Home Tags EfB

Tag: EfB

EfB forlænger med 7 spillere

0

Syv af de i alt ni spillere der har kontraktudløb i Esbjerg fB d. 30. juni, har netop forlænget kontrakten med yderligere en måned. Derudover er der dialog med de resterende to spilleres klubber om en ny aftale.

Arkivfoto: Christina Simonia Straarup

Grundet Covid-19-pandemien er 3F Superligaen forlænget således, at der skal spilles kampe i juli.

Det betyder, at Esbjerg fB i enighed med en række spillere, der stod til kontraktudløb d. 30. juni, har lavet en ny aftale for yderligere en måned.

Det drejer sig om Markus Halsti, Rodolph Austin, Søren Reese, Ante Erceg, Franz Brorsson, Vito Mannone og Mathias Rosenørn, der derfor alle spiller i EfB indtil sæsonens afslutning.

Udover ovenstående er der dialog med Mohammed Dauda og Rafal Kurzawas respektive klubber, RSC Anderlecht og Amiens SC, om forlængelse.

Lokal fodboldskole forebygger ensomhed hos unge

Brug Bolden er et fodboldfællesskab og mental trivsel for unge drenge mellem 13-18 år. Det Sociale Netværk/Headspace Danmark er gået sammen med klubberne EfB, AaB og KB for at sætte fokus på, hvordan den mentale trivsel kan fremmes hos unge drenge i alderen 13-18 år. Sammen sætter de endnu mere fokus på mental sundhed i fodboldklubberne.

Foto: Christina Simonia Straarup

Via aktiviteter for trænere, holdledere og ungdomsspillere skaber Det Sociale Netværk/Headspace Danmark gennem initiativet Brug Bolden rum for, at det bliver nemmere at tale om og håndtere udfordringer, svære tanker og psykisk sårbarhed.

Brug Bolden arbejder med tre overordnede mål:

  • At øge unge fodboldspilleres robusthed og fremme deres mentale trivsel.
  • At forebygge ensomhed og mistrivsel hos unge spillere.
  • At skabe større åbenhed omkring mentale problemer i klubberne.

    Derudover aktiverer Brug Bolden på landsplan spillere og trænere i en national kampagne, der fokuserer på åbenhed omkring mental trivsel – også i fodboldens konkurrenceprægede verden.

Fodboldskole for de yngste

Weekenden før det hele handlede om Corona afholdte Brug Bolden en fodboldskole for de yngste spillere fra EfB. Trænerne var U17 spillere fra EfB, og til trods for et rigtigt kedeligt vejr, var humøret helt i top ved de unge spillere.

Hvad med pigerne?

Både piger og drenge har problemer, men lige præcis i dette projekt fokuseres der kun på drengene.

Grunden til at fodboldklubberne er involveret er, at det er et godt sted at gå hen, hvis man vil have fat i drengene… Fordi der er mange drenge i fodboldklubberne! Det har en stor effekt på drengene, at de oplever, at deres idoler og forbilleder står frem og fortæller deres historie. Historier, som giver et indblik I, at de igennem deres opvækst og i deres karriere har haft det svært og nogen gange ville have ønsket, at de havde haft nogen at snakke med…! Vi ser i alle statistikkerne at der er en kraftig stigning i antallet af unde, der mistrives; både piger og drenge. Pigerne er generelt bedre til at tale med andre om det der er svært og gør ondt, hvorimod drenge har en tendens til at skjule det og lukke sig inde med deres problemer.

Jesper Jensen – Lokal koordinator i Brug Bolden

Er du ensom eller trænger til at tale med nogle, så kan du altid som ung henvende dig ved Headspace i Exnersgade (på Tobakken). Det gælder naturligvis både piger og drenge.

Palle Guldager Kristensen ny formand i EfB

0

En enig bestyrelse i EfB Elite A/S har peget på Palle Guldager Kristensen som ny formand. Han glæder sig til det forestående arbejde med at føre Esbjerg fB videre.

Kristoffer Jarl Kristensen og Peter Kirk Larsen havde på forhånd meddelt, at de ikke ønskede at genopstille, og af den årsag blev to nye medlemmer til bestyrelsen valgt i form af Henrik Jensen og Torben Porsholdt.

