Home Tags By

Tag: by

45-årig mand idømt 13 års fængsel for drab i Esbjerg

0

Drabet fandt sted i 2018, og den 45-årige blev dømt i henhold til anklageskriftet.

En 45-årig mand fra Esbjerg blev tirsdag ved et nævningeting ved Retten i Esbjerg idømt 13 års fængsel for drab på en 76-årig mand på Tinghøjs Allé i Esbjerg. Drabet blev begået i september 2018.

Specialanklager Rikke Brændgaard-Nielsen, Anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi, er tilfreds med dommen og straffens længde, da den 45-årige blev dømt i henhold til anklageskriftet.

En 20-årig mand, der ligeledes var tiltalt i sagen, blev frifundet af retten. Og anklagemyndigheden skal nu nærlæse dommen og overveje, om frifindelsen skal indstilles til anke.

Hvem løber med Arbejdsmiljøprisen?

0

Onsdag den 5. februar kl. 11 er borgmester Jesper Frost Rasmussen klar til at overrække Arbejdsmiljøprisen til to afdelinger, som har gjort noget særligt for arbejdsmiljøet i 2019. Prisen består en første og en anden præmie på henholdsvis 25.000 kroner og 10.000 kroner.

Esbjerg Kommune vil gerne hylde dem, der gør en særlig indsats for, at kommunens medarbejdere har det godt, når de går på arbejde. På det område gør kommunens arbejdsmiljøgrupper, MED-udvalg, tillidsrepræsentanter, ledere og alle medarbejdere en stor indsats. Derfor inviterer Esbjerg Kommune hvert år alle afdelinger til at fortælle, hvordan de i det forgangne år har arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet.

Nu har en dommerkomite vurderet de nominerede til Arbejdsmiljøprisen, og på onsdag præmieres de to afdelinger.

Broen inviterer til indvielse af ny rulletrappe

I dag er en længe ventet dag i festens tegn på byens Shoppingcenter Broen og fra kl. 16 i dag, kan du feste med.

Foto: Shoppingcenter Broen

Det er vigtigt, at lytte til kundernes behov og hen over vores snart 3 årige levetid, er der sket ændringer og justeringer, for tilfredsstillelse af vores kunder, vores seneste projekt, er en ekstra rulletrappe til centret, ved hovedindgang fra Kongensgade, så kunderne lettere kan komme rundt i vores center, et stort ønske fra kunderne, og som vi nu indfrier. Vi bruger ikke mindre end små 3 mio. kroner på projekt ”Ny Rulletrappe”. Og når man bruger så mange penge, skal dette selvfølgelig også fejres …Derfor har vi inviteret vores borgmester, Jesper Frost til at komme og klippe den røde snor i næste uge, når rulletrappen står klar til indvielse…

Janni Baslund Dam. Chef på Shoppingcentret Broen

Programmet
Borgmester Jesper Frost Rasmussen kommer og klipper den røde snor – klokken 16:00
BROEN Shopping serverer kransekage og bobler til de voksne + snolder og saftevand til børnene
Et herligt jazzband skaber den rette stemning til vores rulletrappe-happening.

For at kunne skabe plads til den nye rulletrappe til vores center, var Broen nødt til at bryde den eksisterende rulletrappe ned, for derefter at foretage et større indgreb i centrets fundament, både i stueetage og på 1. sal. Et projekt der ikke var en ”standard-vare”. Alene da ny rulletrappe skulle ind i centret, måtte et større område af facade tæt ved Burger King fjernes, en stor del af Burger Kings siddepladser samt butiksinventar i Kings & Queens måtte fjernes, storskærme rundt i centergangene skulle fjernes, da rulletrappen krævede så meget plads og selv få mm kunne gøre en forskel for BMS, som havde ansvaret, at få rulletrappen ind i centret.

Hovedentreprenør på opførelse af ny rulletrappe er Nem-Byg, som har leveret et fantastisk stykke arbejde.

