Home Tags Corona

Tag: Corona

Grænseåbning vækker glæde og forundring

0

Grænseåbningen kommer til at få enorm betydning for turisme- og oplevelseserhvervene i Sydvestjylland. Ifølge direktøren for Business Esbjerg undgår området bunkevis af afskedigelser og konkurser. Men der er stor forundring over betingelsen om minimum seks overnatninger.

Business Esbjerg-direktør Susanne Nordenbæk.
Foto: Business Esbjerg – Direktør Susanne Nordenbæk.

Så kom endelig nyheden, som særligt turistbranchen i det sydvestjyske område havde ventet på i adskillige uger og måneder med tilbageholdt åndedræt og foldede hænder. Regeringens udmelding om en grænseåbning mod Tyskland, Norge og Island vækker jubel langs hele Vestkysten. Men der stilles spørgsmålstegn ved betingelsen om, at der skal være booket mindst seks overnatninger for forhånd.

”Det her en rigtig god nyhed for turisme- og oplevelseserhvervet i hele vores område, som vi har ventet alt for længe på. Vi har i lang tid efterspurgt en afklaring, da hele højsæsonen potentielt kunne være ødelagt med mange afskedigelser og konkurser til følge. I stedet kan vi nu se lys for enden af tunnelen, selv om vi gerne havde set, at åbningen kom øjeblikkeligt, da det jo allerede nu vurderes som sikkert at lukke tyskere, nordmænd og islændinge ind i Danmark,” forklarer Business Esbjerg-direktør Susanne Nordenbæk.

”Lige om lidt står tyskerne igen i kø – med afstand – ved bageren, går tur på stranden med deres hund, spiser stjerneskud ved afsprittede borde og besøger vores spændende museer og attraktioner. Det betyder, at vores hårdt trængte erhverv får mulighed for at hente noget af det tabte tilbage,” lyder det fra Susanne Nordenbæk, som også ser perspektiver i grænseåbningen mod nord.

”Samtidig håber vi på, at flere nordmænd i år vil vælge Vestkysten frem for at tage længere sydpå. De norske turister er generelt glade for Danmark og bruger mange penge, når de er på besøg, så dem vil vi gerne have flere af til vores område,” forklarer Business Esbjerg-direktøren, som dog undrer sig over betingelserne for turisterne.

”Det er uforståeligt, hvorfor gæsterne skal opholde sig minimum seks nætter i Danmark. Selvfølgelig vil vi altid gerne have, at gæsterne bliver bare lidt længere, da vi har masser af spændende oplevelser at byde på. Denne begrænsning giver ingen mening og vil betyde, at vi går glip af weekendbesøgende og ophold af kortere varighed. Samtidig vil det også være ærgerligt, hvis man ikke må besøge venner og bekendte på tværs af grænserne” siger Susanne Nordenbæk.

Hun pointerer, at vigtigheden af grænseåbningen mod Tyskland er ekstra stor for Esbjerg og Fanø kommuner, da en meget stor procentdel af områdets turister er tyskere. Således tegner vores naboer mod syd sig for hele 76 pct. af overnatningerne på Fanø.

”Vi foretog i april en undersøgelse, som viste, at mere end 60 pct. af virksomhederne i turisme- og oplevelseserhvervet var lukningstruede. Mere end 3/4 tilkendegav, at de kun havde likviditet til mindre end fem måneder, hvorfor grænseåbningen kom på et hængende hår og utvivlsomt er med til at sikre, at vi undgår konkurser og redder mange arbejdspladser,” forklarer Susanne Nordenbæk.

Syd- og Sønderjyllands Politi nedlægger de ni covid-hotspotområder

0

Bortset fra et enkelt tilfælde, hvor Syd- og Sønderjyllands Politi kortvarigt indførte opholdsforbud ved Lakolk Butikscenter, har der ikke været hændelser af betydning i hotspotområderne.

Syd- og Sønderjyllands Politi nedlægger fra i dag de ni hotspotområder, som politikredsen udpegede den 24. april.

I de ni områder opfordrede politiet borgerne til at være særligt opmærksomme på risikoen for, at der kunne samle sig så mange personer på et enkelt sted, at de kunne udgøre en smitterisiko for Covid-19.