Den nye bestyrelses første opgave var at sætte navn på EfB’s nye formand, og valget er nu faldet på Palle Guldager Kristensen, som på generalforsamlingen løftede sløret for, at han var interesseret i posten.

64-årige Palle Guldager Kristensen har været med i bestyrelsen, senest som næstformand, siden selskabets start i 1998, og han glæder sig nu til at bestride rollen som bestyrelsesformand:

– Den primære årsag til at jeg har valgt at stille op som bestyrelsesformand, er min store passion for og kærlighed til EfB, byen og hele regionen. Jeg mener, at vi hører til i Superligaen, og jeg vil sammen med den øvrige bestyrelse og resten af klubben arbejde hårdt for, at vi kan etablere os på højeste niveau.

– Samtidig kigger EfB ind i en spændende tid, hvor vi afsøger markedet for en eller flere investorer, som kan skabe rammerne for de næste skridt uden at gå på kompromis med de værdier, vi har, lyder det.

Palle Guldager Kristensen er erhvervsdirektør i Danske Bank i Esbjerg, hvor han også bor. Han har tidligere været formand i 14 år i moderklubben.

Team Esbjerg hyldet af sin by med idrætspris

Team Esbjerg er blandt tre stærke nominerede tildelt Esbjerg Kommunes Idrætspris 2019. Prisen er uddelt siden 1949 og er den største sportslige anerkendelse, en idrætsudøver eller en forening kan opnå i kommunen.

2019 var året, da Team Esbjerg vandt klubbens andet danske mesterskab, var i finalen i den europæiske turnering, EHF Cup, og opnåede stor succes i DELO Women’s EHF Champions League med kvalifikation til hovedrunden og gode muligheder for at nå kvartfinalen for første gang i klubhistorien.

Miss Team Esbjerg, den hollandske VM-guldvinder, Estavana Polman, har været i klubben og byen siden sommeren 2013.

– Jeg er virkelig stolt af at modtage idrætsprisen. Vi arbejder hver dag hårdt for at få det bedste ud af os selv, og det betyder meget at mærke, at byen og publikum er bag os. Vi ønsker frem for alt ikke at skuffe tilskuerne, og vi vil gerne vise dem god håndbold hver gang. Min familie og jeg føler os hjemme i Esbjerg, vi slapper af, og det er bare et godt sted at være. Når jeg er ude at handle, kommer folk og ønsker mig held og lykke, og det er dejligt at høre, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen er ikke uvant med priser og er to sæsoner i træk af trænerkolleger og repræsentanter for DHF blevet kåret som Årets Træner i HTH Ligaen. Denne gang deler han en kåring med sine spillere.

– Det fylder mig først og fremmest med glæde, at byen, hvor jeg bor med min familie, giver os idrætsprisen. Det vil være upassende selv at give udtryk for, at det er fortjent, men lad mig sige, at jeg har forståelse for, at vi er valgt blandt andre nominerede med flotte idrætspræstationer. 2019 vil stå som et år, der formentlig aldrig bliver gentaget i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen har været i spidsen for hele Team Esbjergs udvikling fra elevatorhold i Dameligaen til tophold i Danmark og nu også Europa.

– Team Esbjerg deltager på den store scene både nationalt og internationalt, vi går benhårdt efter at kvalificere os til kvartfinalen i Champions Leaque og udelukker med de rette omstændigheder ikke, at vi kan nå frem tilFinal4. Vi runder formentlig fire millioner seere på DR1 og TV 2’s kanaler i denne sæson og sætter Esbjerg på landkortet i ikke bare Danmark, men også ude i Europa, hvor resultaterne har vakt opsigt og skabt respekt. Idrætsprisen deler vi med vores trofaste publikum og sponsorer samt alle dem i byen og omegnen, som bakker os op, siger Bjarne Pedersen.   

De øvrige nominerede til prisen var EfB’s superligahold og speedwayholdet Esbjerg Vikings. 

Esbjerg Kommunes Idrætspris uddeles af en komité bestående af formanden for Esbjerg Idrætsråd, Villy Grøn, en repræsentant for pressen, journalist Chris U. Pedersen, og borgmester Jesper Frost Rasmussen, der overrakte prisen ved Idrætsfesten i Musikhuset Esbjerg fredag aften. 

