Home Tags Lokal

Tag: Lokal

International kunstner bag kunstprojekt på Dokken

Img 6904 1

Et helt unikt kunstværk er på vej til Englandskaj på Dokken i Esbjerg. Det er den verdensberømte internationale kunstner, Monira Al Qadiri, der er i fuld gang med at skabe et spændende lokalt forankret værk, der afsløres og indvies i sommeren 2025. Værket bliver Al Qadiri´s største permanente offentlige kunstværk til dato og hendes allerførste permanente udsmykning i Europa. 

Den internationalt anerkendte kunstner Monira Al Qadiri skal opføre værket, som placeres på Englandskaj på Dokken. 

Foto: Miro Kuzmanovic og Esbjerg Kommune

Esbjerg har fået en gave. Et kunstværk, som uden tvivl vil give kunstinteresserede fra hele verden endnu et fantastisk monument at besøge i Danmarks femte største by. Det er nemlig lykkedes Kunstbureauet Creator Projects og Esbjerg Kommune at få den internationalt anerkendte kunstner Monira Al Qadiri til at opføre værket, som placeres på Englandskaj på Dokken.

”Vi glæder os virkelig til at kunne afsløre Monira Al Qadiri’s værk her på havnenfronten i Esbjerg. Med værkets placering ved Englandskaj på Dokken får vi bundet havn og by endnu bedre sammen og igen slået et tyk streg under Esbjergs nye kurs, der skaber flere oplevelser og mere kultur i byen. Der skal lyde en stor tak til de to esbjergensiske fonde for denne gave til byen,” siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

Det er Esbjerg Fonden og Johan Hoffmann Fonden der generøst giver byen det nye kunstværk, som opføres og afsløres i sommeren 2025.

En del af Kyst og Kunst

Monira Al Qadiri’s bidrag til Esbjergs havn udspringer af et mangeårigt og frugtbart samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Creator Projects. Dette partnerskab nåede et vigtigt højdepunkt i 2021 med rapporten “Kyst og Kunst” – et forprojekt udviklet for Esbjerg Kommune af Creator Projects i tæt samarbejde med arkitektfirmaet Cobe, turismeekspert Lars B. Jørgensen og konsulentbureauet Tvarnø&. Rapporten viser, hvordan en harmonisk integration af landskabsarkitektur og kunst langs kysten kan skabe nye og spændende turismemuligheder i og omkring Esbjerg. Creator Projects og Esbjerg Kommune ser med stor forventning frem til, at Al Qadiri’s kunstværk bliver den første konkrete realisering af denne vision. 

Internationalt udsyn

“Valget af den internationalt anerkendte kunstner er et ambitiøst valg, der afspejler Esbjergs internationale udsyn som voksende energimetropol. Det var samtidigt vigtigt for alle parter i kurateringsprocessen, at det stedsspecifikke kunstværk var lokalt vedrørende og lokalt reflekteret. Monira Al Qadiri´s praksis er researchbaseret og fokuseret omkring temaer som havmiljø, energiudvinding og råstoffer, hvilket skaber et naturligt, men interessant slægtskab mellem Al Qadiri og Esbjerg Havn,” siger Simon Friese, direktør, Creator Projects.   

Følg med!

Vi ser meget frem til at løfte sløret for flere detaljer omkring kunstværket og udfolde hvordan Al Qadiri´s research af området materialiserer sig i et kunstværk, som i fremtiden vil berige Dokken med et æstetisk åndehul og nye perspektiver på miljøet i og omkring havnen – og ikke mindst vores omgang hermed.

“Jeg er meget begejstret for udsmykningen til Esbjerg Havn, der bliver mit største permanente offentlige kunstværk til dato. Placeringen af skulpturen ved vandet føles naturgivent. Esbjerg er et skønt sted, og jeg håber at folk i fremtiden vil rejse dertil for at opleve værket,” siger Monira Al Qadiri

Om Monira Al Qadiri

Monira Al Qadiri (f. 1983, Dakar, Senegal) er en kuwaitisk kunstner, uddannet i Japan og nu bosat i Berlin hvorfra hun også arbejder. Al Qadiris alsidige praksis spænder over skulptur, installation, film og performance, og er primært baseret på forskning i Golfregionens kulturelle historie. Hendes fortolkning af Golfens “petrokultur” kommer til udtryk gennem spekulative scenarier, der henter inspiration fra science fiction, selvbiografi, traditionelle praksisser og popkultur, hvilket resulterer i foruroligende og subversive værker. 

