Home Tags Lokal

Tag: Lokal

Huset skal være de unges eget sted

I den nye version af Huset skal de unge selv i førertrøjen, så aktiviteterne vokser ud af deres egne interesser, ideer og drømme. Drivkraften er fællesskabet og friheden, som samtidig bakkes op af stabilitet og sikkerhed i den kommunale drift.

Huset skal være de unges sted, og derfor skal aktiviteterne i det velkendte gule kulturhus i Nørregade vokse ud af de unges eget miljø og fællesskab. Sådan har Kultur & Fritidsudvalget netop besluttet, at profilen for Huset skal være fremover. Første skridt i udviklingen af den nye version af Huset er at samle et brugerråd af unge og kulturelle ildsjæle, som skal finde frem til Husets værdier og ambitioner. Derefter kan aktiviteterne spire frem fra de unges interesser og blive styrket i arbejdsgrupper og netværk.

En af brugerrådets første opgaver bliver at ansætte den person, som får det overordnede ansvar for udviklingen og koordineringen af ungdomskulturen i Huset. Koordinatoren vil formelt set blive ansat i Børn & Kultur, men vil i sit arbejde med Huset referere til brugerrådet.

”På den måde er vi med til at sikre Husets fremtid og drift. De unge får frihed og fleksibilitet, så de kan skabe et miljø og fællesskab, hvor de selv er i førertrøjen. Samtidig bakker kommunen op med viden og erfaring på sidelinjen. Den kombination, tror vi på, vil give overskud og liv til nye ideer, drømme og drivkraft i Huset”, siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen.

Plads til både Huset og Konfus
Tobakken har hidtil stået for driften af Huset, men opsagde aftalen fra årsskiftet. Siden har Tobakken foreslået en arbejdsdeling mellem Huset og Ungdomshuset Konfus, sådan at aktiviteter omkring musik fremover skulle samles på Konfus, mens Huset skulle fokusere på kulturelle og sociale aktiviteter.

Kultur & Fritidsudvalget sætter pris på Tobakkens interesse for Huset.

”Vi tror dog på, at Esbjerg er stor nok til at rumme både Huset og Konfus, som vi mener, kan fungere i et godt samspil med hinanden. Det er vigtigt for os, at vi holder mulighederne åbne for Huset, så de unge kan arbejde med de aktiviteter og arrangementer, som de ønsker sig, og det gælder også i musikkens verden. Nå vi siger til de unge, at de selv skal bestemme, hvad der skal foregå i Huset, kan vi ikke samtidig på forhånd begrænse dem i bestemte genrer”, siger May-Britt Andrea Andersen.

Kultur & Fritidsudvalgets ønske om en ny version af Huset vil nu blive vendt med de lokale fonde, som i 1997 skænkede Huset til Esbjerg Kommune.


http://www.esbjerg.dk

Kunst skal hjælpe nybagte forældre

0

Hermed en historie om noget helt andet end corona. Der var oprindeligt planer om en fernisering på afdelingen, men det har ikke været muligt pga. restriktionerne tillagt os alle under Covid-19 pandemien.

Fotos af SVS

Kunst der understøtter amning

Samarbejde mellem Sydvestjysk Sygehus og kunstner Lotte Lambæk har fokus på at hjælpe nybagte familier med fire blå-stemplede råd.

De fire råd, som er den nye kerne i sygehusets kommunikation til gravide og nybagte familier, er: Hud mod hud, Hyppig amning, Ha’ det godt og Hjælp hinanden.

Sygehusets mål er at gøre vejledningen om amning mere enkel og tydelig og dermed styrke mødrenes og forældrenes oplevelse af at kunne lykkes. Håbet er, at forældrene oplever sammenhæng i de råd, de får ved jordemoderkonsultationer, på sygehusafsnit og fra sundhedsplejerskerne.

