneste rigtige og lægger røret på med samme, siger Henning Fuglsang Sørensen.

Den tiltalte valgte at afgive en fuldstændig tilståelse ved dagens retsmøde. Dommeren kunne derfor afgøre sagen med det samme ved at idømme ham fængsel i tre år. Dommeren var også enig med anklagemyndigheden i, at han skal blive i fængsel indtil han kan begynde afsoningen af dommen. Den unge mand blev samtidig dømt til at betale i alt 2,1 mio. kr. i erstatning til bankerne. Derudover konfiskerede retten i alt 2,3 mio. kr. hos tiltalte.

Skal i fængsel for at overtræde opholdsforbud i forbindelse med dom for bandekriminalitet

0

En 30-årig mand er blevet dømt for i to tilfælde at have overtrådt et fireårigt forbud mod at opholde sig i Esbjerg by.

En 30-årig mand blev i sidste uge idømt tre måneders fængsel ved Retten i Esbjerg for i to tilfælde at have overtrådt et fireårigt forbud mod at opholde sig i Esbjerg by.

Den 30-åriges opholdsforbud blev afsagt i forbindelse med en fængselsdom i april 2019 for bandekriminalitet.

Efterfølgende er manden to gange i år blevet opdaget af politiet i bybilledet i Esbjerg, dels i april, dels i juni, hvorefter den 30-årige blev anholdt.

Manden erkendte de to overtrædelser af opholdsforbuddet og modtog dommen.

Opholdsforbuddet dækker postdistrikterne 6700, 6705, 6710 og 6715 i Esbjerg.

Muligheden for at meddele et opholdsforbud i forbindelse med domme for bandekriminalitet blev vedtaget af Folketinget i 2017.

Gerningsmænd anholdt ni minutter efter borger anmeldte forsøg på indbrud

En grundig iagttagelse fra et vidne gjorde, at Syd- og Sønderjyllands Politi hurtigt kunne anholde fire formodede gerningsmænd i Varde.

Fire rumænske statsborgere, tre mænd og en kvinde, i alderen mellem 20 og 43 år blev fredag ved et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger i en sag om forsøg på indbrud mod herretøjsforretningen Bechsgaard i Vardes centrum.

En af de fire sigtede erkender, mens de tre øvrige nægter sig skyldige.
To af de sigtede har desuden kæret varetægtsfængslingen.

Anholdt efter få minutter

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog anmeldelsen torsdag klokken 01.32 og havde en patrulje på stedet ganske kort efter.

En årvågen borger havde lagt mærke til, at nogle personer opførte sig mistænkeligt ved butikken, hvorefter vedkommende kontaktede politiet.

Da patruljen nåede frem, var gerningsmændene flygtet fra stedet, men på baggrund af vidnets grundige signalement lykkedes det kort efter en hundepatrulje at finde fire personer, der forsøgte at gemme sig i en personbil.

De fire personer blev anholdt klokken 01.41, blot ni minutter efter anmeldelsen blev modtaget.

I køretøjet fandt betjentene desuden værktøj, der kunne knyttes til forsøg på indbrud i herretøjsforretningen.

Syd- og Sønderjyllands Politi roser endvidere borgeren for at være årvågen og kontakte politiet med det samme, da hun bemærkede de mistænkelige personer ved forretningen.

Omrejsende udenlandske kriminelle 

Den videre efterforskning bliver foretaget af Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi, da der formodes at være tale om omrejsende kriminelle fra udlandet. Og efterforskningen skal blandt andet kortlægge, om de fire personer kan knyttes til anden kriminalitet i Danmark.

Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi bestående af operativt personale, efterforskere og analytikere. UKA Vest er placeret i Padborg – tæt på landegrænsen til Tyskland. UKA Vest bekæmper grænseoverskridende kriminalitet i grænseregionen – eksempelvis omrejsende kriminelle grupper og arbejder i den forbindelse tæt sammen med Landespolizei, Bundespolizei og Zoll i Tyskland. På vegne af Dansk Politi hjemtager UKA Vest personer, der eksempelvis pågribes i Tyskland med tyvekoster fra Danmark. Det sker igennem europæiske arrestordrer, og personerne strafforfølges efterfølgende i Danmark for den begåede kriminalitet. UKA Vest har endvidere ansvaret for den midlertidige grænsekontrol til Tyskland. I grænseregionen patruljerer UKA Vest, Landespolizei og Bundespolizei sammen i fælles patruljer for også operativt at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Smugling over landegrænsen til Tyskland har et særligt fokus i UKA Vest og en særlig Politi- og Toldenhed i Padborg gennemfører på baggrund af analyser og efterretninger indsatser rettet mod indsmugling af narkotika, våben, højt beskattede varer m.v.

