Home Tags Læserbrev

Tag: Læserbrev

Team Esbjerg og Sanna Solberg

By
Yesbjerg
-
1

Vi fik lov til at følge med i tirsdagens træning i Blue Water Dokken. Det foregik tirsdag middag og vi så hvad truppen arbejder med under træning. Vi kunne også se hvordan spillerne finpudsede deres skud fra de forskellige positioner på banen. Her vil vi gerne trække Sanna Solberg ud som profilen på holdet. Her kunne vi se hvordan hun arbejdede på sit fløj skud ude fra hendes venstre fløj position. Det er også det vi kan se under kamp, som vi synes er et godt stykke arbejde, fra Sanne’s position både i angrebet og i forsvaret. Men der er altid plads til forbedringer.

Hvordan er det at spille i Esbjerg i forhold til Larvik?

Jeg trives vældig godt her i Esbjerg. Livet er selvfølgelig anderledes end i Larvik. Får lidt andre udfordringer her efter to år i forsvaret i Larvik. Har mange hjemme kampe, synes jeg er ok, selvom vi taber nogle. Så ved man at man har mere at arbejde med frem mod næste kamp.

Hvordan synes du det er at spille i Esbjerg?

Det er specielt at spille her på hjemmebane med så mange tilskuere. Det synes jeg er stort / fedt.

Er i klar til næste kamp?

Sanna Solberg siger at holdet er klar til næste kamp og forhåbentlig to point med hjem.

Foto Jannick Pedersen

Læserbrev og foto af:

Jannick Pedersen

Flere uddannelser for Esbjergs skyld

By
Yesbjerg
-
2

Af Frederik Bloch Münster, Folketingskandidat (C)

Siden regeringen trådte til er det blevet slået fast gang på gang, at der er et ønske om at hele Danmark skal have de bedste muligheder for at vokse på alle parametre, således at der hersker udvikling og et positivt syn på fremtiden overalt i Danmark.

I Esbjerg er vi ikke omringet af ligeså befolkningsrige områder som vores eget, nej her er vi den største kommune befolkningsmæssigt og økonomisk, og fører an på både arbejdspladser, kulturtilbud og uddannelser.

Netop uddannelser er af stor betydning, for det er uddannelsesmulighederne i Esbjerg Kommune der sikrer at unge esbjergensere kan dygtiggøre sig og starte sin egen familie på hjemstavnen, samtidig med at ambitiøse unge udefra kan lokkes til området, og få øjnene op for hvad vi rent faktisk har at tilbyde dem.

Desværre halter det med at sikre flere uddannelser. Ganske vidst har både Esbjerg og Ribe fået glæde af udflytningen af statslige arbejdspladser, men det der for alvor batter noget, er hvis vores kommune sikres flere uddannelser.

Tænketanken Kraka var forleden ude med meldingen om, at Esbjerg ville passe perfekt som hjemby til uddannelser som jura, historie og psykologi.

Netop sådanne uddannelser vil kunne sende Esbjerg op i en hel ny liga som uddannelsesby, hvor vi i så fald vil kunne konkurrere med Odense, Aarhus og København i langt højere grad end vi gør i dag.

Vi skal kunne tro på at vores område kan rumme sådanne ambitioner og uddannelser, for uddannelsernes placeringer er ikke skrevet i sten, men er derimod politisk besluttet. Vi kan gøre en forskel, hvis blot vi sørger for at Christiansborg forstår vigtigheden af et stærkt Sydvestjylland med et vibrerende erhvervsliv, en god ungdomskultur og uddannelser i verdensklasse.

Fædrenes synder

By
Yesbjerg
-
0

Fædrenes synder
Der findes et gammelt ordsprog: ”Fædrenes synder nedarves på sønnerne”. I sammenhængen med Afrika er der jo nok nærmere tale om tipolde-fædrenes synder, som stadig plager os den dag i dag.

Da man tilbage i 1800-tallet med blyant og lineal fordelte hele det afrikanske kontinent mellem Europas lande, skabte man unaturlige og reelt ikke bæredygtige nationer, og man gjorde det for at sikre sin egen industrielle udvikling billige råvarer og arbejdskraft – under tiden gratis.

