Home Tags Poldk

Tag: poldk

Flere uddannelser for Esbjergs skyld

2

Af Frederik Bloch Münster, Folketingskandidat (C)

Siden regeringen trådte til er det blevet slået fast gang på gang, at der er et ønske om at hele Danmark skal have de bedste muligheder for at vokse på alle parametre, således at der hersker udvikling og et positivt syn på fremtiden overalt i Danmark.

I Esbjerg er vi ikke omringet af ligeså befolkningsrige områder som vores eget, nej her er vi den største kommune befolkningsmæssigt og økonomisk, og fører an på både arbejdspladser, kulturtilbud og uddannelser.

Netop uddannelser er af stor betydning, for det er uddannelsesmulighederne i Esbjerg Kommune der sikrer at unge esbjergensere kan dygtiggøre sig og starte sin egen familie på hjemstavnen, samtidig med at ambitiøse unge udefra kan lokkes til området, og få øjnene op for hvad vi rent faktisk har at tilbyde dem.

Desværre halter det med at sikre flere uddannelser. Ganske vidst har både Esbjerg og Ribe fået glæde af udflytningen af statslige arbejdspladser, men det der for alvor batter noget, er hvis vores kommune sikres flere uddannelser.

Tænketanken Kraka var forleden ude med meldingen om, at Esbjerg ville passe perfekt som hjemby til uddannelser som jura, historie og psykologi.

Netop sådanne uddannelser vil kunne sende Esbjerg op i en hel ny liga som uddannelsesby, hvor vi i så fald vil kunne konkurrere med Odense, Aarhus og København i langt højere grad end vi gør i dag.

Vi skal kunne tro på at vores område kan rumme sådanne ambitioner og uddannelser, for uddannelsernes placeringer er ikke skrevet i sten, men er derimod politisk besluttet. Vi kan gøre en forskel, hvis blot vi sørger for at Christiansborg forstår vigtigheden af et stærkt Sydvestjylland med et vibrerende erhvervsliv, en god ungdomskultur og uddannelser i verdensklasse.

Fædrenes synder

0

Fædrenes synder
Der findes et gammelt ordsprog: ”Fædrenes synder nedarves på sønnerne”. I sammenhængen med Afrika er der jo nok nærmere tale om tipolde-fædrenes synder, som stadig plager os den dag i dag.

Da man tilbage i 1800-tallet med blyant og lineal fordelte hele det afrikanske kontinent mellem Europas lande, skabte man unaturlige og reelt ikke bæredygtige nationer, og man gjorde det for at sikre sin egen industrielle udvikling billige råvarer og arbejdskraft – under tiden gratis.

Man gjorde det i påberåbelsen af Vor Herre og en religiøst baseret indlysende ret til at ”hjælpe de tilbagestående afrikanere”, som man i datiden jo knapt betragtede som mennesker, og slet ikke omfattet af det kristne budskab om, at vi i Herrens øjne alle er lige værdige – det blev et korstog med meget langvarige konsekvenser.

Med kold eller varm hånd
Min mor havde et udtryk omkring arv, der handler om, at der som bekendt ingen lommer er i det sidste sæt tøj, så man har valget at aflevere sine midler med kold hånd, når man er død, eller ved arveforskud med varm hånd. Hun valgte det sidste, og fik det udbytte at se, hvad vi gjorde med midlerne.

I forhold til verdens midler gælder det samme princip – det er kun til låns. Og vi kan vælge at holde krampagtigt fast på vores goder og privilegier eller vi kan med varm hånd vælge at bruge af vores midler til at skabe bedre livsbetingelser for flere.

Risikoen ved at dele er, at midlerne lander i de forkerte lommer – men pointen er, at de forkerte også kun låner indtil de med kold hånd bliver tvunget til at aflevere det, som de ikke ville dele med varm.
Risikoen ved at lade være med at dele er, at det i sig selv motiverer de der ikke har noget at miste til at komme og tage vores midler fra vores så kolde hånd…

Afrika må hjælpe Afrika, men ikke alene
Den Afrikanske Union (AU) har for nylig erkendt, at kontinentet har et alvorligt problem med korruption, og det vil alle statslederne så gøre noget alvorligt ved, idet man forventer at have løst problemet allerede i 2063!!!! Det vil sige, at kontinentets nuværende magthavere i realiteten har opgivet selv at løse det problem. Hvis vi som globalt samfund tillader en sådan ansvarsløshed, så vil vi blive de nye fædre, der overlader til vores oldebørn at bære konsekvenserne af vores nye synder.

