Home Tags By

Tag: by

Politiet advarer mod falske boliger

0

Mange er i gang med at søge efter studiebolig, allerede inden de ved, om de er optaget på drømmestudiet. Det ved de skumle typer i udlejningsbranchen, som tilbyder boliger, de ikke råder over.

På Boligejer.dk kan du se, hvem der reelt ejer studieboligen #politidk

Foto: Politiet

Politiet advarer mod børns import af ulovlige våben

Syd- og Sønderjyllands Politi har i første halvår registreret 30 sager om import af ulovlige våben, hvor mindreårige er registreret som modtagere. Den yngste modtager er blot 10 år.

Foto: Politiet

Den 23. maj i år konfiskerer politiet i Københavns Lufthavn en pakke med tre ulovlige butterflyknive, der er sendt fra Kina til en borger i Syd- og Sønderjylland.

Køberen er en blot 10-årig dreng.

Da han er under den kriminelle lavalder på 15 år, kan han ikke straffes for den ulovlige import.

Men han får konfiskeret knivene og kommer til afhøring hos politiet sammen med forældrene, hvor der også er en repræsentant til stede for de sociale myndigheder. 

30 sager

Det 10-årige barn er den yngste i Syd- og Sønderjyllands Politis opgørelse over anmeldelser i første halvår 2019 om import af ulovlige våben, hvor mindreårige er registreret som modtagere. 

Opgørelsen omfatter 30 sager, hvor modtagerne er mellem 10 og 17 år. Og der er tale om en lang række forskellige våben:

• Halsknive (en kniv i en skede, som ved hjælp af et bånd hænges om halsen. På denne måde kan kniven trækkes med én hånd)

• Skjulbare knive (knive, der fx er skjult i et armbånd, en kuglepen eller er udformet som et plastikkort)

• Springknive

• Butterflyknive

• En totenschlæger

• Peberspray

• Knojern

• En slangebøsse

Forældrene skal være opmærksomme

– Vi har i forvejen været meget opmærksomme på, at man med få museklik kan købe ulovlige våben på nettet. Men det er nyt for os, at børn også er blandt køberne. Og vi mener, at sagerne sender et alvorligt signal om, at forældrene skal være mere opmærksomme på, hvad deres børn foretager sig på nettet, understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion. 

Den ulovlige import bliver opdaget i forbindelse med kontrol af post og pakker i lufthavnen. Chr. Østergård peger på, at de mindreårige ofte kender våbnene fra computerspil.

 

Ved ikke, at det er ulovligt

– Vores umiddelbare vurdering er, at de mindreårige slet ikke er klar over, at det er ulovligt at være i besiddelse af de ulovlige våben, fremhæver vicepolitiinspektøren, der samtidig vurderer, at de mindreårige ikke køber knive m.m. for at bruge dem i det offentlige rum, men fordi de ser flotte ud – lige som på computerskærmen. 

 

Er den unge over 15 år, vanker der typisk en bøde på 3.000 kroner for besiddelse af ulovlige våben. Og er der tale om skærpende omstændigheder – fx gentagelsestilfælde – kan der også blive tale om fængselsstraf. Hertil kommer en plet på straffeattesten, der fx kan påvirke muligheden for at få et fritidsjob eller en praktikplads i en virksomhed.

 

Sager om mindreåriges ulovlige import af våben bliver screenet i Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion, som også håndterer sager, der skal behandles i Ungdomskriminalitetsnævnet.

 

Sagerne om ulovlig import af våben havner dog typisk ikke på nævnets bord, da nævnet behandler sager om personfarlig og grovere kriminalitet.

Politiet håber på hjælp fra vidner efter røveri mod supermarked i Tarp

0

Røveriet fandt sted søndag den 7. juli 2019 kl. cirka 18.00 mod Dagli’ Brugsen, Tarp Byvej 51, Esbjerg N.

Gerningsmand A.

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

 

Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp i forbindelse med efterforskningen af et røveri mod Dagli’ Brugsen, Tarp Byvej 51, Esbjerg N, søndag den 7. juli 2019 kl. cirka 18.00.

Politiet søger vidner, der har set to gerningsmænd på vej til- og fra gerningsstedet (se vedlagte fotos af gerningsmændene).

 

Gerningsmand A (th.) og B.

