Home Tags Politi

Tag: politi

Person udsat for peberspray i nattelivet – politiet søger formodet gerningsmand

0
Img 7424 2 1

Den 23. november fik en mand sprøjtet peberspray i ansigtet på Skræddergården i Esbjerg. Politiet offentliggør nu overvågningsbilleder af den formodede gerningsmand.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker en sag, hvor en 45-årig person er blevet udsat for peberspray i nattelivet og har i den forbindelse brug for borgernes hjælp. 
Episoden foregik på Skræddergården i Esbjerg lørdag den 23. november, hvor den 45-årige fik peberspray sprøjtet i ansigtet af en ukendt gerningsmand. 
Politiet offentliggør nu billeder af den formodede gerningsmand.  


Den formodede gerningsmand beskrives som: 

• Mand 
• Mellemøstligt udseende 
• 20-25 år 
• Spinkel af bygning
• Brun i huden
• Mellemlangt sort krøllet hår
• Iført grå hue, sort trøje, hvor der står PUMA på brystet, grå bukser, sorte sko med hvid bund
• Medbringende en peberspray eller lignende 

Den formodede gerningsmand var i selskab med en anden mand, som Syd- og Sønderjyllands Politi også ønsker at tale med. 

Hvis du ud fra overvågningsbillederne eller beskrivelsen kan genkende den formodede gerningsmand, eller du har andre informationer til sagen, vil Syd- og Sønderjyllands Politi meget gerne høre fra dig. Kontakt kan ske til Politiets Servicecenter på tlf. 1-1-4. 

Foto: Skræddergården/Politiet

Politiet advarer efter narkofund på strand

0

Efter narkotika på strande i Tyskland: Lad det ligge og kontakt politiet, hvis du finder pakker på stranden.

Husk, at det er strafbart at tage pakker på stranden, hvis du skulle finden nogen, og at besidde narkotika. 

Syd- og Sønderjyllands Politi er bekendt med, at der er skyllet narkotika op i Tyskland for nylig. Politiet har ingen anmeldelser eller indberetninger om, at der er lignende fund i Danmark. 

”Vi har orienteret strandfogederne, som er opmærksomme på, hvis der skulle skylle noget op på vores strande, ligesom vi selvfølgelig selv er opmærksomme i kystområderne”, siger politiinspektør Henrik Thrane Jensen, Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Hvis du er på stranden med din hund, og den snuser til en pakke, der indeholder narkotika, er det ikke farligt. Det gør politiets narkohunde ofte. Skulle den derimod bide i en pakke med narkotika og dermed få stoffet ind i kroppen, skal du straks kontakte en dyrlæge. 

Syd- og Sønderjyllands Politi gør opmærksom på, at det er strafbart at tage pakker, man finder på stranden – uanset indholdet, ligesom det er ulovligt at besidde narkotika. Hvis du finder en pakke på stranden, så kontakt politiet på 1-1-4, som herefter tager sig af den. 

 

Politiet sætter stærkt ind for at forhindre så mange juleindbrud som muligt

0
Img 7195 1

Politiet sætter stærkt ind for at forhindre så mange juleindbrud som muligt

December er desværre også højtid for indbrudstyve. Det sætter Syd- og Sønderjyllands Politi ind mod.

Img 7195 1

Statistikken fra tidligere år viser desværre, at indbrudstallet stiger i december. I denne tid har mange deres nyindkøbte julegaver liggende, og mange familier op mod jul og nytår forlader deres hjem for at holde jul og nytår andre steder. 
I Syd- og Sønderjyllands Politikreds var 18 borgere udsat for indbrud i deres hjem i løbet af den forgangne weekend, og fremgangsmåden samt de koster, som tyven er gået efter, har været de samme. Der kan derfor være tale om den samme gerningsperson. 
Efterforskningen af de 18 indbrud er i gang, og forebyggelsen af flere indbrud er også i gang:

