Home Tags Corona

Tag: Corona

Sundhedsstyrelsen gør status ved indgangen til 8. epidemiuge

0

Sundhedsstyrelsen udgiver i dag den sjette statusrapport om COVID-19 epidemien.

Foto og kilde: Sundhedsstyrelsen

Vi har over de seneste tre uger set et faldende smittetryk, og at epidemien er bøjet af. Ved indgangen til den 8. epidemiuge har vi fortsat kontrol over epidemien i Danmark. Det er forudsætningen for at kunne foretage og fortsætte en gradvis og kontrolleret genåbning af samfundet.

Danmark er i første fase af en kontrolleret genåbning af samfundet. Fokus er fortsat at sikre, at genåbning af samfundet og aktivitetsomlægningen af sundhedsvæsenet sker sikkert og trygt. På samme tid bliver grundstenene lagt til en langsigtet sundhedsfaglig indsats under COVID-19.

Efter en nedlukning af dele af samfundet er der blandt mange udviklet en forståelse for, at de forebyggende indsatser er nødvendige, men der er også nogle, der har udviklet et højt bekymringsniveau, som kan medføre unødig isolation.

”Bekymring og frygt for smitte med COVD-19 har fyldt meget, og vi kan mærke, at det særligt fylder her under genåbningen. Uvisheden om, hvordan man sikrer sig selv og sine nære mod smitte fylder af gode grunde, men det er vigtigt, at bekymringen ikke tager overhånd. Husker man god håndhygiejne, holder afstand og følger Sundhedsstyrelsens generelle råd, kan man langt hen ad vejen forebygge smitte, og det vil på den måde for de fleste være trygt at bevæge sig ud,” siger centerchef Helene Bilsted Probst i Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen vil i den kommende tid i endnu højere grad have fokus på at afhjælpe uvished og unødig høj bekymring. Det skal bl.a. ske ved vidensbaseret rådgivning samt gode og håndterbare anbefalinger, der er let omsættelige til hverdagslivet.

Nogle borgere kan være i øget risiko for at blive syge med COVID-19, og derfor skal der med genåbningen være en øget opmærksomhed på at beskytte disse borgere mod smitte.

”Det er vigtigt, at vi sikrer vores mest sårbare og udsatte borgere mod at blive smittet. Helt overordnet vil personer med særlig risiko stadig blive beskyttet mod smitte, ved at alle fortsat følger de generelle råd om håndhygiejne, afstand og isolation ved symptomer eller konstateret smitte, men der er også behov for, at vi intensiverer vores arbejde for at forebygge smittespredning på institutioner som plejehjem. Det kræver altså en indsats hos både befolkningen, personalet, beslutningstagere og myndigheder, når vi skal passe på vores sårbare borgere, og vi vil derfor i den kommende uge sætte fokus på vores alles ansvar i smitteforebyggelsen,” siger centerchef Helene Bilsted Probst i Sundhedsstyrelsen.

Esbjerg Kommune aflyser sommerunderholdning i 2020

Sommerferie plejer at være lig med sommerunderholdning i form af koncerter i Esbjerg, Bramming og Ribe. Desværre bliver også sommerunderholdningen i år aflyst på baggrund af regeringens forbud mod større forsamlinger til og med august 2020.  
 Sommerunderholdningen i Esbjerg Kommune skulle i år have bestået af 21 koncerter for børn og voksne fordelt hen over sommeren.
Der skulle traditionen tro have været noget for enhver smag med alt fra jazz, rock og country til rap og syng med. Det er desværre ikke muligt at gennemføre i år, hvor sommerunderholdningen er aflyst som følge af regeringens forbud mod større forsamlinger til og med august 2020. 

