Esbjerg Havn har moderniseret sin havnevagt med støtte fra Interreg North Sea-programmet, et EU-finansieret samarbejde. Et nyt kontrolrum samler alle IT-systemer i én integreret platform og giver havnevagten et samlet overblik over havnens arealer og aktiviteter.
Det nye kontrolrum muliggør at havnevagten mere effektivt kan koordinere trafik, planlægge operationer og sikre, at de rette aktører er på rette sted på rette tidspunkt.
Initiativet for det nye kontrolrum startede i starten af 2025 og stod færdigt til tiden i oktober 2025.
Brevet lever og har det fint – dao lancerer nye brevløsninger.
Fra januar 2026 er der ikke så mange andre end dao, der leverer breve, og så opstår spørgsmålet for mange om, hvordan de sender brev fremover. dao har nu lanceret en ny app og købsportal med nye brevløsninger og en online guide, der gør det endnu lettere at sende breve med dao.
dao har delt breve ud i årevis, men der er ikke så mange andre tilbage på brevmarkedet efter 1. januar 2026, hvor PostNord ikke længere omdeler breve i Danmark. dao fortsætter med sin stabile, landsdækkende levering af brevealle 365 dage om året og oplever allerede nu en markant stigning i henvendelser fra danskere, der ønsker klarhed over dao’s brevydelser.
Foto: af Dao
dao har derfor lanceret en ny købsportal og en ny app, der guider danskerne videre. I appen kan man blandt andet købe porto, der som noget helt nyt inkluderer hastebreve med 1-2 dages levering og udlandsforsendelser til hele verden. Appen giver også mulighed for at købe forsendelse af pakker, spore pakker i realtid, hente købskvitteringer, få adgang til guides, kundeservice og en AI chatbot samt se åbningstider i nærmeste daoSHOP, hvor brevene skal afleveres, medmindre man tilkøber afhentning på hjemmeadressen.
– Når tusindvis af tidligere PostNord-kunder skal finde en ny løsning på forsendelse af deres breve, er det vigtigt, at processen føles enkel og overskuelig. Derfor spiller brugervenlige tiltag og optimerede brevløsninger en central rolle for os – særligt med den store stigning i henvendelser, vi allerede ser nu og forventer endnu flere af ved årsskiftet, siger Lars Balsby, salgsdirektør i dao.
For at sikre en smidig overgang lancerer dao også en online guide til erhverv, der skal hjælpe danske virksomheder med at vælge den brevservice, der passer bedst til deres behov.
29 røde postkasser i Esbjergs daoSHOPs
Det er især afskaffelsen af PostNord’s traditionelle røde postkasser, der giver anledning til mange spørgsmål fra kunderne, forklarer Lars Balsby. Men dao har opsat egne røde postkasser i alle daoSHOPs, hvilket inkluderer cirka 29 i Esbjerg Kommune.
– Det kan være svært at ændre vaner, og danskerne er meget traditionsbundne, når det gælder post og breve. Derfor ønsker vi at bevare traditionen ved at opsætte røde postkasser, men vores røde postkasser findes indenfor i de lokale daoSHOPs. For os hænger det uløseligt sammen med, at dao selv er dybt rodfæstet i Danmark, siger han.
dao har leveret aviser i hele Danmark i mere end 100 år, magasiner siden 2007, breve siden 2011 og pakker siden 2012.
– Vi har stigende fokus på at udvikle og forbedre de gængse muligheder. Derfor har vi ud over de nye brevløsninger blandt andet indført muligheden for at sende breve direkte fra hjemmet eller pakkeshoppen. Vi leverer post og pakker til hele Danmark, og vi omdeler årets 365 dage – også julenat, tilføjer Lars Balsby.
Sådan sender du breve med dao
1. Vælg brevtype
Vælg mellem almindelig brevforsendelse med 2-5 hverdages levering, hastebreve med 1-2 hverdages levering eller udlandsforsendelse.
2. Køb forsendelse
Gå ind på send.dao.as eller i appen og køb en brevkode eller et fysisk brevmærke, som man kan få tilsendt til sin postkasse. Man kan også tilkøbe afhentning på privatadresser.