God forståelse

– Bortset fra et enkelt tilfælde, hvor vi kortvarigt indførte opholdsforbud ved Lakolk Butikscenter, har der ikke været hændelser af betydning i hotspotområderne. Vores beslutning om at afvikle hotspotområderne falder helt i tråd med vores generelle oplevelse af, at både borgere og virksomheder i vores politikreds har udvist stor forståelse for den helt særlige situation, vi befinder os i, hvor det gælder om ikke at færdes i for store grupper og at holde afstand, siger politiinspektør Tage Jehn fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil fortsat – lige som i den øvrige del af politikredsen – med mellemrum have tryghedsskabende patruljer i de ni områder.

Faktaboks:

De ni hotspotområder

Syd- og Sønderjyllands Politi udpegede den 24. april ni hotspot-områder:

  • Flexbaner/kunstgræsbaner, Gl. Vardevej 82, (overfor Blue Water Arena) Esbjerg
  • Game Streetmekka, Nørrebrogade 1C, Esbjerg
  • Strandpromenaden ved Cafe Stryhns, Strandpromenaden 9, Esbjerg
  • Området ved skulpturen ”Mennesket ved Havet,” Sædding Strandvej, Esbjerg
  • Varbergparken, Varbergvej, Haderslev
  • Streetdome, Christian X’s Vej 41, Haderslev
  • Vedels Anlæg, Odins Plads 1, Ribe
  • Området øst for Sønderborg Slot, Strandvejen, Sønderborg
  • Lakolk Butikscenter, Lakolk Butikscenter 7, Rømø

I de ni områder opfordrede politiet borgerne til at være særligt opmærksomme på risikoen for, at der kunne samle sig så mange personer på et enkelt sted, at de kunne udgøre en smitterisiko for Covid-19.
Fulgte borgerne ikke Syd- og Sønderjyllands Politis anvisninger, kunne politikredsen indføre et opholdsforbud i de berørte områder.
Et opholdsforbud betyder, at der ikke måtte tages ophold i et bestemt afmærket område, som for eksempel at sætte sig på bænke eller benytte legepladser m.m. i området.

Esbjerg Energy går mod næste sæson med en ny træner

0

Når pucken kastes til første kamp for Esbjerg Energy i sæsonen 2020/21 bliver det med en ny coach i boksen.

I 7 år har coach Mark Pederson været synonym med Esbjerg Energy. Han har haft enorm betydning for at bringe Esbjerg tilbage på ishockeyens landkort, og han er en meget populær person i hockeyverdenen såvel blandt modstandere og dommere som blandt egne fans, sponsorer og samarbejdspartnere. Det har været 7 begivenhedsrige år med såvel udfordringer som sejrsbrøl. Sidste års grundspil i en intermistisk hal 2 og dette års triste afslutning pga Corona har været udfordrende, mens 2 kvartfinaler og de 3 finalerunder med 2 x guld og hyldestscener på Torvet står som højdepunkterne krydret med masser af intense kampe, fightervilje og nerve.

When we stand together

At Mark Pederson er en meget vellidt træner blandt spillere, staben omkring holdet og hele Esbjerg Energy organisationen, er der ingen tvivl om, og i klubben håber man, at det ikke er et farvel men snarere et på gensyn. Bestyrelsesformand Søren Mathiasen uddyber:

”Mark kom med en meget professionel tilgang, og han har åbnet døren til mange agenter i hockeymiljøet, så der også internationalt er skabt kendskab til vores måde at gøre tingene på. Derved er vi blevet attraktive, og vi skylder Mark en stor tak for et fantastisk samarbejde og for de mange oplevelser han og assistent træner Thor Dresler har været med til at skabe i Granly Hockey Arena. Vi blev alle ”part of the hockey family”, og hans motto ”When we stand together” vil for altid være en del af Esbjerg Energy.”

Nytænkning

Corona betød en brat afslutning på sæsonen og har tvunget alle til at revurdere tingene. Esbjerg Energy har oplevet stor opbakning fra sponsorer, ejerkredsen, initiativrige fans og andre som bl.a. har købt støttebilletter, men den nye sæson byder på et anderledes budget, og derfor er man tvunget til at tænke nyt i forhold til holdsammensætning og et nyt trænerteam. Formand Søren Mathiasen fortæller herom:

”Til hver sæson skal vi sammensætte et nyt hold, og i år skal vi også finde en ny trænerkonstellation. Når alt er åbent og skal gentænkes, bliver man kreativ og nye løsninger udvikles. Vi har været i tænkeboks i forhold til vores muligheder for fortsat at skabe sportslige resultater, udvikle spillerne og give intense oplevelser til alle, der brænder for hockeyen. Vi ønsker således at bringe nye ideer ind i omklædningsrummet, og vi har afsøgt forskellige veje, og det tegner meget positivt. Det er min klare forventning, at vi inden længe kan offentliggøre fremtidens træner set-up.”