Formanden for kommunens Kultur & Fritidsudvalg, Peder Tørnqvist, er ked af, at denne sommer ikke bliver en sommer fuld af musik og underholdning i kommunens tre største byer: – Sommerunderholdningen i Esbjerg Kommune har igennem mange år skabt store og glade oplevelser for både børn og voksne.
Sommerunderholdningen plejer at danne ramme om fællesskabet og den særlige stemning, der opstår, når kulturen rykker ud under åben himmel, men der er desværre ikke andet at gøre end at aflyse i den nuværende situation, siger Peder Tørnqvist. 
Også chef for Kultur & Pædagogik, Ulla Visbech, beklager aflysningen:
– Vi var stort set færdige med planlægningen af årets program og klar til at sende materialer ud om sommerunderholdningen. Nu går vi i stedet i gang med det praktiske arbejde med at aflyse. Det er naturligvis brandærgerligt, for de forgangne uger har jo netop vist, hvor meget sang og musik betyder for fællesskabet, siger Ulla Visbech.

Første digitale byrådsmøde

Esbjerg kommunes byråd samlet til byrådsmøde i byrådssalen på Esbjerg Rådhus.
Byrådsmedlemmerne i Esbjerg Kommune holder torsdag den 16. april kl. 17 det første digitale byrådsmøde i kommunens historie. Byrådet vil på et ekstraordinært møde bl.a. behandle planerne for, hvordan skoler, fritidsordninger og dagtilbud åbnes.  
Torsdagens ekstraordinære byrådsmøde holdes ikke i de traditionelle rammer.   
Foto: Esbjerg Kommune
Torsdag eftermiddag er der indkaldt til et ekstraordinært byrådsmøde i Esbjerg Kommune. Mens byrådsmedlemmerne vil deltage via en Skype-forbindelse, vil borgmester Jesper Frost Rasmussen være tilstede i byrådssalen. Salen vil ikke være åben for publikum, som den normalt er. I stedet skal interesserede følge med på Esbjerg Kommunes hjemmeside, når byrådsmødet finder sted. Her vil man også senere kunne finde en optagelse af mødet.

“Det er kun naturligt, at vi rykker byrådsmøderne ind på en digital platform, mens vi ikke kan samles i byrådssalen. Det kan være, at vi justerer lidt i forhold til, hvordan vi plejer at gøre. Men umiddelbart har byrådsmedlemmerne mulighed for at debattere sagerne på samme måde, som det er muligt i byrådssalen,” siger borgmester Jesper Frost Rasmussen, som glæder sig til at skulle lede det første digitale byrådsmøde. 

Byrådsmedlemmerne skal behandle nogle af de sager, som har været håndteret i udvalgene som direkte følge af corona-virussen. Det gælder bl.a. de investeringer, som nu fremrykkes for at støtte erhvervslivet og især bygge- og anlægsbranchen. På dagsordenen er også planerne for åbning af skoler, fritidsordninger og dagtilbud. De er behandlet i Børn- og Familieudvalget og bliver behandlet i Kultur- og Fritidsudvalget senere i dag. 

“Emnerne er så vigtige og har betydning for så mange borgere, at hele byrådet skal have mulighed for at tage stilling til de foreslåede løsninger. Der er behov for en bred politisk involvering, og derfor bliver byrådet præsenteret for de løsninger, som de enkelte direktørområder har arbejdet benhårdt på at finde frem til. Byrådet skal behandle sagerne, som er blev godt gennemarbejdet i både fagudvalgene og Økonomiudvalget forinden,” slutter Jesper Frost Rasmussen. 

Efter det ekstraordinære byrådsmøde optager Esbjerg Byråd igen den almindelige mødefrekvens. På mandag den 20. april holdes der ordinært byrådsmøde, og dette møde bliver også digitalt. Se med her: www.video.esbjergkommune.dk/ekstraordinaert-byradsmode-16-april  

Politiet ærgrer sig over affaldskøer

0

Øv – der er nu massiv kø ved flere kommunale genbrugscentre i hele Syd- & Sønderjylland. Det giver flere steder problemer med almindelig trafikafvikling og kødannelse. Find venligst et bedre tidspunkt for aflevering af affald. #politidk

Bøde til netcafé i Esbjerg

0

Efter 14 dage med ren corona-bødeblok har vi haft en ny hændelse. En ejer af en netcafé i Esbjerg kan se frem til en bøde på mindst 10.000 kroner for at have overtrådt det aktuelle forbud mod at holde åbent.

