| I det kommende skoleår får alle elever i 0.-3. klasse tre lektioner færre hver uge, mens skolerne også får mulighed for at forkorte skoledagen med to timer for eleverne i 4.-9. klasse. Baggrunden er en national justering af folkeskolereformen, og i Esbjerg Kommune ser politikerne forandringerne som en styrke. Foto: Yesbjerg Når et nyt skoleår begynder efter sommerferien, får eleverne i folkeskolernes 0.-3. klasser en skoleuge, der er to og en kvart time kortere end i dag. Det svarer på de fleste skoler til, at skoleskemaet hver uge får tre lektioner færre, og timerne bliver hentet fra den understøttende undervisning. Samtidig kan skolerne søge om at forkorte skoleugen for eleverne i 4.-9. klasse, fordi der fra næste skoleår er grønt lys til at omsætte op til to timer af den understøttende undervisning til timer med flere voksne i klassen. Ændringerne er resultatet af den justering af folkeskolereformen, som folkeskoleforligskredsen indgik en aftale om i januar, og som Folketinget med en lovændring vedtog de endelige rammer for den 2. maj. Fokus på kvalitet I Esbjerg Kommune har skolernes ledelser fulgt aftalen gennem den politiske proces i Folketinget, så de kender indholdet og har taget hensyn til det i planlægningen af det kommende skoleår. Børn & Familieudvalget har netop haft de nye tiltag på dagsordenen, og formanden, Diana Mose Olsen, ser forandringerne som en styrke. “Vi får en større fleksibilitet, så skolerne i højere grad kan planlægge en skoledag, der giver mening lokalt og sætter de bedste rammer for elevernes læring og trivsel. En bedre fordeling af ressourcerne giver den understøttende undervisning et løft, og skolerne kan rette et større fokus på kvaliteten og indholdet i timerne frem for kvantitet og et højt antal timer,” siger Diana Mose Olsen. Luft til fritidslivet Når skoledagen bliver kortere, bliver åbningstiden i SFO’er og klubber justeret, så den passer med elevernes skoledag. Samtidig åbner den kortere skoledag ifølge formanden for Kultur & Fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen, for nye muligheder i fritidslivet. “Færre timer i skolen kan give børn og unge et større overskud og bedre mulighed for at bruge tid og energi på aktiviteter i fritiden. Det kan være i vores SFO’er og fritids- og ungdomsklubber, hvor de kan udvikle sig og tage del i andre fællesskaber end i skoletiden. Den ekstra frihed kan måske også give dem lidt ekstra luft til at engagere sig i sport eller kultur i foreningslivet”, siger May-Britt Andrea Andersen. |
Tag: elever
Elever får færre timer på skoleskemaet
Mere end 500 Urban-elever giver den gas til Ungeevent
Fredag den 14. september danner boldbanerne ved Præstegårdsskolen Urban rammen om det 2. Urban Ungeevent. Helt i lighed med det første event i april 2017 har 6.-9. klasses eleverne i fællesskab planlagt masser af fysiske aktiviteter og sjove lege. Målet er bedre kendskab til hinanden og fællesskab på tværs af de tre Urbanskoler: Præstegård, Danmarksgade og Rørkjær.
Foto: Esbjerg Kommune
Fra klokken 9, hvor dagen skydes i gang af skoleleder Steffen Lawaetz, kan de ældste elever fra de tre skoler være sammen på kryds og tværs i aktiviteter, der blandt meget andet byder på Formel 1, dans, “Spis et kryb”, portrættegning, øksekast og lasergames. Det hele rundes af med en omgang Colour-run klokken 13.30. Det er to elevrepræsentanter fra hver af 6.-9. klasserne, der sammen med en proceskonsulent fra Esbjerg Kommunes Pædagogik & Undervisning i løbet af en såkaldt Innovationsdag har planlagt dagens aktiviteter.
Souschef på Urbanskolerne, Thomas Abrahamsen, har deltaget i hele processen, som på nogle punkter var lidt overraskende.
“I løbet af innovationsdagen var det ret tydeligt, at det var svært for mange elever at give fantasien og de vilde idéer frit løb. De er i skolesammenhæng vant til, at de ofte får at vide, hvordan tingene skal gøres, og ikke selv skal finde på, så det var en udfordring for dem. Heldigvis endte vi med proceskonsulentens hjælp med masser af ideer om både meget fysiske og meget sjove aktiviteter, og vi glæder os helt vildt til dagen”.
Thomas Abrahamsen
Rybners, Ungdomsskolen, SOSU-skolen, GAME Street Mekka og Headspace er samarbejdspartnerne på dagen, og står hver især for en eller flere af de ønskede aktiviteter. Det er skolen, som afholder udgiften til Urban Ungeevent med et tilskud fra det lokale Østerby-projekt under Lauritzen-Fonden, “Medvind I Østerbyen”.
Fakta
Idéen til et Urban Ungeevent opstod i 2016, hvor elever i 6.-9. klasserne på Urbanskolens tre matrikler efterlyste bedre kendskab til hinanden og fællesskab på tværs. Local-Up gik ind i arbejdet med at idéudvikle og sikre praktisk udførelse af eventet, ligesom de sikrede de økonomiske rammer for det første event – under forudsætning af, at der blev skabt en årligt tilbagevendende begivenhed, som skulle skabes i samarbejde med lokale aktører, og at Urbanskolen satte fremtidige events på budgettet.