Politiet advarer om mange mennesker på Broen

0

Politiet advarer i en meddelelses borgere om at vare varsomme, hvis de skal på Broen i dag:

Der er mange mennesker forsamlet på “Broen” i Esbjerg. Pas på jer selv og hold afstand, lyder det fra vagtchefen.

Send en gratis drik og tanke til en særlig Corona-hjælper

0

Circle K giver op til 100.000 danskere mulighed for at sende en tak til en person, der har gjort noget særligt under corona-krisen. Sammen med hilsenen kan man sende en gratis drik, der kan hentes i en af Circle K’s 230 butikker. Gaven udgør en samlet værdi på op til 1.75 mio. kr.

Vi hører dagligt om danskere, der hjælper andre med at komme igennem hverdagen under corona-krisen. Disse tusindvis af danskere er med til at holde humøret oppe for mange i en ellers svær tid. Circle K ønsker at sige tak til disse hverdagens helte, der hjælper andre mere udsatte med stort og småt i denne svære og sære tid. Derfor kan man fra i dag sende en hilsen til fx sit barns pædagog, en kollega, der har gjort en særlig indsats under corona-krisen eller en ven, der har gjort ens hverdag lettere.

”Circle K Danmark har som mål at hjælpe danskerne med at gøre deres hverdag lettere, og i lyset af den aktuelle krise har vi derfor besluttet at tilbyde 100.000 gratis drikkevarer til alle de mennesker, der er med til at gøre vores hverdag lettere i denne tid. Det er vores håb, at vi med denne indsats kan sprede lidt glæde hos danskerne”, siger kommunikationsansvarlig Dennis Dalgaard.

Ved at gå ind på circlekthanks.eu/dk kan man sende en hilsen til én, man synes fortjener en ekstra tak. Sammen med hilsenen kan man sende et link, der giver adgang til en drikkevare i en af Circle K’s butikker.

Under nedlukningen af Danmark tilbød Circle K gratis kaffe til alle inden for sundheds- og plejesektoren. Det resulterede i, at Circle K Danmark langede over 40.000 gratis kopper kaffe over disken.

Fakta

  • Circle K uddeler i alt 100.000 gaver til en samlet værdi af op til 1.750.000 kr.
  • Man kan indløse op til fem gaver.
  • Man kan vælge mellem kaffe, vand, iskaffe og energidrik (sidstnævnte skal man være over 16 år).
  • Indsatsen kører så længe lager haves eller frem til den 31. maj 2020
  • Indsatsen er den anden, Circle K har udført som støtte under corona-krisen. Under nedlukningen gav man over 40.000 kopper gratis kaffe til sundheds- og plejepersonale.
  • Konceptet er ikke så kendt i Danmark, men meget almindeligt i Nordamerika, hvor det kaldes Pay it forward.

Sådan foregår en Covid-19 test i Esbjerg

0

Flere og flere bliver efterhånden testet for Covid-19, men er du én af de resterende, der spekulerer på, hvordan en test tages her i Danmark, får du blik for sagen her.

Christina Simonia fra Yesbjerg var indkaldt til en podning og tog efter samtykke fra sygehuset kameraet med.

Der er børn, der klarer det bedre end Christina, og på videoen kan du se, hvordan det går for sig.

Video af podning ved Sydvestjysk Sygehus Esbjerg

Det smager lidt af vatpind.

Christina Simonia Straarup

Læserbrev: PÅDROG SIG CORONA UNDER INDLÆGGELSE

0

PÅDROG SIG CORONA UNDER INDLÆGGELSE.

Af: Bjarne Larsen
Overlæge og akutlæge i regions Midtjylland og Marianne Mørk Mathiesen.
Læge
Medlem af region Syddanmark

Strategi for Corona testning af hospitalpersonale og indkaldte patienter udbedes.
På Vejle Sygehus har man haft en episode, hvor to patienter inden indlæggelse bliver testet Corona negative. De blev indlagt på samme stue, og et par dage efter konstatere man, at begge patienter var inficeret med Corona virus. Efterfølgende testes 12 personaler, som har haft sin gang på stuen, også positive.
Hvordan kan det lade sig gøre ?
Enten har en af patienterne alligevel haft Corona eller også er de to patienter blevet smitte af personalet. Fakta er ihvertfald, at mindst en patient er indlagt “rask”, men har pådraget sig Corona på hospitalet.
Raske personer, som indlægges til elektive operationer, bliver podet 2 døgn før indlæggelse. Hvad personerne foretager sig i de 2 døgn fra podningen indtil indlæggelse vægtes ikke.