De vordende forældre møder allerede budskaber og det kunstneriske udtryk under graviditeten. Her uddeler jordemoderen et postkort, som familien hjemme kan hænge op på opslagstavle eller køleskabslågen. Postkortene er uddelt fra september 2020.

I forbindelse med fødsel på sygehuset kan familierne gense ikke blot motivet fra postkortet, men også en lang række individuelle motiver i samme stil – og de kan også møde et maleri og en skulptur. Alt i alt hænger der nu over 100 prints i rammer på sygehuset sengeafsnit.

Lotte Lambæk leverede det kunstneriske blik

Den lokale kunstner Lotte Lambæk har spillet en stor rolle for projektet. Hun har været med til at give det pædagogiske budskab en kunstnerisk udformning, og sågar hjulpet med at søge midler.

Lotte Lambæk har været involveret siden februar 2019: ’Sammen med jordemødrene og sygeplejerskerne kom jeg dybt ned i substansen – i selve problematikken med fejlernæring for spæde. Og med den kunstneriske vinkel som fødselshjælper blev jeg direkte inddraget i at løse en alvorlig problematik. Det giver mig en dyb tilfredsstillelse i arbejdet, når kunsten er i spil på den måde’, siger hun.

’Hun har hurtigt forstået os, familierne og essensen af det, som vi ønsker at formidle. Vi har grund til at takke hende for energi og inspiration. Lottes kreativitet har skabt en formidling, som vi ikke selv har kunnet. Hun har virkelig leveret mere end vi kunne forvente”, fortæller sygeplejerske Helle Bolvig Christensen af sengeafsnittet for Nyfødte og Familier på Sydvestjysk Sygehus.

Helle var med til at starte det lokale projekt med at forenkle vejledningen, så den består af råd, der baserer sig på forskning. Helle møder nybagte familier, når de har brug for længere tid på sygehuset på grund af for tidlig fødsel, kejsersnit, problematikker i forbindelse med fødslen, ammeproblemer eller utryghed. Og hun møder de ulykkelige forældre igen, hvis der bliver brug for en genindlæggelse – hvoraf en ganske stor del hænger sammen med udfordringer med barnets ernæring. Lidt simpelt fortalt kan enklere vejledning reducere antallet af genindlæggelser ved en bedre amning samt sikre en længere ammeperiode.

Råd og vejledning, der hitter – og kan huskes

Familien Lonsdale, som netop er blevet forøget med den lille Gorm, har oplevet, at amningen blev en positiv oplevelse: ’Han skulle bare lige lægges til rette og vises nogle stillinger, og så vidste han selv, hvad han skulle gøre. Han startede med at have en yndlings-side, men medarbejderne havde forslag til, hvordan han gennem andre stillinger kunne hjælpes i gang i den anden side’.

De nye forældre opfordrer alle i samme situation til at spørge personalet, hvis der er tvivl: ’De var virkelig gode til at vise, hvordan vi kunne gøre – uden at tage over fra nogen af os. De fortjener al den ros, de kan få’, siger parret, der også under samtalen nævner rådene ’Hud mod hud’ og ’Hjælp hinanden’.

Familien Therling Kyed har været på en af afsnittets andre stuer. Her supplerer den nybagte mor vurderingen af rådene om amning: ’De er gode – de er overskuelige, simple og nemme at forstå’. Hun kan huske at have kigget på de to plakater på stuen: ’Stilen er sød’, siger hun: ’Det er fedt med farverne – mere af det!’

Det kunstneriske samarbejde er blevet støttet af Johan Hoffmann Fonden.

Kunstner Lotte Lambæk: www.lottelambaek.dk

Fotos af:

Materiale fra Lotte Lambæk, samt fotos af Familien Lonsdale samt sygeplejerskerne Helle (tv) og Iben (th) ved maleriet, som nu hænger på gangen.

Legoland ansætter lige nu sæsonens pirater og prinsesser

0

Midt i nedlukningen bliver der arbejdet på højtryk for at finde de rigtige sæsonansatte til den kommende sæson i LEGOLAND, og hvis man er interesseret, så er det nu, man skal sende sin ansøgning.