Udvalgte soloudstillinger: “Benzene Float” (Halle Verriere, 2024); “Haunted Water” (UCCA Dune, 2023); “Mutant Passages” (Kunsthaus Bregenz, 2023); “Holy Quarter” (Guggenheim Museum Bilbao, 2022); “Refined Vision” (Blaffer Art Museum, Houston, 2022); “Holy Quarter” (Haus der Kunst, München, 2020); “Empire Dye” (Kunstverein Göttingen, 2019); “The Craft” (Gasworks, London, 2017); “Attempts to Read the World Differently” (Stroom Den Haag, Haag, 2017); og “Muhawwil” (Sultan Gallery, Kuwait, 2014).

Udvalgte gruppeudstillinger:  Desert X Al Ula (Al Ula, 2024); 24th Biennial of Sydney (Sydney, 2023-24); 8th Borås Biennial (Sverige, 2024); Sharjah Biennial 15 (Sharjah, 2023); 15th Triennial of Small Sculpture, Fellbach (2022); Asia Art Biennial (Taiwan, 2021); Dubai Expo 2020 (2021); “Our World is Burning” (Palais de Tokyo, Paris, 2020); “Theater of Operations: The Gulf Wars” (MoMA PS1, New York, 2019-20); Asia Pacific Triennial (Brisbane, 2018); Luleå Biennial (Sverige, 2018); Athens Biennial (Athen, 2018). 

I 2022 deltog Al Qadiri i den centrale udstilling “The Milk of Dreams” på Venedig Biennalen.

Fakta

Kunstværket af Monira Al Qadiri er kurateret af Creator Projects og realiseret i samarbejde med Esbjerg Kommune og Esbjerg Havn. Projektet er finansieret af Esbjerg Fonden og Johan Hoffmann Fonden. Udsmykningen til Esbjerg Havn opføres i sommeren 2025 og er Monira Al Qadiris første permanente kunstprojekt i Europa og hendes største permanente offentlige kunstværk til dato. 

Dokken ligger på Esbjerg Havn og er en del af den overordnede plan for renovering og revitalisering af havneområdet. Med sin attraktive beliggenhed ved indsejlingen til Fanøfærgen vil Al Qadiris kunstværk fungere som et markant fyrtårn eller monument, der årligt byder 1,8 millioner færgepassagerer en god rejse. Lokale vil desuden kunne bemærke, at Al Qadiris kunstværk, med sin placering på den gamle Englandskaj, skaber en interessant dialog med stedets historiske rolle som afsæt for internationalt udsyn og global udveksling.   

Creator Projects er et kunstbureau der har 10 års erfaring med at gøre samtidskunst til en større del af hverdagen i Danmark og internationalt. Vi er et team af kuratorer, arkitekter og projektledere, der er dedikeret til problemfrit at integrere kunst i urbane miljøer, eksisterende bygninger og nye byggeprojekter. Gennem strategisk og kunstnerisk rådgivning konceptualiserer, kuraterer, leder, udvikler og udfører vi udstillinger, udsmykninger og strategisk byudvikling for institutioner, kommuner, festivaler og private virksomheder. Vores arbejde er baseret på et højt ambitionsniveau, professionalisme, en stor praktisk og teknisk ekspertise og et globalt netværk, som giver os mulighed for at udtænke og kuratere meningsfulde, stedsspecifikke og innovative kunstopgaver.

Følg med i processen omkring kunstværkets tilblivelse frem mod indvielsen i 2025 på Creator Projects´ Instagram samt Esbjerg Kommunes sociale medier og hjemmeside for kunstværket.

Rapport danner grundlag for forbedring af arbejdsmiljøet i Familierådgivningen

0
Img 6844 1

Der er problemer med arbejdsmiljøet, og tonen i Familierådgivningen har været hård, det konkluderer arbejdsmiljørapporten fra det eksterne rådgivningsfirma Mindwork. Derfor er der allerede nu sat flere ting i værk for at forbedre arbejdsmiljøet i afdelingen.

