Home Tags Nyhed

Tag: nyhed

Final4 lige før nytår må gerne blive en livsstil

To af de seneste fire sæsoners pokalvindere, Randers HK og Team Esbjerg, mødes om at spille sig i kvartfinalen i dette års Santander Cup.

Foto: Yesbjerg

Clara Monti Danielsson var med til at vinde for Randers i 2016, året før Team Esbjerg hjemførte pokalen, og oplevelsen kalder på en gentagelse i hendes nuværende klub.

– Det er altid sjovt at komme til en finale som underdog og overraske. Vi stod virkelig sammen som et hold, og det gjorde noget ved vores trup. Selvfølgelig skal vi også gå efter at vinde pokalen i Team Esbjerg. Det er et af vores mål som klub, og hvad vi dagligt arbejder på. Der er en kortere vej end i andre turneringer, men vi ved ikke, hvilket af topholdene vi kan komme til at møde senere. Først skal vi dog slå Randers, siger Clara Monti Danielsson.

Svenskeren er i hård konkurrence med Vilde Ingstad og Marit Malm Frafjord om spilletid på stregpositionen, men selv om hun over en sæson nok spillede flere minutter i Randers, føler hun større kontinuitet i Team Esbjerg. Hun kender sin rolle, at komme ind med energi og præstere godt, især i forsvaret, hvor hun føler sig mest tryg. Clara Monti Danielsson mærker, at hun udvikler sig både til træning og kamp, fordi niveauet er så højt i klubben.

– Da jeg spillede for Randers mod Team Esbjerg, var det kampe præget af fight, og vi følte ofte, at modstanderne ikke var 100 procent, og at vi skulle have vundet. Men Team Esbjerg vandt som regel, siger Clara Monti Danielsson.

Hun kan kun remse tre spillere fra den nuværende Randers-trup op, som hun spillede sammen med, og nogle af de nærmeste, Martine Thörn og Maria Fisker, har begge skiftet klub. Også ophørte Camilla Dalby er blandt de markante udskiftninger i en trup, der har Mathilde Junker, Jamina Roberts, Sabine Pedersen og Julia Eriksson som nogle af de bærende spillere. Playmakeren Mai Kragballe er en spændende fornyelse fra København Håndbold.

– Randers har ni dygtige spillere suppleret med unge talenter. Jeg tror, klubben har fået ro på og har færre skader end i seneste sæson, og det er bestemt et slutspilshold, hvad det også burde have været i fjor, siger cheftræner Jesper Jensen.

Han har hele den skadefri trup på 15 spillere med til Randers og kan give debut i en betydende kamp til Rikke Poulsen og Sonja Frey. Det klare mål er at spille sig frem til Final4-stævnet lige før nytår.

– Det er en vind eller forsvind-kamp frem mod en af de fire titler, inklusive Super Cup, og Champions League-titlen når vi næppe. Santander Cup er en af måderne at komme ud i Europa. Som vi ligger i håndboldhierarkiet, skal vi sigte mod at deltage i Final 4 hvert år, siger Jesper Jensen.  

Team Esbjergs trup til 1/8-finale i Santander Cup mod Randers HK torsdag den 22. august kl. 18.30 i Arena Randers:  

Målmænd: Rikke Granlund og Rikke Poulsen

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen

Streg: Vilde Ingstad, Marit Malm Frafjord og Clara Monti Danielsson

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Sonja Frey, Annette Jensen, Line Jørgensen, Rut Jónsdóttir og Lene Østergaard.

Verdens største mobile havnekran er ankommet til Esbjerg Havn

I dag ankom Esbjerg Havns nye Liebherr-kran med skib fra Rostock. Kranen er verdens største mobile havnekran og kan løfte over 300 tons. På Esbjerg Havn skal kranen bistå offshore-industrien, hvor bl.a. vindmøllerne bliver større og større.

“Kranens ankomst viser, at Esbjerg Havn også internationalt er en sværvægter,” siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen.

