Home Tags Esbjerg

Tag: Esbjerg

The Rigs Festival er klar med nyt lineup

0


The Rigs Festival er nu klar til at præsentere alle artisterne til Esbjerg nye en-dagsfestival, der løber af stablen lørdag den 18. juni 2022 på Dokken City Beach.


Lineuppet til The Rigs Festival byder på alt fra groovy R&B, til rå og upoleret rap, men fællesnævneren for dem alle er, at det er ildsjæle der brænder for deres musik og som leverer et brag af en koncert!
Emil Bror, der som et ekko af 70’erne, viser os, at det stadig er okay at drømme. Er man til kunstnere som Charlie XCX eller MØ, så vil man være helt på rette hylde ved det hyperpoppede festfyrværkeri som Katlah leverer. Gaffa har i starten af 2022 kronet den danske rapper, sangskriver og producer Timur, som en af landets absolut bedste beatmagere. Og når dag bliver til nat, får Ruby Sky gulvet til at gynge under publikum, med deres beskidte beats og fængende melodier.


Kort sagt – hvis de her bands og artister ikke allerede er på yndlings playlisten, så vil de helt klart være det efter, at man har været til The Rigs Festival.


Udover et varietet musikprogram byder The Rigs Festival også på andre aktiviteter. Gæsterne kan blandt andet selv udfolde deres kunstneriske talent som graffitimaler på den store graffitivæg. Har man mål-øje og et konkurrence-gen kan man sammen med vennerne deltage i kævle-turnering på pladsen eller udfordrer studiekammeraterne med en omgang slå-søm-i. Alt sammen til stemningsmusik fra DJ’en, der spiller.
Bliver man tørstig er der selvfølgelig råd for det. Baren har gode priser og når sulten melder sig, er der sørget for foodtrucks lige ude foran pladsen.
Når festivalen slutter og man ikke er klar til at slutte festen, er der sørget for en shuttlebus, der gratis kører gæsterne op til Skolegade.

Billetten til The Rigs Festival giver derudover også en gratis øl eller cocktail på Rustik efterfølgende.

Foto: Rigs

Åbent hus på arkæologisk udgravning på Facebook-grunden


Sydvestjyske Museer inviterer til åbent hus på den sidste af de arkæologiske udgravninger på Facebook-grunden i Andrup.

Museet har fundet 9000 år gamle spor efter jægere fra den såkaldte Maglemosekultur.
Det er et sjældent fund i Sydvestjylland, fordi jægerfolkene foretrak at bosætte sig tæt ved kysten, som dengang lå langt ude i Nordsøen.
Herfra har de tilsyneladende haft jagtekspeditioner langt ind i landet til udspringet af den nuværende Kvaglund Bæk, hvor de indsamlede store mængder af hasselnødder og jagede storvildt i skovene.

Foto: Sydvestjyske museer

Flere tusinde år efter jægerfolket forsvandt, slog de første stenalderbønder sig ned i Andrup stort set samme sted. Arkæologerne finder her utydelige spor af deres huse samt rester af flintredskaber og keramik.  

Alle interesserede er velkomne til at besøge udgravningen  og evt. forsøge sig med at finde flint og flintredskaber efterladt af de første mennesker i Esbjerg-området.  

Praktisk 

Hvornår?
fredag d. 17. juni kl. 13:00-16:00 og onsdag d. 29. juni kl. 10:00-15:00

Tilmelding
Interesserede bedes tilmelde sig hos museumsinspektør Michael Alrøe Jensen på miaj@sydvestjyskemuseer.dk.
Tilmeldingen er ikke bindende, og arrangementet er gratis.  

Adgang
Der er adgang til udgravningen fra Nordskrænten, hvor der 300 meter øst for Esbjerg Motorvejen er en port.
Følg derfra stikvejen til museets skurvognsplads, hvor der er mulighed for parkering.  

Medbring
Gummistøvler og eventuelt en regnjakke, hvis du har lyst til at hjælpe arkæologerne med at finde flint.
Arbejdet involverer en hel del vandsprøjt og i værste fald mudder. 

31-årig kvinde idømt fængsel i stort sagskompleks om rufferi, bedrageri og hvidvask

0

Kvinden blev blandt andet fundet skyldig i at have drevet 27 bordeller i 12 jyske byer og på denne måde at have tjent tre millioner kroner på andres prostitution.