Arbejdsmiljørapport giver godt afsæt til forbedringer i arbejdsmiljøet i Familierådgivnignen i Esbjerg Kommune. 

Foto: Colourbox

I juni vedtog Social & Arbejdsmarkedsudvalget en genopretningsplan for Familierådgivningen. Med planen fulgte en undersøgelse af arbejdsmiljøet i afdelingen, som det eksterne rådgivningsfirma Mindwork har lavet for Esbjerg Kommune.

91 % af medarbejderne i Familierådgivningen har deltaget i undersøgelsen. Den høje svarprocent sætter en tyk streg under den store opbakning medarbejderne i Familierådgivningen udviser i arbejdet med at rette op på forholdene. Rapporten peger på tre højrisikoområder, der nu skal arbejdes med: Stress, vold og trusler og krænkende handlinger og mobning.

En tredjedel af medarbejderne i Familierådgivningen har nemlig følt sig stresset og været påvirket af det i løbet af den sidste uge og hele 60 % den sidste måned.

22,5 procent af alle medarbejdere har oplevet krænkende handlinger og mobning, og to tredjedele fortæller, at det stammer fra enten en kollega eller en leder.

Mens hele 40 procent af medarbejderne indenfor det sidste år har oplevet vold eller trusler i deres arbejde.

”Den interne krænkende adfærd skal stoppe med det samme. Det vil vi simpelthen ikke se,” siger konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked, Pia Niemann Damtoft og fortsætter:

Sårbart arbejde

”Rapporten sætter en tyk streg under, at Familierådgivningen arbejder med familier, der er i krise og ikke altid kan få de ydelser, som de ønsker. Samarbejdet er skrøbeligt og sårbart. Derfor er det også ekstra vigtigt, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø, hvor vi har det godt med hinanden, så vi kan give familierne den bedste mulige behandling,” siger Pia Niemann Damtoft.

Oveni det hele viser rapporten, at medarbejderne har været under massivt pres på grund af den store mediebevågenhed de sidste måneder, hvilket også har påvirket arbejdsmiljøet negativt.

”Jeg glæder mig til, at vi kan se fremad, nu vi har fået belyst, hvor vi skal sætte ind. Der er et stort arbejde foran os, hvor vi skal have genoprettet tilliden og indarbejdet nye arbejdsgange, så alle føler sig trygge i deres arbejde i Familierådgivningen,” siger Pia Niemann Damtoft.

Arbejdet er i gang

Med genopretningsplanen fra juni er der allerede igangsat arbejde med en ny mentorordning og antallet af sager pr. sagsbehandler er sat ned. Fremover bliver der et større fokus på kompetencer og efteruddannelse af medarbejdergruppen. Ligesom der netop er slået en teamlederstilling op på handicapområdet, så medarbejderne også på dette område, har let adgang til den sparring, de har brug for.

Rapporten viser desuden, at medarbejderne finder stor mening i deres arbejde, og mange beskriver, hvordan gode kollegaer og oplevelser med et godt kollegialt fællesskab har stor betydning for både trivsel og løsning af opgaverne.

”Den del skal vi have styrket, og jeg har stor tillid til, at alle medarbejderne i Familierådgivningen er klar til at se fremad, så vi kan gøre det sammen,” siger Pia Niemann Damtoft, konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked.


 

Episk dag for Esbjerg – energi i luften

Img 6767 1

European Energy åbner første grønne brintanlæg

European Energy åbner i dag dets første grønne brintanlæg i Måde nær Esbjerg.

European Energy åbner i dag sit dets første grønne brintanlæg i Måde, nær Esbjerg. Anlægget markerer European Energys første skridt ind i storskalaproduktion af brint ved hjælp af vedvarende energi.

Bygningen af anlægget blev færdiggjort i juni 2024, og efter en vellykket idriftsættelsesfase er anlægget nu operationelt med den første elektrolyse, der er leveret af det danske firma Stiesdal. Der er allerede planer om at udvide anlægget med to yderligere elektrolyser, hvor den næste forventes installeret i 2025. Når alle tre elektrolyser er i drift, vil anlægget have en samlet kapacitet på 12 MW og en forventet årlig produktion på 1.500 tons brint.

