Fredag den 30. august indvier MYRTHUE sin nye jernaldergård, der står på fundamentet af 50 års stolte traditioner med læring, der kommer ind under huden og lagrer sig i hukommelsen på skoleeleverne.
”Den bedste skoledag i mit liv”. Sådan lyder det ofte fra de skoleelever, der besøger MYRTHUEs jernalderlandsby, og nu får læringen og de gode oplevelser endnu bedre vilkår. Sidst i august indvier MYRTHUE nemlig sin helt nye jernaldergård, som Esbjerg Byråd satte penge af til i 2020, fordi den gamle jernaldergård var hårdt angrebet af råd og borebiller.
Heldigvis har den nye gård rejst sig på imponerende vis og er klar til at danne den livagtige og virkelighedstro ramme om skoleelevernes møde med livet i jernalderen. Faktisk har skoleelever helt siden 1971 prøvet kræfter med at grutte mel, lave brændenældesuppe, ofre til guderne, fælde træer eller lukke dyrene på græs i jernalderlandsbyen i Guldager, mens de samtidig har taget vigtig læring om håndværk og historie med sig videre i livet.
Alle er velkomne til indvielsen, der foregår fredag den 30. august 2024 kl. 10-11.30 i Jernalderlandsbyen, Guldager Stationsvej 105, 6710 Esbjerg V.
Her vil smeden Thorbjørn og den kloge kone Gunhild stå for selve indvielsesritualet, og der er også tid til at opleve børn i aktivitet og få lidt mad og drikke.
Bag navnet Beat Bash gemmer sig en urban festival, der hylder kulturel identitet gennem mad, kunst, musik og good vibes. Festivalen stables på benene af en gruppe unge veninder fra Stengårdsvej.
Fredag den 30. august griber nye rytmer fat i Kvarterspladsen på Stengårdsvej og lokker Esbjergs unge til at danse med. Beat Bash er en festival rettet mod unge i alderen 15-25 år i Esbjerg, og festivalen blander musik, kunst, litteratur, gadeidræt, samtaler og mad fra hele verden.
Højdepunktet på Beat Bash er de musikalske hovednavne, Kundo og Merro8, som begge har optrådt på nogle sommerens største festivaler, herunder Roskilde Festival. Nu får Esbjergs unge mulighed for at opleve deres energiske optrædener live og ganske gratis.
Bag festivalen står en gruppe unge veninder fra Stengårdsvej, der gennem et år har udviklet festivalens vision og identitet. Sammen har de formået at engagere andre unge i at skabe en festival, der taler direkte til deres generation.
”Vi har lagt mange kræfter i at skabe en vibe, der vil give deltagerne en uforglemmelig oplevelse. Projekt har fyldt meget for os, og nu hvor vi kommer tættere og tættere på datoen for festivalen, så glæder vi os bare endnu mere til at dele vores begejstring. Den håber vi bare, at alle deltagerne også bliver smittet af”, fortæller Salma, Jamila, Malak, Damla, Jamilla og Sofia om deres vision for festivalen.
Beat Bash er en del af projektet Det Internationale Kvarter, hvor flere interessenter samarbejder om at styrke udviklingen af Jerne og Stengårdsvej til et fælles socialbæredygtigt kvarter, og der arbejdes bl.a. også med at styrke det kulturelle fællesskab i bydelen. Catapult Projects har endnu engang været på banen for at få den fysiske side af Kvarterspladsen til at spille.
Festivalen er støttet af Esbjerg Kommune, Platformens Springbrætpulje og Den Kulturelle Ungdomsfond KUUF.
Tid og sted
Fredag d. 30. august 2024.
Pladsen åbner for publikum kl. 15.00 – og lukker kl. 22.
Festivalen er GRATIS.
Festivalen afholdes på Kvarterspladsen på adressen Storegade 220.
I et nyt projekt får tilfældigt udvalgte unge, som har stået uden for job og uddannelse i en længere periode, adgang til et borgerstyret budget på 25.000 kroner. Målet er at bringe dem nærmere job og uddannelse gennem øget indflydelse og større ansvar. Efter en vellykket pilottest i Aarhus Kommune vil Lind Foundation sammen med fire nytænkende kommuner i Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde undersøge, om vi ved at give de unge større selvbestemmelse kan ændre de unges livsbaner.