3 Gør brevet klar
Skriv adressen tydeligt på kuverten, og påfør brevkoden eller brevmærket i brevets øverste, højre hjørne.
dao er et danskejet distributionsselskab med rødder tilbage til 1920. dao sørger for, at pakker, breve, aviser og magasiner året rundt bliver leveret i hele Danmark lige derhen, hvor det passer bedst: til kiosken, i postkassen eller til døren. Læs mere på www.dao.as
Suset har netop offentliggjort, at festivalen i 2026 breder sig ind i Byparken i Esbjerg.
Foto Kennet Agerbo ~ Suset 25
Det betyder mere plads, mere musik og flere opholdszoner for publikum. Samtidig introducerer festivalen en tredje musikscene, der åbner op for otte ekstra koncerter og dermed endnu flere oplevelser i mødet mellem Byparkens grønne omgivelser og havnens rå rammer. Festivaldirektør Tobias Kippenberger udtaler: ”Suset vokser år for år, og vi vil gerne give publikum de bedste rammer. Med udvidelsen i Byparken skaber vi mere luft, flere siddepladser og flere kroge på pladsen. Det sikrer også kortere køer til barer og toiletter samt flere steder at hænge ud, når man har brug for et pusterum. Når vi samtidig kan tilføje en tredje musikscene, så publikum får endnu flere artister at feste med, går udvidelsen virkelig op i en højere enhed.”
Der var flere spændende punkter på dagsordenen, da Esbjerg Byråd mødtes den 3. november.
Musikhuset udvider – nu også med Tobakken
Byrådet godkendte de reviderede vedtægter for Musikhuset Esbjerg, som nu også omfatter Tobakken. Det betyder en tættere organisatorisk sammenhæng mellem byens to store kulturhuse.
Gørding får lov at fortsætte som hidtil
Lejekontrakten for det offentlige lejemål i Gørding fortsætter uændret. Aftalen løber i næsten 30 år og har ingen økonomiske omkostninger for Esbjerg Kommune.
Debat om vedvarende energi og borgerinddragelse
Et af aftenens mest debatterede punkter handlede om tidsplanen for de kommende vedvarende energianlæg.
Sabrina Bech Bartholin (E) udtrykte utilfredshed med den manglende dialog og ønskede projektet sat på pause, indtil lokale borgerafstemninger kunne gennemføres.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) afviste forslaget og understregede, at der i stedet kommer en offentlig høring via lokalplanprocessen.
Flere politikere mente, at forslaget om folkeafstemning lugtede lidt af valgkamp, og forslaget blev kun støttet af Bartholin. Det oprindelige forslag blev herefter vedtaget med 31 stemmer for.
Bedre trafikforhold ved Boldesager Skole
Henning Ravn (V) fremlagde et forslag om en ny, central forbindelse mellem Boldesager Skole og det centrale Esbjerg. Trafikken omkring skolen har længe været et problem, og der har været flere forslag og borgerinddragelse for at finde en løsning. Byrådet afsatte en halv million kroner til et trafikforsøg, som skal forbedre forholdene for fodgængere og skolebørn.
Kongensgade-og bymidte projektet udvides
Der blev søgt om en budgetudvidelse på 3,7 mio. kroner til bl.a. arbejdet med den vestlige del af Kongensgade. 95 % af beløbet lånefinansieres. Forslaget blev vedtaget – dog med Sabrina Bech Bartholin som eneste modstander.
Tilsyn og trivsel
På det sociale område blev det konkluderet, at kvaliteten af kommunens tilbud generelt er god. Ét tilbud har dog fået skærpet tilsyn. Flere steder er der udfordringer med højt sygefravær og mange ufaglærte medarbejdere.
Veteranstrategi og ankesager
Derudover blev kommunens nye veteranstrategi og status på ankesager på socialområdet (Danmarkskortet 2024) behandlet uden større debat.
Det største emne på byrådets agenda i aftes, hvis man kigger på antallet af talere, var uden sammenligning PARKERING I ESBJERG MIDTBY.
AI giver et ret godt billede af sagen
Og netop det emne kunne man nok allerede godt skrive en roman om…. En stor én.
Man vil nu appellere til de private parkeringsplads ejere, om at gå med på reglerne om 2 timers gratis parkering, så man kan have samme regler uanset ejerforholdet på parkeringspladsen.
Det skulle gerne gøre det LIDT nemmere at forstå reglerne som bilist i Esbjerg midtby.
Om de private p-plads ejere enten vil være med på idéen eller sælge deres pladser til kommunen, må høre til en af fremtidens uvisheder.