Hændelsen fandt sted i aftes. Nu er vi oppe på 8 sigtelser, fordelt på 4 hændelser. Rigtig mange borgere gør det heldigvis ganske flot og overholder regler og anbefalinger. Det er vigtigt, at vi alle fortsætter de gode takter, hvis vi skal bekæmpe COVID-19, fortæller politiet her til aften.

#politidk #covid19dk

Grænsehandel er ikke lovligt i Påsken

0

Påsken kan være traditionsrig – men en af dem – at køre en tur syd for grænsen og handle ind – er ikke en mulighed i øjeblikket. Det er pt udelukkende muligt for danskere at rejse ind i Tyskland, hvis man har et anerkendelsesværdigt formål – og det er grænsehandel ikke, skriver politiet.

#politidk

Esbjerg Kommune forventer at genåbne institutioner for de mindste fra den 17. april

Planlægningen af genåbningen af de forskellige institutioner er allerede i fuld gang, men Sundhedsstyrelsen har udstukket meget skrappe krav, som gør, at genåbningen først kan starte op fra den 17. april i Esbjerg Kommune, hvis beslutningen godkendes af de politiske fagudvalg på tirsdag.

– Det er en virkelig omfattende opgave, som vores Børn & Kultur- forvaltning står overfor. Vi skal genåbne på en kontrolleret og forsvarlig måde, som giver tryghed til børnene, forældre og medarbejderne, og det kræver tid at lave de mange forberedelser, som sikrer, at vi overholder alle de nye regler og giver børnene en god start på en ny hverdag, siger Jesper Frost Rasmussen, der er borgmester i Esbjerg Kommune.

Listen med regler, som Sundhedsstyrelsen har udstedt, er lang. Blandt andet fordobles det gulvareal, som hvert barn skal have til rådighed, og børnene skal deles op i mindre grupper, der følger en bestemt voksen. Dertil kommer, at disse grupper ikke må interagere med andre grupper på institutionen. Institutionerne har kun et bestemt areal til rådighed, så udendørs undervisning vil også blive et vigtigt element i børnenes nye hverdag.

– Der er meget skrappe krav til både de fysiske rammer, rengøring og den pædagogiske dagligdag med børnene. Vi er allerede i fuld gang med at kigge på, hvordan vi omsætter de nye krav. Noget af det første, vi har gjort, er at spørge forældrene, hvem der forventer at sende deres børn af sted, så vi få et overblik over, hvor mange børn vi kan regne med de første dage efter genåbningen. Det er jo afgørende i forhold til, hvor mange mindre grupper børnene skal opdeles i, og hvordan vi kan matche antallet med det antal pædagoger, der skal tage sig af børnene. Vi er ligeledes ved at kigge på, hvordan vi kan håndtere den vigtige daglige hygiejne, så børn og voksne kan vaske deres hænder, siger Diana Mose Olsen, der er formand for Børn & Familieudvalget.

Ifølge udvalgsformanden er kommunens rengøringsafdelingen også i gang med en hovedrengøring af alle institutioner.
  – Rengøring er meget vigtig, og det gælder også, når institutionerne er genåbnede. Derfor arbejder vi med en plan, der sikrer rengøring af alle institutioner to gange dagligt. Desuden er vi ved at finde ud af, hvordan vi kan sikre en forsvarlig aflevering og afhentning af børnene, så forældre ikke samles i større grupper. Det får vi også styr på. Det er vigtigt for mig, at både børnene, forældrene og medarbejderne føler sig trygge, når de efter påske starter på deres nye hverdag, siger Diana Mose Olsen.

Når de små skal afsted igen

Diana Mose Olsen (SF) formand for Børn & Familieudvalget i Esbjerg Kommune og daglig leder af Mandecentret glæder sig til genåbningen af skolerne.
Sidder du som forælder med en række spørgsmål, forklarer Diana Mose Olsen her, hvilke tanker der gøres i forhold til at genåbne skoler og institutioner.

Arkivfoto: Christina Simonia Straarup

Der er flere ting, der mangler en afklaring på eller mere viden omkring, når puslespillet skal lægges inden vuggestuer, børnehaver, 0. til 5. klasser og fritidsordninger forventes genåbnet fra den 17. april i Esbjerg Kommune.