Man gjorde det i påberåbelsen af Vor Herre og en religiøst baseret indlysende ret til at ”hjælpe de tilbagestående afrikanere”, som man i datiden jo knapt betragtede som mennesker, og slet ikke omfattet af det kristne budskab om, at vi i Herrens øjne alle er lige værdige – det blev et korstog med meget langvarige konsekvenser.

Med kold eller varm hånd
Min mor havde et udtryk omkring arv, der handler om, at der som bekendt ingen lommer er i det sidste sæt tøj, så man har valget at aflevere sine midler med kold hånd, når man er død, eller ved arveforskud med varm hånd. Hun valgte det sidste, og fik det udbytte at se, hvad vi gjorde med midlerne.

I forhold til verdens midler gælder det samme princip – det er kun til låns. Og vi kan vælge at holde krampagtigt fast på vores goder og privilegier eller vi kan med varm hånd vælge at bruge af vores midler til at skabe bedre livsbetingelser for flere.

Risikoen ved at dele er, at midlerne lander i de forkerte lommer – men pointen er, at de forkerte også kun låner indtil de med kold hånd bliver tvunget til at aflevere det, som de ikke ville dele med varm.
Risikoen ved at lade være med at dele er, at det i sig selv motiverer de der ikke har noget at miste til at komme og tage vores midler fra vores så kolde hånd…

Afrika må hjælpe Afrika, men ikke alene
Den Afrikanske Union (AU) har for nylig erkendt, at kontinentet har et alvorligt problem med korruption, og det vil alle statslederne så gøre noget alvorligt ved, idet man forventer at have løst problemet allerede i 2063!!!! Det vil sige, at kontinentets nuværende magthavere i realiteten har opgivet selv at løse det problem. Hvis vi som globalt samfund tillader en sådan ansvarsløshed, så vil vi blive de nye fædre, der overlader til vores oldebørn at bære konsekvenserne af vores nye synder.

Realiteten er at ingen har råd til at vente til efter den igangværende befolkningseksplosion på at løse Afrikas problemer – og korruption er helt sikkert et problem, men ikke i nærheden af hovedproblemet, der er overbefolkningen, der skubber bag på fattigdom, elendighed og tilbagegang.
Løsningen af verdens problemer i Afrika må nødvendigvis have et afrikansk udgangspunkt. Ligesom problemet har, så skal løsningen også have udgangspunkt i magten – nationalt og kontinentalt.

At forestille sig den rene frelsers komme, hvorefter rovdyr og planteæder lever i fredelig sameksistens er en utopi. Men ligesom det var en dårlig ide, at man fra Europa blandede sig i Afrikas interne magtkampe og krige, lige så lidt kan verden i dag bestemme magten i de 54 afrikanske lande, men vi kan understøtte de bejlere til magten, der vil bruge en kraftig forbedring af massernes levevilkår som middel til at få magten, for så er der håb om, at færre immigrerer og færre får mange børn.

Det giver i den sammenhæng mening at understøtte fri handel, fjernelse af handelsbarrierer, told og moms fra afrikansk eksport til resten af verden, fordi det vil være den første betingelse for en vellykket udvikling, ligesom det giver mening at yde hjælp til selvhjælp i et inddragende og aktiverende samarbejde, så vi hjælper dem bæredygtigt til selv kan hæve deres egen levestandard. Det handler om basale behov først og fremmest, så finder afrikanerne selv ud af resten: Demokrati, retsstat og frihedsrettigheder – selvfølgelig i en lokal afrikansk version. Hvad ellers?

Det kan betale sig
Europa består af 47 lande, og der er ikke 2 der er ens. Afrika består af 54 lande, og heller ikke her, er der 2 der er ens. Løsningen af kontinentets problemer skal selvfølgelig afspejle denne forskellighed, men på det overordnede plan vil implementering af ovennævnte løsning eller strategi kræve en fælles indsats af EU, USA, NATO, OPEC, Kina og Rusland.

