Home Tags Kræft

Tag: kræft

Kræftrådgivningen i Esbjerg udbygges

0

Flytning til nye, tidssvarende lokaler i Stormgade, ny leder og flere tilbud til kræftpatienter, pårørende og efterladte på vej.

Onsdag 1. september inviterer Kræftens Bekæmpelse – Kræftrådgivningen i Esbjerg til fejring af nye lokaler i Stormgade 65. I de lyse omgivelser kan borgerne komme ind og få gratis rådgivning og støtte i en svær tid med kræftsygdom.

Foto: Kræftens Bekæmpelse.

Det glæder Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune sig over:

– I Esbjerg Kommune er vi rigtig glade for samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse omkring rehabiliteringen efter kræft. Kræftrådgivningen har stor betydning for mange af vores borgere, når de eller deres nærmeste rammes af den her frygtelige sygdom. Derfor er vi da også glade for, at Kræftrådgivningen, nu efter mere end 20 år i byen, kan flytte i nye og mere tidssvarende lokaler, hvor der er plads til alle, siger Jesper Frost Rasmussen, borgmester i Esbjerg Kommune.

Flytningen fra Jyllandsgade 30 til Stormgade 65 – samt ansættelsen af Inger Borg Laursen som ny rådgivningsleder – er besluttet af Kræftens Bekæmpelses hovedbestyrelse på baggrund af indstilling fra stærke, lokale frivillige kræfter fra lokalforeningen i Esbjerg.

– Vi er rigtig glade for opbakningen fra Kræftens Bekæmpelse, og vi er sikre på, at det vil være til stor gavn for kræftramte borgere og de ansatte med nye, tidsvarende lokaler og lokal ledelse i byen, siger formand for lokalforeningen i Esbjerg, Diana Rank.

Kræftens Bekæmpelse har gennem mere end 20 år tilbudt gratis rådgivning til kræftpatienter og pårørende i Esbjerg Kommune. På landsplan tilbyder foreningen rådgivning over 40 steder i Danmark, og har i alt 100.000 kontakter med kræftramte om året.

– Jeg glæder mig til at følge udviklingen i Esbjerg. Stor tak til både kommunen og de lokale, frivillige ildsjæle for samarbejdet omkring den flotte, nye kræftrådgivning. Den vil uden tvivl komme kræftpatienter og pårørende til gode, siger Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

———————————————–

Om kræftrådgivningen

Kræftrådgivningen i Esbjerg tilbyder gratis rådgivning og gruppetilbud til kræftpatienter og pårørende. Ud over rådgivningslederen består den faste stab af to rådgivere og en administrativ medarbejder foruden en række frivillige kræfter.

Man har flere tilbud til kræftramte og pårørende på vej. Blandt andet Navigatortilbuddet til socialt sårbare kræftpatienter. Man ønsker også at tilknytte endnu flere lokale, frivillige kræfter.

Program og tilmelding for journalister

Reception – onsdag 1. september 2021 – 14.00-15.30 – Stormgade 65, 6700 Esbjerg

– Velkomst ved Inger Borg Laursen, rådgivningsleder i Esbjerg
– Klippe snor og åbningstale ved Jesper Frost, borgmester i Esbjerg
– Tale ved Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse
– Tale ved Diana Rank, formand for lokalforeningen i Esbjerg

Danser med døden

0

Foredrag ved/John Madsen om bogen: Danser med døden – at leve med en døende.

http://johnmad.wixsite.com/john-madsen

Kom og hør John fortælle sin historie om, hvordan hans unge kone Solvejg gik fra at være rask til at dø af cancer.

Hvad stiller man op? Er der en facitliste?

Aftenen er et åbenhjertigt foredrag om, hvad man kan gøre,

for at komme videre i sit liv, i sådan en svær tid, samt en beskrivelse af hvordan det, at leve med en døende, kan være både livfuldt og nært.

Det er en situation, vi ikke ønsker at komme i, men flere og flere oplever det desværre – både unge og ældre.

Når en nær slægtning får en livstruende sygdom, så er det på tide at danse med døden.

Det vil sige, at man får et forhold til døden, mens tid er og forener sig med, at døden er en del af livet.

Hvis man tør byde døden op til dans, kan den sidste tid blive livfuld.

Tid: tirsdag den 26. februar 2019 kl. 19 – 21.30

Sted: Cafeen Frivillighuset Vindrosen, Exnersgade 4, 6700 Esbjerg

Kursusledere: Ida Nielsen, Esbjerg@tidslerne.dk, tlf. 30 27 22 51 og Dorte Lunding tlf. 28 68 72 85

Tilmelding: senest mandag den 25. februar 2019. www.tidslerne.nemtilmeld.dk

Pris: Kr. 5o,- for medlemmer af Tidslerne og kr. 100,- for alle andre. Tidslerne serverer lidt godt til ganen i pausen.

Alle er velkomne.