”…I NemByg, hvor vi godt kan lide spændende og udfordrende opgaver, synes vi, at denne opgave scorer højt på netop disse to parametre, og vi har på bedste vis forsøgt at planlægge opgaven ned til mindste detalje. En planlægning der for at genere centerets kunder og butikker mindst muligt blandt andet har ført til, at vi udfører en stor del af arbejdet uden for BROENS åbningstid.

Desuden er vi stolte af at være tildelt opgaven, og tager det som et cadeau i forhold til, at BROEN har være tilfredse med deres oplevelse af vores byggeri af den nye biograf.

Biografen udførte vi i lighed med denne opgave i samarbejde med INGENIØR’NE, som på begge opgaver har forestået alt ingeniørrådgivning.”

Projektet startede op den 6. januar 2020. Der er p.t. brugt over 700 nattetimer på udførsel af projektet. Det ende med, at da BMS skulle have drejet den nye rulletrappe på plads, kun var 50mm i overskud, så kæmpe ros til BMS for at kunne flytte rundt på så store elementer inden for så små margener. Samarbejdet mellem alle håndværkere, entrepriser, Ingeniører`ne samt BROEN shopping har været en fornøjelse….”

Hovedentreprenør Nem-Byg

BROEN Shopping vækster glædeligt i 2019, med en indeks 128 på footfall, set op mod 2018, hvilket vi er meget tilfredse med. Vores branche er generelt meget presset, især fashion har udfordringer, grundet nethandlen. Heldigvis ser vi en ny glædelig tendens, at kunderne vender tilbage til butikkerne, netop for at få den positive service, som de nødvendigvis ikke oplever ved et køb på nettet. Nethandlen er kommet for at blive, og for at overleve den stærke konkurrence, er de fysiske butikker og centrene som helhed, nødt til hele tiden at tænke i ekstra god service og oplevelser til kunderne når de kommer og naturligvis sikre, at de helt rette vare er på hylderne.

En af vores øvrige store investeringer i 2019, var vores App BROEN+, den har kunderne taget yderst godt imod. Appen er også en god pendant til nettet, inspirationen kan findes hjemme i stuen og shoppes dagen efter i vores center, og har man appen, samler man point, hver gang man kommer til BROEN Shopping, point som udløser fine præmier i centrets butikker.

Janni Baslund Dam. Chef på Shoppingcentret Broen

Ny stor indsats mod bandekriminaliteten i Esbjerg: Nu går politiet efter hash-køberne

0

Siden 2018 har Syd- og Sønderjyllands Politi i samarbejde med andre myndigheder lagt et massivt pres på bandemiljøet i Esbjerg for at genoprette trygheden i byen. Foreløbig er 24 bandemedlemmer blevet idømt over 63 års fængsel. Nu får over 1.000 Esbjerg-borgere brev om, at de mistænkes for at have købt hash af banderne.

Særlig Efterforskning Vest (SEV) har i forlængelse af de 25 anholdelser i bandemiljøet i Esbjerg den 26. februar i 2019 fortsat efterforskningen i forhold til såvel sælgere og købere af hash via bandemiljøet i Esbjerg. 

1.042 borgere i Esbjerg og omegn vil i løbet af de kommende dage i deres e-boks modtage et brev fra politiet, hvor de vil få at vide, at de er mistænkt for at købe hash af personer fra byens bandemiljø.

”Der er for langt de flestes vedkommende tale om helt almindelige borgere i alle aldre fra Esbjerg og omegn, som har købt hash fra den samme persongruppe. På den måde har borgerne understøttet det lokale bandemiljø, der har organiseret de tusindvis af hash-handler,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen fra politiets regionale efterforskningsenhed SEV, der har stået for efterforskningen.

33 hashbude sigtet

I december sigtede SEV herudover 33 hashbude for salget af hash. Derudover fik 138 købere, som alle havde købt mere end 100 gram hash, besøg af SEV og blev sigtet for købet.