De involverede opfordres fortsat til selv at melde sig til politiet.
Syd- & Sønderjyllands Politi har det seneste døgn været i kontakt med flere personer, som har viden om de hændelser, der har været i weekenden omkring hallen og cafeteriet i Sønderris, eller selv har været på stedet. Her var der dels indbrud i Sønderris Sportsklub og dels udøvet hærværk på stedet. Politiet undersøger nu alle de forskellige oplysninger og tip, som borgere har bidraget med.
”Stor ros til dem, der har henvendt sig til os. De oplysninger, vi modtager, indgår i den samlede efterforskning af sagerne, så vi kan få opklaret, hvem der står bag,” siger politikommissær Frederik Nielsen, Syd- & Sønderjyllands Politi.
Syd- & Sønderjyllands Politi opfordrer fortsat de personer, som har været en del af hærværket eller har været på stedet i den forbindelse, til at henvende sig selv til politiet eller via deres forældre. Ud fra de nuværende oplysninger er der tale om børn og unge i alderen mellem 10 og 19 år, som har tilknytning til enten Sønderris eller de områder, som ligger omkring.
Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Politiets Servicecenter på tlf. 1-1-4.
Esbjerg Kommune sender 19 social- og sundhedsassistenter afsted på en ny, national specialiseringsuddannelse i demens – en uddannelse, der skal styrke medarbejdernes faglighed og sikre høj kvalitet i omsorgen for borgere med demens.
Ny specialiseringsuddannelse skal sikre høj kvalitet i omsorgen for borgere med demens.
Foto: Colourbox.
19 social- og sundhedsassistenter fra Esbjerg Kommune deltager nu i en ny, national specialiseringsuddannelse i demens. Målet er at styrke medarbejdernes faglighed og sikre høj kvalitet i omsorgen for borgere med demens.
– Vi har valgt at investere markant i uddannelse, fordi vi tror på, at kompetente medarbejdere er nøglen til kvalitet i vores samarbejde med borgerne, siger Arne Nikolajsen, direktør for Fritid Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.
– Demensområdet kræver specialiseret viden, og med denne uddannelse giver vi vores medarbejdere mulighed for at udvikle sig fagligt – samtidig med, at vi styrker deres tilknytning til arbejdspladsen, fortsætter Arne Nikolajsen.
Tryghed, sikkerhed og livskvalitet
Uddannelsen er målrettet social- og sundhedsassistenter med minimum to års erfaring og kan tages sideløbende med arbejdet. Undervisningsdagene er fordelt over cirka ti måneder. Undervisningen er praksisnær og fokuserer på vurdering, handleplaner og indsats for fysisk, social og mental trivsel hos mennesker med demens – med vægt på tryghed, sikkerhed og livskvalitet.
– Det glæder os, når en kommune vælger at investere i at dygtiggøre deres medarbejdere. Det styrker både medarbejdernes faglige profil og deres karrieremuligheder, siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOA.
– Og så betyder det, at borgere med demens og deres pårørende møder fagpersoner, der har den nyeste viden og kan skabe trygge, meningsfulde og værdige forløb, men også fagpersoner, der kan arbejde systematisk med kvalitetsudvikling og forbedringsarbejde, der er meningsgivende direkte i hverdagen, uddyber Tanja Nielsen.
Integreret i daglig praksis
Uddannelsen udbydes af UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, som har haft fokus på at skabe et fleksibelt forløb, der kan integreres og tager udgangspunkt i medarbejdernes daglige praksis.
– Vi har tilrettelagt uddannelsen, så den kan tages sideløbende med arbejdet, siger Poul Skov Dahl, direktør for UCL Kompetence- og Organisationsudvikling.
– Det betyder, at medarbejderne kan afprøve deres nye kompetencer med det samme og løbende – og det skaber både læring og værdi i hverdagen, ikke mindst for de borgere, de arbejder med, forklarer Poul Skov Dahl.
Satsningen er en del af Esbjerg Kommunes langsigtede strategi for kompetenceudvikling, hvor efteruddannelse ses som en central brik i at skabe attraktive og bæredygtige arbejdspladser – og i sidste ende sikre den bedst mulige omsorg for kommunens borgere.
