Esbjerg Festuge er tilbage i storform, og kan nu afsløre de første artister på årets musikprogram!
Publikum kan glæde sig til en stjernespækket uge med stærke danske navne og internationale vibes, når Jacob Dinesen, Malte Ebert, MAS, The Boss – Tribute to Springsteen og Aura Dione indtager scenen i Esbjerg.
Et musikalsk festfyrværkeri venter!
Fra dybfølte fortællinger til festlige pophits – årets første navne favner bredt. Jacob Dinesen bringer sin karakteristiske rockede folk-lyd, mens Malte Ebert sørger for popstemning med ørehængere, der kan få hele byen til at synge med. MAS sætter gang i festen med hans energiske beats og for dem, der elsker rocklegender, bliver The Boss – Tribute to Springsteen et must-see. Mens der med Aura Dione på programmet er garanti for unikke melodier og stærke vokaler.
“Vi har lagt stor vægt på at sammensætte et program, der rammer bredt og skaber en fantastisk stemning i byen. De første navne viser netop den musikalske diversitet, vi ønsker at bringe til Esbjerg Festuge – fra rock og pop til festlige live-oplevelser. Vi kan love, at der er endnu flere spændende navne på vej,” siger eventkoordinator Sanne Klindt Nielsen.
Mellem koncerterne på de forskellige aftner vil en DJ sørge for, at stemningen er i top hele aftenen. Lokale Martin DeeJay står for musikken tre af de fem koncertaftner.
Oplev Esbjerg, når musikken fylder gaderne
Esbjerg Festuge er kendt for at forvandle byen til en levende festivalplads, hvor musik, kultur og fællesskab går op i en højere enhed. Med årets første kunstnere på plads er nedtællingen for alvor begyndt – og der er meget mere på vej!
Sæt kryds i kalenderen, for Esbjerg Festuge 2025 bliver en fest, du ikke vil gå glip af!
Alle koncerter på Torvet er som sædvanligt helt gratis at deltage i. Vi ses til Esbjerg Festuge 13. – 21. juni 2025!
Med seks runder tilbage af Kvindeligaen har Team Esbjerg fået lidt rum til at kunne tænke langsigtet. I de næste kampe gælder det derfor holdet om at spille sig mere sammen, og det skal gerne resultere i mere spilleglæde igen, siger cheftræner Tomas Axnér. Og den kan findes frem mod Skanderborg Håndbold denne weekend.
Træthed og resultater, der ikke går ens vej, er ikke en sund blanding. De er med til at skabe en spiral, som for mange kan være svær at komme op af. Mentalt venter der Team Esbjerg en svær kamp, for de sidste uger har kostet.
Nederlagene var svære rent mentalt, og når to af dem også kostede i Kvindeligaens grundspil, forstærker det den fysiske træthed, holdet også var ramt af. Bredden på holdet gjorde det ikke nemmere, men det begynder at lysne på den front.
Disse kampe er nu overstået, og Team Esbjerg kan nu begynde at kigge mere fremad. Vintergækken er begyndt at blomstre, og det samme skal holdets glæde til spillet, siger cheftræneren.
– Vi har været inde i en hård periode. Vi skal finde spilleglæden frem igen og spille nye konstellationer på plads. Til disse kampe har vi alle spillere, som er friske, med, så vi går ind til dette forår med alle om bord, og det bliver vigtigt, siger Tomas Axnér.
Holdet har hele tiden for øje, at det er i slutspillet, at det hele skal klikke. Det er her, at spillet og formen skal ramme ny højder, og derfor bliver de næste kampe også brugt på at give plads til nye tiltag.
– Vi skal økonomisere med kræfterne, men vi skal også have alle spillere i gang. Det er klart, at vi gerne vil vise vores allerbedste, men vi skal have vores langsigtet plan for denne sæson for øje, siger cheftræneren.
Disse mål er altid de samme: Mesterskabet og Champions League Final4. Derfor skal der også to point med hjem fra Skanderborg denne weekend. Ellers kan vejen til endnu et mesterskab gå hen at blive sværere.
– Målet bliver at tage de to point, men vi skal også have med, at der er en landskampsuge lige efter, hvor mange af spillerne skal afsted. Vi vil gerne gå til den pause med en god følelse, og det gør vi ved at fortsætte med at forberede os til slutspillet. Men det er naturligvis en balancegang for os, siger Tomas Axnér.
Skridt for skridt nærmer Nina Koppang sig et comeback til håndboldbanen, men det kommer til at tage lidt tid endnu.