En 31-årig kvinde fra Esbjerg er fredag ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg blevet idømt tre år og seks måneders fængsel i et omfattende sagskompleks om rufferi, bedrageri og hvidvask.

I tilgift fik kvinden en advarsel om udvisning.

Den 31-årige kvinde blev således fundet skyldig i at have drevet 27 bordeller i 12 jyske byer i forskellige perioder fra 15. september 2017 til 30. november 2020 og på denne måde at have tjent tre millioner kroner på andres prostitution.

Kvinden blev derudover dømt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed for knapt to millioner kroner ved blandt andet at overføre kontanter, der stammede fra prostitutionen, til en anden person, som betalte annoncer og husleje for bordellerne eller sendte pengene til udlandet.

Foruden rufferi og hvidvask blev den 31-årige dømt for dokumentfalsk ved at lave falske ansættelseskontrakter for at få prostituerede ind i landet.

Endelig blev kvinden også dømt for forsøg på bedrageri over for sit forsikringsselskab på 632.000 kroner i forbindelse med falsk anmeldelse af et indbrud.

Den 31-årige kvinde har under sagen nægtet sig skyldig og tog betænkningstid i forhold til anke af dommen.

22-årig mand varetægtsfængslet efter blufærdighedskrænkelser

0

Den sigtede blev fremstillet i retten i Esbjerg i grundlovsforhør torsdag eftermiddag 

Syd- og Sønderjyllands Politi anholdt i går en mand efter tre tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

Krænkelserne fandt sted i løbet af en times tid onsdag eftermiddag i den nordlige del af Esbjerg, hvor den 22-årige mand først krænkede en 10-årig pige i Vognsbølparken. Omkring 20 minutter senere blev en 50-årig kvinde udsat for blufærdighedskrænkelse på en parkeringsplads. Kvinden råbte op og gerningsmanden flygtede. Omkring et kvarter senere krænkede den 22-årige mand en 14-årig pige.

Politiet kom til stedet efter den første anmeldelse og satte straks gang i en eftersøgning af gerningsmanden. Lige efter den tredje krænkelse fortalte vidner, hvor de kort tid forinden havde set en mand, der svarede til signalementet og den 22-årige blev herefter hurtigt anholdt.

Den 22-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag eftermiddag ved retten i Esbjerg. Dommeren valgte at varetægtsfængsle den 22-årige mand i fire uger. Den sigtede erkendte delvist og kærer ikke kendelsen.

Liberal Alliance Esbjerg Kommune afholdte generalforsamling den 25. Maj.

0

Her blev der valgt en ny bestyrelse med velkendte ansigter bl.a MF Henrik Dahl.

Jan Harboe, spidskandidat ved kommunalvalget I 2021 blev valgt som ny formand. Han udtaler: Jeg er utroligt glad for at få tilliden fra de fremmødte person, og er klar til at tage arbejdshandskerne på og hjælpe partiet på bedst mulige vis.

Den nye bestyrelse ser frem til samarbejdet frem mod bl.a det kommende folketingsvalg, hvor Henrik Dahl er spidskandidat I Sydjyllands Storkreds.

Henrik Dahl udtaler: Jeg er glad for at have en stærk base I min lokale forening. Selv om der er langt til Christiansborg bor jeg I Ribe og er glad for at være en del af foreningens bestyrelse.

Esbjerg Kommune: Som et af de første i landet får Esbjerg Kommunes Biblioteker bæredygtigt stempel

Eleverne fra 5.C på Fourfeldtskolen Bohr er rykket ind på Hovedbiblioteket for at arbejde med mindre ulighed.

Foto: Esbjerg Kommune

Landets ti første biblioteker har netop fået certifikat i verdensmålene, og ét af dem er Esbjerg Kommunes Biblioteker, der går aktivt ind i den grønne omstilling og inddrager både verdensmålene og borgerne i arbejdet.

Børnene fra 5.C på Fourfeldtskolen Bohr har for en stund flyttet skoledagen ind på Hovedbiblioteket i Esbjerg. FN’s verdensmål nummer 10 om mindre ulighed er centrum for deres forløb hos Verdensmålshuset GenIn, og nu skyder børnene løs med gode ideer til, hvad biblioteket kan gøre for at komme uligheden til livs.

