Home Tags Politi

Tag: politi

Nattens politirapport for Esbjerg

0

Der har været 3 hændelser i Esbjerg i nat.

Kl. 01.54 sigtes en 21 årig mand for besiddelse af hash.

Kl. 04.15 stoppes en bil med en 20 årig mand i Jernbanegade, føreren sigtes for narkokørsel.

Kl. 04.32 anmeldes tyveri fra en villa i Myrtueparken. Der er stjålet 3 Louis Poulsen lamper, der hang udendørs. En mørk golf er set forlade stedet og politiet søger vidner hertil.

Tryghedsøvelse på sygehuset

0

Repræsentanter fra Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydvestjysk Sygehus afholdt fredag et fælles møde om sikkerhedsprocedurerne på sygehuset i forbindelse med, at personer med tilknytning til bandegrupperinger bliver indlagt.

Mødet blev holdt i forbindelse med debatten tidligere på ugen om utryghed for personale og patienter ved sådanne indlæggelser, hvor der kan opstå uro på afdelingerne.

Fokus på tryghed

Både Sydvestjysk Sygehus og Syd- og Sønderjyllands Politi er meget optaget af, at der skal være trygge forhold for både personale og patienter på sygehuset. Den tilgang afspejles også i de eksisterende planer.

– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der skal være trygge forhold for de ansatte og for patienterne på sygehuset. Vi ser med stor alvor på situationen, hvis dette ikke er tilfældet, pointerer politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Faste procedurer

Begge parter er enige om, at der er et særdeles godt samarbejde om sikkerheden på sygehuset, og politiet er løbende til rådighed for at justere indsatsen.

Der er procedurer, der sikrer grundig briefing til sygehuspersonalet og en vurdering af sikkerhedssituationen ved indlæggelser af personer med tilknytning til bandegrupperinger. Der er alarmprocedurer, der sikrer hurtig udrykning, hvis hospitalet har behov for det. Det gælder både parterne imellem samt internt på sygehuset. Derudover har politiet interne procedurer for, at der sendes politipersonale til sygehuset. Det sker i tilfælde af politiopgaver, som kan medføre uro på en afdeling.

Politi på stedet

– Vi har flere gange haft politi på hospitalet i forbindelse med sådanne indlæggelser.Vi ved, at det har den ønskede effekt. Tilstedeværelsen skaber øget tryghed og virker præventivt over for støtter, pårørende eller rivaler til indlagte personer med tilknytning til bandegrupperinger. Og opstår der i øvrigt situationer, hvor hospitalet har brug for politiet, kommer vi prompte, fremhæver Jørgen Meyer.

Øvelse – for en sikkerheds skyld

På mødet blev de nuværende sikkerhedsrutiner og -udstyr gennemgået og drøftet. Og fremadrettet vil Sydvestjysk Sygehus i samarbejde med politiet for en sikkerheds skyld afholde en såkaldt planspilsøvelse.

– Ser vi på de få hændelser, der har været de seneste par år, har procedurerne fungeret upåklageligt, og samarbejdet med politiet har været særdeles godt. Men det er altid sundt at trykprøve rutinerne. På denne måde får vi også i endnu større omfang udbredt medarbejdernes kendskab til, hvordan beredskabet fungerer. Det gælder internt og tværsektorielt. Og øget kendskab kommer både ansatte og patienter til gode, fastslår direktør Per Busk fra Sydvestjysk Sygehus

Vidner til voldtægtsforsøg søges

0

Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp til at finde gerningsmanden i forbindelse med en anmeldelse om forsøg på voldtægt i Esbjerg.

Hændelsen fandt sted fredag den 10. august klokken cirka 01.45 i baggården til Østergade 19, hvor det lykkedes kvinden at sparke sig fri og flygte fra stedet.