Foto: Esbjerg Havn

Det var et usædvanligt syn som mødte de fremmødte på Esbjerg Havn i dag, da verdens største mobile havnekran tonede frem i horisonten.

På verdensplan findes kun 12 af denne type kraner, som den tyske virksomhed Liebherr står bag. Og det var da også en tilfreds havnedirektør, som stod klar på kajen til at tage i mod:

”Jeg glæder mig over, at vi med den nye kran udvider vores krankapacitet betragteligt. Vi skal håndtere mere og mere stort gods på havnen i fremtiden, og derfor har vi brug for at opruste. Jeg glæder mig også over, at kun få havne i verden har en lignende kran, fordi det viser, at Esbjerg Havn er en international sværvægter,” siger Dennis Jul Pedersen.

Esbjerg Havn råder i forvejen over Skandinaviens største samling af mobile Liebherr-kraner, som nu er blevet yderligere udbygget. Den nye kran vejer knap 800 tons, er 48 meter høj og kan løfte 308 tons. Samtidig gør den det muligt for havnens mobile havnekraner at udføre tandem-løft, hvor to kraner tilsammen løfter helt op til 448 tons.

Udviklingen i offshore-industrien kræver ny kraner

Det er udviklingen inden for offshore-industrien, som nødvendiggør anskaffelsen af den nye kran, der kan løfte større og tungere gods end de nuværende kraner. Årsagen hertil er, at komponenterne til havvindmøllerne i Nordsøen bliver større og større samtidig med, at behovet for at kunne håndtere tungt maskin- og produktionsudstyr vokser inden for de øvrige industrier på havnen.

Hos Liebherr ser man positivt på den udvikling, siger Kristian Holst, Managing Director, Liebherr-Danmark Aps, som også var tilstede, da kranen ankom i dag.

”Vi er glade for at kunne levere endnu en kran til Esbjerg Havn, som allerede har fem af vores mobile Liebherr-havnekraner. At det så ovenikøbet er en kran af den her kaliber, som kan løfte en helt ny type (High and Heavy) tungt gods, vidner om, at udviklingen på Esbjerg Havn går stærkt i disse år,” siger han.

Esbjerg Havn har en godsomsætning på 4,5 mio. tons om året, 6000 skibsanløb og 6 faste godsruter til 25 destinationer.

Oplev kranen til Åben Havn den 30. august

Fredag den 30. august inviterer Esbjerg Havn kunder, samarbejdspartnere og borgere i Esbjerg til ’Åben Havn’. Udover LHM 800-kranen kan man som deltager også se havnens øvrige kraner og besøge Liebherrs udstillingstelt. Det er også muligt at møde medarbejdere fra Esbjerg Havn og Liebherr over en kop kaffe, ligesom Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen vil sige et par ord.

’Åben Havn’ finder sted fredag den 30. august kl. 13-16 ved Zodiakvej. Vel mødt!

Fakta om Liebherr LHM 800

Vægt: 795 tons Løftekapacitet: 308 tons Tårnhøjde: 47,9 meter Længde på bom: 66,0 meter Aksler: 34

Hjul: 136

Syd- og Sønderjyllands Politi genoptager efterforskning i sag mod olieselskabet Total E&P

0

Straffesagen vedrører Totals E&P’s udledning af kemikaliet Scavtreat tilsat BAC 50 i Nordsøen. Politiet undersøger desuden sammen med Miljøstyrelsen, om der er grundlag for at indlede efterforskning mod producent og leverandør af Scavtreat.

Foto: Yesbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi har besluttet at genoptage efterforskningen mod Total E&P i den del af straffesagen, der vedrører udledning af Scavtreat tilsat BAC 50. 

Baggrunden for beslutningen er, at der i juli måned i år er tilgået Syd- og Sønderjyllands Politi nye oplysninger om disse forhold, som vi ønsker at få undersøgt nærmere. 

Set i lyset af, at der er tale om en verserende sag, kan vi ikke oplyse nærmere om, hvilke efterforskningsskridt, der allerede er foretaget, eller de yderligere efterforskningsskridt, der forestår.