Hvor mange børn har behov for pasning?
Hvor mange forældre ønsker at sende deres børn afsted?
En forespørgsel er derfor sendt ud via Aula og Tabulex for at afklare, hvor mange børn, der kommer i skole og institution.

Kan man holde sit barn hjemme?

Hvordan stiller i jer overfor de forældre, som ikke vil sende deres børn afsted?
“Jamen der har jeg det sådan lidt hvis det er det forældrene giver udtryk for, jamen så er det sådan det er. Så har man jo stadigvæk en opgave i at følge med undervisningsmæssigt”, siger Diana Mose Olsen.

Vi er nødt til at gøre det med udgangspunkt i de vejledninger, der kommer fra sundhedsmyndighederne. Ellers vil det jo ikke være en opgave som vi kan løfte.

Som forældre skal man kunne gå på arbejde med ro i maven, når man afleverer sine børn.

Vi følger den vejledning, der kommer fra ministeriet, fordi vi har aldrig stået i den her situation før. De anbefalinger der kommer fra sundhedsministeriet, dem følger vi.

“Det stiller nogle særlige krav til os, for det første at vi jo skal sørge for, at vi har fysisk plads til at børn kan være mere fordelt end samlet.
Vi skal have sat ekstra rengøring ind, så vi kan gøre rent flere gange om dagen. Det stiller også nogle krav til os i forhold til håndsprit og håndsæbe. Vi skal have de rigtige værnemidler i forhold til, at man også kan få vasket sine hænder på både vores skoler og vores daginstitutioner,” fortæller Diana Mose Olsen.

Trygheden er vigtig

Både forældre og ansatte skal føle sig trygge. Forældrene skal trygt kunne aflevere deres børn og de ansatte i institutioner og skoler skal føle sig trygge ved at gå på arbejde.

Jeg tror ikke, der kommer en vejledning, hvor børn tvinges i skole.

Diana Mose Olsen

Udskolingen

De ældste elever kommer ikke i skole i første omgang, og eksaminer er aflyst for afgangsklasserne.

En væsentlig anden opgave er, at de ældste elever ikke skal i skole endnu. Eksaminer er aflyst og i stedet overføres elevernes årskarakterer.
Indtil videre skal de ældste elever blive hjemme frem til den 10 maj, og det vækker frustration flere steder.

Der er mange forældre, der siger til os, det er svært at holde børnene hjemme, så der har vi også en opgave,

Diana Mose Olsen

Havde det været bedre at starte med de unge?

“Vi forsøger jo at få samfundet op igen, så er det jo de mindste, vi skal forsøge at sikre pasning af, de større kan klare sig selv. Vi følger de vejledninger og anbefalinger der kommer, når statsministeren siger at det skal kommunerne gøre klar til, så er dét, det vi gør klar til.
Jeg kunne da have ønsket det for de unge mennesker, fordi de hier efter at komme ud. Men de må så vente en omgang, og så har vi jo en særlig opgave i at få dem med, og der tænker jeg, at vi skal skrue op for den virtuelle undervisning, så de også har oplevelsen af at mødes med andre børn, bare på en anden måde,” siger Diana Mose Olsen til Yesbjerg.

Værnemidler

På internationalt plan er det et problem at skaffe nok værnemidler, og man kan forestille sig, at de værnemidler Danmark får fat i først bliver prioriteret til sundhedssektoren og ikke til skoler og intuitioner.

Hvad har det af konsekvenser, hvis i ikke kan skaffe de nødvendige værnemidler?

Vi kommer jo til at understøtte, at der er sæbe og håndsprit. Og vi følger jo sundhedsministeriets vejledning, så man kan jo sige, at hvis sundhedsministeriet siger, at der skal være et vist antal værnemidler, og vi ikke kan skaffe det, jamen så kan vi jo ikke åbne op.