Unge fra Esbjerg Kommune får ny mulighed for at komme godt igennem uddannelseslivet og finde beskæftigelse. Gennem Ungebudgetter kan de unge i tæt dialog med en sagsbehandler i højere grad forme deres beskæftigelsesindsats ud fra individuelle ønsker og behov. Foto: Esbjerg Kommune
Alt for mange unge står udenfor job og uddannelse alt for længe. Vejen fra uddannelseshjælp til uddannelse eller job kan for nogen være kort, mens andre unge med komplekse problematikker oplever overgangen som lang, svær og uoverskuelig at løse alene.
Kommunerne i Esbjerg, Holbæk, Køge og Roskilde tror på at større frihed og medbestemmelse vil hjælpe unge på uddannelseshjælp nærmere deres mål. Gennem Ungebudgetter kan de unge i tæt dialog med en sagsbehandler i højere grad forme deres beskæftigelsesindsats ud fra individuelle ønsker og behov.
Målgruppen for de borgerstyrede budgetter er 250 tilfældigt udvalgte unge mellem 18-29 år på tværs af de fire kommuner, som har været uden job og uddannelse i minimum 26 uger. Ved at tage udgangspunkt i de unges egen motivation for forandring vil kommunerne afprøve Ungebudgetter som nyt greb i jobcenterindsatsen — en tilgang der skaber stor begejstring blandt kommunerne:
”Jeg er sikker på, at denne mulighed for selv at kunne handle vil give de unge ny energi og hjælpe dem videre, og jeg er meget spændt på, hvad de unge vælger at bruge pengene til”, siger Jakob Lykke, formand for Social & Arbejdsmarkedsudvalget i Esbjerg Kommune.
”Vi ser meget frem til at komme i gang med ungebudgetterne. Det er et projekt, hvor de unge på en helt anden måde kommer til at tage ansvar for egen uddannelse og videre vej ud på arbejdsmarkedet. Muligheden for selvbestemmelse er motiverende, og ansvaret er udviklende. Det er en rigtig spændende kombination”, siger Karina Helmer, formand for Udvalget Beskæftigelse, Uddannelse og Erhverv i Holbæk Kommune.
”De fleste unge vil allerhelst kunne klare sig selv og komme med i fællesskabet på skolen eller jobbet. Det skal vi hjælpe dem til. Jeg er sikker på, at ansvar og indflydelse for ens egen fremtid er den rigtige vej at gå. Nu har vi en unik mulighed for både afprøve det i praksis og udveksle værdifulde erfaringer med andre kommuner i projektet. Det er virkelig nyskabende at give den enkelte unge en pose penge til at fjerne forhindringer for at komme i uddannelse eller beskæftigelse”, siger Mette Wigand Bode, formand for både Køge Kommunes Arbejdsmarkedsråd og Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune.
”Jeg håber, at vi kan bringe nogle unge mennesker videre, og at de oplever at få mere selvbestemmelse, føler sig stærkere og kan løse nogle udfordringer selv. Det kan rykke noget i mennesker at få lov til selv at vurdere, hvad der er bedst for en”, siger Merete Dea Larsen, formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Roskilde Kommune.
Projektet skal undersøge, hvilke positive forandringer de unge oplever, samt de samfundsøkonomiske effekter, som skabes via tilgangen. Med evalueringen ønsker Lind Foundation at undersøge, hvordan interventionen virker, og hvad effekten er, når initiativet afprøves i større skala.
”Efter gode resultater fra pilotprojektet i Aarhus Kommune udvider vi nu projektet i samarbejde med fire visionære kommuner. Det er et vigtigt strategisk fokus for os at være med til at afprøve nye løsninger på socialområdet og undersøge effekten, så vi kan understøtte offentlig udbredelse af det, der virker. Vi tror på, at varige forandringer opnås gennem medbestemmelse og de unges egen motivation for forandring. Vi ser derfor frem til at undersøge, om Ungebudgetter får flere unge i eller nærmere beskæftigelse eller uddannelse”, udtaler Jens Bruun, CEO i Lind Foundation.
Fakta:
Om Ungebudgetter: Formålet med Ungebudgetter er at bringe modtagere af uddannelseshjælp i uddannelse og beskæftigelse. Den unge får stillet et borgerbudget på op til DKK 25.000 til rådighed og støttes af en sagsbehandler i at anvende midlerne. Dialogen tager afsæt i den unges ønsker og drømme og borgerbudgettet kan f.eks. benyttes til køb af et kørekort, studiebøger, eller en computer, der kan bruges til studiestart.