”Vi ved, at indbrudstallet ofte stiger i julemåneden, og det er vi forberedt på. Vi har sat flere forskellige initiativer i gang, som skal gøre, at vi forhindrer så mange indbrud som overhovedet muligt. Vi ved, at indbrud kan være en meget ubehagelig oplevelse for de personer, det rammer. Derfor er det også en kriminalitetsform, som vi prioriterer højt”, siger vicepolitiinspektør Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Han er i front for den gruppe hos Syd- og Sønderjyllands Politi, som arbejder med opklaring og forebyggelse af indbrud i den ekstraordinære indsats her op mod jul: 

”Vi flytter nogle af vores kræfter for at forebygge indbrud. Det gør vi både på gaden i form af patruljer, vi gør det i vores efterforskningsafdelinger, og vi gør det også i vores analyseafdelinger. Samtidig prioriterer vi efterforskning af de indbrud, der er begået, da det kan danne baggrund for netop at forhindre, at den samme person begår flere indbrud,” siger vicepolitiinspektør Nikolaj Hølmkjær. 

Billedtekst: Vicepolitiinspektør Nikolaj Hølmkjær er i front for den gruppe, som i en ekstraordinær indsats her op mod jul arbejder med både at opklare og forebygge indbrud. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi 

Politiet modtog 2431 ulovlige våben i november

0

Hele november har borgerne kunnet aflevere ulovlige våben straffrit. Det tilbud benyttede 1414 syd- og sønderjyder sig af

Vicepolitiinspektør Søren Vraa Larsen med et lille udsnit af de våben, der er blevet indleveret under frit lejde-aktion

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog i alt 3678 effekter i novembers frit lejde-aktion. Hele november har borgerne i Syd- og Sønderjylland haft mulighed for at aflevere deres ulovlige våben til politiet uden at risikere straf. 

”Vi har haft meget travlt hele perioden, for borgerne har virkelig taget godt mod det sjældne tilbud,” fortæller vicepolitiinspektør Søren Vraa Larsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

I hele november har borgerne anonymt haft mulighed for atindlevere ulovlige våben til politiet, uden at det medførte ensigtelse for ulovlig våbenbesiddelse – en såkaldt frit lejde-aktion. Det tilbud benyttede 1414 syd- og sønderjyder sig af. I alt modtog politiet 3678 effekter, fordelt på 1992 skydevåben, 439blankvåben og 1247 effekter i kategorien ”Andet”, hvor hovedparten er ammunition.

”Vores mål var at få så mange ulovlige våben som muligt væk fra gaden for at øge alles sikkerhed. Faktisk har vi modtaget flere våben, end vi gjorde ved en tilsvarende frit lejde aktion i 2017, så vi er meget tilfredse med resultatet,” siger Søren Vraa Larsen.

I 2017 afleverede syd- og sønderjyderne i alt 1981 ulovlige effekter.

Fakta

3678 indleverede våben i 2024:

1992 skydevåben

439 blankvåben

1247 andet, især ammunition

1981 indleverede våben i 2017:

992 skydevåben

521 blankvåben

185 luft- og fjedervåben

193 eksplosivstoffer

90 andre typer våben

Flere informationer 

www.politi.dk/fritlejde

Myndighederne følger situationen tæt i forbindelse med TDC-problemer

0
Unavngivet 2 1

Som situationen ser ud p.t., giver driftsproblemerne ikke politi og redningsberedskab særlige udfordringer.

Syd- og Sønderjyllands Politi og de øvrige myndigheder i politikredsen er i øjeblikket i tæt kontakt i forbindelse med TDC’s aktuelle driftsproblemer. 

Som situationen ser ud p.t., giver driftsproblemerne ikke politi og redningsberedskab særlige udfordringer. Vores Servicecenter og Vagtcentral fungerer som normalt.

Har du akut behov for hjælp?