SEV har i begyndelsen af januar, i samarbejde med forebyggelsesafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune, afhørt og sigtet 82 personer, som var under 18 år, og afhørt otte personer, som var under 15 år, da de købte hash. 

”Vores efterforskere har brugt rigtig lang tid på at gennemgå de mange tusinde hashhandler, hvor kunden har sendt en sms til en såkaldt ”narkotelefon” og bestilt hash, som hashbuddene leverede til køberen,” siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Ud af de ti, der blev varetægtsfængslet efter aktionen i februar 2019, har tre fået dom, mens syv personer fortsat afventer afgørelse ved Retten i Esbjerg.

Lokal politiindsats: Over 63 års fængsel til bandemedlemmer

”Efterforskningen mod hashmarkedet i Esbjerg er blot en af flere større indsatser, som politiet har gennemført mod byens bandemiljø, efter at der i 2018 opstod en konflikt mellem de to rivaliserende bander, ST-gruppen og KV-gruppen,” understreger politiinspektør Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

I fællesskab har Syd- og Sønderjyllands Politi og andre myndigheder gjort en massiv indsats for at bekæmpe konflikten og genskabe trygheden i Esbjerg.

Syd- og Sønderjyllands Politis og SEV’s efterforskning har således ført til, at 21 medlemmer fra de to grupper i øjeblikket afsoner fængselsdomme for vold, grov vold, handel med hash og hård narkotika samt ulovlig våbenbesiddelse.

Foreløbig er 24 bandemedlemmer samt relaterede blevet idømt over 63 års fængsel. Blandt de dømte har otte personer fået et flerårigt forbud mod at vende tilbage til Esbjerg by efter afsoning, ligesom to personer er blevet permanent udvist, og en person er blevet betinget udvist.

Den seneste dom faldt således i oktober, hvor tre personer blev idømt mellem to et halvt og tre et halvt års ubetinget fængsel for grov vold. To blev også idømt et opholdsforbud på henholdsvis fire et halvt og fem et halvt år, mens den tredje dømte blev udvist for bestandig efter endt afsoning.

”Med fængselsstraffene, opholdsforbuddene og udvisningerne ønsker vi at sende et klart signal om, at det har konsekvenser, hvis man er involveret i bandekriminalitet. Og vi fortsætter vores generelle tryk mod grupperingerne,” fremhæver Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politiinspektøren pointerer desuden, at politiet og Esbjerg Kommune har et rigtig godt samarbejde om tidlig forebyggelse samt tryghedsskabende indsats i Esbjerg.

Politiet advarer mod fupopkald

0

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod fupopkald, hvor man bliver bedt om at aflevere NemID-oplysninger.

Kriminelle ringer til borgere og udgiver sig for at være fra politiet, banker og teleselskaber for at lokke NemID-oplysninger ud af dem.

Informationerne bliver derefter brugt til at hæve store beløb. Udlever derfor aldrig dine NemID-oplysninger, opfordrer politiet.

Lufthavnschef stopper i Esbjerg Lufthavn

0

Chefen for Esbjerg Lufthavn, John Richardt Møller Nielsen, har valgt at opsige sin stilling med udgangen af februar 2020 for at tiltræde en stilling i et flyselskab.

Lufthavnschef John Richardt Møller Nielsen har i dag opsagt sin stilling ved Esbjerg Lufthavn. John Nielsen blev ansat som lufthavnschef 1. maj 2018 og har efter knapt to år i stillingen valgt at vende tilbage til luftfarten i en stilling i et flyselskab, som er hans speciale.

– Det er med beklagelse, at jeg har modtaget John Nielsens opsigelse. John har udført et særdeles godt stykke arbejde og startet en positiv udvikling i lufthavnen. Vi vil nu søge hans afløser til at videreføre dette arbejde. Jeg takker John for hans indsats og ønsker ham alt det bedste i det nyt job, siger direktør for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune, Erik Jespersen.

