Home Tags Politik

Tag: Politik

Grønne skraldebiler i Esbjerg

0
grønne skraldebiler
Mandag den 21. september, rullede 22 spritnye skraldebiler ud på Esbjerg Kommunes veje og gader.
De nye skraldebiler kører på biogas og er CO2-neutrale. Dermed sparer Esbjerg Kommune miljøet for mere end 600 tons CO2 om året i forhold til den tidligere brug af dieselbiler.
Med de nye skraldebiler tager Esbjerg Kommune endnu et skridt på vejen mod en grøn omstilling.
Foto: Esbjerg Kommune, Torben Meyer

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tog sammen med transportminister Benny Engelbrecht de ny skraldebiler nærmere i øjesyn, før de første gang blev taget i brug.

22 spritnye skraldebiler rullede i går, mandag den 21. september 2020, for første gang ud på gader og veje i Esbjerg Kommune fra deres base hos Marius Pedersen A/S på Måde Industrivej i Esbjerg.

Udenpå er bilerne blå, men indvendigt er de supergrønne. Bilerne kører på biogas, som er produceret i Danmark på affald fra husholdninger, landbrug og industri. De er CO2-neutrale, og i forhold til de tidligere dieseldrevne skraldebiler betyder det, at Esbjerg Kommune sparer miljøet for mere end 600 tons CO2 om året.

Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tog sammen med transportminister Benny Engelbrecht de ny biler nærmere i øjesyn, før de første gang blev taget i brug.

Grøn løsning bidrager til at nå klimaaftalens mål

Esbjerg vil være en grøn kommune, der går forrest og viser det gode eksempel på at tage ansvar for klimaet. De nye, grønne affaldsbiler er endnu et positivt skridt på vejen i den grønne omstilling og et vigtigt bidrag til at nå klimaaftalens ambitiøse mål om at reducere udledning af CO2 med 70 procent. Jeg er meget glad for, at transportminister Benny Engelbrecht i dag har valgt at komme på visit, så vi kan fortælle ham om vores massive satsning på grøn omstilling og energi, sådan som det også kommer til udtryk i vores kommende el-bybusser og på Esbjerg Havn.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen

Transportminister Benny Engelbrecht har set frem til at se og høre nærmere om Esbjergs grønne løsning på affaldsområdet: – Jeg er rigtig glad for, at Esbjerg Kommune netop har indgået en klimasamarbejdsaftale med regeringen, som den 8. kommune i landet. Vi kommer kun i mål med målsætningen om en CO2-reduktion på 70 pct., hvis alle arbejder sammen. Her er kommunerne en meget stor og vigtig aktør, og Esbjerg viser i den grad vejen både med de kommende elbusser og nu med skraldebiler på biogas, siger transportminister Benny Engelbrecht.

I valget af nye skraldebiler er der lagt vægt på, at bilerne på alle måder belaster miljøet mindst muligt og i mindst muligt omfang giver anledning til støj, røg og lugtgener. Når skraldebilerne kører på biogas i stedet for diesel, slipper både renovationsmedarbejdere og borgere, som opholder sig nær bilerne, også for partikler fra dieseludledningen og lugten af dieselos. Samtidig bruges el ved komprimering af affaldet, og det betyder, at støjniveauet herfra er lavt.

SF Ungdom går på gaden for et bedre uddannelsessystem

0

Foto: SF ungdom

”I dag har hele byrådet undtagen socialdemokratiets ti medlemmer, netop indgået et historisk budgetforlig. I SF Ungdom synes vi det er utroligt positivt, at uddannelse får afsat flere midler, og nu mangler vi sådan set bare, at regeringen følger trop. I SF Ungdom mener vi nemlig ikke, at det er nok bare at stoppe besparelserne. Vi skal også investere”, udtaler David Dam Jensen, byrådskandidat for SF til kommunalvalget i 2021 i Esbjerg.

Håbet er at indføre en såkaldt fremtidsreform, der bl.a. har til hensigt at flytte fokus fra karakterer til feedback, sikre ordentlige forhold i skolepraktikken og skaffe flere sociale arrangementer på erhvervsuddannelserne. Og så skal den indføre gratis psykologhjælp til unge under 25:

”I SF Ungdom var vi nogle af de første til at foreslå gratis psykologhjælp, og efter en brav kamp ser det nu ud til faktisk at være tæt på at lykkedes. Det er utroligt vigtigt at vi får en fremtidsreform, så fremtidige generationer ikke skal presses unødigt eller gå på kompromis med deres faglighed. En fremtidsreform ville ganske enkelt være en investering i fremtiden”, udtaler Alexander Blavnsfeldt, formand for SF Ungdom Esbjerg. 