Foto: Syd- og Sønderjyllands Politi

 

Signalement

Gerningsmændene beskrives som:

 

• Mand

• 15 – 25 år

• Spinkel/almindelig af bygning 

• Iført sort Adidas-trøje med tre lodrette, hvide striber på ydersiden af ærmerne og Adidas-logo på venstre bryst, sorte Adidas-bukser, model Condivo Tiro 16 (tre lodrette, hvide striber på ydersiden af bukserne samt en vandret hvid stribe hen over lænden), sorte sportssko med sort bund og sort hætte 

• Mørk maskering, muligvis elefanthue og handsker (formentlig grå arbejdshandsker med sort gummi på håndfladen)

• Talte dansk med accent

Gerningsmand B. Foto: Syd- ogSønderjyllands Politi

 

• Mand

• 15 – 25 år

• Spinkel/almindelig af bygning

• Iført grå hættetrøje, sorte Adidas-bukser model Condivo 14 (tre lodrette, hvide striber på ydersiden af bukserne samt en skrå, hvid stribe på bagsiden, lige under knæet, og Adidas-logo på venstre lår) og sorte sportssko med sort bund

• Sort maskering, muligvis elefanthue og mørke handsker (formentlig grå arbejdshandsker med sort gummi på håndfladen)

• Talte dansk med accent

Gerningsmand B.

Foto: Syd- ogSønderjyllands Politi

 

Løb i sydlig retning

Personerne kom gående til stedet ad Tarpgårdsvej i nordlig retning. Efter røveriet løb de fra gerningsstedet ad Tarpgårdsvej i sydlig retning og fortsatte til det grønne område for enden af Tarpgårdsvej.

Syd- og Sønderjyllands Politi er især interesseret i at få kontakt med førerne af to biler, en lys Citroen Cactus og en mørk Citroen C1/Peugeot 107/Toyota Aygo, der kom kørende ad Tarpgårdsvej i nordlig retning kort efter klokken 18.00.

Såfremt beboere omkring det grønne område og søen i dagene op til søndag den 7. juli eller i løbet af dagen har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer i området, hører politiet også gerne fra beboerne.

Borgere med oplysninger i sagen kan henvende sig til Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

Esbjerg fB forlænger med Patrick Egelund

Esbjerg fB har forlænget kontrakten med den 18-årige kantspiller Patrick Egelund, som er et produkt af EfB Akademi, frem til sommeren 2023.

Foto: EfB

Patrick Egelund har fået sin fodboldopdragelse i EfB Akademi, hvor han har spillet siden 2008. Inden da trådte han sine første fodboldskridt i Holsted fB, som er en del af Sydvestjysk Fodbold Samarbejde.

 

I den netop overståede sæson fik Egelund to indhop i Superligaen, ligesom han denne sommer rykkes permanent i førsteholdstruppen.

 

Sportschef Jimmi Nagel Jacobsen kalder forlængelsen af kantspillerens kontrakt, der stod til udløb i sommeren 2020, naturlig.

 

– Patrick Egelund besidder et stort potentiale, hvilket vi allerede fik set nogle glimt af i foråret. Derfor er det da også naturligt, at vi i fællesskab er blevet enige om, at EfB er det rette sted for Patrick at fortsætte den udvikling, han er inde i.

 

– Han formår at kombinere både teknik og fart, og vi har sammen lagt en klar plan for, hvordan vi får gjort Patrick endnu bedre. Der er områder, som skal forberedes, og det ser vi nu frem til at arbejde fokuseret på, hvilket forfremmelsen til førsteholdstruppen også vidner om, siger han.

 

Patrick Egelund fik debut d. 7. april i hjemmekampen mod FC Midtjylland, og han har foreløbigt spillet to kampe for EfB.

 

Ældre mand sigtet for uagtsomt manddrab

0

En bilist kørte den 26. juni fra et sted ved Esbjerg, hvor hans bil med sidespejlet havde ramt en ældre mand på cykel. Nu er bilisten fundet.

Foto: Politiet

Henvendelser fra flere borgere har ført til, at Syd- og Sønderjyllands Politi i dag har kunnet sigte en ældre mand fra Esbjerg-området for uagtsomt manddrab og for at have efterladt en person i hjælpeløs tilstand.

Onsdag den 26. juni blev en 79-årig mand på cykel ramt af en bil på Hjerting Landevej. Han afgik senere ved døden. Bilisten stoppede ikke, men fortsatte og forsvandt fra stedet. Bilen og føreren har siden været eftersøgt.

Afhøringer og skader på bilen sammenholdt med de tekniske undersøgelser af dele fra bilen gør, at efterforskerne er sikre på, at det er den rigtige bil, der er fundet. Det har vist sig, at den fundne bil ikke var i fuldstændig overensstemmelse med den beskrivelse af køretøjet, der blev givet i første omgang. Politiet ønsker af hensyn til den ældre mand ikke at oplyse nærmere omkring mærke med videre på den fundne bil.