Det passer perfekt med den bæredygtige profil på Esbjerg Kommunes Biblioteker, der i selskab med kun ti danske biblioteker har fået et særligt certifikat for deres arbejde med verdensmålene. På bibliotekerne i Esbjerg Kommune spirer det med ideer og nye tiltag, og bibliotekerne er allerede vigtige lokale mødesteder. Derfor har de et godt afsæt for at inspirere borgere og lokalsamfund i den grønne omstilling, der er markant på dagsordenen i Esbjerg Kommune.

Jakob Lose

”Det er en stor gevinst, at bibliotekerne går forrest i den bæredygtige udvikling, og verdensmålscertifikatet er både et skulderklap og en motivation til at fortsætte den gode stil. I sin natur er bibliotekerne bæredygtige, når materialerne cirkulerer mellem borgerne og genbruges et utal af gange, og de bidrager også til mindre ulighed ved at sikre lige adgang til kultur og viden til alle kommunens borgere,” siger formanden for Kultur & Fritidsudvalget, Jakob Lose.

Verdensmål til konkret handling

Oveni har Esbjerg Kommunes Biblioteker sat en række aktiviteter i gang, der omsætter verdensmålene til konkret handling. Det gælder fx samtalesaloner og workshops, der gør deltagerne klogere på temaerne i verdensmålene, og arrangementer, hvor borgerne kan dele tøj, ting, planter, viden og interesser. Samtidig har bibliotekerne rettet et stort fokus mod samarbejde og partnerskaber med ildsjæle, virksomheder og organisationer, fordi det styrker udviklingen for alle parter at slå kræfterne sammen.

Vil du læse mere om Esbjerg Kommunes Bibliotekers aktiviteter og arbejde med FN’s verdensmål, så se med her:
www.esbjergbibliotek.dk/tags/sammen-om-verdensmaal

Flygtninge får gratis adgang til Sydvestjyske Museer

Sydvestjyske Museer og Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Ribe har indgået en aftale, som foreløbigt gælder hele 2022.

Foto: Sydvestjyske Museer

Det var en ukrainsk flygtning, som gav Sydvestjyske Museer ideen. Hun henvendte sig nemlig for at par uger siden og spurgte om det var muligt at komme gratis ind på Museet Ribes Vikinger. 
Leder af Publikum & Marketing hos Sydvestjyske Museer Svanborg Kristinsdóttir fortæller ”Det var ikke svært at lade hende komme gratis ind med den flok børn, hun havde samlet, men så kom vi til at tænke over, at det da lige så godt kunne gælde på alle udstillingsstederne. Museerne er et godt sted at blive introduceret til den danske historie og så kan en opdagelsestur på et af vores museer sikkert også fungere som et hyggeligt afbræk i hverdagen”.

Der var ikke langt fra ide til handling og heldigvis var Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Ribe klar til stå for det praktiske.

”Det ville vi meget gerne hjælpe med. Jeg tror, et eller flere museumsbesøg vil kunne give mange fine oplevelser og fungere som en god indgang til at forstå, hvem vi er i Danmark”, fortæller gruppens kontaktperson Benedikte Holm.

Benedikte Holm og gruppens øvrige frivillige har påtaget sig at dele særlige fribilletter ud til de flygtninge i Ribe og Hviding-området, som måtte have lyst til at besøge et af Sydvestjyske Museers syv udstillingssteder.

Sammen med sine medarbejdere er Svanborg Kristinsdóttir i gang med at finde samarbejdspartnerere i Esbjerg, så tilbuddet kan endnu bredere ud.

Ordningen træder i kraft med det samme, gælder for alle flygtninge i Esbjerg kommune og løber året ud.Benedikte Holm (tv) fra Dansk Flygtningehjælps frivilliggruppe i Ribe hentede de første fribilletter på Museet Ribes Vikinger, hvor leder af Publikum & Marketing Svanborg Kristinsdóttir tog imod i børneudstillingen Dagmar & Valdemar. DOWNLOAD BILLEDEFAKTA

Ordningen omfatter:
Det Gamle Rådhus i Ribe
HEX! Museum of Witch Hunt
Jacob A. Riis Museum
Museet Ribes Vikinger
Esbjerg Museum
Esbjerg Vandtårn
Bramming Egnsmuseum

Om Dansk Flygtningehjælps Frivilliggruppe i Ribe
Dansk Flygtningehjælps Frivilliggruppe i Ribe arbejder med integration af flygtninge og indvandrere, der bor i lokalområdet. De står for en åben cafe og rådgivning hver mandag aften kl. 19-21 på Tangevej 6D. I de seneste måneder har der også her været samlingssted for privatboende ukrainske flygtninge og deres værter hver onsdag aften fra kl. 19, hvor de nytilkomne har kunnet få oplysning om danske forhold. Endvidere tilbyder gruppen bl.a. lektiehjælp til børn og samtaletræning til voksne.