– Det har været en stor fornøjelse at stå i spidsen for Esbjerg Lufthavn og alle lufthavnens dygtige medarbejdere. Sammen har vi sikret, at lufthavnen har bevæget sig i en retning, som det har været enormt positivt at arbejde med på. Jeg er sikker på, at lufthavnen også fremover vil arbejde videre i den retning, som jeg føler, jeg har været en del af, siger lufthavnschef John Richardt Møller Nielsen, Esbjerg Lufthavn.

Stor konference bliver startskuddet til nyt destinationsselskab

Den 30. januar mødes turisterhvervets aktører i Esbjerg og Fanø kommuner til opstartsmøde for det nye destinationsselskab, der fra 2021 skal varetage de turismerelaterede aktiviteter i de to kommuner.

På konferencen vil repræsentanter fra Erhvervsministeriet og Dansk Kyst- og Naturturisme redegøre for baggrunden og formålet med at skabe destinationsselskaber, og lokale aktører giver deres bud på, hvordan kommunerne kan skabe en destination i verdensklasse med lokale værdier, der støtter bedst muligt op om erhvervet og dets behov.

– Vi har store forventninger til konferencen. Målet med, at turisterhvervets aktører mødes, er at få etableret en formel organisation, som kan tage førertrøjen på og sætte et helt nyt fokus på vores region som turistdestination. Det er der virkelig brug for. Turister er ligeglade med kommunegrænser. De kigger på det samlede område, og vi har masser at tilbyde i regionen, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen fra Esbjerg Kommune.

Konferencen er starten på en proces, der løber over 2020, hvor turisterhvervet, gennem workshops og møder, involveres i udvikling af destinationens strategiplan, profil- og kernefortælling, produkt- og oplevelsesudvikling og andre aktiviteter.

– I Fanø Kommune er vi også rigtig glade for, at der nu arbejdes målrettet med at etablere et destinationsselskab på tværs af kommunegrænser. Det er vigtigt, at turisterne oplever os som en sammenhængende region, og derfor håber vi selvfølgelig også, at vores nabo mod syd, Tønder Kommune, også melder sig ind i kampen og deltager i konferencen, siger Sofie Valbjørn, der er borgmester i Fanø Kommune.

På baggrund af konferencens drøftelser vil der blive udarbejdet en procesplan. Et hovedmål i denne plan er at sikre maksimal erhvervsinvolvering, så det kommende samarbejde i destinationsselskabet bygger på konkrete lokale styrkepositioner og værdier og samarbejder på tværs af kommunerne.

Fakta

De nye destinationsselskaber bliver et centralt redskab i arbejdet med at realisere målene i den nationale turismestrategi frem mod 2025. Her er målene flere turistovernatninger, højere omsætning i turismebranchen og turister, der er mindst lige så tilfredse med ferieoplevelsen i Danmark som gennemsnittet for Nordeuropa.

Esbjerg og Fanø kommuner er sammen med Tønder Kommune tildelt 2,5 mio. kr. i støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse til at opbygge organisationen, udviklet en strategi og fælles identitet og i næste fase til egentlige udviklingsaktiviteter bl.a. i samarbejde med de øvrige destinationer i Vestkystpartnerskabet.

Dømt for grov vold samt voldtægt og trusler mod vidner

0

Manden er nu kronisk syg, og det afspejler dommen.

En 30-årig mand er ved retten i Esbjerg i dag, tirsdag, blevet idømt foranstaltning i form af ambulant psykiatrisk behandling.

Manden var tiltalt for i 2015 at have begået grov vold, voldtægt og for at have truet vidner. Han var på det tidspunkt bosat i Esbjerg.

Manden mødte ikke selv i retten på grund af kronisk alvorlig sygdom. Det er også på grund af hans helbredstilstand, at sagen har trukket ud. Dommen afspejler ligeledes hans helbredsmæssige tilstand.