– Vi følte ikke rigtig, at det kunne blive andre end Team Esbjerg i 2019 efter den fantastiske sæson, der kulminerede med det danske mesterskab og den flotte indsats i de europæiske turneringer. Alt, hvad klubben har rørt ved, har været en succes, og så lægger vi også vægt på, at de repræsenterer Esbjerg fornemt udadtil. Vi vil gerne have nogen at være stolte af, siger Villy Grøn. 

Team Esbjergs kvindehold modtog første gangEsbjerg Kommunes Idrætspris for fire år siden efter sølvmedaljerne i 2015. Tidligere har herreholdet af samme navn modtaget prisen i 1998, og Lotte Haandbæk var prisvinder i 2005.

I aften fejres mestrenes sejre i 2019 ved årets idrætsfest

0

2019 var et forrygende sportsår i Esbjerg Kommune, og årets sejre bliver fejret, når alle de bedste sportsfolk samles til Idrætsfesten 2020. I år deltager 90 mestre, og samtidig bakker et rekordstort antal gæster op om festen.

90 idrætsmestre, 450 gæster og et program fuld af fest og fejring. Der er lagt op til en fantastisk aften, når Esbjerg Kommune fredag den 21. februar er vært for Idrætsfesten 2020 i Musikhuset Esbjerg. I centrum er toppen af kommunens sportsliv og alle de flotte titler, som de dygtige idrætsudøvere kæmpede sig til sidste år.

Skulderklap til alle mestre

Idrætsfesten hylder idrætsudøvere over 18 år, som i årets løb er blevet danske, nordiske, europæiske eller verdensmestre, og årets liste er både lang og imponerende. Ikke færre end tre europamestre og tre verdensmestre får et velfortjent skulderklap, og det samme gælder hver og en af de andre seje mestre. Sportsfolkene kommer fra 16 forskellige foreninger og dækker idrætsgrene lige fra skydning, agility og dart til håndbold, kampsport og triatlon. Esbjerg Svømmeklub stiller med hele 30 mestre og er dermed den største klub til Idrætsfesten.

“I Esbjerg Kommune er vi stolte af år efter år at kunne samle så mange mestre, der har kæmpet og sejret i de danske og internationale sportsarenaer. Vi har ambitiøse og viljestærke topidrætsfolk, der går efter guldet, og deres sportsånd og succes er til stor inspiration. De er værd at se op til i deres sportsgrene, og de er stærke ambassadører for Esbjerg Kommune ude i verden”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Priser uddeles

Aftenens konferencier er TV2’s sportskommentator og studievært, Thomas Kristensen, der selv er vokset op i Esbjerg, og han guider mestre og gæster igennem aftenens program, der byder på middag og underholdning.

Traditionen tro uddeler borgmesteren Idrætsprisen, og i år er de tre nominerede EfB’s superligahold, Team Esbjergs håndboldkvinder og speedwayholdet i Esbjerg Vikings.

Der skal også udnævnes et nyt medlem til den ærefulde Hall of Fame, og så er Eskilstunapokalen, som er Esbjerg Idrætsråds lederpris, allerede blevet uddelt til Søren Haahr Jensen, som selvfølgelig også skal hyldes til Idrætsfesten for sin indsats i Esbjerg Atletik og Motion.

Oti hængt offentligt ud som dårlig betaler

1

Blandt sine venner er Oti Emmanuel Essigba kendt for altid at betale sine regninger til tiden og have styr på økonomien. Nu anklages han offentligt for at have forladt landet uden at betale sin elregning.

Det er en rystet og grådkvalt ung mand Yesbjerg har i telefonen, meget berørt af situationens omfang og den hurtige eskalering til internationale medier, der lystigt kopierer artiklen fra Jydske Vestkysten uden at faktatjekke eller kontakte nogle af de nævnte parter.
Yesbjerg har prøvet at nå til bunds i sagen og talt med bl.a. Syd Energi/Norlys, Inkasso, Retten, Oti Emmanuel Essigba og flere ansatte ved EfB, herunder administrerende direktør Brian Knudsen.
Her får du Otis historie.

Foto: Christina Simonia Straarup

Det kom som et chok for mig, jeg har aldrig fået den regning, der tales om. Jeg ved heller ikke, om den hører under min kappe eller lejeren efter mig, men nu er den i hvert fald betalt og ude af verden.
Oti Emmanuel Essigba

JydskeVestkysten offentliggjorde den 23. januar i en artikel, at Emmanuel Oti Essigba har forladt Esbjerg og Danmark uden at betale en elregning på 1.458,37 kroner.