Fakta om specialiseringsuddannelsen i demens
Specialiseringsuddannelsen i demens er en ny national efteruddannelse for social- og sundhedsassistenter med mindst to års erfaring. Uddannelsen udbydes på professionshøjskoler i hele landet – i Region Syddanmark er det UCL, der står for forløbet.
Uddannelsen varer cirka ti måneder og svarer til 10 ECTS-point. Den kan tages sideløbende med arbejdet og har fokus på blandt andet personcentreret tilgang, demensformer, kommunikation, etik og velfærdsteknologi.
Kommuner og regioner modtager bloktilskud fra staten til at sende medarbejdere afsted som en del af finansloven for 2025. Formålet er at styrke fagligheden i demensplejen, forbedre omsorgen for borgere med demens og skabe attraktive karriereveje for social- og sundhedsassistenter.
En mørk tunnel er blevet til et farverigt vartegn. Torsdag den 9. oktober indvies kunstværket i tunnelen under Degnevej.
Når tunnelen under Degnevej officielt åbnes igen torsdag den 9. oktober, bliver det med et helt nyt udtryk. Den tidligere mørke passage er forvandlet til et kunstværk, der både skaber identitet, tryghed og stolthed i det Internationale Kvarter.
Foto Esbjerg Kommune
Kunstværket Vores Veje Mødes er skabt af billedkunstner Eva Steen Christensen og realiseret i et samarbejde mellem Esbjerg Kommune og Statens Kunstfond. Inspireret af noget så enkelt som papirservietter og musetrapper har Eva Steen Christensen skabt et legende og dynamisk univers, hvor farver og former mødes på tværs af tunnelen. Resultatet er en stærk æstetisk oplevelse helt i tråd med kvarterets udvikling.
Fra tunnel til vartegn
Renoveringen af tunnelen og etableringen af kunstværket har stået på siden maj. I den periode er der også arbejdet med at skabe bedre tilgængelighed til tunnelen og med at åbne op for grønnere og mere trygge stiforløb i Portalparken.
”Vores Veje Mødes bliver et vartegn, som binder kvarteret sammen. Tunnelen under Degnevej er en hovedfærdselsåre, som mange benytter hver eneste dag, og med kunstværket bliver den daglige tur forvandlet til en oplevelse. Det er et eksempel på, hvordan kunst kan løfte hverdagen” siger Henning Ravn, formand for Plan & Byudvikling, som glæder sig til at være en del af indvielsen.
Officiel indvielse
Indvielsen finder sted torsdag den 9. oktober kl. 15.00-17.30 i Portalparken. Alle interesserede er velkomne til at deltage.
På indvielsesdagen byder programmet på taler fra Statens Kunstfond, Esbjerg Kommune og kunstneren Eva Steen Christensen, der sammen udgør den officielle åbning af værket. Der bliver serveret en let anretning fra Vores Spiselige Kvarter, mens Kristian Rusbjerg – kendt som en af Danmarks bedste harmonikaspillere – sætter den musikalske ramme for arrangementet og bidrager til den festlige stemning.
Efterfølgende kan man tage med på en guidet tur i KvartersLoopet og høre mere om nogle af de andre markante kunstværker i området.
En del af noget større
Vores Veje Mødes er en hjørnesten i det kommende KvartersLoop, et sammenhængende stiforløb i det Internationale Kvarter. Her skal kunst, natur og klimaprojekter tilsammen danne ramme om et kvarter, hvor fællesskab og bæredygtighed går hånd i hånd.
Indvielsen af Vores Veje Mødes føjer et nyt lag til de mange kunstneriske oplevelser i kvarteret og styrker helheden i områdets udvikling.
1. november 2025 ændres postnummeret 6818 Årre til 6705 Esbjerg Ø for den del af Grimstrup Sogn, der siden 2007 er en del af Esbjerg Kommune. Det sker efter ønske fra Grimstrup Lokalråd.
Borgere i den del af Grimstrup Sogn, der er en del af Esbjerg Kommune, kan nu se frem til at få et postnummer, som afspejler tilhørsforholdet til Esbjerg Kommune. Foto: Esbjerg Kommune.
Lige siden 2007, hvor en del af Grimstrup Sogn i forbindelse med kommunalreformen valgte at blive en del af Esbjerg Kommune, har Grimstrup Lokalråd arbejdet for at få ændret postnummeret for området til et postnummer, der afspejler tilhørsforholdet til Esbjerg Kommune. Og det er nu lykkedes. Fra 1. november 2025 ændres postnummeret 6818 Årre til 6705 Esbjerg Ø for den del af Grimstrup Sogn, der er en del af Esbjerg Kommune.