I princippet har podningen således ingen værdi. Enten bør den ændres eller helt afskaffes. Som et minimum bør patienter tilbydes enestue under en indlæggelse.
Den aktuelle smitte kan også være kommet fra personalet.


Aktuelt findes der ingen podningsstrategi for hospitalspersonalet. Personalet skal sygemeldes ved vage symptomer på Corona, men podning er ikke obligatorisk. Faktuelt heller ikke muligt.
Der mangler debat og stategi for dette. Indtil da må man leve med risikoen for at blive Corona smitte under indlæggelse. Men befolkningen bør ihvertfald informeres.

Marianne Mørk Mathiesen.
Læge
Medlem af region Syddanmark
Liberal Alliance
Borgergade 65 1 H
6700 Esbjerg
Tlf 28697900

Bjarne Larsen
Overlæge og akutlæge i regions Midtjylland
Ll.Søgade 2
8600 Silkeborg.

Danmark Spiser Sammen – hver for sig på Stengårdsvej.

Kvaglund og Østerbyen er også inviteret med til en anderledes ”fællesspisning” og 485 beboere har allerede meldt sig til.

Foto: Bydelsprojekt 3i1

Bydelsprojekt 3i1 inviterer sammen med Kvaglund Kirke, Platformen, Medvind i Østerbyen og andre lokale aktører til fælles spisning – hver for sig.

Fællesspisning er en del af Danmark Spiser Sammen, som er et initiativ fra Folkebevægelsen Mod Ensomhed. 

Bydelsprojekt 3i1 har de sidste par år sammen med lokale aktører deltaget i ”Danmark Spiser Sammen”. Arrangementet har været en stor succes med børn og voksne, som medbragte og nød mad hele Verden. 

P.g.a. Corona krisen har initiativtagerne tænkt anderledes i år. Beboere inviteres til at komme og hente mad, som tages med hjem. 

Maden leveres af Latakia Grill i Kvaglund og Marina Trafikbar på Esbjerg Havn. Frivillige og medarbejdere uddeler de portionsanrettede menuer frapavillioner i lokalområdet.

Hvis beboere ikke selv kan hente maden – så kommer de frivillige gerne forbi med den. 

Initiativtagerne bag fællesspisningen vil gerne benytte lejligheden til at sende en kærlig hilsen til alle beboerne i boligområderne. 

Fællesspisningen er for beboere på Stengårdsvej, i Kvaglund og i Østerbyen, som har modtaget en invitation i deres postkasse omdelt af Kvaglund Idrætsforenings U16 fodboldpiger.

Afstandskravet nedjusteret til 1 meter

0

Vi skal alle fortsat holde afstand og vise hensyn – men hvis vi holder høj hygiejne, så kan vi rykke en smule tættere sammen.

I morgen genåbner detailhandlen i fuldt omfang. Senere følger åbning af store skoleklasser, caféer, restauranter, trossamfund, biblioteker m.v. Med den øgede aktivitet i samfundet kommer der mere kontakt mellem mennesker. Da langt de fleste mangler immunitet overfor COVID-19, har vi brug for at fastholde og udvikle tiltag, der forebygger smittespredning i samfundet. 

10 MAJ 2020 Sundhedsstyrelsen

Derfor har Sundhedsstyrelsen opdateret de generelle anbefalinger om forebyggelse af smitte, for at sikre en bæredygtig og sundhedsmæssig forsvarlig genåbning.

En væsentlig forudsætning for genåbningen er, at hygiejne bliver prioriteret endnu højere, end det allerede er blevet. Og vi skal generelt vænne os til, at holde en meget højere håndhygiejne end vi var vant til før COVID-19, og vi skal have et meget større fokus på rengøring af kontaktpunkter, og at finde kontaktfri løsninger, hvor mange mennesker møder, og overflader berøres af mange.