På baggrund af erfaringer fra projektet ”Langtidsledige tager teten” blev Ungebudgetter pilottestet i samarbejde med Center for Social Nytænkning og Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune fra 2021 til 2023. Pilottesten viste lovende indikationer på positive forandringer, hvorefter byrådet i Aarhus Kommune besluttede at forankre indsatsen i en fireårig periode.
Om evalueringen:
Ungebudgetter evalueres af Lind Foundation for at skabe bedre viden om, hvordan unge uden job og uddannelse i højere grad kan blive en del af fællesskaber på jobmarkedet og uddannelser. Evalueringen undersøger de unges udbytte af indsatsen gennem interviews, spørgeskemaundersøgelser og registerbaserede analyser og sammenholder denne med udviklingen for unge, der ikke får adgang til et budget. Evalueringen anvender blandt andet metoden Social Return on Investment (SROI). Metoden anvender et bredere perspektiv på værdiskabelsen, idet den kvantificerer og værdisætter både økonomiske og sociale effekter skabt for de unge og samfundet.
Der er lagt op til en fest i Teatersalen i Musikhuset Esbjerg, når EsbjergRevyen har premiere den 30. januar 2025 med lutter erfarne, top-professionelle kunstnere på holdet. På scenen står nemlig Trine Gadeberg, Jan Svarrer, Gordon Kennedy og Kasper Le Fevre .
”Jeg er meget stolt af, at det endnu engang er muligt at præsentere et kanon godt og stærkt hold, der alle er garanter for at levere underholdning på højt niveau. Og at de samtidig også alle er særdeles gode tekstforfattere, ja så kan vi ikke ønske os mere”.
Hanne Bjørnskov, ejer af EsbjergRevyen.
Da revyen spillede i februar i år, var det for fulde huse, med publikumsrekord på over 5.000 tilskuere. De to ekstra forestillinger, der blev sat på i år, fastholdes derfor, så der i 2025 spilles i alt 14 forestillinger i perioden fra den 30. januar til og med den 21. februar.
Holdet på årets revy
Trine Gadeberg der også skal være instruktør på EsbjergRevyen, har i mange år været en fast del af Hjørring Revyen, der er en af landets store revyer, og hendes alsidighed bringer hende rundt i hele landet, bla til mange kirkekoncerter. Til oktober tager hun på Danmarks turne med et spritnyt Pelle show, og mon ikke vi igen får Pelle at se i EsbjergRevyen.
Jan Svarrer har været med i EsbjergRevyen siden starten i 2017, og udover tekster til EsbjergRevyen har han virkelig slået sit navn fast som tekstforfatter og fast leverandør af tekster til Cirkusrevyen og landets øvrige revyer. Men i Esbjerg har vi ham heldigvis også med på scenen. Han er også meget rundt i landet både med sit soloshow og som konferencier og foredragsholder.
Gordon Kennedy, har før været med her i Esbjerg, og nu har han heldigvis et hul i kalenderen igen. Gordon er uddannet skuespiller, og kan bla. også skrive stand-up komiker, instruktør, manuskriptforfatter, tekstforfatter, komponist på sit CV. Han har lige været på turne med musicalen Matador, og til november kan man finde ham på Team Teatret i Herning, hvor skal han medvirke i Danmarks premieren på ”The Julekalender” som teater, hvor han har rollen som Benny.
Kasper Le Fevre er uddannet musical performer, og er derudover en særdeles alsidig scenekunstner. Han lægger bla stemme til tegnefilm, har i mange år været med i Hjørring Revyen, han var instruktør her i EsbjergRevyen i 2021, og han er en del af impro-comedy gruppen Specialklassen. Og så er Kasper en af landets skarpeste satiriker, og er bl.a. manden bag teksterne til Trine’sPelle figur.
Kapelmester er igen Peter Bom, og Jens Frausing er scenograf– de har begge været med siden starten, så revyen er i trygge musikalske og visuelle hænder hos dem.
Tre erfarne køkkenfolk fra Esbjerg springer ud som selvstændige og åbner en helt ny JKE butik i hjembyen. Håndværkerne er i fuld gang med at indrette en 750 kvadmeter stor butik med alt det nyeste inden for køkken, bad og garderobe i nordisk design og snedkerkvalitet.
