Home Tags Lokal

Tag: Lokal

Rikke er netop kåret som årets sygeplejerske

0

I anerkendelse af den vigtige rolle, som sygeplejersker og jordemødre spiller overalt i hele verden, har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udnævnt 2020 til det internationale år for sygeplejersken og jordemoderen.

Sydvestjysk Sygehus markerer året i anerkendelse af de dygtige rollemodeller, der hver dag gør en forskel for patienter og pårørende. Derfor har sygehuset i år nomineret fire dygtige sygeplejersker/jordemødre til titlen som årets sygeplejerske eller jordemoder.

Fredag den 27. november 2020 fejrede sygehuset afslutningen på det internationale år for sygeplejersken og jordemoderen. Det var en dag i sygeplejerskernes og jordemødrenes tegn. På dagen blev årets sygeplejerske også kåret i sygehusets auditorium. Til prisen følger 10.000 kr. til personlig kompetenceudvikling for den heldige vinder.

De nominerede til årets sygeplejerske eller jordemoder var: Sygeplejerske Lea Gadegaard Grønkjær – mave/tarm, sygeplejerske Rikke Bjerre Rosengren – Hjerne- og Nervesygdomme, sygeplejerske Eva Juhl Hansen – Børne & Unge og jordemoder Louise Øllgaard Bloch Pedersen – Fødegangen.

Billeder fra kåringen af årets sygeplejerske på Sydvestjysk Sygehus.
Vinder:
Rikke Bjerre Rosengren.

Billeder med samlede nominerede fra vestre til højre: Eva Juhl Hansen, Rikke Bjerre Rosengren, Louise Øllgaard Bloch Pedersen, Lea Ladegaard.

Billeder fra overrækkelsen: Sygeplejefaglig Direktør: Susanne Lauth og Rikke Bjerre Rosengren

Kunst under huden

0

Esbjerg Kulturskole og Esbjerg Kunstmuseum har i efteråret taget hul på et nyt samarbejde – og i begge institutioner håber vi, at det kan blive en tradition.


Foto: kunstmuseet

Alle kulturskolens ca. 100 billedkunstelever har i oktober besøgt kunstmuseet for at fordybe sig i og hente inspiration fra billedkunstneren Svend Wiig Hansen. Børnene er fordelt på syv hold alt efter alderstrin, men fælles for alle fra 2. klasse til 10. klasse var, at de inden, de gik ind, blot kendte ét værk af kunstneren, nemlig Mennesket ved havet. Undervejs fik børnene udvidet deres billede af, hvor bredt Wiig Hansen har arbejdet, og hvor betydningsfuldt mennesket er i nærmest al hans kunst.
Under besøgene havde vi samtaler om flere af kunstnerens store malerier, bl.a. De Ventende. Og det var ikke svært for eleverne at sætte ord på deres oplevelser af billedet.
Det er som om, de står på det yderste sted.
Alt liv er ligesom suget ud af billedet, men de har heldigvis hinanden. Man kan se på kroppene, at de støtter hinanden. Måske bevæger de sig ud af en krigszone, og alt det grå er bomberøg. De har uden tvivl mistet én. Jeg kan kende følelsen fra, når voksne skændes henover hovedet på mig…
Deres kroppe har nærmest vendt vrangen ud!
Kunstmuseet ejer en stor samling af Wiig Hansens værker, og i de åbne magasiner havde vi fundet en masse grafik og skulpturer frem. Eleverne tog papir, tusch og blyant og fik den opgave at skitsere kropsdele, som de blev optaget af. Inden besøget sluttede, skulle de have dele til at kunne sammensætte en hel krop.
I de seneste uger har eleverne arbejdet videre med deres skitser i Kulturskolens værksteder. Med flydende tusch, kul, fedtfarver, blyant, maling og endda kaffe og the er der vokset menneskeskikkelser med stærke udtryk frem på papirerne. De knapt 100 værker er nu færdige, og lørdag d. 28. november kl. 11.00 åbner vi udstillingen Under Huden i Musikhusets sydfoyer. Det bliver desværre uden en fernisering, men ustillingen kan opleves frem til d. 17. december, hver dag fra kl. 11 – 16.
En elev foreslog, at udstillingen skulle hedde Under huden, fordi Svend Wiig Hansens kunst går under huden! Det er jo et klart tegn på, at samarbejdet har været frugtbart, og at eleverne er blevet bragt nye steder hen i mødet med kunsten.

