Esbjerg/Tarp: I forbindelse med et færdselsuheld på Tarp Hovedvej i nordgående retning omkring kl. 1608 mellem en ambulance og en personbil søger vi vidner, der har set færdselsuheldet. Ring 114 hvis du kan hjælpe. Vagtchefen #politidk
Tag: politi
To formodede butikstyve fremstilles i grundlovsforhør – de sigtes for i alt ni forhold
Butiksdetektiv opdagede tyveri og tilbageholdt to formodede butikstyve, som politiet derefter kunne anholde.
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdte tirsdag to formodede butikstyve. En butiksdetektiv opdagede tyveri og tilbageholdt to personer, indtil politiet nåede frem og kunne anholde dem.
Der er tale om to rumænske statsborgere. En kvinde på 40 år og en mand på 40 år.
Da betjentene ransagede parrets rygsæk, fandt de koster fra den pågældende butik.
”Ved hjælp af effektiv efterforskning har vi derudover kunnet koble de to formodede gerningspersoner til yderligere otte forhold af butikstyveri,” fortæller politikommissær Preben Meisner, UKA Vest hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Sigtelsen lyder derfor på i alt ni forhold af butikstyveri begået i henholdsvis Esbjerg, Haderslev og Varde, når den 40-årige kvinde og den 40-årige mand i dag klokken 15.00 fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.
Anklagemyndigheden forventer at anmode om lukkede døre, da en formodet medgerningsmand fortsat er på fri fod.
Patrulje affyrede varselsskud i Esbjerg
Beboere blev evakueret fra deres lejligheder i aftes efter trusler mod politiet.

En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi blev i forbindelse med en politiforretning mandag aften truet af en beboer i en lejlighed på Sportsvej i Esbjerg. Beboeren truede med at skyde betjentene.
Da betjentene vurderede, at manden var i besiddelse af et ægte våben, blev beboerne i opgangen evakueret. Da den 54-årige beboer efterfølgende rakte ud efter våbnet, råbte patruljen ham an. Da beboeren ikke reagerede på dette, affyrede patruljen et varselskud. Ingen kom til skade og den 54-årige mand blev derefter anholdt og sigtet for trusler. Beboerne kunne derefter vende tilbage til deres lejligheder, og Syd- og Sønderjyllands Politi aflægger i dag beboerne i den evakuerede ejendom et tryghedsbesøg.
Det viste sig efterfølgende, at der var tale om en hardball-pistol.
”Politiet tager alle sager med skydevåben alvorligt. Ofte kan politiet i situationen ikke vurdere, om der er tale om en hardball-pistol eller et farligt våben. Derfor tager vi de nødvendige forholdsregler af hensyn til både borgernes og betjentenes sikkerhed. Vi opfordrer derfor til stor omtanke i omgang med hardball eller attrapvåben. Det vil være meget tragisk, hvis politiet bliver tvunget til at anvende vores våben, og nogen kommer til skade – og det bagefter viser sig, at der var tale om et ufarligt våben,” siger politiinspektør Gert Bisgaard.
Da der ikke var tale om et ægte våben, bliver den 54-årige ikke fremstillet i grundlovsforhør, men han er fortsat sigtet for trusler mod politiet.
Politi sigter to mænd for omfattende bedragerier af ældre
To mænd blev i dag varetægtsfængslet mistænkt for at have lokket kreditkort fra ældre borgere
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt i går to mænd, der begge blev sigtet for omfattende bedrageri ved at have lokket kreditkort fra borgere og efterfølgende hævet kontanter i pengeautomater. Begge mænd blev i dag varetægtsfængslet i fire uger.
I den ene sag er der tale om en 36-årige udlænding med bopæl i Viby J ved Aarhus, der er sigtet for 17 forhold flere steder i Jylland og på Fyn. Blandt andet fem tilfælde af bedragerier i Esbjerg, Varde, Oksbøl og Brørup de seneste uger.
”Vi fik gode oplysninger i sagen fra de forurettede borgere og deres pårørende, som har været af stor betydning for efterforskningen og det siger vi stor tak for. Efterforskningen fortsætter, og vi kan ikke udelukke at den 36-årige sigtes for flere forhold,” siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov, leder af Områdecenter NordVest ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 36-årige er ud over de fem forhold hos Syd- og Sønderjyllands Politi sigtet for bedragerier Thyborøn, Bækmarksbro og Sørvad i Midt- og Vestjylland, Lunderskov og Vamdrup, samt i Fåborg og Ringe på Fyn.