Diana Mose Olsen

Tryghed eller bekymring

Nu ved jeg, at du også selv har børn i skolealderen, som er ældre end 5 klasse, men hvis du havde haft børn i de små klasser, ville du så have haft indre ro ved at sende dem afsted?
Det ville jeg ja, nu går jeg jo selv på arbejde, det har jeg gjort hver dag, og jeg arbejder også rigtigt mange timer hver dag lige for tiden. Og det gør jeg for at sikre, at de har et nødberedskab, fordi at rigtig meget er lukket ned. Jeg har også medarbejdere, som har måttet aflevere deres børn, og jeg vil sige, at vi har jo en særlig særlig opgave i at sikre, at de rammer vi tilbyder lige i øjeblikket følger sundhedsmyndighedernes vejledning. Og ja jeg ville have afleveret mine børn, og ja jeg ville trygt have sendt mine børn i skole, hvis min datter, hun skulle have været afsted i 6 klasse. Det ville jeg, og om jeg ville være en smule bekymret, ja.

Jeg tror, at vi alle er en smule bekymrede i de her dage, fordi hvad er det her for en størrelse, og hvad betyder det, og hvad når vi åbner mere op?

Diana Mose Olsen

Men vi kan bare ikke gøre ret meget andet end at følge vejledningerne. Og det vi har gjort indtil videre, det har jo lykkedes, og nu kan jeg godt se, at når der begynder at komme nogen flere børn i daginstitutionerne, jamen så bliver forældrene mere bekymrede, men det er jo også derfor, at forældrene har en skærpet forpligtelse til at holde deres børn hjemme, hvis de bliver det mindste syg. For hvis man sender sine børn afsted med den mindste forkølelse eller hoste, jamen så er man jo med til at sprede smitten.

Syddanske sygehuse har rustet sig til den kommende tid med coronavirus

0

Der er blevet uddannet, udvidet og indkøbt for fuld kraft i Region Syddanmark som et led i arbejdet på at kunne håndtere patienter i de kommende uger og måneder.

Sygehusene i Region Syddanmark har været i fuld gang med at tilpasse sig den virkelighed, som coronavirussens udbredelse har medført. Flere intensivpladser, mere personale og et uvant stort forbrug af værnemidler er nogle af de udfordringer, som sygehusledelserne og medarbejderne har skullet forholde sig til. Heldigvis har det vist sig, at smittekurven er stagnerende, hvilket har medført færre indlagte patienter med COVID-19 end frygtet. Dermed peger alt på, at de syddanske sygehuse vil kunne håndtere de kommende uger og måneder.

En mangedobling af intensivpladserne

I Region Syddanmark oprettes der løbende intensivpladser, som der bliver behov for det. Der er mulighed for at oprette i alt 164 intensivpladser, der kan stå klar til at modtage patienter med COVID-19. Fordelt ud på sygehusenhederne ser tallene således ud:

  • OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus – 67
  • Sygehus Lillebælt – 46
  • Sygehus Sønderjylland – 28
  • Sydvestjysk Sygehus – 23

Derudover har Region Syddanmark 74 intensivpladser, der er reserveret til patienter med andre problematikker. På den baggrund forventer Region Syddanmark, at sygehusene kan modstå et eventuelt højere pres. Sammen med intensivpladserne har sygehusene sat gang i en stort arbejde med at efteruddanne omkring 800 sygeplejersker til at kunne assistere på intensivafdelingerne. Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) har respekt for, at sygehusene har formået at løfte en kæmpe opgave: – Jeg har kun ros til overs for det enorme arbejde, som medarbejderne på sygehusene og i administrationen har lagt for dagen, og jeg synes – særligt med smittekurven taget i betragtning – at det ser fornuftigt ud. Både på intensivpladser og efteruddannelsen af medarbejderne er vi godt med.

Langt flere respiratorer i regionen

En intensivplads er ikke nødvendigvis lig med en respirator til at hjælpe med at trække vejret, men med coronavirussen har det været nødvendigt også at sikre sig endnu flere respiratorer. Virussen medfører sygdommen COVID-19, der kan påvirke patienternes evne til at trække vejret. Region Syddanmark har bestilt 35 ekstra respiratorer, som man håber på at modtage denne uge, og medio maj vil regionen modtage yderligere 20 respiratorer. Region Syddanmark har med anskaffelse af ekstra respiratorer en kapacitet på ca. 300 anæstesiapparater og respiratorer, som begge kan bruges til at hjælpe patienterne med at trække vejret.