EfB tiden

Yesbjerg tog kontakt til Oti, som var rystet over såvel omtalen som regningen.

Det er første gang, jeg hører om regningen, og det gør mig virkeligt ked af det at se mig omtalt på den måde, for jeg betaler altid mine regninger til tiden.
Oti Emmanuel Essigba.

Med lidt efterforskning viser det sig at være en gammel regning fra det første lejemål, Oti boede i, da han kom til Danmark. Det første halve år betalte EfB husleje og forbrug som en del af den aftale, der lå på at få Oti til klubben. Efterfølgende stod Oti selv for bolig og omkostninger og, regningen er en flytteopgørelse fra den tid.

Alle personer skal betale sine regninger – det gælder selvfølgelig også Oti Emmanuel Essigba. Når det er sagt, så er det selvfølgelig ulykkeligt for vores tidligere spiller, at han skal udstilles i pressen som dårlig betaler på grund af formentlig en misforståelse. Omtalen sker efter min opfattelse alene, fordi Oti er en kendt fodboldspiller. Hvis det havde været ”Hr. eller fru Danmark” så var kommet i samme situation, så var det aldrig kommet i pressen med store overskrifter. Den negative omtale i pressen – som jo også relaterer sig til EfB – burde aldrig være kommet så langt. En enkelt telefonopringning eller mail f.eks. til EfB kunne have skabt kontakten til Oti og misforståelsen kunne være løst. Glædeligvis har Oti – som jeg er oplyst – nu betalt regningen, hvorfor historien nu kan afsluttes og alle må se fremad. Administrerende direktør for EfB Brian Knudsen

Regningen er til Syd Energi Salg A/S og med afgift og inkassosalær løber beløbet op i 2.698,37 kroner. Her hævder man, at man ikke kan finde en kontakt til Oti, som derfor ikke har fået regningen.

Yesbjerg har været i kontakt med Kunde- og Salgschef for Norlys (tidligere Syd Energi) Christian Ruhe, som har følgende kommentar:

Det er på ingen måde i SE’s interesse, at nogen hænges ud i pressen ej heller noget, vi har haft indflydelse på.
Vi kan ikke udtale os om enkeltsager, med mindre vi har de involverede parters accept, men vi kan fortælle, hvad der er helt almindelig praksis for os.
Når en regning ikke bliver betalt sendes en rykker. inden en sag sendes videre til inkasso.
Ordentlighed er vigtigt for os, så hvis vi får en regning retur, fordi kunden er fraflyttet adressen, gør vi, hvad vi kan for at finde frem til kunden og på den måde inddrive det skyldige beløb. Lykkes det ikke for os, overdrager vi til inkasso, der har sagen derfra.

Kunde- og Salgschef for Norlys (tidligere Syd Energi) Christian Ruhe

Oti da han spillede i EfB

Emmanuel Oti noterede sig for 57 kampe og et enkelt mål for Esbjerg fB. 

Emmanuel Oti er netop skiftet til indonesisk fodbold, hvor han skal spille for Madura United FC. 

EfBs hurtigløber

Join 206 other subscribers

EfB henter Rafal Kurzawa

Esbjerg fB styrker holdet yderligere til den kommende forårssæson, idet polske Rafal Kurzawa tilknyttes på en lejeaftale fra den franske Ligue 1-klub SC Amiens. Den 26-årige polak kan dække flere roller på midtbanen og begå sig i forsvaret.

Oprustningen frem mod forårets bestræbelser i 3F Superligaen fortsætter for Esbjerg fB, der nu tilknytter Rafal Kurzawa på en lejeaftale gældende for resten af sæsonen.

Den 26-årige polak, der har syv A-landskampe under bæltet, kommer til fra den franske Ligue 1-klub SC Amiens. I foråret 2019 var Kurzawa i FC Midtjylland på en lejeaftale.

Hos sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er der tilfredshed med tilføjelsen. Han udtaler:

– Rafal Kurzawa er en dygtig spiller, som styrker vores muligheder på midtbanen, og giver os øget fleksibilitet og kvalitet. Han kan både spille på kanterne og den centrale midtbane, og med sit gode blik for spillet og stærke venstrefod giver det os en ekstra dimension i især det offensive spil. Derudover kan han udfylde rollen som back.

