Home Tags By

Tag: by

Tre sigtet i sag om overfald på 15-årig dreng i Esbjerg

0

Syd- og Sønderjyllands Politi betragter sagen som opklaret og har sigtet en 14-årig dreng, en 15-årig pige og en 18-årig mand.

Syd- og Sønderjyllands Politi søgte tirsdag den 14. juli vidner til et overfald på en 15-årig dreng, begået på Ringen i Esbjerg.

Politiet er nu færdig med efterforskningen og betragter hændelsen som opklaret.

Efterforskningen har vist, at der – i modsætning til de første oplysninger i sagen – ikke har været tale om et groft umotiveret overfald på den 15-årige dreng, men om et internt hævnopgør, der blev optaget på video, og hvor drengen kom lettere til skade.

Politiet har sigtet tre gerningsmænd i sagen, en 14-årig dreng, en 15-årig pige og en 18-årig mand.

Alle de involverede er fra Esbjerg.

Mand idømt forvaring for grov vold og forsøg på voldtægt

0

Nævneting var enig med anklageren i, at en 25-årig fra Esbjerg skulle have en tidsubestemt straf

En 25-årig mand fra Esbjerg er i dag ved en nævningeting i retten i Esbjerg blevet idømt tidsubestemt forvaring
Manden var tiltalt for forsøg på voldtægt af særlig farlig karakter, tiltvingelse af andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter samt grov vold mod en 26-årig kvinde og vidnetrusler, trusler på livet og besiddelse af amfetamin til eget brug.

Forsøget på voldtægt skete i april 2019 på en adresse i Esbjerg. Den dømte var også voldelig over for kvinden og truede hende gennem en længere periode på livet.

Anklageren havde nedlagt påstand om en forvaringsdom, en påstand nævningetinget enstemmigt valgte at følge. Den 25-årige ankede dommen.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser to gerningsmænd til vold i Esbjerg

0

Hændelsen fandt sted lørdag eftermiddag ud for Ringen 7, hvor to personer tilsyneladende umotiveret overfaldt en 15-årig dreng, der kom lettere til skade.

Syd- og Sønderjyllands Politi håber på borgernes hjælp i forbindelse med efterforskningen af en voldshændelse lørdag den 11. juli mellem klokken 14.00 og 14.45 i Esbjerg.

Hændelsen fandt sted ud for Ringen 7, hvor to personer tilsyneladende umotiveret overfaldt en 15-årig dreng, der kom lettere til skade.

Den 15-årige var ude at gå en tur ved Lergravssøen med en veninde, hvor de blev opmærksomme på, at to personer fulgte efter dem. 
Den 15-årige dreng og veninden gik efterfølgende væk fra søen, i vestlig retning mod Ringen, hvorefter overfaldet fandt sted ud for Ringen 7.

Signalement af gerningsmændene

Personerne beskrives som: 

A:

  • Mand
  • Cirka 15 – 20 år
  • 160 – 170 centimeter høj
  • Spinkel til normal kropsbygning
  • Let brun i huden
  • Smalt og markeret ansigt
  • Havde såkaldt skinfadefrisure, hvor håret er kort i siderne og højere i toppen. I dette tilfælde 5 – 8 centimeter højt med midterskilning/sideskilning
  • Var iført mørke bukser og mørk sweater
  • Havde et rødt tørklæde for munden
  • Var iført mørke, flade sko

B:

  • Mand
  • Cirka 15 – 20 år
  • 160 – 170 centimeter høj
  • Spinkel til normal kropsbygning
  • Var iført hue og mørk jakke
  • Havde et blåt mundbind for munden

Syd- og Sønderjyllands Politi håber at komme i kontakt med borgere, der har lagt mærke til gerningsmændene i området omkring Lergravssøen samt på Ringen, vidner til hændelsen samt personer, der kan genkende gerningsmændene.

Borgere med oplysninger i sagen kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.

Energy sikrer sig fire talenter i de to kommende sæsoner

0

Esbjerg Energy satser på talentudvikling og har lavet toårige kontrakter med fire ungdomslandsholdsspillere. Victor Sand og Mikkel Rask Nielsen har begge repræsenteret Esbjerg. Jonas Krabbe Christensen spillede sidste år i Vojens, men kommer fra Gentofte, mens Carl Winding kommer fra Herning.