Foto: Legoland

Hvis alt går efter planen, så åbner LEGOLAND den 27. marts. Til den tid skal forlystelsesparken naturligvis være klar. Medarbejderne skal være ansat, og de skal have gennemgået den nødvendige træning, for at gæsterne kan se frem til en tur i Dragen eller en pizza på en af restauranterne. 

– Vi er i fuld gang med at ansætte medarbejderne til den kommende sæson, og hvis man vil i betragtning til et sæsonjob, så er det nu, man skal sende sin ansøgning til os, siger Jacob la Cour Søborg, der er Head of Park Operations i LEGOLAND.

Der er mange forskellige typer jobs på listen over ledige stillinger, og man kan finde alle de ledige stillinger på www.legoland.dk/job

Samtaler foregår som onlinemøder 

På denne tid er der normalt jobdag i LEGOLAND, hvor man kan komme forbi og høre om de forskellige stillinger, men på grund af nedlukningen er det ikke muligt at gennemføre i år. Det er heller ikke muligt at gennemføre de fysiske samtaler på normal vis, så derfor foregår det hele online.

– Det hele skal selvfølgelig foregå på en sikker måde, så vi gennemfører i stedet alle samtaler som onlinemøder. Normalt samler vi omkring 25 kandidater til fysiske jobsessions, hvor der er forskellige opgaver og øvelser, man skal løse individuelt og i grupper. Det kommer vi til at fortsætte i et mindre format online, så der er fem kandidater til en online jobsession, hvor vi bruger to timer sammen med kandidaterne. Her får de mulighed for at vise deres engagement og bedste sider af sig selv, når de i gruppen blandt andet skal lave en præsentation af sig selv og deltage i snakke om forskellige cases, forklarer Jacob la Cour Søborg.

Der vil også være en kort individuel samtale, som foregår i forbindelse med onlinemødet, og det er blandt andet vigtigt, at man har let til smil, hvis man vil i betragtning til et sæsonjob i LEGOLAND.

– Sidste år lærte vi, at det er vigtigere end nogensinde før med smilende medarbejdere, der kan træde ind i fantasien og skabe god kontakt til børnene og lave sjov på afstand. Derfor er det også noget af det, vi kigger efter, når vi møder de potentielle sæsonansatte online, siger Jacob la Cour Søborg.

”Essie” og Team Esbjerg hører sammen – to sæsoner til

0

Klubhistoriens bedste spiller og kamprekordholder, Estavana Polman, er som minimum indstillet på at spille 10 sæsoner i Team Esbjerg. Efter en serie af etårige aftaler har den 28-årige stjernespiller nu bundet sig til klubben indtil 30. juni 2023 – yderligere to sæsoner.

”Essie” genoptræner efter en korsbåndsskade og glæder sig til atter at komme på banen for sin klub. Inden da har hun tid til at glæde sig over, at de nære fremtidsplaner er på plads.

– Vi begyndte på et stort projekt i Esbjerg for snart mange år siden, og vi er ikke færdige. Med holdet til næste sæson ser det ud til at blive endnu bedre. Team Esbjerg har store drømme, og dem deler jeg. Byen, menneskene og klubben er mit hjem, Rafael befinder sig meget fint, min bonussøn gør det godt i EfB, og min datter trives. Det er perfekt, siger Estavana Polman. 

Cheftræner Jesper Jensen betegner Polman som en kæmpeprofil både på og uden for banen, hvor hun med årene er blevet et langt mere favnende og samlende menneske end i de første individualistiske sæsoner i klubben.