”Med opstarten af driften i Måde kan vi levere grøn brint til markedet. Denne præstation viser, at omstillingen af vores energisystemer ikke blot er en fjern vision—den sker lige nu. European Energy er stolte af at være i et af de førende virksomheder i verden på dette område,” sagde Knud Erik Andersen, administrerende direktør for European Energy.

Den grønne brint, der produceres på Måde-anlægget, vil blive leveret til Esbjerg Havn og en verdensledende virksomhed inden for industrielle gasser. Derudover vil overskudsvarme fra brintproduktionsprocessen blive udnyttet af DIN Forsyning, det lokale varmeforsyningsselskab i Esbjerg kommune, hvilket yderligere bidrager til afkarboniseringen af kommunen.

Centrica vil fungere som anlæggets balance- og optimeringspartner, hvilket sikrer, at energiforbrug og brintproduktion bliver effektivt styret for at maksimere produktionen og minimere omkostningerne.

Driften af anlægget vil give værdifulde indsigter i produktion og drift af grøn brint for European Energy.

”Dette anlæg er kun begyndelsen. Gennem de mange erfaringer, vi har opnået ved at designe, bygge og idriftsætte anlægget, vil vi kunne reducere omkostninger og tidsprocessen for fremtidige anlæg, samtidig med at vi forbedrer projekternes økonomi. Og dette er afgørende for at hjælpe med at dekarbonisere industrier, der er svære at elektrificere direkte,” sagde Emil Vikjær-Andresen, EVP og leder af Power-to-X hos European Energy.

European Energy er i øjeblikket i idriftsættelsesfasen af sit grønne metanol-anlæg i Kassø, som forventes at producere den første grønne metanol inden udgangen af 2024.

Foto European Energy

Sådan forløber Byparkens renovering

Img 6581 1

I forbindelse med den kommende renovering i Byparken er alle træer i området blevet tjekket, og fem større og fem mindre træer vil blive fældet for at sikre både parkens udvikling og de besøgendes sikkerhed. Flere nye træer kommer til.

Byparkens træer danner et flot bagtæppe, når der underholdes på scenen, fx ved de populære Sommerliv koncerter.

Byparkens karakteristiske store, gamle træer indrammer området og udover at være smukke renser træerne luften for støv og reducerer CO2. De giver ly for vinden, og de sænker temperaturen i de varme sommermåneder. Vigtigst af alt bidrager træerne til parkens identitet som et grønt åndehul mellem by og havn – et indtryk, der vil blive bevaret efter renoveringen.

Renoveringen tager højde for at beskytte og fremme biodiversiteten, og her spiller Byparkens smukke træbestand en absolut hovedrolle. Derfor er der gennemført en vurdering af træernes tilstand og stabilitet. Resultatet er at fem større og fem mindre træer vil blive fældet i slutningen af oktober for at skabe plads til faciliteterne i den nyrenoverede park og af hensyn til sikkerheden.

”Vi strækker os langt for at sikre bytræerne en lang levetid, og i forhold til Byparken kommer vi til at plante langt flere end der nu bliver fjernet. Det regnestykke bliver en fordel for de besøgende, som stadig skal kunne nyde en flot grøn park”, siger Henning Ravn, formand for Plan & Byudviklingsudvalget.  

Når der plantes nye træer i Byparken, lægges der vægt på at finde steder med gode vækstbetingelser, som kan sikre træerne en lang levetid. Samtidig vælges der arter, som er hjemmehørende, har lav risiko for sygdomme og som tiltrækker insekter og fugle.

Renoveringen af Byparken forventes at være afsluttet ved udgangen af 2025.

Foto: Esbjerg Kommune

Ingen tilskadekomne i regnen – Se læsernes vilde billeder

0
Img 6273 1

Store mængder nedbør skabte oversvømmelse flere steder – ingen meldinger om tilskadekomne.

Motorvejen er åben igen. Andre steder giver vandet fortsat problemer, og veje er lukkede. Vær særligt opmærksom i trafikken.