Af helbredsmæssige årsager vil den ældre mand, der kørte bilen, ikke blive fremstillet i grundlovsforhør. Han er fortsat sigtet, og anklagemyndigheden skal vurdere om og hvilken tiltale, der eventuelt skal rejses. 

Politiet har i øjeblikket ikke yderligere informationer i sagen. 

 

50 års jubilæum i SE koncernen

Alfred Brodersen kan i dag fejre 50 års jubilæum i SE koncercen.

Siden sin opstart i 1969, har Alfred oplevet 5 forskellige selskaber, været med gennem en masse fusioner og arbejdet under en række forskellige direktører.

Jeg er ydmyg over en så loyal og vedholdende indsats. Tak er kun et fattigt ord for 5 årtier. Niels Duedahl CEO ved SE

Kongehuset sendte også en fortjenstmedalje.

Fotos: SE

3 dates, 35 ansættelser og mange flere perfekte match på vej

Jobcenter Esbjerg har kastet sig ud i noget af et eventyr, og det ser allerede nu ud til, at det ender lykkeligt for rigtig mange – både ledige og lokale virksomheder. Jobdating har nemlig vist sig at være en stor succes, og eventyret er kun lige begyndt.

Foto: Esbjerg Kommune

Fredag den 5. juli inviterer Jobcenter Esbjerg for fjerde gang håbefulde ledige og lokale virksomheder på date i forhallen på Exnersgade 33. På de foregående tre dates har der i den grad været amoriner i luften, og det har resulteret i 35 perfekte match – og det vel at mærke dem, som Jobcentret kender til.

 

– Vi ved faktisk ikke, om virksomhederne selv har lavet flere aftaler med ledige. Det, vi ved, er, at det har været en rigtig stor succes, også større end vi havde forventet, og både de ledige og virksomhederne er rigtig glade for at møde hinanden på den her mere uformelle måde, fortæller sektionsleder i Jobcenter Esbjerg Peter Nikolajsen.

 

Også vikarbureauerne er glade for Jobcenter Esbjergs invitation til dates med kommunens ledige. Profil Match og Tem Teams databaser er nu 125 kandidater rigere, og det giver de to bureauer mulighed for at matche ledige endnu bedre med de vikarjobs, de tilbyder.

 

Om Jobdating

Esbjerg Jobcenter inviterer kommunens ledige og lokalevirksomheder på date den første fredag i måneden. Her får de mulighed for at møde hinanden på en anderledes og mere uforpligtende måde uden officielle mødeindkaldelser, samtaleskemaer, der skal følges, og formularer, der skal udfyldes. Daten foregår fra kl. 10 til kl. 12 i forhallen på Exnersgade 33 i Esbjerg.

Der er tidligere blevet holdt Jobdate den 5. april, den 3. maj og senest den 7. juni, og selvom ferietiden banker på, og sommeren tegner til at blive eventyrlig, så fortsætter eventyret inden døre på Jobcenter Esbjerg. Den 5. juli og den 2. august inviterer Jobcenter Esbjerg igen på jobdating.

Sommerferiesjov er klar med masser af aktiviteter

Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er igen i år klar med et program, som giver børn, unge og deres familier mulighed for at fylde den lange sommerferie med sjove udflugter og spændende aktiviteter. Her er både gratis aktiviteter i samarbejde med kommunens foreninger og aktiviteter, som kræver billet. Salget af billetter til Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er åbnet.

Sommerferien nærmer sig med hastige skridt, og en dejlig lang ferie er en god anledning til at være aktiv og bruge tid på sjove oplevelser sammen med familie og venner. Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov byder på masser af sjove og spændende tilbud til børn, unge og deres forældre, og programmet indeholder et bredt udvalg af muligheder med oplevelser for enhver smag.

 

Prøv en ny aktivitet i en forening – det er gratis

Dette års Sommerferiesjov tilbyder blandt andet en lang række aktiviteter i samarbejde med kommunens foreninger. Her kan man gratis prøve for eksempel atletik, badminton, bueskydning og karate eller fisketure med Sydvestjysk Sportsfiskerforening. Som noget nyt er det i år også muligt at deltage i cricket, cykling, droneflyvning, kunstskøjteløb og yoga. Til aktiviteterne i foreningerne kan man bare møde op på de tider og steder, der er nævnt i programmet for Sommerferiesjov. Her behøver man ikke at tilmelde sig eller købe billet.