Beskyttelse af personalet er i fokus

Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været endog meget vanskeligt at anskaffe værnemidler nok til sygehusene. Forbruget af værnemidler såsom visirer, mundbind og kitler er med virussens ankomst steget markant, og samtidig har efterspørgslen på markederne været voldsom. Region Syddanmarks indkøbsansvarlige arbejder intenst på løbende at få produkterne hjem, og her har regionen oplevet en enorm opbakning fra danske virksomheder. Stephanie Lose (V) siger: – Vi får rigtig mange henvendelser og tilbagemeldinger fra danske firmaer, der gerne vil hjælpe, så vi eksempelvis i løbet af denne uge og efter påske får 100.000 ansigtsvisirer fra en virksomhed i Aabenraa, men vi oplever også opbakning for helt almindelige danskere, der med deres 3D-printere kan levere 10.000 ansigtsvisirer. Det er fantastisk og enormt motiverende, at vi på den måde samarbejder og står sammen, og jeg kan forsikre om, at vi gør alt, hvad vi kan for at få værnemidler nok. Regionerne samarbejder om at få købt varer hjem, og hjælper på tværs, hvis der opstår mangelsituationer.

En flot jobbank i ryggen

Region Syddanmark oprettede – i stil med de resterende regioner – en jobbank, hvor studerende, pensionister og andre social- og sundhedsprofessionelle kan melde sig, hvis der bliver behov for ekstra hænder. Opfordringen blev taget op af syddanskerne, og i dag er der over 2.100, der har meldt sig til at hjælpe til på sygehusene og de sociale tilbud, og de første vikarer er allerede begyndt deres arbejde i regionen.

Esbjerg Festuge 2020 aflyses

0
Torvet i Esbjerg i aftenbelysning. Torvet er fyldt med mennesker som er til koncert på Torvet i forbindelse med Esbjerg Festuge. Det er gruppen The Boss - Tribute to Springsteen der er på scenen.

Regeringens forbud mod større forsamlinger til og med august 2020 betyder desværre også, at Esbjerg Festuge 2020 aflyses. Esbjerg Kommune ser frem til at komme stærkt igen med en festuge i 2021.

Foto: Torben Meyer

Esbjerg Festuge plejer at summe af god energi og samle rigtigt mange mennesker i et fællesskab om gode oplevelser, men sådan bliver det ikke i år. Regeringen har på grund af risikoen for coronasmitte forbudt større forsamlinger til og med august 2020, og det betyder desværre også, at Esbjerg Festuge 2020 må aflyses.

Nødvendigt at aflyse

  • Det er rigtigt trist, at vi i år desværre må aflyse festugen, som plejer at være et højdepunkt af glæde og nærvær i vores by og kommune både for lokale borgere og gæster udefra. Men i den aktuelle situation er det et helt nødvendigt skridt at tage, for at vi kan stå sammen hver for sig og passe på hinanden, og vi bakker naturligvis fuldt ud op om regeringens beslutning. Vi håber i stedet at komme stærkt igen næste år, så vi sammen kan se frem til en fantastisk festuge i 2021, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen.

Festugen skulle have fundet sted i perioden 7. – 16. august 2020. Den er et typisk sommerarrangement, og sammen med den usikkerhed, der fortsat vil være omkring coronasituationen, har kommunen vurderet, at det ikke vil give mening at flytte festugen til et senere tidspunkt på året. Også chef for kommunens eventafdeling, Villy Grøn, beklager aflysningen:

  • Vi var allerede i fuld gang med at planlægge årets festuge og er kede af, at kommunens borgere nu må undvære en god fest. Vi har også rigtigt mange gode samarbejdspartnere, som berøres af aflysningen, og vi vil i den nærmeste fremtid tage kontakt med alle involverede, siger eventchef i Esbjerg Kommune, Villy Grøn.