De alle læsernes billeder her

Fotos fra Michael Sp Pedersen

Fredagens store mængder nedbør resulterede i oversvømmelser i specielt Esbjerg Kommune, enkelte steder i Vejen Kommune og i Varde Kommune.
Syd- og Sønderjyllands Politi har i den forbindelse arbejdet tæt sammen med Vejdirektoratet, Sydvestjysk Brandvæsen og Region Syddanmark om at løse de problemer, der opstod. Det er sket i regi af den Lokale Beredskabsstab.

Nogle bilister blev fanget i vandmasserne og måtte forlade deres køretøj i vandet. Det var blandt andet tilfældet på motorvejen samt Vestkystvejen. Enkelte af dem havde brug for hjælp til at komme derfra, hvilket vi sammen med øvrige myndigheder bistod til. Sydvestjysk Brandvæsen har fået 7 udkald til den opgave fredag i Esbjerg Kommune samt 1 udkald lørdag i Varde Kommune. Til ét udkald havde passagerer i fire biler brug for assistance til at komme derfra. 

Alle personer blev hjulpet ud af vandmasserne.

Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke modtaget anmeldelse om tilskadekomne i forbindelse med oversvømmelserne.

Politiet er blevet kontaktet cirka 300 gange af borgerne om problemer med vandmængderne, og her drejede cirka 100 henvendelser sig om motorvejen, der var oversvømmet og derfor lukket.
I den forbindelse strandede mange bilister samt lastbiler på motorvejen. Da motorvejen var spærret af, blev trafikken vendt, så bilisterne først kunne komme derfra, og dernæst blev lastbilerne vendt, så de også kunne køre derfra. Lørdag formiddag blev de strandede biler på motorvejen fjernet, hvorefter den først åbnede i det vestgående spor og dernæst det østgående. Den var fuldt åben igen omkring klokken 10.

Fredag aften var et boligområde i det nordlige Esbjerg i fare for oversvømmelse, efter en lokal regnvandssø var løbet over på grund af den store mængde nedbør. Med vandafspærringer lykkedes det Sydvestjysk Brandvæsen at lede størstedelen af vandet udenom boligerne – også hjulpet af, at vandstanden i løbet af natten faldt.

En strækning omkring Esbjerg af Vestkystvejen er fortsat lukket på grund af vand på kørebanen. Vi arbejder på at gøre vejen farbar igen.

Syd- og Sønderjyllands Politi har sammen med øvrige myndigheder været travlt beskæftiget med at håndtere problemerne og ikke mindst sørge for skiltning og afspærring af de pågældende veje og områder for at undgå, at flere kom i problemer. Vi har, som det ser ud nu, arbejdet på i alt 45 lokationer i Esbjerg Kommune, 8 i Vejen Kommune og 5 i Varde Kommune. Vandet bevæger sig fortsat og kan dermed skabe flere problemer andre steder.

Blandt de større skader er en bro beliggende på Ålbæk Møllevej i Ålbæk kollapset, og vejen vil derfor være lukket i en længere periode.
Det samme er tilfældet på en strækning af Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg, hvor vejen er undermineret. Det vil også kræve genetablering, før den igen er farbar.
I Esbjerg omkring krydset Kjersing Ringvej og Østre Gjesingvej, hvor vejen går under jernbanen, vil der også være spærret i længere tid, da området ligger meget lavt. Her holder en lastbil fortsat på tværs i vandmasserne.

Flere veje er derudover fortsat spærrede på grund af oversvømmelse. Vi opfordrer til at være meget opmærksomme i trafikken, følge skiltningen til alternative ruter og ikke mindst respektere de afspærringer, der er sat op.

Hæder til syv af hverdagens helte

0

Syv af hverdagens helte i Syd- og Sønderjylland blev hædret for deres heltemodige gerninger.

Dusørmodtagerne mødte blandt andre narkohunden Hubert på den rundvisning, som politiinspektør Gert Bisgaard inviterede til.

Syv af hverdagens helte i Syd- og Sønderjylland har netop fået en stor tak, et diplom og en dusør for deres heltemodige gerninger. De syv syd- og sønderjyder var indstillet af politiets medarbejdere og fundet egnet til at modtage en dusør på 1000 kroner for deres indsats.