Syd- og Sønderjyllands Politi undersøger endvidere i samarbejde med Miljøstyrelsen, der er tilsynsmyndighed på området, om der er tilstrækkeligt grundlag for at foretage efterforskning mod leverandøren og producenten af Scavtreat med henblik på strafferetslig forfølgning i enten Danmark eller udlandet.

Anklagemyndigheden hos Syd- og Sønderjyllands Politi vil følge efterforskningen i sagen løbende og derefter afgøre sagen på ny. 

Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at oplyse, hvornår vi kan forvente at træffe en ny afgørelse i sagen.

Stenalderfund på Facebookgrunden

De små flint-stykker, der afslører, at stenalder-jægeren har været forbi Andrup. Foto: Sydvestjyske Museer

Stenalderfund på Facebook-grunden

Sydvestjyske Museer arbejder stadig med de mange arkæologiske spor og fund fra udgravningerne i Andrup.

Billedet af områdets tusind-årige historie tegner sig, og netop nu har arkæologerne offentliggjort de resultater, som afslører, at der har boet mennesker på stedet siden jæger-stenalderen for 10.000 år siden.

Esbjerg på gåben

Har du lyst til at gå? Og har du lyst til at gå langt og gerne sammen med en masse andre mennesker? Så har du chancen nu.

Foto: Inge Kørvel

Alle kan deltage og vi tilstræber at lave en tur hver 14. dag. alt efter, hvor mange vi bliver, kan der blive tale om, at vi inddeles i tempogrupper med hver sin gå-vært. Målet er at gå i fællesskab og dog i forskelligt tempo. Halvvejs holder vi en lille pause, hvor man kan nyde sine medbragte forfriskninger, skriver foreningen i Facebook-gruppen.

Så find traveskoene frem og tag din mand/kone/ven/veninde/kollega/datter/søn under armen og vær med i Rundt i Esbjerg – på gåben.

Det er helt gratis at deltage.

Praktisk:

Påklædning efter vejret, fodtøj egnet til at gå 10-11 km og forfriskninger til eget brug.

Man deltager på eget ansvar, men gå-værterne medbringer mobiltlf. i tilfælde af det bliver nødvendigt med assistance.

Find Facebook-gruppen her:

Esbjerg på gåben

Ny strategi skal sende flere unge i uddannelse og job

Byrådet har godkendt en ny strategi, som skal få flere unge i uddannelse eller job. Indsatsen sker i tæt samarbejde mellem kommunen, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, og allervigtigst skal den enkelte unge selv sidde for bordenden.

Foto: Yesbjerg

Alle unge skal have en ungdomsuddannelse eller et job. Det er målet med den ungeindsats, som Esbjerg Byråd netop har godkendt en ny strategi for. Bag strategien ligger Folketingets reform fra 2017 “Bedre veje til uddannelse og job”, der skal styrke indsatsen over for de unge, som ikke er klar til en ungdomsuddannelse eller et job.

Esbjerg Kommune løfter opgaven i et tæt samarbejde med lokale uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv, og byrådet har nedsat et særligt Unge & Uddannelsesudvalg, som tænker nye tanker om de unges overgang fra folkeskolen til uddannelse og job. Udvalget står bag strategien for den nye tværgående ungeindsats, som bygger på en involverende proces med input fra de mennesker, som hver dag har kontakt med de unge.

Omsætte strategi til praksis

Formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen, ser parternes forskellige perspektiver og deres engagement i strategien som en stor fordel.

“Det har sikret en forståelse og et ejerskab hos dem, der skal omsætte strategien til praksis og være med til at skabe positive forandringer sammen med den enkelte unge. Det er netop et centralt fokus i strategien, at den unge selv sidder for bordenden, når der bliver lagt planer for uddannelse og job”, siger Diana Mose Olsen.