Julen skal være tryg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi, kommunerne og de forretningsdrivende går sammen om at sikre en tryg jul

Politiet, de otte kommuner i politikredsen samt en række repræsentanter for de forretningsdrivende var samlet til møde i sidste uge, hvor parterne gav hinanden håndslag på, at de traditionelle aktiviteter og tilbud til borgerne i perioden frem til jul og nytår sker under skarp hensyntagen til myndighedernes aktuelle regler om forsamlingsforbud og anbefalinger om at holde afstand.

Der bliver traditionen tro masser af julehygge i byerne i Syd- og Sønderjyllands Politikreds. Men aktiviteterne bliver i år rettet til, set i lyset af COVID-19.
På denne måde bliver der således fortsat tale om en tryg oplevelse for borgerne, når de skal købe julegaver og benytte de mange tilbud i handelsgaderne. 

– Vi har de seneste måneder haft det bedst tænkelige samarbejde med både kommunerne og de forretningsdrivende i forhold til at indrette byrummet, så borgerne fortsat holder afstand og dermed mindsker risikoen for smitte med COVID-19, og hvor det samtidig er muligt trygt at nyde tilbuddene i midtbyens handelsgader, understreger politidirektør Jørgen Meyer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Han fremhæver, at de gode takter fortsætter i forhold til de traditionelle juleaktiviteter for borgerne i de enkelte byer.

Fælles håndslag

De otte kommuner i politikredsen samt en række repræsentanter for de forretningsdrivende var således samlet til møde i sidste uge på politigården i Esbjerg, hvor parterne gav hinanden håndslag på, at de traditionelle aktiviteter og tilbud til borgerne i perioden frem til jul og nytår sker under skarp hensyntagen til myndighedernes aktuelle regler om forsamlingsforbud og anbefalinger om at holde afstand.

– Alle parter er meget opmærksomme på, at julen bliver anderledes i år, men at det ikke må ødelægge julestemningen i bymidten. Der vil være en julemand, men vi skal naturligvis undgå, at han bliver smittet med COVID-19. Der vil være juleboder, men de vil stå mere spredt end tidligere for at undgå, at for mange stimler sammen. Og der vil være traditionelle juleaktiviteter, men det bliver uden et stort publikum på stedet, forklarer politidirektøren.

Nyt smukt hjem til Esbjergs nye elbusser

Et nybygget busdepot bliver hjemsted for de 29 elbusser, når de begynder at køre i Esbjerg. På Kattegatvej går byggeriet nu i gang, og det skal stå færdigt til december 2021.

Administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen tog i fællesskab det første spadestik til det nye busdepot.
Administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, borgmester Jesper Frost Rasmussen og udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen tog i fællesskab det første spadestik til det nye busdepot. Foto: Esbjerg Kommune

Esbjergs grønne omstilling bliver endnu mere synlig i de kommende måneder. På en mark i det nordlige Esbjerg skal der bygges et busdepot, som også indeholder de nødvendige lade-faciliteter til de kommende elbusser. Busdepotet indeholder 46 busholdepladser, og heraf optager de nye elbusser 29 pladser, mens der også bliver plads til seks regionale busser. Chaufførerne kan se frem til nyindrettede omklædnings- og pausefaciliteter.

”Det er et kæmpe skridt for den kollektive trafik i Esbjerg og den grønne omstilling, at der nu bygges dedikerede faciliteter til de nye elbusser”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Sammen med udvalgsformand for Teknik & Byggeudvalget Søren Heide Lambertsen og administrerende direktør for Sydtrafik, Lars Berg, tog Jesper Frost Rasmussen i dag det første spadestik til det nye busdepot. Med tre spader blev byggeriet officiel erklæret for igangværende.