Team Esbjergs trup til kampen i Kvindeligaen runde 21 mod Skanderborg Håndbold lørdag den 1. marts kl. 18.00 i Fælledhallen:
Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Sarah Dekker og Mia Emmenegger
Streg: Merel Freriks, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Judith van der Helm, Michala Møller, Henny Reistad og Mette Tranborg.
Det er med stor glæde, at Esbjerg Festuge igen kan præsentere Det Faglige Hus som hovedsponsor for festugen. Det generøse bidrag til festugen betyder, at vi alle blandt andet kan nyde masser af god, original musik til festugen.
Foto Esbjerg Kommune
Uden sponsorer er der ingen festuge, derfor er det også en utrolig glad eventchef, der netop har fornyet hovedsponsoraftalen med Det Faglige Hus:
”Vi er meget taknemmelige for det flotte bidrag som Det Faglige Hus igen donerer til Esbjerg Festuge. Det betyder, at vi igen i år blandt andet kan booke en masse lækkert original musik og levere et program fyldt med både gode klassikere og nye, spændende overraskelser,” siger Kirsten Bisgaard Kirchner, eventchef i Esbjerg Kommune.
Esbjerg Festuge er hele byens fest, og derfor betyder det også meget for Det Faglige Hus at kunne vise sin opbakning til en festuge, der samler esbjergenserne på kryds og tværs og styrker byens fællesskab.
”Vi har nu igennem flere år været engageret i Esbjerg Festuge og for os er ugen et unikt udstillingsvindue, der viser hvad Esbjerg Kommune har at byde på. Det giver os som arbejdsplads mulighed for at gøre Esbjerg Kommune til et endnu mere attraktivt sted at bo og arbejde. Som en af byens store arbejdspladser for mere end 400 medarbejdere, er det vigtigt for os at vi kan tiltrække kvalificerede medarbejdere. Her er et rigt kulturudbud en del af opskriften, der skal jo også være noget at opleve for både børn og voksne, når man ikke er på arbejde og ungerne har fri fra skole,” siger Johnny Nim, Landsformand i Det Faglige Hus.
Glæd dig til marts, hvor vi er klar til at afsløre de første musiknavne til dettes års festuge.
Du kan løbende følge med på esbjergfestuge.dk, hvor programmet løbende opdateres og vi kan allerede nu sige, at vi til marts er klar til at afsløre de første musiknavne til dettes års festuge.
Vi ses til Esbjerg Festuge – 13. – 21. juni 2025.
FAKTA
Bliv sponsor
Ønsker du eller din virksomhed at bidrage til hele byens fest, så kontakt eventchefen for at høre om dine muligheder for at blive sponsor for Esbjerg Festuge. Send en mail på event@esbjerg.dk
Det Faglige Hus er Danmarks billigste fagforening med a-kasse for alle. Indtil videre har 236.000 lønmodtagere valgt Det Faglige Hus, og vi er den fagforening og a-kasse, der oplever størst vækst i Danmark. Vores succes skyldes ikke mindst vores 420 medarbejdere, der ved alt om paragraffer og lønmodtageres rettigheder i både fagforening og a-kasse, og som er klar til at hjælpe dig.
Politiet har modtaget en anmeldelse om en større demonstration med traktorer torsdag eftermiddag i Esbjerg.
Torsdag eftermiddag forventes en større demonstration i Esbjerg med traktorer, der kan give gener for de øvrige trafikanter. Syd- og Sønderjyllands Politi har fået en anmeldelse om en demonstration, hvor arrangørerne forventer op til 60 køretøjer.
Demonstrationen forventes at finde sted mellem klokken 15.30og 18, og politiet anbefaler, at trafikanterne overvejer alternative ruter, tidspunkter eller transportmidler for at undgå forsinkelser.
Demonstrationen begynder på Bryndumdamvej nordøst for Esbjerg omkring klokken 15.30 og ventes at være retur på Bryndumdamvej omkring klokken 18.
En levende, grøn og sammenhængende by. Sådan lyder pejlemærkerne i en ambitiøs udviklingsplan, der skal forvandle byen til en moderne, grøn metropol med plads til både byliv, kultur og bæredygtige løsninger frem mod 2050.
Foto Esbjerg Kommune
På et ekstraordinært udvalgsmøde mandag rummede dagsordenen for Plan & Byudviklingsudvalget et vigtigt punkt. Det drejer sig om, hvordan det centrale Esbjerg skal udvikle sig på den helt lange bane. Udvalget bliver præsenteret for Udviklingsplan Esbjerg midtby 2050, og planen har som udgangspunkt et klart bosætningsperspektiv for øje.