SF Ungdom Esbjerg har 19 medlemmer, og holder et uforpligtende introarrangement den 21. for unge der er interesserede. Til uddelingen deltog fem, der alle havdemundbind på og anvendte håndsprit.

Budgetaftale på plads i Esbjerg Kommune

0

I dag er der indgået en bred budgetaftale mellem Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Det Konservative Folkeparti, Borgerlisten, Radikale Venstre, Enhedslisten og løsgænger Hans K. Sønderby.

Partierne repræsenterer 21 ud af byrådets 31 medlemmer. Budgetaftalen udstikker de økonomiske og indholdsmæssige rammer for budget 2021 og overslagsårene 2022-2024.

Læs mere her: www.esbjerg.dk/om-kommunen/kommunens-oekonomi/kommunens-budget/budget-2021-2024

Foto: Esbjerg Kommune

Otte kvinder og én enkelt mand i Esbjerg KU’s nye bestyrelse – tid til kønskvoter?

0

Lørdag d. 29. August 2020 afholdt Esbjerg Konservative Ungdom ekstraordinær generalforsamling. Det vendte op og ned på kønsbalancen i foreningens bestyrelse.

Foto: KU

Formand Christoffer Hagen Pedersen er kommet ind på sit drømmestudie i Aarhus og indkaldte derfor til ekstraordinær generalforsamling. Der deltog omkring 30 medlemmer.

Otte kvinder og kun én mand blev valgt. Både formand og næstformand er kvinder.

– Vi er ret stolte af, at vi er så mange kvinder, for sådan har det ikke altid været. Faktisk er det kun omkring en tredjedel af KUs medlemmer på landsplan der er kvinder, fortæller den nyvalgte formand Lærke De lasson Rosenberg. I Esbjerg er det tal 60-40 i mændenes favør.

Hun er 19 år og nyslået student. Hun har været medlem siden 2015  og har siden januar været næstformand. 

– Vi havde selvfølgelig håbet på at kønsbalancen var lidt mere lige, men der var ikke flere drenge der stillede op, siger hun.

Anne Vang fra Fanø er ny næstformand. Hun har været medlem siden 2017. Hun er aktiv i flere foreninger og glæder sig over, at det er muligt at danne en bestyrelse af den størrelse.

– I følge vedtægterne behøver vi ikke være hele ni personer, men når der er ni kompetente unge der stiller op, så skal vi selvfølgelig udnytte alles kompetencer, fortæller hun.

– Vi ser frem til et super godt samarbejde og en masse gode tider med hinanden. Måske vi i fremtiden skal overveje kønskvoter så drengene også har en chance. Det er jo meget oppe i tiden at skulle hjælpe det svage køn med kvoter, joker den nyvalgte formand Lærke De Lasson Rosenberg.

Benjamin Mirad Gurini er 20 år gammel og har været medlem af Konservativ Ungdom i København siden 2019. Han blev medlem i Esbjerg i år. Han er derfor også helt ny i bestyrelsen.

– Personligt, så ser jeg ingen forskel mellem kvindelige og mandlige bestyrelsesmedlemmer. Vi har jo ikke valgt vores bestyrelse baseret på køn, vi har bare haft en masse kompetente mennesker, der har ydet et godt og hårdt stykke arbejde, der tilfældigvis har været kvinder.

Når det er sagt, så glæder jeg mig utroligt meget til at få lov til at arbejde med så kompetente, ihærdige og hårdtarbejdende mennesker det næste stykke tid, siger Benjamin Mirad Gurini.

Den nye bestyrelse har allerede planlagt årets julefrokost der afholdes 12. December.

Det yngste medlem af bestyrelsen er 17 år. Det ældste medlem er Benjamin Mirad Gurini på 20 år.

Bonusinfo
Esbjerg Konservative Ungdom blev stiftet i 1926. I dag tæller foreningen 91 medlemmer.

Esbjerg KU holder til i Det Tværpolitiske Hus på finsensgade. Der blev Generalforsamlingen også afholdt.

Foreningen laver meget andet end politik. f.eks. hytteture, fester og kompetenceudviklende arrangementer som aktiekurser, debat- og eksamenstræning.

Dansk Metal: Regeringens udspil giver en tiltrængt hjælpende hånd til nedslidte

0

Regeringens udspil om tidlig tilbagetrækning får ros af Dansk Metals formand Claus Jensen. Nu håber Dansk Metal på en bred aftale, der vil komme de nedslidte i møde.