Som en del af løsningen af kontinentets overordnede strukturelle problemer bør man give de afrikanerne en reel mulighed for at gentænke grænsedragninger og nationsdannelserne, der var resultatet af blyanters og linealers tilfældigheder i 1800-tallets Europa, og de deraf kunstigt skabte krudttønder af etniske konflikter – hvis kontinentets problemer for alvor skal løses, så må det være på tide med en revision!

En anden del handler om flygtninge fra Afrika, hvor hovedparten er fattige immigranter, der ser et liv på den sociale bund eller lavere i Europa som en betragtelig forbedring af de vilkår de rejser fra. Stormagtsgruppen burde oprette, sikre og drive en række store flygtningebyer langs hovedårerne af de store flygtningeruter. Samtidig vil en sådan løsning kræve, at Europa lukkes hermetisk for denne type flygtninge, således at alle spontane immigranter, der selv kommer til Europa sendes retur til den flygtningelandsby, der ligger tættest ved vedkommende oprindelsesland.

Herudover udvikler stormagtsgruppen i massivt omfang egentlige udviklingsplaner ud fra princippet hjælp til selvhjælp og med beskæftigelse og lokal værdiskabelse for øje, så man ikke alene sikrer allerede modtagne flygtninges muligheder for at vende hjem, men samtidig fjerner incitamenterne til, at nye flygtninge rejser ud.

Jeg er overbevist om, at en sådan indsats ville skabe så stor en velstandsstigning rundt om på kloden, at vi samtidig ville bidrage til en reduktion af “alle problemers moder” – al erfaring viser faldende fødselstal, når velstanden stiger.

Til de der advarer om, at dette er alt for dyrt, så er der den ekstra pointe, at en egentlig gennemførelse formentlig ville skabe den største velstandsstigning hos donorerne selv, fordi vi får flere købedygtige mennesker i verden at handle med end vi har nu.

Og hvis ikke vi hjælper Afrika med at løse deres problemer i Afrika, så vil de sprede sig til vores egen del af verden – med varm eller kold hånd, så nedarves vores synder på de kommende generationer….

Brugerbetaling på tolkebistand

By
Yesbjerg
-
0

LÆSERBREV

Jeg vil hermed gerne hilse den nye finanslov velkommen med indførelse af brugerbetaling på tolkebistand for personer, der har boet i Danmark mere end 3 år.

Tidligere har flygtninge haft ret til livslang skattefinanseret tolkebistand. I Region Syddanmark bruger vi årligt 50 millioner kroner på tolkebistand blot på sundhedsområdet. Dette beløb kunne lønne mange sygeplejersker.

Når flygtninge har boet 3 år i Danmark, må man forvente, at udlændinge, som ønsker det, kan tale dansk, og gøre sig forståelig hos lægen. Som læge syntes jeg reglen er fuld forsvarlig. Det er selvfølgelig  lægens ret, at kunne kræve brugerbetalt tolkeassistance, hvis patienten ikke kan gøre sig forståelig.

I dag inkluderes flygtninge i integrationens projekter med gratis sprogundervisningen samtidig med de modtager integrationsydelse. Imidlertid udebliver 30-40 % af alle invandrere fra sprogundervisningen. Brugerbetaling vil øge incitamentet for læring af dansk. Fødsler og barselsorlov bør ikke fristille kvinder fra den nye 3 årsreglen. Det er jo især indvandre kvinder fra ikkevestlige lande med mange fødsler, der halter bagefter i beskæftigelsestatistikkerne.

Marianne Mørk Mathiesen
Læge og Medlem af Regionsrådet Syddanmark

Læserbrev af Susanne Hartvig

By
Yesbjerg
-
0

Giv børnene en stemme

Jeg er netop kommet hjem fra en politisk debataften, hvor emnet var fremtidens familiepolitik. Fire politikere, der alle stiller op til det forestående kommunalvalg, gav os forældre lov til at debattere og komme med ideer til fremtidens politik inden for familieområdet i Esbjerg Kommune.