Overgreb på 5 årig i retten i dag

0

Sydjyllands politi efterforsker i øjeblikket en anmeldelse om seksuelt overgreb af en 5-årig pige. Pigens far, en 39-årig mand fra Esbjerg, blev anholdt den 23. februar og er p.t. varetægtsfængslet. Efterforskningen har yderligere bestyrket mistankegrundlaget, og den sigtede bliver i dag klokken 11.00 fremstillet i et retsmøde ved Retten i Esbjerg med henblik på forlængelse af varetægtsfængslingen. @AnklagerSJYL vil begære lukkede døre.

#politidk #anklager

7 indbrud i politikredsen

0

En 34-årig mand og en 22-årig kvinde fra Esbjerg er i dag i et grundlovsforhør blevet varetægtsfængslet i fire uger. De er sigtet for syv indbrud i politikredsen. De kærede ikke fængslingen #politidk #anklager

To mindreårige drenge fra Esbjerg dømt for at dele Marokkovideo

Begge blev idømt tre måneders betinget fængsel samt henholdsvis samfundstjeneste og tilsyn fra de sociale myndigheder.

To drenge på henholdsvis 17 og 16 år blev fredag ved Retten i Esbjerg dømt for at have delt den såkaldte Marokko-video på Facebook Messenger.

Betinget fængsel og tilsyn

Den 17-årige blev idømt tre måneders betinget fængsel med et års prøvetid samt 80 timers samfundstjeneste og tilsyn af Kriminalforsorgen.

Den 16-årige blev idømt tre måneders betinget fængsel med to års prøvetid samt vilkår om at undergive sig tilsyn fra de sociale myndigheder. Den 16-årige skal desuden følge de sociale myndigheders anvisninger om skolegang, uddannelse eller arbejde. Og han skal, såfremt myndighederne finder det nødvendigt, undergive sig misbrugsbehandling, herunder urinprøvekontrol og/eller psykologisk/psykiatrisk udredning og behandling.

Begge dømte blev desuden pålagt at slette linket med videosekvensen.

Viser drab

Videoen viser et drab på en ung kvinde i Marokko i december 2018. Og dommene er de første på området i Syd- og Sønderjyllands Politikreds.

Foto: Yesbjerg

De to teenagere blev dømt for at have overtrådt straffelovens paragraf 264d ved under særligt skærpende omstændigheder, uberettiget at have videregivet videoen, uagtet at den vedrører en anden persons private forhold under omstændigheder, som åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden.

Begge dømte bor i Esbjerg Kommune og har erkendt at have delt videosekvensen.

Drengene var 16 og 15 år, da de blev sigtet i marts måned.

 

Tilfreds med dommen

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi ser med stor alvor på sagen.

– Vi er tilfredse med dommen. Den sender dels et signal om, at der er tale om deling af en video med stærkt krænkende indhold, dels forholder dommen sig til, at der er tale om to skoleelever, understreger fungerende specialanklager Anemarie Haahr fra anklagemyndigheden.

Ud over de to sager skal Retten i Sønderborg også behandle en sag om deling af en Marokko-video, hvor der endnu ikke er berammet retsmøde, mens anklagemyndigheden i politikredsen skal vurdere yderligere tre sager juridisk med henblik på at afgøre, om der skal rejses tiltale.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer til, at man sletter Marokko-videoen, hvis man er i besiddelse af den. 

På det Kriminalpræventive Råds hjemmeside er der gode råd om, hvad man kan gøre for at stoppe delingen af krænkende billeder og videoklip.

15 årig forsøgt voldtaget i nat

0

32-årig mand fremstilles kl. 14 i retten i Esbjerg sigtet for forsøg på voldtægt af 15-årig pige. Manden anholdt lige efter anmeldelse ved tre-tiden i nat i Esbjerg Ø. Anklagemyndigheden vil begære dørlukning.

#politidk

Foto: Yesbjerg/Adobe