Så kan du gøre følgende:

  • Hvis du har behov for at kontakte 112 og ikke kan ringe op til alarmcentralen, oplyser TDC, at du kan tage dit SIM-kort ud af din telefon og ringe 112 uden SIM-kort i telefonen. Du kan sandsynligvis også sætte din telefon i flytilstand og ringe 112. Husk, at du udelukkende skal ringe 112, hvis du har akut brug for politi, brandvæsen eller ambulance.
  • Kan du ikke komme i akut kontakt med myndighederne, så har du mulighed for at kontakte politistationerne i Esbjerg (hovedstationen), Varde, Haderslev, Vejen, Sønderborg, Aabenraa og Tønder personligt. Er der ikke en patrulje til stede, kan du komme i kontakt med os via en dørtelefon. Du finder adresserne på Politi.dk.

Det kan i sagens natur være vanskelligt at holde kontakt med pårørende, der har TDC-abonnement, men prøv om du kan komme igennem via SMS eller de øvrige kontaktmuligheder som mail, Messenger m.m.

Politiet spærrer Skolegade af nu fortæller de hvorfor

0
Unavngivet 2 1

Politiet undersøger mulig sædelighedsforbrydelse foregået i Skolegade i Esbjerg

Afspærring i forbindelse med undersøgelser er nu ophævet.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i morges og i formiddags været til stede i Skolegade i Esbjerg, da vi tidligt fredag morgen modtog anmeldelse om en mulig sædelighedsforbrydelse foregået på stedet. 
Ved anmeldelser af den karakter er det normal kutyme at afspærre det sted, hvor hændelsen er foregået, for at sikre, at eventuelle spor ikke bliver ødelagt. 

”Vi har arbejdet i et område omkring en baggård i Skolegade, hvor vi har undersøgt for tekniske spor. Vi er meget tidligt i vores undersøgelser, og vi kan derfor ikke sige yderligere om sagen på nuværende tidspunkt”, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen. 

Nu fortsætter undersøgelserne, som skal fastslå, om der er tale om et strafbart forhold. 

Fem mistede kørekortet på skolevej

0
Unavngivet 2 1

83 bilister kørte hurtigere end de 40 km/t, der er tilladt nær skole i Esbjerg

Onsdag eftermiddag kørte 83 bilister for stærkt på Stenhuggervej ved Marcusskolen i Esbjerg. Færdselspolitiet fra Syd- og Sønderjyllands Politi gennemføre en hastighedskontrol torsdag den 31. oktober og fulgte op onsdag eftermiddag mellem klokken 13.20 og 19.11. 

”Vi havde håbet, at farten var blevet sat ned efter vores første besøg, men må desværre konstatere, at der blev kørt alt for stærkt igen i går. Vi kommer helt sikkert igen, og jeg vil opfordre til, at man tænker på både sin egen og andres sikkerhed og sætter farten ned – især på skoleveje,” siger politikommissær Anders Hallen Borg fra Færdelssektionen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Der er på Stenhuggervej en hastighedsbegrænsning på 40 km/t. I løbet af den godt seks timer lange kontrol onsdag eftermiddag blev 83 bilister registreret med for høj fart. Den hurtigste kørte 89 km/t.  Fem bilister kørte så stærkt, at de står til at få frakendt kørekortet, mens 15 bilister får et klip i kørekortet. I tidsrummet passerede 511 biler stedet i alt i begge retninger.

Ved kontrollen den 31. oktober passerede 595 biler fartkontrollen. Dengang kørte 91 bilister for stærkt, heraf får 20 et klip og fem bilister står til en frakendelse af kørekortet.

20-årig mand idømt ubetinget fængsel for vanvidskørsel og for at udsætte andre for fare

0

Først var han involveret i et trafikuheld, så kørte han videre i bilen, som var i uforsvarlig stand, og derefter udsatte han andre for fare ved overhaling. 

En 20-årig mand fra Aarhus Kommune kørte en februar-aften i år vanvidskørsel i Esbjerg og Varde Kommune. Det er han nu dømt for. 