– ”Essie” er vokset fra at være den uslebne diamant, som, jeg på et tidspunkt troede, ikke ville nå længere end top 50 i verden, til, at hun var tæt på at være verdens bedste angrebsspiller i seneste sæson med sine præstationer for os i Champions League og for det hollandske landshold, der blev verdensmester. I de seneste måneder har vi set hende gå all in med genoptræningen, hvad ikke ville være forekommet før, og jeg tror på, at vi – om muligt – får en bedre spiller tilbage, siger Jesper Jensen og tilføjer:

– Hun er på mange måder modstykket til vores gruppe af norske spillere, som bringer en stærk træningskultur ind i klubben, mens ”Essie” har en kampkultur. Hun lever og ånder for kampdage og at præstere i store kampe. På det punkt er hun fortsat et legebarn, for hvem presset er det fedeste i verden. Forskellen er, at hun på banen er blevet dygtig til at tage de rigtige beslutninger – i stedet for alle beslutninger.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen har ligeledes fulgt Estavana Polmans udvikling tæt, siden hun i 2013 skiftede til Team Esbjerg efter to sæsoner i SønderjyskE.

– Det er en stor anerkendelse af klubben og trænerteamet, at vi er i stand til at holde en spiller af så høj klasse i Team Esbjerg. Jeg løber næsten tør for ord, når jeg skal beskrive hendes betydning for klubben og holdet, og hun har bevaret sulten til at opnå mere. Havde vi ikke hele tiden sat nye målsætninger op som klub, som hun kunne se sig selv i, ville hun ikke være her. Jeg er stolt af, at det er lykkedes, og at den nye aftale endog er toårig, siger Bjarne Pedersen.  

Sammen med sin kæreste, Rafael van der Vaart, udgør Estavana Polman et internationalt kendt sportspar, og det er i stand til at leve et almindeligt familieliv i Esbjerg. Den tidligere 

verdensstjerne i fodbold hygger sig med serie 4-fodbold i EfB sammen med tidligere topspillere i klubben og spiller også paddle – på dansk padel – den fremstormende ketsjersport med baner lige ved Polmans hjemmebane, Blue Water Dokken. Her har hun spillet omkring halvdelen af sine 224 kampe og scoret mange af de 1253 mål for Team Esbjerg.

Region Syddanmark med ny vaccinestrategi for 2021

0

Region Syddanmark har ny vaccinationsstrategi på plads
Regionen fremlægger vaccinationsstrategi for 2021.

Formålet er at tilbyde syddanskerne vaccinationen så tæt på deres hjem som muligt og sikre at vaccinerne hurtigt når ud til borgerne. Se mere her:

rsyd.dk/wm529114

Ny taskforce ser dagens lys

Borgmester Jesper Frost Rasmussen har i dag meldt ud, at han nedsætter en ny taskforce, hvor han som formand vil samle forskellige aktører, der skal sikre kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling med særlig fokus på overgangen fra olie og gas til havvind.

Foto fra Esbjerg Havn af Christina Simonia Straarup /Grøn omstilling med Emmelev.

Esbjerg Kommune barsler med endnu et grønt initiativ. Denne gang handler det om at sikre, at virksomhederne kan rekruttere medarbejdere, som har de rette grønne kompetencer.

Efter Regeringen og et bredt flertal i Folketinget sidst år indgik en aftale om Nordsøens fremtid, er emnet blevet endnu mere aktuelt. Med Nordsøaftalen er der sikret klare rammevilkår for udvinding af olie og gas frem mod 2050, og samtidigt er der i aftalen afsat midler der skal støtte Esbjerg Havns udvikling og mulighed for at være et knudepunkt for storskala havvind.

”Som altid præger entreprenørånden Esbjerg. Derfor glæder det mig, at flere på egen hånd har taget initiativ til at sætte nye ting i søen. At forvandle sorte jobs til grønne stillinger bliver en spændende og vigtig opgave. For mig er det vigtigt, at vi sørger for, at kompetencerne er til stede lokalt”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

I første omgang skal taskforcen lave et overblik over, hvilke uddannelsesmæssige initiativer der er i gang eller lige på trapperne. Derefter skal der ses nærmere på, om der evt. mangler noget i det grønne uddannelsesudbud. På sigt skal det være et springbræt i forhold til at positionere Esbjerg som et kompetencecenter for de uddannelser, som kommer til at levere arbejdskraft til den grønne udvikling i mange forskellige former.