Statsministeren er vært for europæisk topmøde om havvind i Esbjerg

Toppolitikere og højtstående erhvervsfolk fra en række europæiske lande samles i Esbjerg, når statsministeren den 18. maj er vært for et stort topmøde om havvind i Nordsøen. Efter planen vil landene gå sammen i en ny Esbjerg-aftale om mere grøn energi.
Foto: Esbjerg Kommune

Borgmester Jesper Frost Rasmussen ser frem til den 18. maj, hvor Esbjerg danner rammen om et stort europæisk topmøde om havvind i Nordsøen, og også til oktober, hvor Esbjerg Kommune er vært for årsmødet i sammenslutningen af verdens energibyer.

Regeringsledere og energiministre fra Danmark, Belgien, Holland og Tyskland besøger sammen med Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, EU’s energikommissærer og højtstående erhvervsfolk Esbjerg den 18. maj. Statsministeriet har nemlig valgt Esbjerg til at danne rammen om et stort topmøde om havvind i Nordsøen, hvor statsministeren er vært.

Esbjerg-aftale om grøn energi

Til topmødet forventes de fire landes regeringsledere, Mette Frederiksen fra Danmark, Olaf Scholz fra Tyskland, Mark Rutte fra Holland og Alexander De Croo fra Belgien, at indgå en aftale om at sætte fart på den grønne energi fra Nordsøen. At regeringen naturligt har øje for Esbjerg i den sammenhæng, ser borgmester, Jesper Frost Rasmussen, som et klart tegn på, at byen spiller en vigtig rolle, når fremtidens energi skal sikres.

”Esbjerg-aftalen kommer til at spille en central rolle for den europæiske udvikling af havvind, og når vi om nogle år ser tilbage på topmødet, tror jeg, det vil være milepæl, der har løftet vores fælles ambitioner og forandret vores samarbejde om den grønne energi på tværs af landene. For os er topmødet også en god mulighed for, at vi kan stille Esbjerg endnu stærkere på den grønne dagsorden, hvor vi er ambitiøse og arbejder målrettet på at styrke væksten,” siger Jesper Frost Rasmussen.

Historien om Esbjerg Havns udvikling

Til topmødet vil deltagerne få et førstehåndsindtryk af vindmølleindustrien og perspektiverne i energiøer forbundet med de omkringliggende lande. På dagsordenen er også historien om Esbjerg Havns udvikling fra en traditionel fiskerihavn til Danmarks Energimetropol, hvor havnen i dag er Europas førende inden for håndtering og udskibning af vindmøller. Gæsterne vil bl.a. høre om, hvordan de mange grønne jobs inden for fremstilling af vindmøller, udskibning og drift af havmølleparker og udvikling af fremtidens grønne brændstoffer allerede har og også fremover vil få stor betydning for Esbjerg.

Vært for verdens energibyer

Igen til efteråret står Esbjerg Kommune forrest på den internationale bane, når byen er vært for årsmødet i sammenslutningen af verdens energibyer, World Energy Cities Partnership. Her er Esbjerg i selskab med byer som Perth, Kobe, Cape Town, Dammam, Daqing, Calgary, Halifax, Houston, Barranquilla, Stavanger og Aberdeen.

Til energibyernes årsmøde i oktober får Esbjerg rig mulighed for at vise en del af sine grønne løsninger og unikke partnerskaber frem. Begge dele er centrale for at nå det ambitiøse mål om at blive en CO2-neutral kommune i 2030, lige som fokusset på partnerskaber som nøglen til at opnå klimamål passer med WECP’s mission.

”Vi ser frem til at byde delegationerne fra medlemsbyer i hele verden velkommen og give dem et indblik i vores arbejde med den grønne energi. Det er et skulderklap til Esbjerg som EnergiMetropol, at vi har to så markante energipolitiske begivenheder inden for kort tid, og vi griber selvfølgelig chancen for både at markere os selv og forhåbentlig inspirere vores gæster,” siger Jesper Frost Rasmussen, der netop er blevet valgt som præsident for World Energy Cities Partnership.