Konturerne af fremtidens Esbjerg tegnes gennem tre pejlemærker: En levende by med et pulserende byliv, en grøn by med fokus på bæredygtighed, og en sammenhængende by, som er nem at komme rundt i. Forbindelser mellem områder og faciliteter skal bl.a. knytte byen tættere på havnen og Rørkjær skal blive en del af midtbyen, samtidig med at området får et løft gennem byudvikling.
”Planen handler om at lægge sporene for bymidtens langsigtede udvikling. Samtidig med at den lokaliserer de projekter, steder og indsatser, der er særligt centrale at fokusere på her og nu, så byen står stærkt i 2050,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Det høje ambitionsniveau for planen afspejles i den proces, der er gået forud for resultatet. Udviklingsplanen er resultatet af en længere proces, hvor mange forskellige aktører, interessenter og borgere har været involveret. Startskuddet var en konkurrence med deltagelse af tre arkitektteams, der arbejdede i en åben, dialogbaseret proces for at udvikle fremtidens midtby. Forud for konkurrencen blev visioner og mål fastlagt gennem dialog med lokale foreninger, investorer og borgere. Et klart borgerønske har været at styrke Esbjerg som en grønnere by, der appellerer til fremtidens borgere. Det element ses tydeligt i udviklingsplanen.
Udviklingsplanen er ikke blot en plan for den fysiske byudvikling, men et strategisk værktøj. Derfor peger planen på seks konkrete strategier, der skal guide udviklingen – fra etablering af flere boliger og oplevelser i byen til grønne byrum og smarte trafikale løsninger. Blandt andet vil principper for den centrale parkering fokusere på at sikre et godt p-udbud og bedre udnyttelse af de centrale pladser. Ledige pladser skal være nemmere at finde, hvilket også skal gælde for fremtidens p-anlæg.
”Planen er ikke en fiks og færdig manual, der skal gennemføres fra ende til anden. Udviklingsplanen er et kvalificeret, sammenhængende og realiserbart katalog, der udstikker en langsigtet fysisk udviklingsretning for Esbjerg midtby og konkrete ideer til de indsatser, vi skal sætte i værk for at nå derhen,” uddyber formand for Plan & Byudviklingsudvalget Henning Ravn.
Planen rummer fem åbningstræk, der skal kickstarte realiseringen af planen. Der er bl.a. planer om at lave et leg- og bevægelsesforløb i Norgesgade bag Danmarksgade Skole og samarbejde med BROEN Shopping om at etablere en bedre adgang til parkeringspladsen på taget, så den kan udnyttes bedre uden for centrets åbningstid.
Seks strategier skal guide byudviklingen i de kommende år:
Tæt og blandet by: Flere boliger, bedre udnyttelse af bygninger og en blanding af funktioner, der skaber liv og diversitet
Stærke og grønne byrum: Attraktive byrum, der er tilgængelige for alle og bidrager til et grønt og bæredygtigt bymiljø
Nem adgang til byen: En by, der er let tilgængelig og let at finde rundt i, uanset om man ankommer i bil, bus, tog, på cykel eller til fods.
Enkel parkering: Overskuelige parkeringsløsninger, der er nemme at bruge og frigiver plads til byliv
Sammen om Esbjerg: Et stærkt samarbejde mellem kommune, borgere, investorer og erhvervsliv for at skabe de bedste løsninger
Levende bykvarterer: Stærke bykvarterer med hver deres unikke identitet, der bidrager til en levende og mangfoldig by
MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring har flere arrangementer og guidede ture frem til sommerferien 2025. Læs mere om de mange forskellige tilbud med alt lige fra særforevisning af Holocaustfilmen ”The Zone of Interest” og naturvævning til snapsetur og Nationalpark-/Marbækdag.
Plakat Myrthue
– MYRTHUEs naturvejledere og formidlere glæder sig meget til at kunne møde folk til vores brede vifte af tilbud. Alle er velkomne, og vi har gjort os umage med at lave et program, der dækker enhver smag. Vi er så heldige at bo midt i et helt unikt naturområde, og derfor håber vi, at mange vil komme med ud og dele oplevelser, lære om og nyde naturen, siger leder af MYRTHUE – Natur, Kultur & Læring, Dorte Vind.