Signalement af gerningsmanden:

18 – 23 år Cirka 175 centimeter høj Østeuropæisk udseende, muligvis fra Balkanområdet Talte gebrokkent engelsk Lysebrun hudfarve Almindelig af bygning 5 – 7 centimeter langt, brunt hår, lidt bølger/krøller på toppen og kort i siderne Rundt ansigt Brune øjne Var iført sorte cowboybukser og sort forvasket/gammel hættetrøje Medbragte en hvid plasticpose

Syd- og Sønderjyllands Politi håber at komme i kontakt med vidner til hændelsen, eller borgere, som kan genkende gerningsmanden. Man kan kontakte politiet på 1-1-4.

2 anholdt for våbenbesiddelse, tvang og vold

0

Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt onsdag eftermiddag i alt fem personer i en sag om ulovlig tvang samt vold og våbenbesiddelse

Hændelserne har fundet sted på en adresse i Skodborg i Vejen Kommune natten til onsdag.

Fire personer blev anholdt onsdag eftermiddag ved en koordineret aktion på en adresse i Øster Løgum i Aabenraa Kommune, mens den femte person blev anholdt på en adresse i Rødding i Vejen Kommune.

Tre personer blev efterfølgende løsladt, mens to mænd på henholdsvis 29 og 30 år fortsat er anholdt.

De ventes fremstillet ved et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg senere torsdag med krav om varetægtsfængsling.

Banderne skaber utryghed på sygehuset

0

Som akutsygehus påvirkes Sydvestjysk Sygehus af begivenheder i optageområdet – således også den seneste tids episoder med relation til Esbjergs bandegrupperinger. Sygehuset kommer i spil, når ofre for episoderne behøver behandling. Oftest foregår dette i ro og orden, men i sjældne tilfælde opleves det, at andre involverede følger med ind på sygehuset.

De tilfælde kan opleves som voldsomme for sygehusets medarbejdere og øvrige patienter. Derfor træder en række sikkerhedsmæssige foranstaltninger i kraft. Det gælder såvel internt som i kontakten med politiet.

Klare aftaler
Parterne har igennem flere år haft klare aftaler og procedurer på området. Og hvis der er risiko for, at en person, der er indlagt, kan blive opsøgt på sygehuset – og at der således kan være risiko for uro – sætter politiet politipersonale på sygehusafdelingen. Og opstår der i andre tilfælde uro på sygehuset, sender politiet omgående betjente til stedet.

De seneste episoder med tilknytning til bandeuroen i Esbjerg har ikke givet anledning til nogen form for skærpelse af sikkerheden på Sydvestjysk Sygehus. Her er ikke ændret i de sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Medarbejdere i Akutmodtagelsen vælger selv, om de ønsker at bære en overfaldsalarm. Ønsket om dette er ikke større end hidtil.

Godt samarbejde
Både Sydvestjysk Sygehus og Syd- og Sønderjyllands Politi er meget optaget af, at der skal være trygge forhold for både medarbejdere og patienter på sygehuset. Og begge parter understreger, at vi har et særdeles godt samarbejde om sikkerheden for både personale og patienter, hvis der opstår uro og andre utryghedsskabende hændelser på sygehuset, når personer med tilknytning til bandegrupperinger bliver indlagt.

Parterne holder jævnligt møder om det daglige samarbejde, og har desuden aftalt møde fredag den 24. august for at gennemgå de nuværende arbejdsgange og drøfte, om der er behov for yderligere tiltag.

24-årig sigtet for forsøg på manddrab

0

En 24-årig mand blev onsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for forsøg på manddrab.

Manden, der er fra Esbjerg, blev anholdt tirsdag klokken 16.47 i byen og er sigtet for forsøg på manddrab i forbindelse med en skudhændelse torsdag den 16. august om aftenen i Esbjerg.

Der blev afgivet flere skud mod en personbil, der blev fundet på Askelunden i Esbjerg, men ingen personer kom noget til ved hændelsen.

24-årig anholdt for skudepisode

0

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi fremstiller onsdag klokken 10.30 en 24-årig mand i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.