I den anden sag fik Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse fra en pårørende, hvis mor havde kontaktet vedkommende, efter moderen havde udleveret sit kreditkort.
”Vi fik samtidig information fra Sydbank om, at der var et bedrageri i gang, og banken leverede meget hurtigt både et registreringsnummer på en bil og billeder af gerningsmanden i færd med at hæve penge. De oplysninger betød, at vi hurtigt fandt frem til en 22-årig mand, der blev anholdt klokken 16.40 og sigtet for tre forhold i Nordborg-området. Jeg kan ikke udelukke, at der kommer yderligere forhold til,” siger vicepolitiinspektør Henning Marcussen, leder af Områdecenter Syd ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 36-årige mand blev i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg, der varetægtsfængslede ham i fire uger. Den sigtede erkendte delvist og tog forbehold for at kære kendelsen.
Ved Retten i Sønderborg blev den 22-årige mand fremstillet i grundlovsforhør klokken 11. Retten varetægtsfængslede ham i fire uger. Den 22-årige erkendte forholdene.
Der var i begge tilfælde lukkede døre under grundlovsforhøret, og Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger af hensyn til den videre efterforskning.
Kan du genkende manden her? Han formodes at stå bag flere tilfælde af bedrageri mod ældre borgere
Bedragerierne er foregået i Alslev, Vrøgum og Esbjerg.

Foto politiet: Har du set manden her, eller ved du, hvem han er, så kontakt politiet på tlf. 1-1-4.
Torsdag formiddag og eftermiddag har tre personer været udsat for bedrageri i henholdsvis Esbjerg, Vrøgum og Alslev.
Det er foregået på samme måde ved, at en person har ringet op til borgeren og udgivet sig for at være fra banken og aftalt, at der kommer en person til adressen og henter borgerens betalingskort.
I to af tilfældene er det efterfølgende lykkedes at hæve på borgernes kort efterfølgende.
Da der er flere sammenfald i de tre sager, formoder Syd- og Sønderjyllands Politi, at der er tale om den samme gerningsperson.
Syd- og Sønderjyllands Politi er i gang med efterforskningen og har indhentet videoovervågning, hvorfra billedet her af en formodet gerningsmand stammer.
Har du set manden her i Esbjerg, Vrøgum eller Alslev i går, torsdag? Eller ved du, hvem han er?
Så kontakt med det samme politiets servicecenter på tlf. 1-1-4, så vi kan forebygge, at der sker flere bedragerier.
Husk: Dit pengeinstitut vil aldrig ringe på den måde. Læg røret på og ring selv op i stedet.
Politi: Forrirret mand eftersøges
ESBJERG: Vi søger forvirret patient, som har forladt Esbjerg Sygehus. Beskrives som: Mand, 69 år, 180 cm, sort/gråt hår, iført sygehustøj. Ring 114, hvis du ser ham. Vagtchefen. #politidk
Politiet advarer mod svindel
Hvis borgere bliver kontaktet af personer, der udgiver sig for at være fra banken, smæk røret på. Udlever ikke kort, koder eller smykker til nogen, der henvender sig på bopælen. Banker opsøger ikke kunder på bopælen. #politidk
22 årig sigtet i sag om ulovligt fyrværkeri
Syd- og Sønderjyllands Politi har beslaglagt stor mængde ulovligt fyrværkeri, kontanter og peberspray
Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt og sigtede mandag eftermiddag en 22-årig mand for at være i besiddelse af ulovligt fyrværkeri med henblik på videresalg.
Politiet fandt ved en ransagning på mandens adresse i Esbjerg en stor mængde ulovligt fyrværkeri, blandt andet 20 krysantemumbomber, 37 pakker DumBum og 15 kanonslag. Krudtet havde en samlet NEM-vægt på godt 12 kilo. NEM (Netto Eksplosivstof Mængde) angiver vægten af de kemiske blandinger, der udgør eksplosivstoffet i fyrværkeriet. Politiet beslaglagde derudover mere end 16.000 kroner, ligesom der blev fundet en peberspray.
Den 22-årige blev efter afhøringen løsladt, men er fortsat sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og af våbenloven.