Busdepotet har fundet vej til Kattegatvej, fordi placeringen er optimal i forhold til at betjene ruterne i Esbjerg. Det betyder, at kørslen fra start/slut på rute til busdepot uden passagerer, den såkaldte tomkørsel – holdes på et minimum.

” CO2-udledningen fra den kollektive trafik reduceres med 70 %, når elbusser betjener bybusnettet. Den besparelse bidrager til vores overordnede ambition om at være en CO2neutral kommune i 2030,”siger Søren Heide Lambertsen.

Det samlede busdepot koster ca. 42 mio. kr. at opføre. Det er vurderingen, at Esbjerg Kommune ved selv at bygge anlægget, reducerer risikoen for busoperatørerne, og dermed holdes prisen på busdriften nede.

K.G. Hansen og Sønner vandt i begyndelsen af november udbuddet om at opføre det nye busdepot. Fem firmaer havde budt ind på opgaven. COWI har fungeret som rådgiver på projektet.

Jazz i verdensklasse på Spillestedet Termansens

På fredag, d. 27.november, kl. 19.30 gæster den amerikanske jazzpianist Champian Fulton spillestedet Termansens.

Foto: Presse

Fulton har bjergtaget publikummer på New Yorks fineste jazzklubber og i koncertsale verden over, ligesom hun har gæstet et utal af jazzfestivaler og optrådt med jazzikoner som Lou Donaldson, Frank Wess og Buster Williams.
Aftenen byder på jazz af international klasse: Fulton er bl.a. blevet kåret til ‘Female Jazz Vocalist of the Year’ af Jazz Magazine, og The New Yorker kalder hende: “An assured vocalist with a galvanizing presence”, mens Detroit Free Press kalder Fulton for sin generations mest talentfulde jazzsangerinde. I disse dage turnerer hun i Skandinavien, og at hun også lægger vejen forbi Termansens er lidt af et scoop for Ribe.
Allerede fra barnsben var Champian Fulton omgivet af jazz. Hendes far, jazztrompetist Stephen Fulton, var nær ven af jazzmusikere som Major Holley og Clark Terry, der inspirerede den unge Fulton. Som blot 10-årig havde Champian sin professionelle debut ved Terrys 75-års fødselsdagsfest, og siden er det kun gået fremad for det unge jazztalent fra Oklahoma.
Du kan derfor godt glæde dig til at opleve Fulton dykke ned i den amerikanske sangskat og give sine personlige og stærkt charmerende fortolkninger. Hun er ikke alene et lysende talent som sangerinde og pianist – hun er også en særdeles medrivende performer.
Der er begrænset plads, så billetter skal købes på forhånd af hensyn til covid-restriktioner.

Du kan købe billetter her: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/gidfrgpijb


Få en forsmag på Champian Fultons optræden her: https://www.youtube.com/watch?v=DE5vicjJtjo


Line-up:

Champian Fulton – vokal/piano

Hans Backenroth – bas

Kristian Leth – trommer

Sydkoreanske Ulsan optages i eksklusiv energiklub efter Esbjergs anbefaling

Relationerne mellem Sydkorea og Danmark styrkes yderligere og mulighederne for samhandel udbygges, fordi Esbjerg har bevirket at Ulsan indtræder i global sammenslutning.

Foto: Esbjerg Kommune

Borgmester Jesper Frost Rasmussen har haft en markant finger med i spillet, da den verdensomspændende organisation, World Energy Cities Partnership (WECP), i dag bød et nyt medlemsland velkommen på foreningens generalforsamling. For første gang er Sydkorea repræsenteret i WECP, fordi byen Ulsan er optaget som fuldgyldigt medlem af den globale energi-elite efter at have haft status af observatør.