Oplevelser for store og små
På Myrthuegård kan du opleve en ”vild” smagsoplevelse og sanke urter til din egen snaps. På Midtgård kan børn ifølge med forældre eller bedsteforældre mærke forårets komme. 4. majfejrer MYRTHUE befrielsen sammen med Biblioteket, Historisk Samling fra Besættelsestiden og Museum Vest, og også her er tænkt i aktiviteter for de ældste og yngste. Til den traditionsrige Nationalpark-/Marbækdag glæder MYRTHUEs formidlere sig sammen med mere end 100 frivillige til at give folk i alle aldre et væld af gode natur- og kulturoplevelser. Programmet rummer også en markering af Auschwitzdagen og en cykeltur ved Kongeåen.
Oplevelser hele året – delt i to
– Vi tilbyder arrangementer og guidede naturvejledningsture hele året i MYRTHUE. Vi har valgt at offentliggøre et halvt års arrangementer ad gangen, siger Dorte Vind, så efter sommerferien vil næste halvårs arrangementer blive præsenteret. Her løfter Dorte Vind sløret for, at man blandt andet kan glæde sig til en hverdag i jernalderen, besøg i eneboerens hus, fugletur og meget mere.
MYRTHUE indgår også i events i Esbjerg Kommune, så du kan møde os på torvet til f.eks. Børnedagen ifm. Esbjerg Festuge og Fantasyfestvial.
Beboere blev evakueret fra deres lejligheder i aftes efter trusler mod politiet.
En patrulje fra Syd- og Sønderjyllands Politi blev i forbindelse med en politiforretning mandag aften truet af en beboer i en lejlighed på Sportsvej i Esbjerg. Beboeren truede med at skyde betjentene.
Da betjentene vurderede, at manden var i besiddelse af et ægte våben, blev beboerne i opgangen evakueret. Da den 54-årige beboer efterfølgende rakte ud efter våbnet, råbte patruljen ham an. Da beboeren ikke reagerede på dette, affyrede patruljen et varselskud. Ingen kom til skade og den 54-årige mand blev derefter anholdt og sigtet for trusler. Beboerne kunne derefter vende tilbage til deres lejligheder, og Syd- og Sønderjyllands Politi aflægger i dag beboerne i den evakuerede ejendom et tryghedsbesøg.
Det viste sig efterfølgende, at der var tale om en hardball-pistol.
”Politiet tager alle sager med skydevåben alvorligt. Ofte kan politiet i situationen ikke vurdere, om der er tale om en hardball-pistol eller et farligt våben. Derfor tager vi de nødvendige forholdsregler af hensyn til både borgernes og betjentenes sikkerhed. Vi opfordrer derfor til stor omtanke i omgang med hardball eller attrapvåben. Det vil være meget tragisk, hvis politiet bliver tvunget til at anvende vores våben, og nogen kommer til skade – og det bagefter viser sig, at der var tale om et ufarligt våben,” siger politiinspektør Gert Bisgaard.
Da der ikke var tale om et ægte våben, bliver den 54-årige ikke fremstillet i grundlovsforhør, men han er fortsat sigtet for trusler mod politiet.
Konkursen i den norske storklub og tredobbelte Champions League-vinder, Vipers Kristiansand, i januar åbnede på en dyster baggrund muligheden for at tilføre Team Esbjergs trup nye klassespillere på både kort og langt sigt.
Klubben har således indgået flerårige aftaler med to unge, talentfulde landsholdsspillere, den 20-årige schweiziske højre fløj, Mia Emmenegger, og en anden venstrehåndsspiller til bagkæden, 22-årige Nina Koppang fra Sverige. Derudover kommer den erfarne hollandske stregspiller, Merel Freriks, på en kort aftale gældende til sæsonens afslutning.
– Vi har kigget på vores behov i både det korte og det lange perspektiv og har ageret derefter. Jeg er meget tilfreds med, at klubben havde styrken til at handle i den opståede situation, og vi får nu et bedre hold, der gør os i stand til at fastholde det høje sportslige ambitionsniveau, siger Team Esbjergs cheftræner, Tomas Axnér.
Han nævner to graviditeter og fløjspilleren Marit Røsberg Jacobsens knæproblemer som hovedårsager til, at det også på kort sigt er nødvendigt at styrke truppen i et tæt kampprogram. De tre nye spillere tiltræder inden for kort tid. I forvejen er de to hollandske landsholdsspillere, Sarah Dekker og Judith van der Helm, for nylig kommet til klubben.
De tre nye spillere:
Mia Emmenegger, 20 år, debuterede på landsholdet som 16-årig og har spillet 40 kampe og scoret 198 mål for Schweiz. Hendes mor, Caro, spillede 86 landskampe. Mia spillede sammen med storesøster AnaU19-EM i Slovenien i 2021 – med mor som assistenttræner, og lillesøster Nora har vundet guld ved U16-EM. Far Guido er søstrenes største fan. Med sin schweiziske klub, Spono Eagles, i hjembyen Notwilnåede Mia at hjemføre klubbens sjette titel. Ved siden af tophåndbold studerer hun historie. Mia har indgået en aftale til 30. juni 2028.