Politiets analyser kan identificere sandsynlige indbrudssteder, en formodet indbrudstyv er blevet varetægtsfængslet
De seneste dage er en formodet indbrudstyv og to litauiske statsborgere, som blev standset med store mængder tyvekoster i bilen, blevet fremstillet i grundlovsforhør og fængslet i fire uger.
Indsatsen for at forebygge så mange juleindbrud som muligt i Syd- og Sønderjyllands Politikreds har givet resultat.
De gode resultater kommer ofte, fordi Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder analysebaseret, og det bidrager til det gode arbejde, som patruljerne udfører.
”Vi sætter den viden, vi får og indhenter, i system, og det kan i forhold til indbrud eksempelvis resultere i, at vi kan udpege steder, hvor der er sandsynlighed for, at et af de næste indbrud kommer til at foregå”, siger vicepolitiinspektør Jan Rasmussen, som er leder for blandt andet analyseafdelingen hos Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg.
Analyserne kan bestå af mange forskellige ting. Det kan i nogle tilfælde handle om adfærdsmønstre: Hvordan indbrud foregår, hvilket køretøj der bruges og andre detaljer, der bliver samlet og analyseret.
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder en dedikeret gruppe medarbejdere med analyser af forskellig art – herunder indbrud.
”Vi bruger al den viden, vi selv indsamler, og derudover er vi afhængige af folks øjne og ører ude i lokalsamfundene, og af at de deler deres iagttagelser med os. Det giver gode og meget brugbare analyser, som kan forebygge indbrud, når vi samler politiets og borgernes oplysninger”, siger vicepolitiinspektør Jan Rasmussen.
En formodet indbrudstyv anholdt
Indenfor de seneste dage har vi anholdt, sigtet og fremstillet en formodet indbrudstyv og to formodede butikstyve i grundlovsforhør.
Onsdag blev en 34-årig mand varetægtsfængslet. Han blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg mistænkt for at stå bag to indbrud tilbage i august begået i henholdsvis Skærbæk og Tønder, et indbrud i Gram i november og et indbrud i et skur i Esbjerg i begyndelsen af december, ligesom han er sigtet for et indbrudsforsøg. De aktuelle forhold, han er sigtet for, og som førte til anholdelse og fremstillingen i grundlovsforhør, er flere forhold af tyveri fra biler i Esbjerg, hvor der er knust ruder for at komme ind i bilerne. Han er nu varetægtsfængslet i fire uger.
Torsdag blev to litauiske statsborgere fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. De to mænd på henholdsvis 25 og 40 år er mistænkt for at have begået en lang række tyverier langs den jyske vestkyst og i Midtjylland. I bilen, som de to mænd blev standset i, fandt politiet tyvekoster for omkring 26.000 kroner – heriblandt adskillige kobberkabler.
Vicepolitiinspektør Nikolaj Hølmkjær er i front for den gruppe hos Syd- og Sønderjyllands Politi, som lige nu arbejder med at opklare og forebygge indbrud, og der bliver arbejdet på mange fronter:
”Vi fortsætter vores ekstraordinære indsats her op mod jul for at forhindre så mange juleindbrud som muligt”, siger vicepolitiinspektør Nikolaj Hølmkjær.
FAKTA
Hvis du ser et indbrud, der er i gang lige nu, så ring 1-1-2. Ser du mistænkelige personer eller køretøjer i dit nabolag, så ring 1-1-4.
Billedtekst: Vicepolitiinspektør Jan Rasmussen er leder for analyseafdelingen hos Udlændingekontrolafdeling Vest i Padborg. Her bliver viden fra både politiet selv og borgerne sat i system, og det giver værdifulde analyser i forhold til at forebygge indbrud. Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi
Politiet undersøger dødsfald
Syd- og Sønderjyllands Politi undersøger omstændighederne omkring et dødsfald lørdag
Syd- og Sønderjyllands Politi undersøger omstændighederne omkring et toårigt barns død lørdag. Barnet blev natten til lørdag indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og blev efterfølgende overført til Odense Universitetshospital, hvor barnet afgik ved døden lørdag kort før klokken 16.
”Vi har indledt en undersøgelse af dødsfaldet for at få afklaret de nærmere omstændigheder”, siger vicepolitiinspektør Brian Skovrup Christensen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet er i forbindelse med undersøgelserne til stede på en adresse i Varde Kommune, ligesom der vil blive foretaget afhøringer for at klarlægge omstændighederne omkring dødsfaldet.
De pårørende er underrettet. Politiet har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger i sagen.