Energibyer satser på grøn omstilling

Esbjerg Kommune har siden 2013 været et aktivt deltagende medlem af WECP, og lige nu fungerer borgmester Jesper Frost Rasmussen også som vicepræsident i den globale forening af energibyer, som tæller fx Houston, Aberdeen, Stavanger, Calgary, Kobe og Perth. Med optagelsen af Ulsan runder tallet 19 byer, som alle har fokus på energiproduktion. Traditionelt set har foreningen mest beskæftiget sig med olie- og gasudvinding, men de senere år er den grønne omstilling rykket højere og højere op på dagsordenen.

”Størrelsesmæssigt er nogle af de andre byer i en helt anden liga, men når det handler om bæredygtige energiformer, så kigger de mod Esbjerg for at skabe en udvikling, hvor de fossile brændstoffer erstattes af grønnere løsninger. I foråret 2019 underskrev Ulsan og Esbjerg en samarbejdsaftale, som forpligter os til at udvikle offshore vindenergi på flere punkter, og at Ulsan nu sidder med omkring bordet i WECP, skyldes de relationer, som vi har skabt”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Samarbejdsaftale baner vej for dansk vind

Hidtil har Ulsan fungeret som et center for skibsbygning, men byen følger en ambitiøs plan om at blive en national hub for offshore vind. Esbjerg har været igennem en lignende omstilling og betragtes i dag som en international hub på området. Derfor var det oplagt udbygge relationerne mellem de to byer. Det skete i foråret 2019, hvor borgmester Jesper Frost Rasmussen deltog i en erhvervsdelegation, som rejste til Sydkorea for at fremme relationerne mellem de to nationer. Ved denne lejlighed underskrev Esbjerg Kommune en samarbejdsaftale inden for offshore vindenergi med byen Ulsan. Direktør i Energistyrelsen, Kristoffer Böttzauw, deltog også, da styrelsen samarbejder med den sydkoreanske energistyrelse, KEA, om grøn omstilling med et særligt fokus på havvind.

”Det er meget glædeligt at se, hvordan by-samarbejdet imellem Esbjerg og Ulsan tager endnu et skridt fremad i forlængelse af Energistyrelsens myndighedssamarbejde med Korea. Sydkorea har sat sig et ambitiøst mål om at opstille 12 gigawatt havvind i 2030, hvor Esbjerg har værdifulde erfaringer at byde ind med som Danmarks offshore-by nummer ét”, siger Kristoffer Böttzauw.

Samarbejdsaftalen mellem Esbjerg og Ulsan fokuserer på udvikling af offshore vind i de to byer, herunder havneudvikling, forskning, reguleringsrammer og flydende havvindmøller. Derfor har repræsentanter fra Ulsan sidenhen besøgt Esbjerg for at forberede processen. På samme måde har et andet medlem af WECP, Barranquilla i Colombia, haft møder med repræsentanter fra Esbjerg for at udforske mulighederne for at kopiere den esbjergensiske udvikling.

”Forbindelserne til de udenlandske energibyer, som også begynder at interessere sig for at etablere offshore vind, skal gerne munde ud i at der skabes kontakter til danske virksomheder, der kan eksportere netop det, som udlandet efterspørger i forhold til vindenergi”, slutter Jesper Frost Rasmussen.

Revideret tidsplan i omfattende retssag om grooming og digitale sexkrænkelser af piger og kvinder

0

Retten i Esbjerg forventer dom i sagen den 9. december.

Syd- og Sønderjyllands Politi sendte den 23. september 2020 en pressemeddelelse ud om en omfattende retssag ved Retten i Esbjerg om grooming og digitale sexkrænkelser af piger og kvinder.

Den tiltalte er en 22-årig mand fra Varde-området, og anklageskriftet omfatter i alt 196 forhold.

Sagen blev indledt tirsdag den 20. oktober og er berammet til at vare 30 dage. 

Retten har nu truffet beslutning om sagens afsluttende forløb og revideret tidsplanen. 