Taskforcen vil spille en vigtig rolle i at levere information og viden til det kommende Vækstteam for Sydjylland, der skal levere anbefalinger til, hvordan der bedst kan investeres i lokale erhvervsstyrker og dermed styrke vækst og beskæftigelse.

Den nye taksforce falder fint i tråd med Esbjerg Byråds ambition om at være en grøn foregangskommune. Derfor vil borgmester Jesper Frost Rasmussen stå i spidsen for den nye taskforce.

”Taskforcen har et stort potentiale, og arbejdet her vil have mange udløbere, som sagtens kan indgå i andre sammenhænge. Her kunne jeg forestille mig, at der er behov for flere samarbejder på tværs af aktører og sektorer”, slutter Jesper Frost Rasmussen

Team Esbjerg fortsætter udvidelsen med en verdensstjerne

0

Et af international kvindehåndbolds største talenter, norske Henny Reistad, foretrækker at fortsætte sin kometagtige karriere i Team Esbjerg frem for andre, mere pengestærke europæiske topklubber. Den 21-årige landsholdsspiller fra mesterklubben VipersKristiansand har indgået en toårig aftale og tiltræder 1. juli i klubben.

– Det har været en lang og vanskelig proces, for jeg er glad for at være i Vipers. Men de andre norske spillere er meget fornøjede med alt, hvad der foregår i Team Esbjerg, og har alle været inde i en fin udvikling. Jeg håber også selv at kunne videreudvikle mig i et godt træningsmiljø og en hård liga, siger Henny Reistad inden sit første udlandsophold som håndboldspiller.

Oslo-pigen debuterede på landsholdet i november 2018 og imponerede allerede i sin første slutrunde, EM i Frankrig. Ved det nylige EM i Danmark bekræftede hun potentialet i den norske bagkæde med sin dynamik og eksplosivitet kronet med 29 mål på 44 forsøg. Særligt i kvartfinalen mod Kroatien glimtede hun med syv mål på otte forsøg. I 25 landskampe har hun scoret 73 mål for europamestrene. 

Henny Reistad har opnået et højt antal kåringer ved Junior-VM og –EM samt i den norske liga for først Stabæk IF og fra 2018 med Vipers, som hun er dobbelt norsk mester med. I forrige sæson var hun med til at vinde bronze ved Final4 i DELO EHF Champions League og hærgede turneringen med 71 scoringer. Hun mener, at også Team Esbjerg bør have høje ambitioner i Champions League, men venter ellers med at definere målsætninger i sin kommende klub. 

Den store blåstempling

Cheftræner Jesper Jensen betragter tiltrækningen af Henny Reistad som en enorm blåstempling af det arbejde, der er udført i Team Esbjerg igennem en årrække for ikke blot at nå til tops i Danmark, men også på den europæiske scene. 

– Vi har gennem årene været stolte af den måde, spillere har udviklet sig på, mens de har været her. Det samme vil vi gerne gøre med Henny Reistad. Vi har fulgt hende siden hendes landsholdsdebut og har konstateret, at hun er blevet dygtig meget hurtigt og måske er det største talent på verdensplan lige nu. Henny rummer mange af spillets facetter, mest af altgennembrudsspillet, hun har stor fysik og er skudfarlig, især fra gulvet – og så er hun eksplosiv, siger Jesper Jensen.

Han betegner Henny Reistad som en moderne bagspiller, der kan dække alle tre pladser. Selv ser hun udviklingspotentiale i at få et bedre overblik, så hun kan finde løsninger mod alle typer af forsvar, forbedre sit skud fra både seks og ni meter samt at lægge på sit forsvarsspil på 2’er- eller 3’erpositionen. 