Foto: Privat
Hvis der er nogen der ved, hvad kunderne i Esbjerg og omegn går og ønsker sig af et nyt køkken, så er det Anders, Anders og Jes (Anders Nørgreen Clausen, Anders Lodberg og Jes Bergmann). De tre har sammenlagt over 30 års køkkenerfaring fra Esbjerg med køkkenmærker som HTH, uno form og Svane. Nu er de gået sammen om at åbne en ny JKE køkkenbutik på Østre Gjesingvej i Esbjerg – nabo til bl.a. IKEA og en række andre køkkenmærker.
”Vi kender markedet for køkkener ud og ind i Esbjerg, og der mangler ganske enkelt en JKE butik. Derfor slog vi til, da muligheden bød sig. Det er køkkener i snedkerkvalitet og nordisk design, produceret i Nordjylland og til en pris, som er til at betale. Den cocktail kan vi rigtig godt lide i Esbjerg,” siger Anders Nørgreen Clausen, som akkurat som sine to kompagnoner er barnefødt i Esbjerg.
Åbner til efteråret Deres mål er at slå dørene op til den nye butik i starten af oktober. De tre indehavere knokler sammen med håndværkere med at indrette den store butik helt fra bunden med 15 forskellige køkkener og et bredt udsnit af badeværelser og garderober.
Anders Nørgreen Clausen, Anders Lodberg og Jes Bergmann har i en årrække arbejdet sammen i køkkenbranchen i Esbjerg og har et stærkt netværk. Med hensyn til viden og erfaring supplerer de hinanden med alt fra rådgivning og salg af køkkener til private forbrugere og erhvervslivet til montage af køkkener.
”Vi har længe ønsket at åbne en flot køkkenbutik i Esbjerg, og teamet bag med Anders, Anders og Jes er stærkt – og så har de ’ild i øjnene’. Desuden er beliggenheden helt perfekt på Esbjergs køkkenstrøg, hvor alle i området kigger hen, når de går i køkkentanker,” siger Jesper Lassen, som er salgsdirektør ved JKE.
Køkkensalg fra køkkenbordet Trekløveret er allerede trukket i arbejdstøjet. Ikke ’bare’ i forhold til opbygning af den nye butik. Hjemme fra køkkenbordet tegner, rådgiver og sælger de allerede JKE-inventer til forbrugere, som går og overvejer nyt køkken, bad eller garderobe.
”Vi er allerede i gang med at få de første ordrer i bogen. Og vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til, at butikken åbner, og vi kan byde indenfor. Målet er at lave en butik fuld af oplevelser, som inspirerer kunderne. JKE er ikke ’bare’ køkkener, men dækker en stor del af indretningen af hjemmet, hvor grænserne mellem de forskellige rum bliver mere og mere udvisket. Det gælder køkken og stue, men også rum, som vi gør til multirum, fx bryggers og entre,” siger Anders Nørgreen Clausen.
JKE ønsker flere butikker, men ikke for enhver pris Udover Esbjerg, som længe har været på ønskelisten over nye steder at åbne en JKE-køkkenbutik i, er byer som København, Hillerød, Køge, Næstved, Slagelse, Esbjerg, Holstebro, Herning, Aabenraa, Randers og Silkeborg også på listen.
”På trods af en lidt træg markedssituation syntes vi hos JKE, at vi har medvind. Vi oplever, at stadig flere forbrugere efterspørger vores nordiske design, naturlige materialer som fx træ og linoleum og ikke mindst godt dansk håndværk, der kan holde i rigtig mange år,” siger Jesper Lassen.
Han fortsætter: ”Helt i tråd med det, vi oplever på kundesiden, så får vi i øjeblikket en del kontakter fra kandidater, som er interesseret i at åbne en JKE butik i byer, hvor vi gerne vil have flere butikker. Deres argumenter er de samme som vores slutkunder: De kan også lide, hvad de ser, herunder den høje kvalitet. Men det skal være med de helt rigtige, passionerede iværksættere, vi tager ombord. Akkurat som Anders, Anders og Jes,” siger Jesper Lassen, der påpeger, at man ikke behøver at være ’køkkennørd’ for at blive en dygtig forhandler.
JKE har udviklet et helt stærkt koncept, som bringer nye forhandlere sikkert ombord som selvstændig i køkkenbranchen.
Yderligere oplysninger til: Jesper Lassen, salgsdirektør, tlf.: 22 23 99 82, mail: jelas@jke-design.dk Anders Nørgreen Clausen fra det nye trekløver af forhandlere bag den kommende JKE butik i Esbjerg, mail: an@jkeesbjerg.com, tlf.: 23 66 08 83.