  • Hos Esbjerg Energy ønsker vi at prioritere talentudviklingen. Vi har formået at udvikle spillere der er født og opvokset i byen, men også spillere som kom til Esbjerg for at udvikle sig som ishockeyspillere. Med de fire aftaler er der eksempler på både vestjyske talenter og talenter fra andre dele af landet, fortæller formand Søren Mathiasen fra Esbjerg Energy.
  • I Esbjerg eksisterer der et godt og tæt samarbejde mellem klubberne og uddannelsesinstitutionerne. På Vitaskolen, Bohr samarbejder vi om Folkeskoleeleverne og Esbjerg-ordningen sikrer samarbejdet med Rybners efter Folkeskolen.
    Med aftalerne tilføjer Esbjerg Energy en back og tre forwards til truppen.
  • I Esbjerg er spilletid noget, som spillerne skal gøre sig fortjent til. Med aftalerne tilfører vi truppen talent, der skal udvikles, men samtidigt øger vi også konkurrencen om pladserne. Det mener vi er med til at øge kvaliteten og fremme udviklingen, fortsætter Energy-formanden.
    Backen Mikkel Rask Nielsen er født i 2002. Victor Sand er wing, og er er født i 2003. Carl Winding er ligeledes wing og fra 2003, mens Jonas Krabbe Christensen er fra 2004 og wing. De tre førstnævnte har alle repræsenteret Danmark på både U17- og U20-landsholdene. Jonas Krabbe Christensen har deltaget omkring U16- og U17-landsholdet.
  • Med de fire aftaler tager vi vigtige skridt i retning af at færdiggøre truppens danske stamme til den kommende sæson. Dansk ishockey har i de seneste årtier taget store skridt med udviklingen af danske talenter. Det arbejde har Esbjerg over tid bidraget til, og det ønsker vi også at prioritere i fremtiden. Det mener jeg bl.a. vi gør med de fire aftaler, slutter Søren Mathiasen.

Tidlige forberedelser til et stort håndboldhalvår for Team Esbjerg

0

En på mange måder atypisk forberedelsesfase til en ny sæson indledes torsdag formiddag, når Team Esbjergs trup for første gang i næsten fire måneder er samlet på halgulvet i Blue Water Dokken. Coronavirussen kortsluttede den foregående sæson 11. marts, og siden har spillerne været henvist til at holde sig i form alene eller i små grupper. 

– Vi begynder tidligere end normalt, og det er helt bevidst. Spillerne har ikke været sammen længe, og der er en rigtig god timing i, at de på eget initiativ har valgt at samles i et sommerhus i den første weekend for at finde sammen igen. Vi havde forventet at skulle spille EHF Final4 i den første weekend i september, men det er aflyst. Nu kan vi få forberedelser præget af meget stor fornuft og en rolig kurve, hvor vi kan skåne knæ, skuldre og led, siger cheftræner Jesper Jensen.

Ligesom i fjor har fire spillere forladt truppen, og to er kommet til, hvis man medregner, at Annette Jensen er tilbage efter sin korsbåndsskade og sammen med den tidligere Odense-spiller, Mette Tranborg, føjer sig til og indgår i en forholdsvis smal trup på 13 spillere.

Der bliver brug for alle ressourcer i en komprimeret halvsæson, der indledes med opgøret mellem guld- og sølvvinderne, Team Esbjerg og Odense Håndbold, lørdag den 22. august i Odense, akkurat som i premieren på HTH Ligaen i fjor. Foruden kampene i ligaenspiller Team Esbjerg ni kampe i det indledende gruppespil i det nye DELO EHF Champions League-format, hvor Europas 16 bedste klubber er fordelt i to grupper. Gruppespillet indledes i den anden weekend i september, og den sidste af 14 spillerunder spilles midt i februar, til den tid forhåbentlig med et pænt antal tilskuere. 

– Det bliver et supersjovt og fedt halvår med meget tryk på. Vi skal spille mange kampe, mange store kampe, og man kan vælge at sige, at det er for mange. Der vil komme perioder, hvor vi bliver trætte og synes, det er fysisk hårdt. Men der er ikke nogen af kampene, vi ikke har lyst til at spille, siger Jesper Jensen.

Lodtrækningen til EHF Champions League har placeret Team Esbjerg i gruppe A med velkendte modstandere, hvoraf mødet med slovenske RK Krim Mercator ligger længst tilbage. Krim var blandt modstanderne i det indledende gruppespil, da holdet debuterede i Champions League i efteråret 2016. De øvrige modstandere er i langt friskere erindring. 