– Jeg fik en værdifuld erfaring og lærte så meget både personligt og håndboldmæssigt i Vipers, og så endte det med et chok. Jeg blev meget overrasket, da Team Esbjerg viste interesse for mig. Nu glæder jeg mig bare til at spille i en meget professionel klub med talentfulde spillere, der præsterer på et højt niveau. Og så er der gode mennesker i klubben. Jeg vil gøre mit bedste for, at klubben kan vinde flere titler. Jeg er venstrehåndet, hurtig – og lille, siger Mia Emmenegger.
Cheftræner Tomas Axnér:
– Mia er et kæmpetalent i Europa på højre fløj med sit tekniske niveau og sine evner som kontraspiller, og hun vil gavne os på både kort og langt sigt, også set i lyset af Marit Røsberg og Anne Tolstrups skader.
Nina Koppang, 22 år, debuterede for Sverige i 2021 og har spillet 38 landskampe og scoret 68 mål. Spillede en stærk OL-turnering i Paris, blandt andet med syv mål mod Norge, men missede EM i december på grund af en meniskskade. Inden Vipers spillede hun seks sæsoner i den svenske topklub, IK Sävehof, og har markeret sig stærkt i EHF Champions League. Ligesom halvsøsteren Stina Blackstenius, havde hun landsholdsklasse i fodbold, men måtte som 17-årigvælge fodboldspillet i Göteborg fra. Nina har indgået en aftale til 30. juni 2027.
– Jeg flyttede som 16-årig fra Vadstena, hvor jeg er vokset op, til Göteborg for at spille håndbold. Det var en svær beslutning at vælge fodbold fra, men nu er jeg fornøjet med mit valg. Jeg var glad for at være i Vipersog er trist over, at det sluttede på den måde. Jeg blev skadet efter OL, men er ved at genvinde styrken og er meget motiveret for at vinde trofæer med Team Esbjerg og vende tilbage på landsholdet. Jeg spiller håndbold for at vinde og udvikle mig, og Esbjerg er et godt sted til at opfylde de mål, siger Nina Koppang.
Cheftræner Tomas Axnér:
– Ligesom Mia er Nina et kæmpetalent med eksplosivitet og skudkraft på sin position og er tillige en god forsvarsspiller. Og så har hun x-faktor. Med sin alder har hun alle muligheder for at udvikle sig yderligere. Det vil tage nogle uger, før hun er fuldt tilbage efter sin meniskskade.
Merel Freriks, 27 år, debuterede på det hollandske landshold i 2017 og har spillet 97 landskampe og scoret 179 mål. Hun var med på VM-holdet, der vandt guld i 2019. Klubmæssigt har hun efter E&O handbal i barndomsbyen Emmen opnået erfaring på topniveau i Borussia Dortmund med et mesterskab i 2021 og siden to sæsoner i den franske storklub, Brest Bretagne. Merel har indgået en aftale til 30. juni 2025.
– Vi troede på ledelsen i Vipers i oktober, men det endte sørgeligt. I en sådan situation er det svært at finde en ny klub, men pludselig gik det hurtigt med Team Esbjerg. Jeg spillede ikke så meget i Brest på grund af en korsbåndsskade, men jeg føler, at jeg er vendt stærkt tilbage. Jeg er glad og taknemmelig for, at Team Esbjerg kunne bruge en stregspiller, og at jeg har fået mulighed for fortsat at spille på højeste niveau, siger Merel Freriks.
Cheftræner Tomas Axnér:
– Merel er en meget erfaren, international klassespiller, der er nummer et på stregen for det hollandske landshold. Siden sin skade har hun spillet en god sæson for både landsholdet og sit klubhold, og hun kan som en rigtig god tovejsspiller hjælpe os omgående.
Jørgen Dieckmann fra Esbjergs Byhistoriske arkiv er gået bort i en alder af 70 år.
Jørgen Dieckmann Rasmussen er leder af Esbjerg Byhistoriske Arkiv og underviser i historie og slægtsforskning.
Han har skrevet om Esbjergs historie og holder ofte foredrag om emner som Esbjergs historie, besættelsestiden i Danmark og global rejsehistorie, herunder hans oplevelser fra Canada og Indien.
Han er også kendt for at levere informative og engagerende præsentationer med billeddokumentation, der bringer fortidens historier til live samt utallige informative aftener og byrundture.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.