Vedhæftet er PR-foto til fri brug for pressen: Tre erfarne køkkenfolk fra Esbjerg springer ud som selvstændige og åbner en helt ny JKE butik i hjembyen. Fra venstre ses: Anders Lodberg, Anders Nørgreen Clausen og Jes Bergmann.
Fakta – JKE Grundlagt i 1970 i Jerslev i Nordjylland ud fra et ønske om at sætte det gode håndværk og kvaliteten i højsæde. Her ligger køkkenvirksomheden stadig, og filosofien er uforandret.
JKE har stort fokus på at producere så bæredygtigt som muligt og anvende bæredygtige materialer. JKE’s fabrik er CO2 neutral – producerer på baggrund af 100% grøn energi, dvs. fra vind, vand og sol.
99 medarbejdere og 76 butikker/salgssteder i Danmark og resten af Norden.
Spændende nyt initiativ fra Esbjerg Fotoklub indbyder de unge fotografspirer under 25 år.
Foto: Jimmy Juncker
Har du lyst til at tage spændende billeder med din mobil eller med dit kamera? Så har Esbjerg Fotoklub et godt tilbud til dig. Esbjerg Fotoklub, der med sit 50-års jubilæum i år ikke bare ser bagud, men også fremad, starter en dedikeret ungdomsgruppe for alle fotointeresserede op til 25 år. Gruppen får sin helt egen mødeaften i klubbens lokaler og sit eget aktivitetsprogram, som de unge selv er med til at skabe. Samtidig vil de unge kunne deltage i de almindelige klubaktiviteter efter ønske og behov.
“Med en ungdomsafdeling håber vi at engagere de unge mennesker og inspirere dem til at udforske fotograferingens verden, samtidig med de at kan udvikle deres kreativitet og tekniske færdigheder med ligesindede,” udtaler Jimmy Juncker, der er primusmotor for det nye initiativ.
Unge øjne ser tit tingene på ny, tænker jeg!”
Claus Madsen, formand for Esbjerg Fotoklub
“Aldrig før er der blevet taget så mange fotos som i dag. Størstedelen bliver taget med mobiltelefonens kamera, som alle, men især de unge, har taget til sig.
Vi tror, at der er en del unge, der derigennem har opdaget det fotografiske medies spændende muligheder og gerne vil udnytte disse kreativt. Så vi glæder os til at se nye ansigter i klubben og, uden tvivl, mange spændende billeder”, udtaler klubbens formand Claus Madsen til YESBJERG.
Medlemskabet er åbent for unge op til 25 år. Medlemskabet koster kun 50 % af det regulære kontingent og interesserede kan afprøve medlemskabet i de første 3 måneder gratis.
Uanset om du fotograferer med mobilen eller med et kamera – du er velkommen i Esbjerg Fotoklubs nye ungdomsgruppe.
Esbjerg Fotoklub fejrer sit 50-årige jubilæum i år.
Klubben bobler af vitalitet og et rigt aktivitetsprogram året igennem taler sit eget sprog: En bogudgivelse, en fotokalender, et åbent hus arrangement, byvandringer henover sommeren, den 41. Internationale fotoudstilling i september og et værtskab for Selskabet for Dansk Fotografis årsmøde 2024 i oktober. Dertil kommer deltagelse i Esbjerg Kommunes “Sommerferiesjov” for skoleelever, deltagelse i containerudstillingen under Festugen, en stor jubilæumsudstilling på Esbjerg Rådhus og endelig opstart af en dedikeret ungdomsgruppe.
En 39-årig mand blev 17. juli udsat for røveri i egen bolig. Intens efterforskning har ført til tre formodede gerningspersoner.
Den 17. juli blev en 39-årig mand udsat for røveri i sin egen bolig i Esbjerg af flere gerningspersoner. Det skete omkring klokken 15.
Siden Syd- og Sønderjyllands Politi kort efter røveriet modtog anmeldelsen, har vi efterforsket intensivt.
Efterforskningen har ledt til 3 formodede gerningspersoner, som Syd- og Sønderjyllands Politi anholdte tirsdag 23. juli i Sønderborg. Det drejer sig om en 29-årig mand, en 41-årig mand og en 22-årig kvinde. De er alle bosiddende i Sønderborg Kommune.
De 3 personer fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg klokken 11.30 i dag. De er alle sigtet for røveri mod person i egen bolig.