Claus Jensen, formand, Dansk Metal
Claus Jensen, formand, Dansk Metal

Foto: Dansk Metal

Regeringen har i dag fremlagt deres udspil om ret til en tidlig tilbagetrækning. Dansk Metal roser udspillet, der vil komme nedslidte til gode. Heriblandt mange af Dansk Metals medlemmer.

”Der er ingen tvivl om, at vi skal gøre noget for de personer, der er nedslidte. Jeg synes, det her udspil er et rigtig godt bud, og det vil forhåbentlig hjælpe rigtig mange nedslidte, der har knoklet i mange år på arbejdsmarkedet. Alle har fortjent en ordentlig seniortilværelse,” siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal.

Dansk Metal anser udspillet som et vigtigt skridt i en generel indsats for bedre forhold for lønmodtagerne. En indsats, der også omhandler bedre arbejdsmiljø og gode muligheder for at kunne skifte spor.

”Det her er en form for nødvendig symptombehandling, for vi skal jo gerne derhen, hvor folk slet ikke bliver nedslidte af at gå på arbejde. Derfor håber jeg også, at Folketinget og regeringen i forbindelse med det her forslag kommer til at kigge endnu mere på arbejdsmiljø og indsatsen fra Arbejdstilsynet. Samtidig skal vi se endnu mere på efteruddannelse og sporskifte,” siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal.

Dansk Metal håber på, at samtlige partier på Christiansborg går konstruktivt ind i forhandlingerne, så der kan landes en bred aftale:

”Det her burde være en kæphest for samtlige partier. I et velfærdssamfund som vores, kan vi altså ikke bare kigge på, når mennesker der har knoklet hele deres liv, ikke kan få en ordentlig seniortilværelse. Derfor håber jeg også på, at de andre partier går konstruktivt ind til forhandlingerne, så vi kan få en bred og holdbar aftale,” slutter formand i Dansk Metal, Claus Jensen.

Det Konservative Folkeparti på inspirationstur i Esbjerg

Fredag d. 19. juni var Folketingsmedlem, Niels Flemming Hansen, samt flere kandidater til både byrådet og folketinget inviteret på inspirationstur af byrådsmedlem i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen, som havde arrangeret en dag, hvor der blev sat fokus på iværksætteri og dyrkning af iværksætterspirer.

Foto: Presse

De konservative profiler startede i SAMRUM, hvor Gert Barslund og Marco MacArtney kom med et oplæg om Gen In-forløbene Forslag til citat:

Gert Barslund udtaler at: “GenIN har som mål at børn gennem deres skoleliv lærer konkrete redskaber til innovation og ideudvikling. Så der i fremtiden kommer flere kreative iværksættere, der kan skabe nye løsninger i en verden under forandring.”

Marco MacArtney supplerer: “ Med GenIN har vi skabt nogle forløb, hvor skoler arbejder med reelle udfordringer fra virksomheder og organisationer. Forløbene kører på alle skoler i Esbjerg Kommune i løbet af næste år med enkelte klasser. Her forsøger vi allerede på et tidligt tidspunkt at dyrke den innovative tankegang og anspore iværksættertrang hos eleverne.”

(Se mere på www.genin.dk)

Om GenIn-forløbene siger Niels Flemming Hansen: “Det virker til man her i Esbjerg har fat i noget rigtigt, og det taler lige ind i en dagsorden jeg meget gerne vil arbejde for, hvor vi får sat iværksætteri på skoleskemaet i folkeskolerne. De erfaringer jeg har fået med mig hjem i dag, er helt klart noget jeg vil tage med videre mit politiske arbejde i Folketinget”. Niels Flemming Hansen fortæller endvidere, at han var så imponeret over GenIn, at han har inviteret Gert Barslund og Marco MacArtney til møde i Folketinget, hvor han agter at præsentere de to for partiets repræsentant i børne- og undervisningsudvalget.

Dernæst gik turen videre til Trane Entertainment Group, hvor den konservative delegation skulle høre om virksomheden, som direktør, Patrick Trane Hug, som startede som teenager. Der blev også fortalt om Patricks Trane Hugs egen iværksætterrejse og deltagerne blev ligeledes præsenteret for diverse bud på, hvad der skal til for at få iværksætterspirer til at vokse.

“Esbjerg er en enorm driftig by med virkelystne borgere. Det synes jeg, at jeg i dag er blevet bekræftet i. Jeg har fået meget med mig, som jeg kan bruge i mit daglige arbejde i byrådet. GenIn kender jeg i forvejen som et rigtigt godt projekt, som virker rigtig godt ind i vores folkeskoler, men for mig har det i dag været absolut ligeså interessant, at få input til, hvad vi som kommune med fordel kan arbejde i retning af for at skabe endnu bedre rammer for at muliggøre udvikling af iværksættertalenter”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Byrådsmøder holdes nu igen i byrådssalen

0

Fra mandag den 8. juni er byrådsmøderne i Esbjerg Kommune tilbage i byrådssalen på rådhuset, efter at rådets medlemmer i en periode har holdt møder elektronisk. Tilhørere har indtil videre ikke adgang. Man kan i stedet følge med i byrådsmøderne live via kommunens hjemmeside.