En stor justering i forhold til tidligere er anbefalingerne om afstand i det offentlige rum. Her præciserer vi nu, at det i langt de fleste tilfælde er tilstrækkeligt med minimum 1 meter. Samtidig understreger vi, at håndsprit i langt de fleste tilfælde er lige så effektivt som håndvask. Og endelig fraråder vi ikke længere buffetservering, forudsat at der holdes en høj hygiejne.

”Det allervigtigste i forhold til at forebygge smittespredning med COVID-19 er, at personer med symptomer selvisolerer sig i eget hjem eller isoleres på sygehus. Derefter følger i prioriteret rækkefølge hygiejne, altså host i ærmet, vask eller sprit hænder, undgå at berøre kontaktpunkter, og at gøre rent. På tredjepladsen kommer at holde fysisk afstand i det offentlige rum, at undgå mylder og at bruge fysiske barrierer, når den tætte kontakt er uundgåelig” udtaler Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, der samtidig understreger, at Sundhedsstyrelsen fortsat fastholder de fem generelle råd:

  • Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit. 
  • Host eller nys i dit ærme.
  • Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt.
  • Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen. 
  • Hold afstand og bed andre tage hensyn.

Med anbefalingen om mindst 1 meters afstand kommer Danmark på linje med anbefalinger fra WHO og flere af vores nabolande. 

Sundhedsstyrelsen anbefaler dog fortsat mindst 2 meters afstand i særlige situationer, som f.eks. ved fællessang, råb eller foredrag, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte, eller i mødet med personer, der har øget risiko for alvorligt forløb, hvis de bliver smittet med COVID-19, f.eks. ved besøg på plejecentre. 

I den kommende uge vil en række af Sundhedsstyrelsens øvrige retningslinjer og vejledninger blive revideret som følge af de nye reviderede generelle anbefalinger. Samtidig vil Sundhedsstyrelsen nye generelle retningslinjer kunne bruges i det kommende arbejde med at udarbejde konkrete retningslinjer for den kontrollerede genåbning af forskellige sektorer. 

”Vi kan ikke give udtømmende og detaljerede anvisninger for alle situationer, sektorer og erhverv, men gennem en række eksempler har vi forsøgt at gøre de generelle anbefalinger handlingsanvisende. Vi håber, at anbefalingerne kan bidrage til at finde konkrete løsninger inden or de enkelte sektorer. Anbefalingerne bør tilpasses situation og risiko, herunder også særlige forhold, hvor der bør følges et forsigtighedsprincip,” siger Søren Brostrøm, der samtidig understreger, at anbefalingerne skal ses som faglige sigtelinjer, der skal implementeres inden for gældende love og regler, og i takt med den faseopdelte og gradvise åbning, der besluttes politisk.

Esbjerg Kommunes boldbaner er nu åbne

Alle borgere i Esbjerg Kommune, der har set frem til at spille bold på kommunens og Sport & Event Parks baner, kan nu komme i gang igen. Alle baner er nemlig åbne med øjeblikkelig virkning, men reglerne omkring sundhedshygiejne og det faktum, at der ikke må være mere en ti personer på banen, skal selvfølgelig overholdes. Enkelte baner kan mangle at blive kridtet op, men i løbet af næste uge vil banerne bliver bragt på almindeligt driftsniveau.

Fra på mandag kan fodboldklubberne ligeledes gøre brug af de tider, de allerede har booket, men alle, der tager ud på banerne, skal være opmærksomme på, at klublokaler, omklædnings- og baderum stadig ikke kan benyttes.

– Det var en aldeles glædelig nyhed, at statsministeren i går meldte ud, at vi nu igen kan gå i gang med udendørs idræts- og sportsaktiviteter. Jeg ved, at der er rigtigt mange unge og voksne, der har set frem til denne dag, hvor man igen kan komme ud og spille bold på vores fine baner rundt om i kommunen. Derfor arbejder vi nu også på højtryk for at få banerne gjort helt klare, siger Peder Tørnquist, der er formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune.

Formanden understreger, at alle baner kan benyttes fra i dag, men at man skal være opmærksom på, at enkelte baner stadig mangler kridtning.

– Der er slået græs på alle kommunens og Sport & Event Parks baner, men der kan være enkelte steder, hvor banerne ikke er kridtet op endnu. Det vil ske i løbet af ugen. Hvis der skulle være nogle enkelte mål, der mangler net, så må foreningerne gerne få sat disse i, siger Peder Tørnquist.

I weekenden kan der ikke forventes at være adgang til depotlokaler med kegler, bolde, overtrækstrøjer m.m., men fra mandag vil disse være åbne på normal vis.