Realiteten er at ingen har råd til at vente til efter den igangværende befolkningseksplosion på at løse Afrikas problemer – og korruption er helt sikkert et problem, men ikke i nærheden af hovedproblemet, der er overbefolkningen, der skubber bag på fattigdom, elendighed og tilbagegang.
Løsningen af verdens problemer i Afrika må nødvendigvis have et afrikansk udgangspunkt. Ligesom problemet har, så skal løsningen også have udgangspunkt i magten – nationalt og kontinentalt.

At forestille sig den rene frelsers komme, hvorefter rovdyr og planteæder lever i fredelig sameksistens er en utopi. Men ligesom det var en dårlig ide, at man fra Europa blandede sig i Afrikas interne magtkampe og krige, lige så lidt kan verden i dag bestemme magten i de 54 afrikanske lande, men vi kan understøtte de bejlere til magten, der vil bruge en kraftig forbedring af massernes levevilkår som middel til at få magten, for så er der håb om, at færre immigrerer og færre får mange børn.

Det giver i den sammenhæng mening at understøtte fri handel, fjernelse af handelsbarrierer, told og moms fra afrikansk eksport til resten af verden, fordi det vil være den første betingelse for en vellykket udvikling, ligesom det giver mening at yde hjælp til selvhjælp i et inddragende og aktiverende samarbejde, så vi hjælper dem bæredygtigt til selv kan hæve deres egen levestandard. Det handler om basale behov først og fremmest, så finder afrikanerne selv ud af resten: Demokrati, retsstat og frihedsrettigheder – selvfølgelig i en lokal afrikansk version. Hvad ellers?

Det kan betale sig
Europa består af 47 lande, og der er ikke 2 der er ens. Afrika består af 54 lande, og heller ikke her, er der 2 der er ens. Løsningen af kontinentets problemer skal selvfølgelig afspejle denne forskellighed, men på det overordnede plan vil implementering af ovennævnte løsning eller strategi kræve en fælles indsats af EU, USA, NATO, OPEC, Kina og Rusland.

Som en del af løsningen af kontinentets overordnede strukturelle problemer bør man give de afrikanerne en reel mulighed for at gentænke grænsedragninger og nationsdannelserne, der var resultatet af blyanters og linealers tilfældigheder i 1800-tallets Europa, og de deraf kunstigt skabte krudttønder af etniske konflikter – hvis kontinentets problemer for alvor skal løses, så må det være på tide med en revision!

En anden del handler om flygtninge fra Afrika, hvor hovedparten er fattige immigranter, der ser et liv på den sociale bund eller lavere i Europa som en betragtelig forbedring af de vilkår de rejser fra. Stormagtsgruppen burde oprette, sikre og drive en række store flygtningebyer langs hovedårerne af de store flygtningeruter. Samtidig vil en sådan løsning kræve, at Europa lukkes hermetisk for denne type flygtninge, således at alle spontane immigranter, der selv kommer til Europa sendes retur til den flygtningelandsby, der ligger tættest ved vedkommende oprindelsesland.

Herudover udvikler stormagtsgruppen i massivt omfang egentlige udviklingsplaner ud fra princippet hjælp til selvhjælp og med beskæftigelse og lokal værdiskabelse for øje, så man ikke alene sikrer allerede modtagne flygtninges muligheder for at vende hjem, men samtidig fjerner incitamenterne til, at nye flygtninge rejser ud.

Jeg er overbevist om, at en sådan indsats ville skabe så stor en velstandsstigning rundt om på kloden, at vi samtidig ville bidrage til en reduktion af “alle problemers moder” – al erfaring viser faldende fødselstal, når velstanden stiger.

Til de der advarer om, at dette er alt for dyrt, så er der den ekstra pointe, at en egentlig gennemførelse formentlig ville skabe den største velstandsstigning hos donorerne selv, fordi vi får flere købedygtige mennesker i verden at handle med end vi har nu.