– De har alle gjort noget ud over det sædvanlige og ydet en ekstraordinær indsats. Det betyder meget for politiet, at borgere er klar til at yde en indsats for andre, når der er brug for det. Samtidig har deres handlekraft har haft stor betydning for de mennesker, de har hjulpet. Det fortjener meget stor ros, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Politidirektør Frits Kjeldsen overrakte diplomer og blomster på politistationen i Esbjerg.

-Vi vil gerne anerkende borgernes ekstraordinære indsats og håber, at dusøren kan være et ekstra klap på skulderen. Samtidig kan deres flotte indsats være en inspiration til andre, der måtte havne i lignende situationer, siger politidirektør Frits Kjeldsen.

Dusørmodtagerne fik en rundvisning på politistationen i Esbjerg, hvor de blandt andet så tre af politiets narkohunde snuse sig frem til gemte stoffer.

Der blev givet dusør til:

Janusz Palka, Esbjerg 

Tirsdag den 2. juli 2024 var Janusz Palka sammen med sin kone Halina i Marbæk Plantage for at gå en tur. Da de kom tilbage til bilen kunne Janusz lugte gas fra en anden bil, gik derhen og så to store gasflasker og en bevidstløs mand i bilen. Alle døre låst, så Janusz Palka slog sidevinduet i stykker, fik manden ud og gav livreddende førstehjælp, indtil ambulancen kom frem. 

Mogens Sørensen, Varde 

Mandag den 24. juni 2024 blev det anmeldt, at en mand ville springe ud fra Blåvand fyrtårn. Politiet kontaktede fyrmester Mogens Sørensen, der resolut løb op i tårnet, tog kontakt og begyndte en dialog med manden, der blev beroliget. Mogens Sørensen blev ved manden til politiet nåede frem.

Randi og Natasja Sloth Kaspersen, Lunde 

I forbindelse med afvikling af Varde Sommerspil den 30. juni 2024 blev Randi Sloth Kaspersen og datteren Natasja opmærksom på høje knagelyde fra et stort træ. De råbte højt til publikum og fik gjort arrangøren opmærksom på faren for nedstyrtning. Publikum blev evakueret, inden en stor gren fald ned over tilskuerpladserne.

Der blev derudover givet dusør til en 17-årig mand, der fik tilkaldt hjælp, da han den 8. juli fandt en kvinde på gaden i Esbjerg, der var faldet om med hjertestop, ligesom også to mænd, der ydede førstehjælp ved en trafikulykke den 14. juli i Vejen fik dusør.

Fantasyfestival slår alle rekorder

Img 6110 1

Med 15.000 gæster hen over weekenden har Fantasyfestival sprængt alle rammer og fejrer 10-års jubilæum med ny publikumsrekord.

Foto: Esbjerg Kommune

Der var store smil, uanset hvor du dig vendte hen i Esbjerg i denne weekend. Store som små strømmede folk til Fantasyfestival, der med 15.000 gæster over hele weekenden har slået alle rekorder.

“Jeg er utrolig stolt over årets Fantasyfestival. Det rører mig dybt, hvor mange der har valgt at tilbringe deres weekend med os og gøre den fuldstændig magisk. Med Hovedbiblioteket som litterært anker har festivalen spredt sig til hele byen og virkelig åbnet en magisk portal for Esbjerg,” siger Jacob Krog Holmsøe, projektleder for Fantasyfestival.

Festivalen har fundet den magiske formel til at favne alle, publikumsrekorden viser nemlig også, at der er plads til alle til Fantasyfestival. Både dem, der var helt fantastisk udklædt, børnefamilierne der ville dufte til stemningen, dem der rendte rundt med kufferter fyldt med bøger og andet godt fra standene og dem der var med for foredragene.

Næste niveau

Fra at være en lille festival med 572 mennesker i 2015 spredte Fantasyfestival sige igen i år ud til hele byen fra Hovedbiblioteket, markedspladsen, lokalerne på Esbjerg Museum, Lokalhistorisk Arkiv, over Torvet til børneaktiviteter i Esbjerg International House, foredrag og musik i Musikhuset, den mystiske marskandiser i BROEN Shopping, magiske drinks på Vinbaren og Sigma, fantasyfest på Esbjerg Streetfood til Fantasy Quest Esbjerg, der sendte ikke mindre end 800 helte rundt på magisk færd i midtbyen. En færd fyldt med gåder, opgaver og vanvittig dygtige skuespillere.