Postomdeling, pakkedistribution og registreringer hos offentlige myndigheder vil derefter ske med det nye postnummer.
– Jeg er glad for, at vi nu sammen med Grimstrup Lokalråd er lykkedes med at få ændret postnummeret efter borgernes ønsker. Esbjerg Kommune har hele tiden bakket op om dette ønske. Det giver god mening at ændre postnummeret, så der skabes klarhed om, hvilken kommune området hører til. Det vil forhåbentlig betyde, at borgerne undgår de praktiske udfordringer, som har været forbundet med det nuværende postnummer, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.
Et stærkt lokalt ønske
Grimstrup Lokalråd glæder sig også over, at man nu sammen med Esbjerg Kommune er nået i mål med det længe nærede ønske om at ændre postnummer:
– Vi er glade for, at vi endelig med kommunens hjælp har fået ændret postnummer, så det nu er helt tydeligt for alle, at Grimstrup er en del af Esbjerg Kommune – og ikke Varde. Vi vurderer, at de mange fordele på den lange bane ved ændringen langt overstiger de gener, som ændringen kortvarigt naturligt nok vil medføre, siger Elizabeth Weis, Grimstrup Lokalråd.
At der er gode grunde til at ændre postnummeret, fremgår bl.a. af, at borgere i Grimstrup har oplevet at blive udskrevet fra en sygehusindlæggelse med behov for hjemmepleje, som fejlagtigt bestilles af sygehuset hos hjemmeplejen i Varde Kommune, fordi borgerne har et postnummer, som relaterer sig hertil. Det betyder, at borgere udskrives til deres hjem uden at få den hjemme- og sygepleje, de har behov for.
Flere borgere i Grimstrup har oplevet manglende indkaldelse af skolebørn til undersøgelse hos sundheds- og tandplejen, fordi det nuværende postnummer har kategoriseret dem som hørende til Varde Kommune.
Endelig meldes der også om vigende salg af ejendomme og byggegrunde og lavere huspriser i området, idet postnummeret associeres med Årre, som ligger i Varde Kommune.
Tilladelsen til at ændre postnummeret for den del af Grimstrup Sogn, som hører under Esbjerg Kommune, er givet af Trafikstyrelsen.
Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod 45-årig mand for besiddelse og salg af ulovlige piller, lægemidler og cigaretter.
Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi har rejst tiltale mod en 45-årig mand fra Esbjerg, der i april i år blev varetægtsfængslet for besiddelse og salg af euforiserende stoffer, lægemidler og ulovlige cigaretter.
Den 45-årige mand tiltales for at have solgteuforiserende stoffer, lægemidler og ulovlige cigaretter fra sommeren 2021 frem til han blev anholdt i april 2025. Blandt de euforiserende stoffer er der hovedsageligt tale om opioider og benzodiazepiner.
Den 45-årige tiltales også for at have undladt at betale afgifter på mere end to millioner kroner til staten i forbindelse med besiddelse og salg af ulovlige cigaretter, ligesom han også er tiltalt for varemærkekrænkelse ved at have solgt kopicigaretter.
Samlet set er der rejst tiltale for besiddelse og salg af omkring 1,1 millioner cigaretter, 66.000 piller og 5.500 lægemidler. Som en del af efterforskningen mod manden har politiet beslaglagt store pengeløb. Der er blandt andet beslaglagt over seks millioner kroner i kontanter, som den 45-årige er tiltalt for at have tjent på at sælge cigaretter, piller og lægemidler.
’’Der er tale om en sag, hvor politiet over en længere periode har efterforsket mod den 45-årige mand. Politiets langvarige og grundige arbejde er grunden til, at vi nu kan rejse tiltale, og at der er rejst tiltale for forhold begået over en periode på omkring fire år,’’ siger anklagerfuldmægtig Christina Nathalie Hansen, der fører sagen på vegne af Anklagemyndigheden ved Syd- & Sønderjyllands Politi.
Den 45-årige mand er fortsat varetægtsfængslet.
Sagen behandles ved Retten i Esbjerg over seks dage i november og december. Der forventes dom i midten af december 2025.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.