Og hvis ikke vi hjælper Afrika med at løse deres problemer i Afrika, så vil de sprede sig til vores egen del af verden – med varm eller kold hånd, så nedarves vores synder på de kommende generationer….

Læserbrev af Susanne Hartvig

0

Giv børnene en stemme

Jeg er netop kommet hjem fra en politisk debataften, hvor emnet var fremtidens familiepolitik. Fire politikere, der alle stiller op til det forestående kommunalvalg, gav os forældre lov til at debattere og komme med ideer til fremtidens politik inden for familieområdet i Esbjerg Kommune.

Store drømme

De fire politikere delte deres drømme for familieområdet. ”Lad os nytænke hele børnepasningsområdet. Der er brug for innovation!” lød det fra en drømmende politiker, og jeg nikkede anerkendende til hvert et ord. Det er godt, at der er politikere, der drømmer og har ambitioner på vegne af vores børn og familier.

Men det slog mig også, at mange forældre, der har børn i kommunens dagtilbud, er holdt op med at drømme store drømme. For det eneste vi drømmer om er, at de helt fundamentale behov hos vores børn bliver mødt.

Er det ikke en falliterklæring, at noget, der burde være så selvfølgeligt; nærvær og voksenkontakt, er det vi forældre går og sukker efter?

Når nærvær er en mangelvare

I kommunens vuggestuer, børnehaver og på folkeskolerne er ressourcerne ofte så få, at børnene ikke oplever nok af det nærvær, vi alle ved er fundamentet for deres trivsel og udvikling.

I effektiviseringens navn tænker kommunens politikere i stordrift, kvantitet og produktionsniveau. Tænk, at New Public Management, der ellers efterhånden bandlyses af så mange, lever i bedste velgående ude i vores institutioner. På sygehusene måler vi formålsløst på, hvor mange syge borgere vi får igennem systemet, frem for at være optaget af, hvor mange syge borgere, der rent faktisk bliver raske. Men er vi ikke alle enige om, at det er det sidste, der skaber egentlig værdi?

På samme måde virker det til, at kommunens politik tager udgangspunkt i, hvor mange børn vi kan stuve sammen på en stue, og hvor mange pædagoger vi kan spare væk. Ambitionen er ikke at udvikle børnene, blot at opbevare dem. Men hvem kigger på konsekvenserne af undernormeringerne? Hvem sætter sig i børnenes sted? Hvem spørger, hvad der skal til for, at vores børn trives og udvikler sig til velfungerende samfundsborgere.

Et nedslag i virkeligheden

Min ene datter nåede (desværre) at gå nogle uger i en kommunal vuggestue. Det sluttede brat en tidlig fredag eftermiddag, hvor jeg fandt min datter grædende i et hjørne på en voksenforladt stue sammen med 10-12 andre vuggestuebørn. Hun havde høj feber, men ingen havde set hende, trøstet hende eller taget hendes varme trøje af. Den dag lovede mig selv aldrig at udsætte hende for det omsorgssvigt igen.

På vejen ud af stuen mødte jeg den stakkels pædagogstuderende, der var dagens vikar (den faste pædagog var sygemeldt med stress). Jeg spurgte hende vredt, hvorfor hun ikke havde ringet efter mig eller i det mindste taget min datters trøje af. Hun svarede opgivende: ”Det hele er lidt hektisk i dag. Jeg har desværre ikke nået det” og fortsatte ind på stuen, hvor flere ildebrande ventede.

I dag går mine børn i privatskole og i privat børnehave, for jeg har ikke tillid til, at kommunen kan løfte opgaven. Jeg ved, at pædagogerne vil og kan, men ressourcerne skal og må følge med.

Giv familierne en stemme

I aften har jeg mødt politikere, der tør drømme stort. Politikere, der også er forældre, og som ønsker at se en forandring inden for det familiepolitiske område.

Min drøm er, at vi begynder at inddrager børnene og forældrene i den familiepolitik, kommunen udarbejder. At vi, børn og forældre, får en stemme. Som der blev sagt under debatten i aften: ”Hvem spørger egentlig børnene?” Børnene, familierne, burde have mulighed for at komme til orde. Det er trods alt dem, det hele handler om.