I forbindelse med efterforskningen har Syd- og Sønderjyllands Politi været til stede på flere adresser i både Esbjerg og Sønderborg. I øjeblikket er vi til stede på Mådevej i Esbjerg, hvor vi forventer at være det meste af eftermiddagen.
Vidner til vold på dansegulv den 18. maj søges, så sagen kan belyses.
Var du på beværtningen James Bond lørdag den 18. maj klokken 05.20, og så du en mand blive slået i ansigtet med knytnæve af en anden mand? Så vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne i kontakt med dig.
Episoden foregik på dansegulvet på James Bond, og den patrulje, der kom til stedet, fortæller, at der var flere vidner til stede.
Patruljen koncentrerede sig i første omgang om at håndtere den formodede gerningsmand, og da betjentene kort tid efter ville sikre identiteten på vidnerne, var de ikke længere til stede.
Derfor søger politiet nu de vidner for at kunne belyse sagen, hvori en 42-årig mand er sigtet for vold.
Har du set episoden, eller har du andre oplysninger i sagen, beder vi dig kontakte politiets servicecenter på tlf. 1-1-4.
Jacqueline Houtved er modtager af HK’s Fanebærerpris. Prisen bliver uddelt til en særlig elev på hver af regionens uddannelsesinstitutioner indenfor HK’s område.
Jacqueline Houtved fra Esbjerg er denne sommers modtager af HK Sydjyllands Fanebærerpris på Rybners EUX Kontor-uddannelse i Esbjerg. Prisen består af træfiguren Fanebærer af Kay Bojesen og et legat på 4.000 kroner, som hun fik overrakt ved dimissionen.
Hun blev indstillet af skolen som en af dem, der er gået forrest for at sikre et godt studiemiljø, har udvist et stort engagement og er respekteret af sine medstuderende.
– Du har under din uddannelse på EUX, det studierettede forløb, været en sød og behagelig elev med et dejligt smittende humør. Du har været rigtig god til at skabe sammenhold i klassen og sørget for at løse mange praktiske opgaver for at skabe et godt studie- og socialt miljø i klassen. Endvidere har du arbejdet seriøst med opgaverne i fagene og kæmpet for at opnå gode resultater. … Det har været en fornøjelse at have dig som elev, skriver Rybners blandt andet i begrundelsen.
HK Sydjyllands Fanebærerpris er stiftet for at sætte fokus på de elever, der gør en ekstra indsats for, at alle har et godt miljø at lære og udvikle sig i. Prisen bliver uddelt til en elev eller studerende på uddannelsesinstitutioner over hele Sydjylland indenfor HK’s faglige område.
I fredags dimitterede 32 bachelorer, kandidater og solister fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg.
Som det kan ses på vedhæftede foto var det en særdeles glad og feststemt flok nyuddannede musikere, som kunne fejre denne milepæl.
”Verden behøver jer!”
Sådan sagde rektor i sin tale til de dimitterende konservatoriestuderende. Ved en festlig og højtidelig dimission fik årets afgangsstuderende fra Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg fredag aften retten til at kalde sig hhv. bachelorer, kandidater og solister – samt et fysisk bevis på deres kunnen.
Med nedslag i menneskehedens historie og eksempler på hvordan musikken gennem alle tider har akkompagneret menneskets liv, benyttede rektor Claus Skjold Larsen i sin tale til dimittenderne denne sidste mulighed for at slå fast, hvorfor det er vigtigt at beskæftige sig med musikken – også udover den enkeltes egne behov:
”Som dimitterende musikere kan I skabe nye begyndelser med musik. I mestrer at skabe lyden og kan derfor sætte skønne ting i gang. Både når noget er gået i stå, eller når noget slet ikke er begyndt endnu. Med musikken begynder der altid noget. Derfor sender vi jer ud i verden som startmotorer til vores fælles liv. Det er et stort ansvar og en vigtig opgave. Men I kan klare det. Vi stoler på jer. Og verden behøver jer.”
Ved fredagens dimission blev der samtidig uddelt priser og legater til en række studerende. Evnen til at realisere drømme og skabe kulturel, social eller økonomisk værdi var en central pointe, da Dansk Musikerforbunds direktør Susanne Docherty uddelte hhv. en Entreprenørskabspris og en Musikpædagogisk pris – begge på 10.000 kr.
Vi anvender cookies for at sikre at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage, at du er indforstået med det.