Mandag den 8. juni 2020 samles politikerne i Esbjerg Kommunes byråd fysisk til møde i byrådssalen på rådhuset. Her holdes byrådsmøderne nu igen, efter at politikerne i en periode på grund af coronasituationen i stedet har mødtes elektronisk via Skype.

Jeg ser frem til, at byrådet igen kan samles i byrådssalen. Selvom vi i disse tider er blevet rigtigt gode til at holde møder virtuelt, så er det fysiske møde trods alt at foretrække nu, hvor vi igen har fået mulighed for det, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen

Tilhørere har indtil videre ikke adgang til byrådsmøderne. For at undgå risiko for coronasmitte henvises tilhørere i stedet til at følge byrådsmøderne live via kommunens hjemmeside, www.esbjerg.dk.

Begejstret lokalt folketingsmedlem: Udsigt til kæmpe vindø i Nordsøen

Som et led i første del af den ambitiøse klimahandlingsplan ønsker regeringen at Danmark, som det første land i verden, opretter to energiøer. Øerne skal ifølge regeringen oprettes senest i 2030, og de kommer til at ligge i Nordsøen og i Østersøen. Folketingsmedlem Anders Kronborg (S) jubler over udsigten til en vindø i Nordsøen.

Foto: Anders Kronborg

Esbjergs lokale folketingsmedlem Anders Kronborg (S), der også sidder i Folketingets klima-, energi- og forsyningsudvalg, har svært ved at få armene ned over udsigten til en energiø i Nordsøen og dermed også masser af nye arbejdspladser i Vestjylland.

”Det er jo ret vildt at tænke på, at det her vil være med til at gøre Danmark til en ny grøn stormagt. Og at vi bliver det først land i verden til at etablere de her energiøer. Det er vildt. Og så vil det jo være fremragende for den vestjyske beskæftigelse med sådan en ø i Nordsøen”, lyder det fra en begejstret Anders Kronborg.

Regeringens plan er, at der i Nordsøen skal konstrueres en kunstig ø-struktur med mindst 2 gigawatt havvind tilkoblet senest i 2030 – med forbindelser til Danmark og Holland. 

På sigt vil øen kunne udbygges og rumme mindst 10 gigawatt havvind. Planen er blandt andet at omdanne grøn strøm fra energiøerne til grøn brint, der så kan videreforarbejdes til brændstoffer, som så kan skabe en reduktion af drivhusgasser i fly, skibe, lastbiler, opvarmning og industri.

”Jeg har ofte på Christiansborg talt om, at Esbjerg Havn rummer uanede grønne muligheder. Og en satsning på den grønne energi er roden til vækst og nye arbejdspladser. Jeg håber virkelig de her energiøer bliver til virkelighed. Det er i hvert fald en debat, der fylder meget på Christiansborg, og som kunne gå hen og blive et grønt eventyr for Esbjerg”, siger Anders Kronborg.

Læserbrev: PÅDROG SIG CORONA UNDER INDLÆGGELSE

0

PÅDROG SIG CORONA UNDER INDLÆGGELSE.

Af: Bjarne Larsen
Overlæge og akutlæge i regions Midtjylland og Marianne Mørk Mathiesen.
Læge
Medlem af region Syddanmark

Strategi for Corona testning af hospitalpersonale og indkaldte patienter udbedes.
På Vejle Sygehus har man haft en episode, hvor to patienter inden indlæggelse bliver testet Corona negative. De blev indlagt på samme stue, og et par dage efter konstatere man, at begge patienter var inficeret med Corona virus. Efterfølgende testes 12 personaler, som har haft sin gang på stuen, også positive.
Hvordan kan det lade sig gøre ?
Enten har en af patienterne alligevel haft Corona eller også er de to patienter blevet smitte af personalet. Fakta er ihvertfald, at mindst en patient er indlagt “rask”, men har pådraget sig Corona på hospitalet.
Raske personer, som indlægges til elektive operationer, bliver podet 2 døgn før indlæggelse. Hvad personerne foretager sig i de 2 døgn fra podningen indtil indlæggelse vægtes ikke.


I princippet har podningen således ingen værdi. Enten bør den ændres eller helt afskaffes. Som et minimum bør patienter tilbydes enestue under en indlæggelse.
Den aktuelle smitte kan også være kommet fra personalet.