Esbjergensisk skønhedskonge samlede 200.000 ind til ære for kræftsyg mor

0

Lørdag holdt Danmarks største forhandler af skønhedsprodukter en storslået liveauktion på Facebook. Der blev indsamlet over 200.000 kroner, som alle går til Støt Brysterne – til ære for stifterens kræftsyge mor.

Foto: PR

Makeovers, specialdesignede T-shirts og koncertbilletter. Det, og meget mere, kunne deltagerne  i lørdagens liveauktion hos Nicehair.dk byde på. I anledning af Lyserød Lørdag var formålet at samle så mange penge som muligt ind til Støt Brysterne.

— Auktionen gik over al forventning. Vi endte med at samle over 200.000 kroner ind. Folk var så engagerede, og det viser virkelig, hvor meget den her sag betyder for mange. Det er jeg meget stolt af og dybt rørt over, fortæller Tonny Nielsen Bruun, der er stifter, medejer og kommerciel direktør i Nicehair.dk.

For ham er der en særlig motivation bag donationen til kampen mod kræft. Iværksætterens 58-årige mor har nemlig fået konstateret uhelbredelig kræft, og hun stod ved siden af ham under hele auktionen.

— Det her er en måde at håndtere min sorg på. Jeg bruger min sorg og bitterhed som drive til at gøre noget aktivt for at hjælpe dem, der står i samme forfærdelige situation. Det var tydeligt at se, at det også berørte min mor at se, hvordan folk bakker op. Hun bød endda selv på flere auktioner, fortæller han.

Skal støvsuge kundes bil

Selvom Nicehair.dk specialiserer sig i skønhedsprodukter, var det ikke kun hårshampoo og dagcremer, deltagerne kunne byde på ved lørdagens auktion. Tonny Nielsen Bruun satte nemlig også sig selv til salg.

— Jeg er blevet købt til at støvsuge en kundes bil og så efterlade en goodiebag på bagsædet. Det er jo godt, at vi også kan lave noget sjov midt i al det her alvorlige – og så samtidig støtte den gode sag, siger han.

Ifølge ham er planen at samle endnu flere penge ind til kampen mod kræft.

— Vi har planer om at lave vores eget hold til Stafet for livet, hvor pengene jo også går til Kræftens Bekæmpelse. Som altid går jeg gå all-in, så jeg regner selvfølgelig med, at vi bliver det hold, der samler mest ind i Esbjerg det år. Vi kommer helt sikkert også til at gøre noget i forbindelse med Støt Brysterne næste år. Det er så fantastisk at have muligheden for at hjælpe til, særligt når man er en af dem, der har det tæt inde på livet.

Til træning med FC Prostata

0

Hvad kæmper vi for? LIVET! 

Foto: Christina Simonia Straarup

I anledning af et øget fokus på området omkring mænds sundhed har Yesbjerg haft fornøjelsen af at besøge fodboldklubben, FC Prostata, i Esbjerg, som har til formål at øge livskvaliteten hos mænd med prostatakræft, samt at undersøge de eventuelle sundhedsmæssige fordele ved den fysiske aktivitet.

Tommi Andersen fortæller at FC Prostata har været en stor positiv oplevelse ovenpå slaget efter at have fået konstateret prostatakræft. 

“Én af mine holdkammerater påstod at hans kone mente at han var blevet nemmere at leve sammen med, og det kunne han ikke forstå.”

Tommi Andersen
Alle mænd med prostatakræft kan deltage i projektet, og det er ikke en betingelse at man før har spillet fodbold. Ole Madsen fortæller at der altid er plads til flere på holdet, og så meget gerne flere nye medlemmer.

“Det bedste ved FC Prostata er sammenholdet, og dét at være sammen med andre med samme sygdom. Det er rart at man har mulighed for at snakke med andre mænd med samme problemer som én selv.”

Ole Madsen

Undersøgelser viser at deltagerne i projektet får en øget muskelmasse og styrke, og ikke mindst oplevelsen af at genvinde kontrollen over eget liv. 

FC Prostata er meget livsbekræftende – spillerne er altid glade. Derudover er det dejligt at opleve, hvordan et fællesskab, som de oplever, kan påvirke deres humør. Det er som at høre unge drengerøve (undskyld sproget) igen, hvor man mærker at det de har sammen, er noget helt specielt.  
I forhold til træningen er det ikke kvaliteten, der er i højsædet, men vi holder fokus på at de får dyrket motion som styrker hele kroppen.
Jeg synes, at det er interessant. Jeg tænker ikke på dem, som mænd med prostatacancer – jeg tænker på dem, som mænd, der vil hinanden det bedste, og som kan li’ at være sammen.

Rasmus Copsø, Træner Det er gratis at deltage i FC Prostata og man kan følge træningen på kunstgræsbanen på Gl. Vardevej i Esbjerg. Holdet træner tirsdag fra kl. 07.30 og fredag fra kl. 08.00.
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com