– I HTH Ligaen har alle en forventning om, at vi skal vinde alle kampe, hvorimod udgangspunktet i Champions League er et helt andet. Her er de på papiret svageste hold på vores niveau. Hvis vi vinder på udebane, vil det være flot, og selv om vi spiller op til vores maksimale niveau, er det ikke sikkert, vi kan vinde. 90 procent er 100 procent sikkert ikke nok. Vi har vist, at vi kan spille lige op med de store hold, og der ligger en motivation i, at vi gik glip af Final4. Vi vil gerne forsøge at nå så langt som muligt igen, siger Jesper Jensen.

Inden de store europæiske kampe og grundspillet i HTH Ligaen ligger forberedelserne, der rummer stor variation med træning, mobility, crossfit og løb i dagligdagen, fællestræninger med OdenseHåndbold og Nykøbing F. Håndbold, træningskampe mod stærke U17- og U18-drengehold samt den faste træningslejr i Lalandia Billund i dagene op til premieren mod Odense.

Ny stitunnel etableres på kun tre uger

0

Sommerferieugerne betyder færre trafikanter på vejene, og det udnytter Esbjerg Kommune ved Tarphagevej, hvor der laves en ny stitunnel under vejen på kun tre uger.

Foto: Esbjerg Kommune

Fra den 17. juli til den 8. august spærres Tarphagevej fra Guldager Byvej til Guldagervej. Mens strækningen er lukket for trafik, bliver der etableret en ny stitunnel under Tarphagevej, og trafikanter bliver via skilte ledt af alternative ruter.

Der er lagt op til et intensivt forløb, når startskuddet til tunnelbyggeriet lyder fredag i uge 29. Mens mange andre nyder sommerferien, er der gjort alt for at optimere arbejdsprocessen på den nye stitunnel ved Guldagergårdsvej. På den måde strækker vejspærring sig kun over de planlagte uger, og dermed minimeres generne for trafikanterne på den befærdede vej.

“Det er i høj grad det muliges kunst, når et sådant projekt planlægges og gennemføres. Vi forsøger så vidt muligt at koordinere, så færrest trafikanter bliver påvirket. Her er sommerperioden et godt bud, fordi der traditionelt er færre biler på vejen. Selvom mange danskere har valgt at blive i landet under ferien, så er trafikken stadig markant anderledes end i hverdagene”, siger formand for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen.

Udover stitunnelen udbygges stiforbindelsen, hvilket skaber en bedre forbindelse mellem Guldager og Sønderris for gående og cyklister. Det er netop for at få de bløde trafikanter ledt væk fra Tarphagevejen, at stien etableres. Projektet er en del af den byggemodning, som Esbjerg Kommune gennemfører tæt på udstykningerne ved Erisvænget, Plutovænget og Neptunvænget, som efter planen udbydes til salg næste år.

Hvis hele etableringen forløber planmæssigt, vil den nye cykelstiforbindelse med stitunnelen stå færdig i begyndelsen af september. Til den tid bliver den nye forbindelse fejret med en officiel indvielse.

Mange problemer for fritidsjobbere

Der er mindre styr på reglerne for fritidsjobbere på Fanø end de fleste andre steder i Sydjylland. Det viste Jobpatruljens besøg fredag, hvor de frivillige i patruljen besøgte 66 virksomheder og fik 17 interviews med unge i fritidsjob.

Mens vi generelt har oplevet, at de sydjyske virksomheder har styr på reglerne, og undtagelserne er få, så er det langt fra sådan i Esbjerg og i øvrigt også på Fanø, siger HK Sydjyllands ungdoms- konsulent, Angelika Thøgersen, der står i spidsen for den sydjyske del af Jobpatruljen.

Jobpatruljen er en landsdækkende aktion skabt af HK og 8 andre fagforbund. Jobpatruljen består af grupper af engagerede unge mennesker, der gerne vil bruge lidt af deres sommerferie på at skaffe andre unge bedre løn- og arbejdsvilkår på deres fritidsjob. Det er der åbenbart brug for i Esbjerg.

Mange steder i Esbjerg er der problemer med manglende kontrakter, og vi har set unge på 12 timers vagter, selvom de kun må være på job 8 timer ad gangen. De får tit alt for lave lønninger, og vi har mødt unge, der står alene på vagterne og føler sig utrygge. Vi er oven i købet blevet smidt ud af en virksomhed i dag. Det er første gang efter besøg 371 steder, og hvem ved, hvordan forholdene er dér, siden vi ikke måtte være der, siger Angelika Thøgersen.