Aktuelt findes der ingen podningsstrategi for hospitalspersonalet. Personalet skal sygemeldes ved vage symptomer på Corona, men podning er ikke obligatorisk. Faktuelt heller ikke muligt.
Der mangler debat og stategi for dette. Indtil da må man leve med risikoen for at blive Corona smitte under indlæggelse. Men befolkningen bør ihvertfald informeres.

Marianne Mørk Mathiesen.
Læge
Medlem af region Syddanmark
Liberal Alliance
Borgergade 65 1 H
6700 Esbjerg
Tlf 28697900

Bjarne Larsen
Overlæge og akutlæge i regions Midtjylland
Ll.Søgade 2
8600 Silkeborg.

Team Esbjerg hyldet af sin by med idrætspris

Team Esbjerg er blandt tre stærke nominerede tildelt Esbjerg Kommunes Idrætspris 2019. Prisen er uddelt siden 1949 og er den største sportslige anerkendelse, en idrætsudøver eller en forening kan opnå i kommunen.

2019 var året, da Team Esbjerg vandt klubbens andet danske mesterskab, var i finalen i den europæiske turnering, EHF Cup, og opnåede stor succes i DELO Women’s EHF Champions League med kvalifikation til hovedrunden og gode muligheder for at nå kvartfinalen for første gang i klubhistorien.

Miss Team Esbjerg, den hollandske VM-guldvinder, Estavana Polman, har været i klubben og byen siden sommeren 2013.

– Jeg er virkelig stolt af at modtage idrætsprisen. Vi arbejder hver dag hårdt for at få det bedste ud af os selv, og det betyder meget at mærke, at byen og publikum er bag os. Vi ønsker frem for alt ikke at skuffe tilskuerne, og vi vil gerne vise dem god håndbold hver gang. Min familie og jeg føler os hjemme i Esbjerg, vi slapper af, og det er bare et godt sted at være. Når jeg er ude at handle, kommer folk og ønsker mig held og lykke, og det er dejligt at høre, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen er ikke uvant med priser og er to sæsoner i træk af trænerkolleger og repræsentanter for DHF blevet kåret som Årets Træner i HTH Ligaen. Denne gang deler han en kåring med sine spillere.

– Det fylder mig først og fremmest med glæde, at byen, hvor jeg bor med min familie, giver os idrætsprisen. Det vil være upassende selv at give udtryk for, at det er fortjent, men lad mig sige, at jeg har forståelse for, at vi er valgt blandt andre nominerede med flotte idrætspræstationer. 2019 vil stå som et år, der formentlig aldrig bliver gentaget i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen har været i spidsen for hele Team Esbjergs udvikling fra elevatorhold i Dameligaen til tophold i Danmark og nu også Europa.

– Team Esbjerg deltager på den store scene både nationalt og internationalt, vi går benhårdt efter at kvalificere os til kvartfinalen i Champions Leaque og udelukker med de rette omstændigheder ikke, at vi kan nå frem tilFinal4. Vi runder formentlig fire millioner seere på DR1 og TV 2’s kanaler i denne sæson og sætter Esbjerg på landkortet i ikke bare Danmark, men også ude i Europa, hvor resultaterne har vakt opsigt og skabt respekt. Idrætsprisen deler vi med vores trofaste publikum og sponsorer samt alle dem i byen og omegnen, som bakker os op, siger Bjarne Pedersen.   

De øvrige nominerede til prisen var EfB’s superligahold og speedwayholdet Esbjerg Vikings. 

Esbjerg Kommunes Idrætspris uddeles af en komité bestående af formanden for Esbjerg Idrætsråd, Villy Grøn, en repræsentant for pressen, journalist Chris U. Pedersen, og borgmester Jesper Frost Rasmussen, der overrakte prisen ved Idrætsfesten i Musikhuset Esbjerg fredag aften. 

– Vi følte ikke rigtig, at det kunne blive andre end Team Esbjerg i 2019 efter den fantastiske sæson, der kulminerede med det danske mesterskab og den flotte indsats i de europæiske turneringer. Alt, hvad klubben har rørt ved, har været en succes, og så lægger vi også vægt på, at de repræsenterer Esbjerg fornemt udadtil. Vi vil gerne have nogen at være stolte af, siger Villy Grøn. 

Team Esbjergs kvindehold modtog første gangEsbjerg Kommunes Idrætspris for fire år siden efter sølvmedaljerne i 2015. Tidligere har herreholdet af samme navn modtaget prisen i 1998, og Lotte Haandbæk var prisvinder i 2005.