”Vi har præcis formået at kombinere Fantasyfestivals grundessens, det litterære element, med magiske oplevelser, der får folk til at komme til Esbjerg fra hele landet. Vores nye Fantasy Quest Esbjerg har lige taget det hele til næste niveau, og det bliver kun vildere herfra,” siger Jacob Holm Krogsøe.

Det mærkede han da også på egen krop, da han søndag aften var i gang med at fjerne beachflag i Torvegade:

”Der kom et ældre ægtepar hen til mig og sagde, at de var taknemmelige for det vi gjorde for byen. Der blev jeg stolt. For ”vi” er kodeordet. Det er noget vi gør sammen: De ansatte på biblioteket, vores samarbejdspartnere i både kommunen og blandt private aktører, alle vores frivillige, forfatterne, standholderne, musikanterne og foredragsholderne. Og, ikke mindst, alle vores skønne gæster. Sammen har vi skabt noget unikt og magisk i Esbjerg,” siger Jacob Holm Krogsøe, der allerede glæder sig til Fantasyfestival 2025.

Her kan du allerede nu sætte et stort kryds i kalenderen i weekenden den 20. og 21. september.

Vi ses til Fantasyfestival 2025.

Esbjerg: Dobbelt ministerbesøg på Energiens Folkemøde

Img 6093


Denne weekend afholdes Energiens Folkemøde for 6. gang.
Det er Danmarks eneste rigtige folkemøde om vor energiforsyning og den grønne
omstilling. Det er en kæmpe udfordring for os alle, ikke mindst for politikerne på
Christiansborg.


Der er igen overvældende interesse, når hele torvet fyldes med energivirksomheder
og uddannelsesinstitutioner. De glæder sig til at fortælle om deres virksomhed og
om, hvordan de hjælper til med den grønne omstilling.


Energiens Folkemøde 2024 åbner kl 9.00. fredag den 20.september, og der er kaffe og rundstykke til de første 300 besøgende.


Kom og bliv klogere på, hvor fjernvarmen i Esbjerg kommer fra, når Vestkraft nu er lukket!
I år sættes der særligt fokus på uddannelse og rekruttering af unge mennesker.
De bør kende energibranchen og de mange gode job og karrieremuligheder, lyder det fra gruppen bag Energiens Folkemøde.


På Folkescenen på Torvet åbner borgmester Jesper Frost Rasmussen og Klima, energi- og forsyningsministeren Lars Aagaard den folkelige del. Kl. 11.00.

Vi glæder os til dit besøg, og at du interesserer dig for fremtidens grønne energi.
Den er en forudsætning for velfærdssamfundets udvikling og
levevilkårene for vore børn og børnebørn.

Julie Skals, Projektleder på Energiens Folkemøde

  • 11.20.
    vil minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen tale
    på folkescenen.
    Her er der spændende debatter om, hvordan det går med den grønne omstilling
    og om vor energiforsyning er sikker?
    Der er debatter om cyberkriminalitet, kunstig intelligens, borgerinddragelse og
    prepping. Publikum kan deltage også.
    I Musikhuset afholdes en faglig konference om Power to X og Energiøer samt
    samt sikkerhed for vore energisystemer.
    Konferencen åbnes også af borgmester Jesper Frost Rasmussen og
    energiminister Lars Aagaard.
    Konferencen afholdes i samarbejde med Aalborg Universitet, som har hjulpet med
    at samle de førende specialister til spændende debatter.
    Det er i år gratis at deltage i ”Topkonferencen” i Musikhuset.
    Tilmelding på www.energiensfolkemode.dk.
    Her finder du alt om Energiens Folkemøde og programmerne for både
    Folkescenen og Topkonferencen.
    I Kongensgade er der mange spændende aktiviteter og konkurrencer for børn og
    unge. Resultaterne af konkurrencerne kan overværes på ”Energiscenen” i Herups
    Have ved Skolegade. Om lørdagen underholder “Store Nørd – Kåre og Emil”
    (kendt fra DR) med deres videnskabsshow. I Skolegade på vores energitorv vil
    det være muligt at se masser af store elementer fra energibranchen: el-
    gaffeltruck, el-last, motorer og udstyr.
    Om lørdagen er det store Kør Grønt Event en del af folkemødet. Her vil der være
    ca. 30 el-biler og mulighed for prøvekørsel.
    Alle er meget velkommen til Energiens Folkemøde i Esbjerg.
    Der er mange spændende nye tiltag i år.