Øget fokus på job

Som en del af Folketingets reform skal andelen af unge uden tilknytning til uddannelse eller job være halveret inden 2030, og i Esbjerg Kommune ligger det tal på 10 procent. Ifølge formanden for Social & Arbejdsmarkedsudvalget, Henrik Vallø, er det positivt, at fokus nu i højere grad end tidligere er rettet mod arbejdsmarkedet frem for udelukkende uddannelse.

 

“Med strategien sætter vi fokus på den tidlige indsats, hvor vi forebygger, at unge søger offentlig forsørgelse. For nogle unge går vejen til uddannelse via et job, og det er vigtigt, at flere unge får et fritidsjob, fordi vi kan se, at langt flere unge med et fritidsjob finder vej ind i uddannelsessystemet”, siger Henrik Vallø.

Med byrådets godkendelse bliver strategien for den tværgående ungeindsats nu pejlemærket, som sikrer en rød tråd i arbejdet med unge på deres vej fra folkeskole til uddannelse eller job.

Esbjerg Havn inviterer dig til at se verdens største kran

0

Fredag den 30. august 2019 kl. 13-16 holdes “Åben Havn”, hvor du har mulighed for at komme tæt på den nye Liebherr LHM 800.

Praktiske oplysninger

Arrangementet afholdes i tidsrummet kl. 13.00-16.00 på Zodiakvej, Esbjerg Havn.

Man kan køre i bil ud til udstillingsområdet og parkere på de anviste plader.

Udstillingsområdet ligger i et område på havnen hvor der kun vil være adgang for biler og busser og ingen bløde trafikanter. Cyklister og fodgængere SKAL derfor tage shuttlebussen fra Østre Dokkaj.

Arealet er grusbelagt og er derfor ikke egnet til kørsel med kørestol og barnevogne.

Shuttlebussen kører hver halve time fra Østre Dokkaj. Første afgang er kl. 12.45.

Hvis du er gåenede eller på cykel skal du benytte shuttle­ bussen som kører fra Østre Dokkkaj hver halve time med første afgang kl 12.45.

Shuttle-bus på/afstigning på Østre Dokkaj. Holdepladsen er markeret med skiltning.

Foto: Esbjerg Havn

Kiefer aflyser

0

Et fald forhindrer Kiefer Sutherland i at optræde til Esbjerg Festuge, og der arbejdes nu på at finde en anden kunstner.

Foto: Esbjerg Festuge

Lørdag kl. 18.45 skulle Kiefer Sutherland have underholdt på Torvet i Esbjerg. Den kendte skuespiller har bl.a. medvirket i 24 timer og senest Designated Survivor, mens han sideløbende passer karrieren som countrystjerne.

Desværre vil publikummet i Esbjerg ikke opleve den syngende actionstjerne. Kiefer Sutherland er faldet og har trykket adskillige ribben på vej op i turbussen. Efterfølgende har en læge vurderet, at Sutherland ikke er i stand til at optræde på grund af åndedrætsbesvær.

“Ærgrelsen er selvfølgelig stor lige nu. Vi har ønsket Kiefer Sutherland god og snarlig bedring, og han undskylder mange gange for ulejligheden. Lige nu arbejder vi på højtryk for at skaffe en anden kunstner her i 11. time”, siger Villy Grøn, eventchef i Esbjerg Kommune.

Traditionen tro er lørdag aften kulminationen på Esbjerg Festuge. På scenen vil man stadig kunne opleve Halberg & Friends og Rasmus Bjerg med hyldestkoncerten til John Mogensen. Aftenen rundes af med et kæmpe festfyrværkeri.

Når der er nyt om en mulig erstatning for Kiefer Sutherland, bliver det offentliggjort på Esbjerg Festuges hjemmeside og Facebookside.

 

Team Esbjerg er klar til Japan

0

Team Esbjerg er ved at være fire uger inde i forberedelserne til den nye sæson, og den første vigtige kamp, en udekamp mod Randers HK i Santander Cup 22. august, nærmer sig.

Foto: Yesbjerg

Truppen runder fem dages træningslejr i Lalandia Billund af med at spille den første kamp i opvarmningsturneringen Ringkøbing-Skjern Elite Cup onsdag aften mod det japanske landshold.