Manden var først indblandet i et færdselsuheld mellem Korskro-rundkørslen og Varde, hvorfra han kørte, inden sagen var håndteret. Uheldet var så voldsomt, at et dæk var punkteret, og bilens airbags var udløst. Det gjorde, at manden blandt andet ikke havde udsyn, da airbags dækkede for flere bilruder. 

Alligevel kørte han videre mod Varde, hvor han forsøgte at overhale en forankørende bil. På grund af tilstanden på den 20-åriges bil tog overhalingen længere tid, og det påvirkede, at en modkørende bilist måtte bremse meget kraftigt op og svinge bilen ud i rabatten. Der var tale om en civil politibil. 

En patruljebil kom til stedet og kunne anholde manden. Han blev sigtet, ligesom bilen, som ikke var hans egen, blev beslaglagt. Der blev også udtaget blodprøve på den 20-årige mand, og det viste sig, at han havde stoffet THC i blodet. Det blev han også sigtet for. 

I denne uge blev sagen afgjort ved Retten i Esbjerg. Den 20-årig mand blev idømt fire måneders ubetinget fængsel, ligesom han er frakendt kørekortet i halvandet år. Han skal derudover betale en bøde på 6.000 kroner, ligesom bilen skal konfiskeres. 

”Når man optræder på den måde i trafikken, hvor man både kører vanvidskørsel og udsætter andre for fare, har det en konsekvens. Det er en alvorlig forseelse, hvilket også ses i den dom, som retten har afsagt”, siger anklager Karen Lykke Pedersen, som har ført sagen i retten for Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi. 

Den 20-årige mand udbad sig betænkningstid i forhold til anke af dommen. 

Gerningsmand til grov vold i Esbjerg skal i retten i dag

0

45-årig mand fremstilles i grundlovsforhør – sigtet for grov vold begået onsdag aften

Formodet gerningsmand til grov vold i Esbjerg onsdag er fundet i København torsdag og anholdt. 

Vi fremstiller klokken 11 ved Retten i Esbjerg en 45-årig mand i grundlovsforhør. Han er sigtet for grov vold mod en 28-årig kvinde. 

Volden foregik onsdag aften i denne uge, hvor en 28-årig kvinde blev udsat for et groft overfald og vold i det centrale Esbjerg. Det skete blandt andet ved brug af en flaske, en sten og ved kvælningsforsøg. Hun blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset. 

Den nu sigtede og kvinden kender hinanden, og det viste sig, at den formodede gerningsmand var flygtet til Sjælland, hvor de også begge har adresse. Syd- og Sønderjyllands Politi har i den forbindelse haft et godt samarbejde med både Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi i forhold til at finde og anholde den 45-årige mand, som nu fremstilles i grundlovsforhør.  

 

Syd- og Sønderjyllands Politi offentliggør billeder af mistænkt i håb om at få identificeret bedragerimistænkt

0
Unavngivet 2 1

Syd- og Sønderjyllands Politi offentliggør nu billeder af en person, der er mistænkt for tre kontaktbedragerier i det østlige Esbjerg. Offentliggørelse sker i håb om, at borgerne kan hjælpe med at identificere personen.

I alle tre sager blev ældre borgere onsdag og torsdag i denne uge kontaktet på deres fastnettelefon af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Bank. I forlængelse af samtalen ankom en person til deres adresser under påskud af, at deres dankort enten var udløbet eller at deres dankort havde været anvendt til kriminalitet. I den forbindelse blev de tre borgere bedt om at udlevere kontanter, kreditkort og tilhørende pinkode. 

”Vi har overvågningsbilleder af en mistænkt både fra hans ankomst til en af adresserne og fra hævning på de forurettedes kreditkort. Jeg håber, at nogen kan genkende den mistænkte person og kontakter politiet, så vi kan få stoppet gerningsmanden,” udtaler politikommissær Morten Alslev.

Har du oplysninger i sagen eller genkender personen, så ring til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.