– Ydermere kommer han med meget erfaring fra højeste niveau fra blandt andre Ligue 1 i Frankrig og Polens A-landshold, som vi kan trække på. Vi glæder os over, at Rafal nu er en del af EfB.

Rafal Kurzawa tiltræder med det samme, og skal onsdag med resten af truppen til Tyrkiet på træningslejr.

Fakta:
Navn:
Rafal Kurzawa
Født:
D. 29. januar 1993
Tidligere klubber:
Górnik Zabrze, ROW 1964 Rybnik, SC Amiens, FC Midtjylland

Foto:EfB

EfB lejer en mand fra Brøndby

Esbjerg fB øger konkurrencen på den offensive del af banen, idet angriberen Ante Erceg i foråret lejes hos Brøndby IF.

Den offensive del styrkes i forårssæsonen, idet Esbjerg fB tilknytter den kroatiske angriber Ante Erceg på en lejeaftale fra Brøndby IF.

Foto: EfB

30-årige Erceg kommer til EfB efter halvandet år i Brøndby, og inden da spillede han blandt andet i den kroatiske storklub Hajduk Split, hvor det blev til 20 mål i 44 kampe.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen fortæller om tilgangen:

– I Ante Erceg får vi en stærk offensivspiller, der er hurtig og aggressiv i sit spil. Erceg har tidligere vist sig som en kynisk målscorer, og vi er sikre på, at vi i fællesskab kan finde dette frem igen til glæde for begge parter.

– Vi har i forvejen stærke angribere, og nu øger vi konkurrence yderligere på den sidste tredjedel af banen i bestræbelserne på at præstere en god forårssæson.

Fakta:

Navn: Ante Erceg
Født: D. 12. december 1989
Tidligere klubber: RNK Split, Junak, Balikesirspor, Hajduk Split, Shabab Al-Ahli, Brøndby IF

Esbjerg fB henter Kevin Conboy hjem

Esbjerg fB henter med omgående virkning venstre back Kevin Conboy i Randers FC, og sender samtidig Jesper Lauridsen den anden vej. Conboy, der har fået sin fodboldopdragelse i EfB, tiltræder på en aftale gældende til sommeren 2022.

Foto: EfB

Esbjerg fB og Randers FC er blevet enige om en aftale, der involverer de to venstre backs Kevin Conboy og Jesper Lauridsen. Således skifter 32-årige Conboy, der hidtil har spillet 88 kampe for EfB, øjeblikkeligt på en kontrakt frem til sommeren 2022, mens Jesper Lauridsen tager turen øst på.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er glad for, at det er lykkes at hente Kevin Conboy tilbage til EfB.

– Med Kevin Conboy får vi en dygtig og erfaren spiller med en god mentalitet, og vi er overbeviste om, at han bliver vigtig for EfB på både kort og lang sigt. Både defensivt og offensivt kommer han til at tilføre vores spil en ekstra dimension, og så er det et plus, at han i forvejen kender klubben særdeles godt, siger han.

Samtidig sender han de bedste anbefalinger efter Jesper Lauridsen, der i fire år har været EfB en god ambassadør.

– ”Lau” har været et fantastisk bekendtskab både på og uden for banen gennem alle årene i EfB, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger Jimmi Nagel Jacobsen.

Fakta:

Navn: Kevin Conboy
Født: D. 15. oktober 1987
Tidligere klubber: Jerne IF, Esbjerg fB, NEC Nijmegen, FC Utrecht, Randers FC

Mads Kikkenborg udlejes til FC Sydvest

0

Esbjerg fB-målmand Mads Kikkenborg udlejes i foråret til FC Sydvest fra 2. division. 

Esbjerg fB udlejer i forårssæsonen den 20-årige målmand Mads Kikkenborg til 2. divisionsklubben FC Sydvest.

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen er tilfreds med aftalen, og ser det som et naturligt næste skridt.

– Mads er en talentfuld målmand, som er klar til at tage næste step i sin udvikling, og det består af spilletid. Nu skal han tage kampen op i FC Sydvest på et rigtig fint niveau, og vi glæder til at følge med fra sidelinjen i foråret, siger han.

På grund af den geografiske afstand imellem klubberne vil Mads Kikkenborg udover træning med FC Sydvest også træne med i EfB.