Ukrainske flygtninge står i kø for at få et job i Esbjergs virksomheder

0
Two businessmen handshaking, congratulating on promotion. Close up.

I Esbjerg Kommune starter Tilflytterservice og Jobcentret med at hjælpe de ukrainske flygtninge i arbejde allerede inden de har fået opholdsbevis, og det har allerede sendt 32 ukrainere ud på arbejdsmarkedet.

De ukrainske flygtninge bliver hjulpet godt på vej mod at finde deres nye arbejdsgiver blandt de mange virksomheder i Esbjerg Kommune. Foto: Colourbox

32 ukrainske flygtninge er allerede godt i gang hos deres nye arbejdsgivere rundt i hele Esbjerg Kommune. Fire af dem er startet hos Blue Water Shipping i Esbjerg:

”Vi vil rigtig gerne være med til at integrere de mennesker, der er havnet i en meget ulykkelig situation på grund af krigen, og vi oplever en gruppe mennesker, der har fine kompetencer og en lyst til at komme i gang hos os og bidrage til vores forretning. Så det er et godt match for os,” forklarer Jan Hjortlund, kommunikationschef hos Blue Water Shipping.

Skaber kontakt

Esbjerg Kommunes Tilflytterservice og Jobcenter har succes med at hjælpe de ukrainske flygtninge ud på arbejdsmarkedet, der er nemlig mange ting, de kan hjælpe med, allerede før de ukrainske flygtninge har fået deres opholdsbevis:

”Vi og Jobcentret hjælper både med få lavet et CV, hjælper med idéer til, hvilke virksomheder de kan opsøge, giver dem information om jobsøgningskulturen i Danmark og hjælper dem med at blive oprettet på Jobnet,” fortæller bosætningskoordinator Pia Enemark fra Tilflytterservice.

En anden del af succesen med at få de ukrainske flygtninge ud på arbejdsmarkedet ligger også i Jobcentrets opsøgende arbejde med at skabe kontakt til så mange virksomheder som muligt, så Jobcentret kan formidle ukrainske jobansøgere til.

Virksomheder er velkomne 

”Vi forsøger at række ud til så mange virksomheder som muligt, men virksomheder er naturligvis også meget velkomne til at tage fat i os. Vi viser gerne de forskellige CV’er og vejleder omkring de forskellige muligheder der er for at ansætte ukrainere,” fortæller Pia Damtoft, jobcenterchef hos Esbjerg Jobcenter.

De ukrainske flygtninge, der er kommet i job, har både fået fuldtidsjob, der matcher deres uddannelse og erfaring, andre har fået ufaglærte jobs eller deltidsjobs, men søger fortsat fuldtidsstillinger, som matcher deres kompetencer.

Alt i alt er der ca. 100 ukrainere, der gerne vil finde et arbejde her i kommunen.


FAKTA

De ukrainske flygtninge, der har fået jobs i en virksomhed i Esbjerg Kommune, har fået følgende typer jobs: Rengøring, Kantine, Chauffør, Ingeniør, Account management, Controller, Pædagogisk assistent og Opvasker/afrydder.

Jobsene fordele sig indenfor følgende typer virksomheder:

Hotel, Rengøring, Børnehave, Landbrug, Café, Supermarked, Shipping og Teknisk produktion.

Esbjerg: Kom til job informationsmøde ved politiet

0

Mød politiet i Esbjerg tirsdag den 17. maj kl. 19.00 – 21.00 og få et indtryk af politiets uddannelser og hverdagen i politiskjorten.

Kunne du tænke dig at forebygge kriminalitet? Vil du arbejde for et trygt og sikkert samfund? Og har du lyst til et job, hvor ikke to dage er ens?

Så kom til vores jobinformationsmøde og hør mere om politiets uddannelser og fremtidsmulighederne efter endt uddannelse, skriver politiet.

Forbered dig inden mødet ved at læse mere om job, uddannelser og adgangskravene til Politiskolen, så der bliver mere tid til en snak om den konkrete hverdag som politikadet og politibetjent.

Sådan tilmelder du dig

Tilmeld dig ved at sende datoen for arrangementet, dit fulde navn, din e-mail, fødselsdato og telefonnummer til cli006@politi.dk.

Du kan sagtes tilmelde flere personer – sørg bare for at skrive disse oplysninger for hver person i din e-mail.

Har du spørgsmål, er du også velkommen til at ringe til politiets studievejledning på tlf. 4137 3797.