I Esbjerg Kommune har vi et Udsatteråd og et Handicapråd, hvor repræsentanter for socialt udsatte og handicappede giver deres mening til kende, udvikler ideer, opsøger eksperter og udfordrer de beslutninger, politikerne træffer. Men hvad med os forældre? Og hvad med vores børn? Hvor kan vi få lov til at komme til orde? Hvordan kan vi få politikerne i tale – også efter valget?

Måske kunne et skridt i den rigtige retning være at etablere et Familieråd, der tvinger politikerne til at lytte til dem, der taler børnenes sag.

Skrevet af en mor – Susanne Hartvig

Vil du være med til at forme fremtidens familiepolitik?

I aftes afholdte 4 kvindelige politikere et åbent debatmøde på Dronning Louise. Her var håbet, at de godt 30 fremmødte kunne få indflydelse og indsigt i fremtidens familiepolitik i kommunen. Et par mænd havde vovet sig ud, men ellers var det kvinderne, der tog teten i aftenens debat.

Efter et fint oplæg fra psykolog Rasmus Alenkær gik de fremmødte gruppevis i gang med at diskutere og skrive ned, hvad de havde af tanker og ønsker til ændringer i den nuværende familiepolitik. Slutteligt samlede man alle sedlerne ind til forhåbentlig fremtidig inspiration for de politikere, vi sætter vores lid til i byrådet.

Familiepolitikken har betydning for alle, der har med børn at gøre, hvad enten det er som mor eller pædagog.

Er skoledagene for lange? Er børnene stressede? Har pædagogerne for få hænder til de børn, de har ansvaret for?

Hvad betyder noget for dig og din hverdag?

Du bestemmer selv, når du sætter dit kryds den 21. november. Hvem skal have ansvaret for din hverdag?

Aftens debat var arrangeret af Diana Mose (SF), Britta Bendix (V), May-Britt Andersen (K) og Anne Marie Geisler Andersen (RV).

Politikerne fremlagde deres drømme for fremtiden,
her er polikernes ønsker.

Diana Moses top 3:

1. Minimumsnormeringer i vores dagtilbud

2. En kommune hvor vi understøtter vores børnefamiliers mulighed og behov for at være forskellige ( skæve åbningstider, deltidspladser i dagtilbud, støtte til pasning i eget hjem, lige muligheder for alle til deltagelse i f.eks fritidstilbud og dermed forskellige tilbud – generel fleksibilitet også på kommunen som arbejdsplads.)

3. En kommune der er klar med tidlig indsats, med reel støtte og hjælp når familier rammes af sygdom, når en familie får et barn med et handicap eller får udfordringer der er svære at klare selv. At vi reelt lytter i et værdigt samarbejde og hjælper der hvor vi kan og hvor der er behov – så familier der i forvejen har nok at kæmpe imod ikke også skal kæmpe mod kommunen.

Britta Bendix´s top 3:

1. Et større udvalg i pasningstilbud (hjemmepasning inkl bijob, storbørnsdagpleje 3-6år, privat/kommunal vuggestue og børnehaver osv)

2. Et skolesystem der sætter barndommen før test/systemer

3. Hurtig hjælp til børn med behov (indsats fremfor udredning)

Esbjerg kan få sin første kvindelige borgmester

Du har sikkert ikke tænkt over det, for kun de største partier har meldt ud, de deltager i kampen om borgmesterposten, men rent faktisk er alle spidskandidaterne for de forskellige partier borgmesterkandidater.

Om det rent sandsynligt kan lade sig gøre, at gå ind og blive borgmester for eksempelvis Diana Mose afhænger 100 % af, hvor mange stemmer hun får til valget.

Hun skal have flere stemmer end de partier, hun har dannet valgforbund med, og her er den største modkandidat John Snedker og Socialdemokratiet.
Under normale omstændigheder, ville SF ikke få flere stemmer end S, men da det i år er et valg,  hvor Johnny Søtrup ikke stiller op, står hans ca. 12.000 personlige stemmer og flyver lige nu….

De kunne sagtens flyve Dianas vej?

Ville det overraske dig?

Anders Samuelsen på charmeoffensiv i Esbjerg

Anders Samuelsen tager rundt i Danmark for at bakke kandidaterne op,  og i dag er turen nået til Esbjerg.

Vi har fået mange huk gennem de sidste 7 år, men vi bliver alligevel ved med at få flere vælgere, siger Samuelsen småsmilende.