De problematiske sager bliver nu overdraget til de faglige afdelinger i HK og 3F, som vil tage kontakt til arbejdsgiverne for at få rettet op på forholdene. Jobpatruljen fortsætter i det sydjyske denne uge ud og vender tilbage i det nye år.


Foto af Jobpatruljen på gågaden i Esbjerg

Uro og magtanvendelse ved pokalfinalen i Esbjerg onsdag aften

0

En gruppe fans fra Aalborg skabte allerede om eftermiddagen problemer med affyring af fyrværkeri og ved ikke at ville efterkomme politiets anvisninger. 

Ved pokalfinalen på Blue Water Arena i Esbjerg var der plads til 1763 tilskuere, primært fans fra de to klubber. På forhånd var stolesæderne blevet afmærket, så tilskuerne kunne sidde på afstand af hinanden, sådan som det er bestemt i forhold til Covid-reglerne.

Omkring 130 fans fra Aalborg ankom i flere busser til en restauration i Esbjerg kl. 16. På det tidspunkt viste det sig, at fan-gruppen havde en anden sammensætning, end de efterretninger, Syd- og Sønderjyllands Politi havde modtaget op til kampen. En gruppe fans var iført ens sorte t-shirts. Under opholdet på restaurationen blev der affyret fyrværkeri, og gruppen efterkom ikke politiets anvisninger. Mange af dem var påvirkede. De stod tæt, og politiet skønnede at myndighedskravene ikke var overholdt. Restauratøren blev derfor vejledt, og efter to tilrettevisninger blev forholdene bragt i orden.

Klokken 18.27 ankom fansene i busser til stadion. Her tog de opstilling ude på vejen i én stor gruppe. Den blev af politiet opdelt, så de stod på hver sin side af vejen. Der var i grupperingerne en ophidset stemning, og flere enkeltpersoner forsøgte at piske stemningen yderligere op. Der blev affyret både kanonslag og romerlys.

Der blev kastet kanonslag tæt på blandt andet pressens repræsentanter, og en person bliver anholdt. Da det sker, forsøger de øvrige fans at befri ham. På det tidspunkt trak betjente stavene for at sikre, at anholdelsen kunne gennemføres. Tjenestehunde blev sat frem for at sikre afstand til indsatsen omkring de uroskabende og voldelige fans og for at beskytte betjentene. Hundene blev ikke anvendt. 

Kl 19.19 meddeles det, at fire personer forsøger at komme i klammeri med andre tilskuere. De bliver administrativt frihedsberøvet i henhold til politiloven og kørt til politigården i Esbjerg, hvor de skal være, til kampen er forbi.

Da Aalborgs fans under kampen samler sig og nægter at efterkomme kontrollørernes anvisninger, beslutter kampens dommer at stoppe kampen med henblik på at få genoprettet ro og orden. 
Da tilskuerne ikke retter ind, meddeler speakeren, at hvis roen ikke genoprettes vil dommeren afslutte kampen. 

AaBs fans udvandrer herefter fra stadion i protest. De er aggressive vil ikke efterkomme kontrollørernes anvisninger, og der opstår tumult i forhallen til stadion mellem kontrollører og fans. Samtidig forsøger fansene at presse og brække indgangsdøren og ruderne til stadion op. Indsatslederen gav kontrollørerne besked om, at de straks skulle åbne dørene. Med henvisning til politiloven besluttet indsatslederen administrativt at frihedsberøve de problemskabende fans. 

Under aktionen opstår der tumult, og gruppen sætter sig til modværge. Der anvendes magt, herunder stav. 
De frihedsberøvede – i alt 38 personer – blev sat i tog i to rækker, men med afstand imellem sig. De rykkede selv sammen, da de sagde, at det er for anstrengende at sidde uden at kunne støtte sig op ad hinanden. Da de samme fans havde siddet i bus sammen fra Aalborg, stået sammen og gået sammen og været på værtshus sammen, får de lov at blive siddende.
Efterhånden som de blev registreret, blev de sat i fan-bussen.
Herefter forlod fanbussen stadion og kørte til et sted, hvor de frihedsberøvede kunne på toilet. Kl. 22.44 blev alle løsladt. Busserne blev fulgt at politiet til Kolding, hvorefter andre politikredse blev orienteret. 