Manden, der er fra Esbjerg, blev anholdt tirsdag klokken 16.47 i byen og er sigtet for forsøg på manddrab i forbindelse med en skudhændelse torsdag den 16. august om aftenen i Esbjerg.

Der blev afgivet flere skud mod en personbil på Askelunden i Esbjerg, men ingen personer kom noget til ved hændelsen.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre ved grundlovsforhøret.

Politiet har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger til pressen om sagen.

Kvinde uden for livsfare efter knivoverfald

0

En 42-årig mand fra Varde blev tirsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i 14 dage, sigtet for grov vold mod sin samlever.

Hændelsen fandt sted mandag aften i Varde. Gerningsvåbnet var en kniv. Og den 42-årige blev anholdt kort efter klokken 19.00.

Kvinden blev indlagt på Sydvestjysk Sygehus, hvor hun stadig opholder sig. Hendes tilstand er stabil, og hun er uden for livsfare.

Syd- og Sønderjyllands Politi samt anklagemyndigheden har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger til pressen.

42 årig mand sigtet kirkeindbrud

0

Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi fremstillede mandag en 42-årig mand fra Esbjerg i et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.

Den 42-årige er sigtet for flere indbrud i kirker i Esbjerg og Varde kommuner samt brugstyveri af en personbil.

Rettede mistanke mod manden
Manden blev anholdt tidligt søndag formiddag, efter at han forulykkede i en stjålet personbil på Varde Landevej, nord for Varde.

Efterforskningen viste efterfølgende, at bilen var stjålet på Åkirkevej i Janderup, nær Janderup Kirke, kort før ulykken fandt sted.

Og da politiet kort forinden havde modtaget anmeldelse om et indbrud i kirken og havde sendt en patrulje til stedet, blev mistanken rettet mod den 42-årige mand.

Ransagning
Ved en efterfølgende ransagning på mandens bopæl, blev der fundet flere genstande, som politiet mistænker stammer fra indbrud i kirker.

Den 42-årige blev under grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger.

Den sigtede erkendte under grundlovsforhøret brugstyveriet af køretøjet samt et tilfælde af tyveri i en kirke.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger i sagen, da den stadigvæk efterforskes.

Politiet opretter visitationszone i Esbjerg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at indføre en visitationszone i Esbjerg by.

Område

Visitationszonen omfatter et område afgrænset af E20 – Dokken – E20 – Adgangsvejen – H E Bluhmes Vej – Sædding Strandvej – Gudenåvej – Stenhuggervej – Smedevej – Sædding Ringvej – Gjesing Ringvej – Kjersing Ringvej og tilbage til E20 inklusiv de nævnte gader.

Visitationszonen er gældende i tidsrummet fra og med fredag den 17. august 2018 klokken 18.00 til og med mandag den 17. september 2018 klokken 18.00.

Stikprøvevisitationer

Politiet kan indføre visitationszoner i medfør af politilovens paragraf seks. I zonen har politiet ret til at foretage såkaldte stikprøvevisitationer, hvor myndigheden ellers udelukkende må visitere på baggrund af en konkret mistanke.

Politiet må i visitationszonen kropsvisitere borgere samt undersøge borgernes tøj, andre genstande samt borgernes biler.

Flere sammenstød

Indførelsen af en visitationszone sker som følge af, at der i den seneste tid har været flere voldelige sammenstød mellem to lokale grupperinger, senest i går, torsdag den 16. august 2018, hvor der blev afgivet skud på hjørnet af Hermodsvej og Jagtvej i Esbjerg. En personbil med skudhuller blev efterfølgende fundet på Askelunden i Esbjerg.

Visitationszonen omfatter en betydelig del af Esbjerg by. Og zonen skal ses i sammenhæng med, at grupperingernes sammenstød er sket flere steder i byen.

Visitationszonen har et forebyggende sigte med hensyn til at forebygge yderligere sammenstød og deraf følgende fare for personers liv og helbred.