Liberal Alliance holder opstillingsmøde på Portlands i Skolegade.

Kandidaterne giver hver en kort præsentation af sig selv. Yngste kandidat er Mads på 18 år, studerende. Mads lægger ud, da han skal nå at tilbage i skole.

Rene på 55 år har været i udlandet mange år, og oplever der er for mange regler og bureaukrati at vende tilbage til, så det vil han fokusere på at gøre noget ved.

Jens på 44 år ønsker at streetrace skal have en bane, de må køre lovligt på. Ligeledes vil han kæmpe for bedre vilkår for landbruget.

Lasse på 42 år kæmper for, at erhvervslivet skal have bedre vilkår og Esbjerg skal være en bedre by at komme til som tilflytter.

Marianne siger hun har sparet regionen for ufatteligt mange penge,  “og inden jeg er færdig med regionen, så er kommunen blevet totalt skattefri”, griner Marianne.
Du kan stemme på Marianne Mørk Matthiesen til regionsrådsvalget.

Nikolaisen, spidskandidaten til kommunalvalget, arbejder meget med unge i kommunen, unge der har det svært. Nikolaisen vil gerne lave et ungehus, så den unge kun har 1 indgang og 1 sagsbehandler.

LA har valgforbund med Borgerlisten, Dansk Folkeparti og Venstre, og den med fleste stemmer får borgmesterposten, man må formode, det her er Jesper Frost Rasmussen, der er tale om.

Energiministeren på visit i Esbjerg

0

Ministeren er i dag inviteret på besøg af Jesper Frost Rasmussen for at sætte Esbjerg på dagsordenen.

Første stop var hos Rambøll, resten af dagen går med besøg på SE og Ålborg Universitetet, og mon ikke der bliver serveret lidt valgflæsk til frokost.

 

Her ses energiminister Lars Christian Lilleholt med Jesper Frost Rasmussen på toppen af Rambølls nye domicil.

 

Kampen om den bedste lygtepæl

Jesper Frost Rasmussen borgmester kandidat i Esbjerg kv17

På lørdag går valgkampen for alvor i gang. Byens lygtepæle frigives klokken 12.00, og alle kandidater til KV17 kan hermed hænge deres valgplakater op.

Men hvad er strategien, hvor skal man hænge sine plakater op? Er det den bedste synlighed, man kæmper om, eller gælder det om at blive set i sit lokalområde… der hvor man regner med at hente flest stemmer?

Jeg har sendt spørgsmålet videre til nogle af kandidaterne i KV17.

Hvilken lygtepæl vil du satse på:

Maria Høj Pedersen (Borgerlisten)
Før jeg blev spurgt af dig havde jeg ikke tænkt videre over, hvor det var bedst at starte med at sætte op, for alle 300 plakater skal jo bare op, fra en ende af.
Men egentlig så tror jeg at en af mine favorit lygtepæle bliver efter et af de mange lyskryds i Jernbanegade.
Så kan folk sidde der uendeligt for rødt lys, kigge på mig og huske på at med en stemme på mig, så gør vi ikke sådan noget tåbeligt noget igen 😉

Britta Bendix (Venstre)
Det bliver nok den på Hjerting Byvej v. Kirken/centeret 🙂

Diana Mose (SF)
Jeg har ikke fundet en lygtepæl… hos os får vi en køreplan og den er tilrettelagt af vores kyndige organisationsfolk, som har langt mere viden end jeg

Jakob Lose (Venstre)
Hmm det må være ud for ECH Park i Stormgade 🙂

John Snedker (Socialdemokratiet)
Jeg finder umiddelbart de store indfaldsveje og til byen og større fordelingsveje i byen som vigtige og synlige steder. Storegade, Frodesgade, Stormgade, Hjertingvej, Jernevej. Men altså desværre ikke et specifikt sted. Synlighed betyder noget.

Jesper Frost Rasmussen (Venstre)
Det er jo et svært spørgsmål – og hvis man er alt for åben, er man jo ikke alene ved lygtepælen:-)

 

Henrik Vallø (Borgerlisten)
hahaha det er jeg aldrig blevet spurgt om før, det har jeg slet ikke tænkt over…hmmm det må være på strækningen mellem Spangsbjerg Møllevej og Spangsbjerg Kirkevej på Stormgade.

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save

Save