Store drømme

De fire politikere delte deres drømme for familieområdet. ”Lad os nytænke hele børnepasningsområdet. Der er brug for innovation!” lød det fra en drømmende politiker, og jeg nikkede anerkendende til hvert et ord. Det er godt, at der er politikere, der drømmer og har ambitioner på vegne af vores børn og familier.

Men det slog mig også, at mange forældre, der har børn i kommunens dagtilbud, er holdt op med at drømme store drømme. For det eneste vi drømmer om er, at de helt fundamentale behov hos vores børn bliver mødt.

Er det ikke en falliterklæring, at noget, der burde være så selvfølgeligt; nærvær og voksenkontakt, er det vi forældre går og sukker efter?

Når nærvær er en mangelvare

I kommunens vuggestuer, børnehaver og på folkeskolerne er ressourcerne ofte så få, at børnene ikke oplever nok af det nærvær, vi alle ved er fundamentet for deres trivsel og udvikling.

I effektiviseringens navn tænker kommunens politikere i stordrift, kvantitet og produktionsniveau. Tænk, at New Public Management, der ellers efterhånden bandlyses af så mange, lever i bedste velgående ude i vores institutioner. På sygehusene måler vi formålsløst på, hvor mange syge borgere vi får igennem systemet, frem for at være optaget af, hvor mange syge borgere, der rent faktisk bliver raske. Men er vi ikke alle enige om, at det er det sidste, der skaber egentlig værdi?

På samme måde virker det til, at kommunens politik tager udgangspunkt i, hvor mange børn vi kan stuve sammen på en stue, og hvor mange pædagoger vi kan spare væk. Ambitionen er ikke at udvikle børnene, blot at opbevare dem. Men hvem kigger på konsekvenserne af undernormeringerne? Hvem sætter sig i børnenes sted? Hvem spørger, hvad der skal til for, at vores børn trives og udvikler sig til velfungerende samfundsborgere.

Et nedslag i virkeligheden

Min ene datter nåede (desværre) at gå nogle uger i en kommunal vuggestue. Det sluttede brat en tidlig fredag eftermiddag, hvor jeg fandt min datter grædende i et hjørne på en voksenforladt stue sammen med 10-12 andre vuggestuebørn. Hun havde høj feber, men ingen havde set hende, trøstet hende eller taget hendes varme trøje af. Den dag lovede mig selv aldrig at udsætte hende for det omsorgssvigt igen.

På vejen ud af stuen mødte jeg den stakkels pædagogstuderende, der var dagens vikar (den faste pædagog var sygemeldt med stress). Jeg spurgte hende vredt, hvorfor hun ikke havde ringet efter mig eller i det mindste taget min datters trøje af. Hun svarede opgivende: ”Det hele er lidt hektisk i dag. Jeg har desværre ikke nået det” og fortsatte ind på stuen, hvor flere ildebrande ventede.

I dag går mine børn i privatskole og i privat børnehave, for jeg har ikke tillid til, at kommunen kan løfte opgaven. Jeg ved, at pædagogerne vil og kan, men ressourcerne skal og må følge med.

Giv familierne en stemme

I aften har jeg mødt politikere, der tør drømme stort. Politikere, der også er forældre, og som ønsker at se en forandring inden for det familiepolitiske område.

Min drøm er, at vi begynder at inddrager børnene og forældrene i den familiepolitik, kommunen udarbejder. At vi, børn og forældre, får en stemme. Som der blev sagt under debatten i aften: ”Hvem spørger egentlig børnene?” Børnene, familierne, burde have mulighed for at komme til orde. Det er trods alt dem, det hele handler om.

I Esbjerg Kommune har vi et Udsatteråd og et Handicapråd, hvor repræsentanter for socialt udsatte og handicappede giver deres mening til kende, udvikler ideer, opsøger eksperter og udfordrer de beslutninger, politikerne træffer. Men hvad med os forældre? Og hvad med vores børn? Hvor kan vi få lov til at komme til orde? Hvordan kan vi få politikerne i tale – også efter valget?

Måske kunne et skridt i den rigtige retning være at etablere et Familieråd, der tvinger politikerne til at lytte til dem, der taler børnenes sag.

Skrevet af en mor – Susanne Hartvig

1...345Page 5 of 5