Volden og voldtægten blev begået mod en nu 24-årig kvinde.

Vinterskole for medicinstuderende i Esbjerg

0

Som bekendt er det besluttet, at man fra 2022 kan tage kandidatdelen af medicinuddannelsen lige her i Esbjerg. Og det er et tiltag som ventes at kunne bidrage til at sikre lægedækningen generelt i det sydvestjyske.

Den årgang medicinstuderende, der som første gruppe vil få muligheden for at tilvælge Esbjerg-uddannelsen, har allerede været inviteret til en sommerskole afholdt i august 2019. Sommerskolen blev en stor succes med flere interesserede end der var plads til. Blandt andet derfor afholdes der nu en tilsvarende tre-dages vinterskole i denne uge. Også Vinterskolen bliver et tilløbsstykke med 31 tilmeldte studerende (pr. d.d. dog indkommet to afbud så det endelige deltagerantal ventes at blive 29). Nogle af de tilmeldte er gengangere fra sommerskolen, der udbygger deres viden om, og tilknytning til SVS og Esbjerg. Andre deltagere er ’nye’.

Fra onsdag morgen d. 29.1 og til fredag d. 31.1 kl. 15:30 er de studerende gennem et program med ophold på kliniske afdelinger, klinisk simulation, oplæg om arbejdet og opgaver i forskellige lægelige specialer samt fællesspisning med input om Esbjerg By. 

Arbejdet med at etablere en lægeuddannelse i Esbjerg foregår som et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Region Syddanmark, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland Psykiatrien i Region Syddanmark og almen praksis – og med samarbejde med Esbjerg Kommune.

Vinterskolen er arrangeret af Sydvestjysk Sygehus med uvurderlige bidrag fra Psykiatrien og Esbjerg Kommune.

Nærbetjente i Esbjerg Kommune modtager pris 

0

De 10 nærbetjente fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der dækker forskellige lokalområder i Esbjerg Kommune, modtager tirsdag den 28. januar Lars Rand prisen for deres særlige indsats i det kriminalitets- og misbrugsforebyggende arbejde i Esbjerg Kommune.

“Vi synes, at nærbetjentene skal have anerkendelse og et skulderklap for den forskel, de gør ude i lokalområderne. Vi ved, at det er med til at øge trygheden og skabe bedre lokalmiljøer, at der er nogle faste betjente, som har deres gang i et givent område, herunder også SUB-områderne – altså de særligt udsatte boligområder. Det giver mulighed for at bygge relationer til de unge i området, og god forebyggelse handler blandt andet om gode relationer til voksne. Nærbetjentenes arbejde betyder i høj grad, at man som ung, der kommer i kontakt med politiet, står over for et ‘rigtigt menneske’ – ikke bare ordensmagten i en uniform. Samtidig er nærbetjentene nogle af de vigtigste samarbejdspartnere for vores SSP-konsulenter i lokalområderne, og de gør en stor forskel i arbejdet med de unge. Dét vil vi gerne honorere”, siger leder af SSP Forebyggelse & Vejledning Vibeke Stage.

Lars Rand prisen består af et diplom samt en mindre gave til hver af betjentene.

Prisen uddeles i forbindelse med SSP Forebyggelse & Vejlednings årsmøde, hvor en lang række aktører med snitflader til og i SSP-samarbejdet deltager. Prisen er opkaldt efter Lars Rand, som var politimester i Esbjerg i perioden 1980-1992, og som har haft afgørende indflydelse på SSP-samarbejdets tilblivelse og nuværende form.

Prisen blev første gang uddelt i 2012 til Lars Rand selv. Øvrige prismodtagere gennem årene er chefinstruktør Karsten Dam fra Morgenholdet/Esbjerg Karate Klub og SSP-konsulent Morten List Christensen.