– Det er den første rigtige træningskamp afviklet over to gange 30 minutter, og spillerne skal have en fornemmelse af, at det begynder at stramme til, og at man kan blive skiftet ud, hvis man ikke præsterer. Jeg er ret fortrøstningsfuld om, hvor vi er nu, siger cheftræner Jesper Jensen.

Han bygger sin optimisme på, at der er sket få udskiftninger i truppen, hvor Rikke Poulsen og Sonja Frey, er de eneste helt nye spillere, og Rut Jónsdóttir indleder sin første hele sæson efter barsel og skader. Spillerne mødte i fin form efter sommerpausen, og i stedet for den hårdeste version af fysisk træning har tiden kunnet bruges på håndbold og på at lære hinanden at kende og bygge forholdet op både på og uden for banen.

– Også den del er lykkedes til perfektion. Vi havde rigtig mange dygtige spillere, og flere er kommet til. Der er stor dynamik i truppen, og selv om resultaterne måske kan svinge i perioder, vil det betale sig over tid. Mod Japan får vi at se, hvor langt vi er kommet. Sonja Frey tilfører med sin spilforståelse og speed noget andet, og hun vil komme til at blomstre, efterhånden som hun bliver spillet ind på holdet. Jeg ser også lidt Rut som en helt ny spiller, og hun kan noget helt andet end Line. Jeg betragter hende som en playmaker på højre back, fordi hun har sin fine spilforståelse, siger Jesper Jensen.

Hans kendskab til Japan går tilbage til VM-slutrunden i december 2017 i Tyskland, hvor de næste VM-værter blev slået knebent af Holland i 1/8-finalen. Jesper Jensen forventer at møde et sammenspillet hold med mange systemer og med mere fart end fysik. Et spændende møde med en anden håndboldkultur, som kan være en forsmag på EHF Champions League til oktober.

Kampen i ROFI Centret i Ringkøbing spilles kl. 18.00. I en eventuel semifinale lørdag venter Randers HK eller Moskva. Hvis Team Esbjerg når søndagens finale, er Buxtehuder SV, Nykøbing F. Håndbold og København Håndbold blandt de mulige modstandere.

Nu har Esbjerg Kommune 4 leverandører af madservice

0

Esbjerg Kommune har netop godkendt Den Røde Okse og Årre Kro som nye leverandører af madservice. Det betyder, at borgere i Esbjerg Kommune, der er visiteret til madservice, fremover kan vælge mellem fire forskellige leverandører.

Foto: Yesbjerg

To nye leverandører, Den Røde Okse og Årre Kro, er netop blevet godkendt til at levere mad til borgere i Esbjerg Kommune, som er visiteret til madservice. Er man visiteret til madservice, kan man derfor nu vælge mellem fire forskellige leverandører: Det Danske Madhus A/S, Den Røde Okse, Årre Kro og Esbjerg Kommunes Madservice.

Direktør for Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen, glæder sig over, at kommunen nu igen kan tilbyde et bredt udvalg af leverandører af madservice, efter at Renés Køkken har meddelt, at de stopper som leverandør, og oplyser:

 

– Vi er i fuld gang med at kontakte de ca. 140 borgere, der frem til nu har fået leveret mad fra Renés Køkken, med tilbud om at vælge en ny leverandør af madservice. Halvdelen af de berørte borgere har allerede valgt en anden leverandør. Skulle de ønske at vælge om, nu hvor der er kommet flere leverandører til, er de velkomne til at kontakte vores Visitation. Når vi ringer til de resterende borgere, vil de selvfølgelig få valget mellem alle de fire leverandører af madservice, som vi har nu, siger direktør Arne Nikolajsen.

 

Ønsker man at skifte leverandør af madservice, kan man kontakte Sundhed & Omsorg, Visitationen, på tlf. 76 16 38 60. Visitationen kan også oplyse nærmere om tilbuddet fra de forskellige leverandører.