 

Tag med på udflugt

Der er også mulighed for at komme på udflugter til sjove og spændende steder og aktiviteter både i Esbjerg Kommune og rundt i Jylland og på Fyn. Det gælder for eksempel ture til Djurs Sommerland, Odense Zoo, Randers Regnskov, oplevelsesparken Universe, forfatterværksted og besøg hos Sydvestjysk Brandvæsen. Som noget nyt er det i år også muligt at deltage i eSport. Til udflugterne og udvalgte aktiviteter er det nødvendigt at købe billet.

 

En aktiv sommer

– De mange tilbud til børn, unge og deres familier i Esbjerg Kommunes Sommerferiesjov er en god mulighed for at komme ud og være aktiv. Som en del af partnerskabet Bevæg dig for livet vil vi sammen med kommunens idrætsforeninger gerne medvirke til, at flest mulige er fysisk aktive. Jeg er glad for, at vi i samarbejde med foreningerne har mulighed for at tilbyde så bredt et udvalg af aktiviteter, og håber, at mange vil gøre brug af dem, siger formand for Kultur & Fritidsudvalget i Esbjerg Kommune, May-Britt Andrea Andersen.

Se programmet for årets Sommerferiesjov, og køb billetter på hjemmesiden www.sommerferiesjov.esbjergkommune.dk. Billetsalget er åbnet.

 

Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv

Støtte fra EU rykker Europa ind i folkeskolen

Esbjerg Kommunes otte folkeskoler og Esbjerg Ungdomsskole har netop fået bevilget ca. 1,7 mio. kr. i støtte fra EU’s uddannelsesprogram Erasmus+ til projektet “Smart Kids Smart City”. Fokus ligger på innovation og bæredygtige løsninger med en europæisk dimension.

Arkivfoto: Yesbjerg

I de næste to år rykker Europa tættere på Esbjerg Kommunes folkeskoler og Esbjerg Ungdomsskole. Esbjerg Kommune har nemlig søgt og fået bevilget økonomisk støtte på ca. 1,7 mio. kr. gennem EU’s uddannelsesprogram Erasmus+. Midlerne gør det muligt at sende lærere, pædagoger og ledere ud i Europa for at hente spændende viden og erfaring med hjem til de lokale folkeskoler til gavn for eleverne i projektet “Smart Kids Smart City”, som sætter fokus på innovation og bæredygtighed.

 

Udvikle fremtidens kompetencer

“Smart Kids Smart City” præsenterer eleverne for opgaver, som tager udgangspunkt i FN’s verdensmål nr. 11 om bæredygtige byer og lokalsamfund. Ved hjælp af digitale metoder skal eleverne udtænke bæredygtige løsninger på forskellige praktiske udfordringer og derigennem udvikle kompetencer som samarbejde, kommunikation, kritisk tænkning og kreativitet, som også hører til de såkaldt 21st Century Learning Skills.

 

“Det er spændende og visionære tanker, der ligger bag projektet, som både kobler sig op på verdensmålene og understøtter vigtige kompetencer, som ruster eleverne til fremtiden. Samtidig giver midlerne fra Erasmus+ skolerne mulighed for at brede projektet ud og løfte læringen med et europæisk perspektiv”, siger formanden for Børn & Familieudvalget, Diana Mose Olsen.

 

Forståelse for andre kulturer

På baggrund af støtten fra Erasmus+ er der planlagt 117 konkrete kurser og forløb i andre europæiske lande, som giver et kompetenceløft til deltagerne. Tanken er, at lærere, pædagoger og ledere herefter kan inspirere og dele deres erfaringer med kollegerne hjemme på skolerne, så det internationale perspektiv bliver synligt i klasseværelserne som en del af elevernes læring og forståelse af andre kulturer. På den måde bidrager projektets aktiviteter til at uddanne og forberede børn og unge til det internationale arbejdsmarked. Det danner samtidig en rød tråd til det internationale udsyn for erhvervslivet i Esbjerg Kommune.

Esbjerg fB henter Nicklas Røjkjær i Viborg

0

Esbjerg fB henter 20-årige Nicklas Røjkjær i NordicBet Liga-klubben Viborg. Offensivspilleren har underskrevet en fireårig aftale, der løber frem til sommeren 2023.

 Foto: EfB

20-årige Nicklas Røjkjær, der er noteret for 27 U-landskampe, spillede 28 kampe for Viborg i den forgangne sæson, hvor det blev til seks scoringer.

Fakta:

Navn: Nicklas Røjkjær
Født: D. 24. juli 1998

Tidligere klubber: Silkeborg, FC København, Viborg