Undervejs i indsatsen blev der tilkaldt yderligere betjente.

I forbindelse med uroen er en 33-årig mand sigtet for vold mod en betjent, som han spyttede på.

Der er efter kampen lagt en video ud på sociale medier med optagelser af en betjent, der anvender stav. Syd- og Sønderjyllands Politi har forelagt sagen for Det Uafhængige Politiklagenævn.

25 år på samme arbejdsplads

Kun de færreste kan prale med 25 år på samme arbejdsplads, men det kan Pia Geppert i dag onsdag. Den 1. juli er det nemlig 25 år siden, hun blev ansat i Føtex Smedegade.

Og flot skal det være, så på fredag afhentes Pia fra morgenstunden i limousine og køres til Føtex, hvor kollegaerne står klar til at tage imod og fejre Pia.

En halv million til Esbjerg Kunstmuseum

0

Kulturministeriets Forskningsudvalg bevilger efter ansøgning en halv million kroner til museet.

Foto: Esbjerg Kunstmuseum

Forskningsprojektet, der nu blåstemples af udvalgets forskningskapaciteter, skal undersøge de spørgsmål, som museets store, prisbelønnede udstillingsserie, Wunderkammer, rejser.


Projektet fokuserer således på, hvordan museerne bedre kan skabe betingelser for kunstoplevelser, der pirrer vores nysgerrighed og fremmer et personligt engagement ved at bringe kunstværket i direkte forbindelse med den enkeltes livsverden.


På Esbjerg Kunstmuseum er vi fuldstændig overbeviste om, at kunst er for alle. Derfor undersøges det også, hvordan erfaringer fra hverdagen, der ellers hører til helt andre fagområder end det kunsthistoriske, kan bruges til at udvikle den måde, kunstmuseerne arbejder på. Et centralt spørgsmål er derfor også, hvordan der kan skabes ny viden på tværs af faggrænser både i den måde, en udstilling opbygges på, og i den måde, den opleves og erfares på af den enkelte gæst.


I forskningsarbejdet foretages der analyser af data vedr. både publikums møde med kunsten og selve udstillingsformatet. Projektet gennemføres i samarbejde med forskere fra bl.a. Københavns Universitet og RUC. I løbet af dette samarbejde undersøges det også, hvordan universitetet og museet gennem et fagligt videnskabeligt samarbejde kan styrke og udvikle hinanden.


Projektet ligger i direkte forlængelse af den tværfaglige formidling og forskning i publikums oplevelser, der er selve fundamentet for Esbjerg Kunstmuseum. Ved at integrere udstilling, formidling og forskning i publikums oplevelser har dette nye projekt bl.a. til formål at udvikle museet frem mod en ny museumstype i samarbejde med både kunstnere og forskere.


Museets direktør, Inge Merete Kjeldgaard, og museumsinspektør Christiane Finsen, som står bag projekt Wunderkammer, er både stolte og begejstrede. De siger: ”Det er ganske enkelt en fantastisk nyhed og et skulderklap af de helt store! Kulturministeriets Forskningsudvalg stiller meget høje krav til ansøgere, og med denne anerkendelse er det ikke alene et stort og grundigt arbejde, som honoreres. Det er selve vores praksis og måde at tænke museum på, der blåstemples.”


Fakta om projekt Wunderkammer:
Med Wunderkammer, der udfoldes over flere år i tre delprojekter, er det ambitionen at udvikle udstillingen som medium og at integrere kunst og forskning i forskellige vidensområder, vi alle har erfaring med fra vores liv. Det gøres bl.a. ved at hente ideer i renæssancens forundringskamre og udfolde dem i en aktuel sammenhæng. For denne udstillingsidé modtog Esbjerg Kunstmuseum Bikubenfondens fornemme udstillingspris Vision i 2017. Wunderkammer 1 blev til i samarbejde med professor i fysik Tomas Bohr i 2018. Her blev kunstværker præsenteret side om side med Bohrs forsøgsopstillinger. Del 2 blev i 2019 til i samarbejde med den amerikanske kunstner Mark Dion, som er internationalt anerkendt for at bruge wunderkammeret i sin kunstneriske praksis. Del 3 åbner i begyndelsen af 2021 og bliver til i samarbejde med DNA-forskerne professor Eske Willerslev og lektor Martin Sikora.