Esbjergs virksomheder bakker op

Ligesom ved den spanske Nerea Pena har Team Esbjerg henvendt sig til en kreds af lokale virksomheder for at gøre det muligt at indgå kontrakt med Henny Reistad. Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen glæder sig over, at det er lykkedes at skabe medfinansiering til to spillere fra verdenseliten inden for kort tid.

– På klubbens vegne synes jeg også, det er flot, at vi i konkurrence med andre store klubber har kunnet tiltrække en så eftertragtet spiller som Henny Reistad til den danske liga og Team Esbjerg. Vi håber at kunne præsentere hende for virksomhederne bag investeringen ved et særligt arrangement, når coronaen er klinget af, siger Bjarne Pedersen.

Han betragter de nuværende spillere som gode ambassadører for klubben i bestræbelserne på at tilføre klassespillere udefra. Også Henny Reistad er ambassadør, og det er for Verdensnaturfonden, der har pandaen i sit logo. Hendes store interesse for miljøet matcher at komme til Danmarks førende by inden for havvind. Hun gennemfører et års grundstudium i matematik på universitetet i Kristiansand, inden hun kommer til Esbjerg.

Henny Reistad har to ældre brødre, Jon Halfdan og Petter, som gør sig inden for henholdsvis håndbold og langrend. Jon bor nu i London, hvor det er svært at holde fast i håndboldspillet, mens ældste storebror ligesom forældrene bor i Oslo.

Tysk topmålvogter glæder sig til at indgå i nyt kollektiv

0

Team Esbjerg har indgået en toårig aftale gældende fra 1. juli 2021 med den tyske landsholdsmålvogter, Dinah Eckerle, der kommer til klubben efter et kort ophold i den franske mesterklub, Metz Handball. Forinden var hun også kortvarigt i den ungarske klub, Siófok, indtil klubben kom i problemer og i oktober frigjorde flere udenlandske spillere fra deres kontrakter.

– Udlandsopholdene har udviklet mig både håndboldmæssigt og personligt, og nu er jeg klar til at tage næste skridt, udvikle mig yderligere og få en mere afgørende rolle på et hold. Jeg blev glad for forespørgslen fra Team Esbjerg, som længe har vist interesse, og mine møder med de ansvarlige i klubben – heriblandt Jesper som træner – har givet mig et superindtryk. Samtaler med blandt andre Sonja Frey har bekræftet mig i, at Esbjerg er et godt sted at leve og arbejde, og at klubben er en håndboldfamilie, hvor man føler sig godt hjemme og har noget med hinanden at gøre også i fritiden. Det tiltaler mig meget, siger Dinah Eckerle.

Den 25-åriges karriere har inden det turbulente år i to lande været præget af stor kontinuitet. Efter de første håndboldår i mindre klubber rykkede hun allerede som 13-årig til Tysklands da førende klub, Thüringer HC, hvor hun var i ni år og bidrog til at vinde seks tyske mesterskaber. Hun betegner det som en intens og skøn periode og sender en stor tak til sin træner, Herbert Müller, der kom til klubben i 2010 og straks førte Erfurt-klubben til titler. I 2018 skiftede hun til SG BBM Bietigheim ikke langt fra fødebyen Leonberg vest for Stuttgart. Her opnåede hun sin syvende nationale titel og en pokalsejr. 

Dinah Eckerle er med sine 1,70 m en yderst bevægelig målvogter, og hvad hun ikke har i højde, har hun i attitude og udstråling. Netop de egenskaber tiltaler cheftræner Jesper Jensen.

– Allerede da Dinah Eckerle som 22-23-årig spillede slutrunde for Tyskland, havde hun en power og en personlighed, så man lagde mærke til hende. Nu er hun modnedes, uden at hun har lagt det vilde og udadvendte af sig, og så var det for os om at slå til. Hun går ind isine bedste håndboldår de næste fem til otte år. Dinah er enormt forudseende i forhold til at læse skytter og få dem til at skyde, hvor hun gerne vil have det. Dertil er hun et sympatisk menneske, der trives i tryghed og som menneske har noget at give til et hold, siger Jesper Jensen.  