Europæisk lokalopgør skal bringe Team Esbjerg på tavlen

0

 

Én runde inde i EHF Champions League Women står Team Esbjerg uden point. Det skyldes dog et udebanenederlag til Györ, hvilket kan ske for alle hold, men hvis esbjergenserne skal have sine første point i turneringen, kræver det også en stærk præstation mod de velspillende rivaler fra Odense.

For Odense er begyndt som lyn og torden i denne sæson, både i Kvindeligaen og i Champions League. På hjemlige breddegrader er det blevet til fuldt hus med store sejre over Nykøbing F. Håndbold og oprykkerne fra EH Aalborg, mens de fik revanche over HB Ludwigsburg, der slog fynboerne ud lige inden Final4 i sidste sæson.

Af den grund spår cheftræner Tomas Axnér også en drabelig kamp mod Odense, for de plejer at have nerve lige fra kampens start. Og selvom Team Esbjerg de seneste sæsoner har haft overtaget på fynboerne, bliver det noget andet denne søndag.

– Jeg forventer en intens kamp mellem to gode hold, så det bliver en af de sjove kampe. Vi møder også et hold, som er godt i gang med sæsonen, og som har haft et fint flow i deres spil. Derfor kræver det en god præstation af os, siger Tomas Axnér, der peger på, hvor Team Esbjerg især skal være opmærksomme.

– De har mange gode duelspillere med hurtige fødder, som vi skal have styr på, og de er komplimenteret af skudstærke skytter, så de er i stand til at spille på mange forskellige strenge. Samtidig har de et stærkt forsvar, så det kræver også en god offensiv præstation af os.

Når det er sagt, har Odense også mange ting, som de skal forholde sig til hos Team Esbjerg. Tomas Axnérs tropper viser konstante fremskridt, og opgøret i sidste uge i Ungarn viste også, at topniveauet er højt.

Samtidig er motivationen også stor for at få sæsonens første point i EHF Champions League, efter det smalle nederlag i sidste uge i Györ.

– Odense kommer med mange gode spillere, og de kan helt sikkert se muligheder for at vinde kampen, da de har et højt niveau. Men vi viste mod Györ, at vi kan spille på et højt niveau, og vi kommer også til kampen med en stor motivation for at vinde kampen mod et godt hold, siger Tomas Axnér.

Nora Mørk sad over i kampen mod Aarhus Håndbold Kvinder, og hun er tvivlsom til opgøret. Ellers er alle 100 procent klar til få den første sejr i hus i Champions League. Forhåbentlig med en fyldt Blue Water Dokken i ryggen.

 

 

 

 

 

 

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 2. runde mod Odense Håndbold søndag den 15. september kl. 16.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling

Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg 

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen

Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp

Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Michala Møller, Nora Mørk, Luciana Resende Rebelo, Henny Reistad og Mette Tranborg.

Wienerschnitzel og revy

Image 123650291 2 1

Spark Mig i Revyen er tilbage og der er premiere næste torsdag d. 19. september. 

Revyen har eksisteret siden 2017 under samme navn, men i år er tavlen hvisket helt ren. Det betyder at vi har fået nyt spillested i den historiske riddersal på Spisestuen i Danmarksgade, som vi har fået lov at omdanne til en teatersalen der fra næste uge og forhåbentligt lang tid frem kan fungere som et nyt kulturelt samlingspunkt i Esbjerg. Et sted med plads til mere intime arrangementer og masser af hygge! 

Vi har en kæmpe fest med prøverne og er sikre på at esbjergenserne kan se frem til et godt gedigent grin og en hyggelig aften!

Frederik Knudsen, skuespiller

I Riddersalen på spisestuen er gamle billeder skiftet ud med smukke tæpper og top-tunet lys og selve salen er blevet til hyggelige langborde, hvor publikum har mulighed for at få serveret en lækker menu inden forestillingen

Mere info: www.sparkmigirevyen.dk

Foto: Revyen