Forløbet ventes at blive følgende:

Mandag den 23. november 2020
Afhøring af vidner og afspilning af videoafhøringer

Onsdag den 25. november 2020
Afhøring af vidner, dokumentation og procedurer vedrørende erstatningskrav fra bistandsadvokater, hvis klienter ikke er indkaldt

Onsdag den 2. december 2020
Procedurer

Torsdag den 3. december (og formentlig mandag den 7. december)
Votering

Onsdag den 9. december (forventet)
Afsigelse af dom

Læserbrev: Minkavlerne

0

Min sidste sympati, med minkavlerne, og deres med-sympatisører er væk. Det samme gælder respekten for oppositionspartierne, der bakker op om de uhørt svinske demonstrationer, hvor venstrefløjens politikere bliver udstillet på billeder iført naziuniformer, med fascistiske hentydninger.
Denne total udanske magtkamp, som kun har det ene formål, at befolkningen skal miste tilliden til Regeringen, og myndighederne.
Det kan få fatale følger, hvis den tillid mistes, og den ansvarlighed fra befolkningen, som hidtil har begrænset skaderne af Covid-19, ved de med respekt har fulgt de retningslinjer, og begrænsninger, Regeringen og myndighedernes har anbefalet.
Oppositionen må vise ansvar, og slutte deres samfundsskadelige opførsel, og i stedet være med til at bekæmpe den eneste skyldige, nemlig Covid- 19, og ikke med egoistisk politik, at fremme den.


Med venlig hilsen
Svend Åge Kjærsgaard Møller
Grønlandsparken 30A
6715 Esbjerg N.

Mobil politistation til stede i Kvaglund og på Stengårdsvej i Esbjerg i eftermiddag

0

Initiativet kommer efter en hændelse torsdag, hvor to køretøjer med tilknytning til bandemiljøet i Esbjerg påkører en tredje personbil i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politi er til stede med den mobile politistation fredag eftermiddag i Kvaglund og på Stengårdsvej i Esbjerg.

Der er tale om følgende adresser/tidspunkter:

  • Ved Kvaglund Centret kl. 15.30 – 17.00
  • På Stengårdsvej/p-pladsen ved Bydelsprojekt 3i1 kl. 17.10 – 19.00

Initiativet kommer efter en hændelse torsdag, hvor to køretøjer med tilknytning til bandemiljøet i Esbjerg påkører en tredje personbil i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg.

Ved hændelsen sker der udelukkende materiel skade. Borgeren i den påkørte bil, en 72-årig mand fra Esbjerg, har ikke relation til noget kriminelt miljø.

Politiet efterforsker fortsat hændelsen, og vidner til påkørslen er velkomne til at komme forbi den mobile politistation og tale med betjentene.

Politiet søger vidner til færdselsuheld i Esbjerg

0

To køretøjer med relation til bandemiljøet i Esbjerg kørte ind i en tredje personbil i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg. Motivet er ukendt, og der skete udelukkende materiel skade.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog torsdag klokken 16.09 anmeldelse om et færdselsuheld i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg, hvor der udelukkende skete materiel skade.

Ifølge politiets efterforskning er der tale om, at to køretøjer kører ind i en tredje personbil i krydset.

Det står desuden klart, at de to køretøjer har relation til Esbjergs bandemiljø. Men på nuværende tidspunkt kan politiet ikke fastslå motivet til hændelsen.

Det ene køretøj kørte fra stedet og blev senere fundet på Egekrattet, hvor en eller flere personer havde forladt bilen, mens det andet køretøj fik motorproblemer efter færdselsuheldet, hvorefter flere personer flygtede fra bilen. 

Borgeren i den påkørte bil, en 72-årig mand fra Esbjerg, har ikke relation til noget kriminelt miljø.

Syd- og Sønderjyllands Politi har på baggrund af hændelsen øget den tryghedsskabende patruljering i dele af Esbjerg by, lige som hændelsen fortsat bliver efterforsket.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger fortsat vidner til hændelsen. De er velkomne til at kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.