Både for Team Esbjerg og som førstemålvogter på det tyske landshold med 61 landskampe siden debuten i 2015 har hun store ambitioner. 

– Team Esbjerg er en klub med høje mål ligesom mig. Klubben vil hvert år gå efter at vinde det danske mesterskab og pokaltitel, og jeg håber virkelig, at de også i næste sæson spiller Champions League, og at de har ambitioner om ikke bare at være med, men nå langt. Som målvogter er min styrke at læse spillet og placere mig optimalt, og jeg kan gode lide, at Team Esbjerg fungerer godt som hold, spiller hurtig håndbold og har et stærktforsvar. Jeg er emotionel på en håndboldbane, og det profiterer jeg især af i spændende og tætte kampe, hvor jeg præsterer bedst, siger Dinah Eckerle.

Hun rykker til Esbjerg med sin kæreste, Florian, der ligesom hun læser Sport Management som fjernstudium, samt hunden Milka. Men håndbold er den altdominerende beskæftigelse.  

Team Esbjerg forlængede i december aftalen med målvogter Rikke Poulsen, så den også gælder den kommende sæson, hvorimod Rikke Marie Granlund efter tre sæsoner stopper i klubben ved kontraktudløb 30. juni. Hun har med sin indsats foreløbig medvirket til danske mesterskaber i 2019 og 2020.

Ny 1 årig aftale til Team Esbjergs Kaja Kamp

0

Kaja Kamp kom, så og overbeviste på det højere niveau.

Kaja Kamp kom til Team Esbjerg inden denne sæson som et supplement til de to norske landsholdsspillere, Vilde Ingstad og Marit Malm Frafjord, på stregpositionen. Med sin indædte tilgang til spillet og sine håndboldevner har hun spillet sig til en ny etårig aftale med klubben gældende til 30. juni 2022.

– Jeg havde egentlig ikke tænkt så meget over muligheden for en ny aftale, for jeg har valgt bare at spille og nyde at være med på denne scene. Men jeg blev glad, da jeg blev tilbudt et år til, siger den 26-årige Aalborg-pige.

Hun kom til Team Esbjerg efter to sæsoner i TTH Holstebro og var ellers på vej til den tyske bundesligaklub, TuS Metzingen, da coronaenramte, og de økonomiske præmisser for udlandseventyret ændrede sig.

Cheftræner Jesper Jensen er meget tilfreds med, at hun i stedet tog udfordringen i en topklub i Esbjerg op. 

– Kaja har haft nemmere ved at gå ind på det højere niveau, end jeg havde frygtet. Jeg tror, hun har kæmpet lidt med sig selv, om hun var god nok. Jeg er vild med hendes uimponerethed, som vi så allerede i den første kamp i Odense, som hun var med til at afgøre. Hun viger heller ikke, når hun står over for Vyakhireva fra Rostov-Don. Med Vildes skade har hun fået en større rolle og har præsteret, når hun fik chancen, siger Jesper Jensen.

Kaja Kamp, der er uddannet finansøkonom og har en professionsbachelor i Sport Management, genkender sin cheftræners analyse.

– Jeg er nok også selv lidt overrasket over, at jeg har taget det så pænt at gå til det højere niveau, men det er jo bare en håndboldkamp. Jeg har ikke altid haft lige nemt ved at være i det, og det sker da også, at jeg bliver snydt til træning, men det ruster mig at være blandt så gode spillere. Jeg er vildt glad for at være i klubben med pigerne og alle folkene omkring holdet. Det har været specielt med corona, og jeg ser frem til forhåbentlig at møde flere, herunder også sponsorer, siger Kaja Kamp.

Jesper Jensen foretrækker en trup med tre stregspillere, der både kan supplere på fløjen og udfylde vigtige roller i forsvaret. Kaja Kamp har spillet sig til at være et fuldgyldigt medlem af Team Esbjergs stregspillertrio i sæsonen 2021-2022. Hun er europamester i Beach Handball og har bevist, at hun også kan være med på europæisk niveau med fast grund under skoene.

Jubilæum: Esbjergenserne vil stadig opleve den gode lyd i butikken

0

Selvom mange køb i dag foregår i HiFi Klubbens onlineshop, oplever butikschef Henrik Rahbek fortsat et stort behov for at få den personlige rådgivning og teste udstyret i butikken på Kongensgade.

Overpriser, forkerte produktoplysninger og en branche med et alt for stort – og kortsigtet – fokus på profit frem for den gode lydoplevelse. Det kendetegnede 1980’ernes hifi-verden, som var det vilde vesten for forbrugerne og gjorde ondt i hjertet på den audiofile Peter Lyngdorf. Derfor grundlagde den unge iværksætter Danmarks Hi-Fi Klub med det formål at sikre, at kunderne rent faktisk fik et alternativ i branchen, de kunne stole på.


I år fylder HiFi Klubben, som Peter Lyngdorfs livsprojekt skiftede navn til i 1994, 40 år. Men selvom Billie Eilish og Ariana Grande for længst har skubbet Guns N’ Roses og U2 af tronen på hitlisterne, er både fokus og udfordringer grundlæggende de samme, som dengang Peter Lyngdorf langede de første Cerwin-Vega-højtalere over disken.
– En af ambitionerne med klubben var at uddanne kunderne, så de ikke faldt for de falske tilbud og oppustede produktbeskrivelser. Og det er stadig vores opgave og vision i dag. For selvom kunderne med internettet har fået større adgang til viden om hifi, er der mere bullshit og falsk reklame end nogensinde før, siger Peter Lyngdorf.
Søger lokal rådgivning
Det til tider uigennemskuelige marked for hifi på internettet får ifølge Henrik Rahbek, der er butikschef i HiFi Klubben i Esbjerg, mange til at besøge butikken på Kongensgade. Ønsket om at mærke hårene rejser sig i nakken, når man prøver udstyret og få svar på de spørgsmål der opstår, når man shopper hifi-grej, er nemlig ikke blevet mindre til trods for internettet. Men hvor kunderne i 90’erne tog højtalerne under armen, når de forlod butikken, har opgaven ændret sig i butikken i Esbjerg.
– Mange af vores kunder vælger at bestille deres udstyr online, men inden de når dertil, er der mange, der dukker op i butikken for at få vejledning, inden de gennemfører ordren. Det sker dog næsten lige så ofte, at kunderne kommer ind i butikken igen, når de skal afhente deres udstyr, og det giver selvfølgelig anledning til en snak om, hvad de endte med at købe, siger Henrik Rahbek.
Fremtiden er demo-rum
I dag består kæden af tæt på hundrede fysiske butikker fordelt i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Tyskland og fem nationale onlinebutikker. Og det er den online, at HiFi Klubben oplever den største vækst. Derfor kommer Henrik Rahbek og de hifi-interesserede kunder i Esbjerg ifølge Peter Lyngdorf til i højere grad til at opleve butikkerne som showrooms, eller ”demo-rum” som HiFi Klubben kalder dem, hvor kunderne prøver udstyret, inden de færdiggør købet online. Denne strategi betyder ifølge Peter Lyngdorf, at fysiske butikker som den i Esbjerg fortsat kommer til at spille en nøglerolle for HiFi Klubben i fremtiden.


– Vi kan allerede se, at vores kunder har taget ideen om at prøve tingene i butikken og bestille det online til sig. Du kan læse nok så meget om et sæt højtalere, men det slår stadig ikke oplevelsen af, at hårene rejser i nakken, som du kan få i de rammer og med den vejledning, du får i vores butikker. Derfor kommer vores fysiske butikker og demo- rum også til at spille en nøglerolle for HiFi Klubben og vores kunder i fremtiden, siger Peter Lyngdorf.

Foto: Privat