Home Tags Borger

Tag: borger

Bjarne P’s Final Lap afslutter sæsonen

0

Den danske speedwaysæson både åbnes og lukkes med et brag på Granly Speedway Arena. Der indledes med kvalifikation til GP og EM, mens sæsonens sidste omgang bliver afskedsløbet med kaptajn Bjarne Pedersen den 25. september.

Foto: Benny Skou

Foråret lader vente lidt på sig, men kalenderen peger snart med ræs igen, og det hele kickstartes med kvalifikation til Grand Prix- og EM-serien på Granly Speedway Arena den 9. april. Den danske sæson afsluttes med endnu et brag på samme bane, da der er lagt op til den store afsked med holdkaptajnen fra Esbjerg Vikings, Bjarne Pedersen, den 25. september.

Her køres afskedsløbet Final Lap som en fireholdsmatch, hvor der forventes spændende kørere fra både ind- og udland til en ganske sikkert bevægende afsked med en kører, der har været med til at forme dansk speedway som aktiv i 31 år.

– Vi går en spændende sæson i møde med Esbjerg Vikings, og jeg har alle intentioner om at slutte godt af. Vi skal følge op på vores gode sæson sidste år, og så håber jeg på en fantastisk dag på Granly Speedway Arena til mit Final Lap. Det bliver helt sikkert en bevægende dag, og jeg har sammen med klubben allerede planlagt en del, så publikum kan få en stor oplevelse, fastslår Bjarne Pedersen om arrangementet, som Esbjerg Vikings bakker op om.

– Bjarne Pedersen er gået lige ind i hjerterne hos os, og selvom det ender med, at han ”kun” kører her i to sæsoner, så har han haft en meget stor betydning. Det var en afgørende tilføjelse til truppen sidste vinter, da vi stod foran at genopbygge klubben, og vi har en fantastisk samspil med vores kaptajn. Desuden kan hans betydning for dansk speedway heller ikke undervurderes, og jeg håber, at rigtigt mange vil komme og give ham en flot afrunding på karrieren. Han har begejstret os alle på både danske og internationale baner, så vi er også stolte af, at vi kan have Final Lap på Granly Speedway Arena, konstaterer direktør for Esbjerg Vikings, Lars Guldager Dyhr.

Billetsalget til Final Lap med Bjarne Pedersen åbnes snarest.

Energiskabende foredrag

0

Livet er nemmest i teorien. I praksis viser det sig altid at være anderledes. Med masser af god energi som udgangspunkt, tager vi ved foredraget fat i vores egne personlige redskaber – redskaber, som vi selv styrer, og som fremmer trivsel og opblomstring i hverdagen.
Vi ser nærmere på, hvilke positive fordele det vil skabe for dig.

Et energiskabende foredrag handler kort sagt om at dreje fokus mod det, som skaber trivsel og glæde, frem for det, der skaber negative følelser. For at gøre et sådant fokusskifte muligt får du redskaber, som dokumenterbart kan fremme et menneskes psykiske sundhed og udvikling.

Lars tager udgangspunkt i hverdagen og har en positiv smittende adfærd – og noget på hjerte, som er guld værd!

Se mere på Lars Sigurd Mortensens hjemmeside: https://siigurd.dk/

https://www.youtube.com/watch?v=Z-I6trldRlY

Foto: privat

Fyraftensforedrag – Da Golfvej lå i Østerbyen

0

Ved arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Tid: Tirsdag, den 25. februar 2020 kl. 16.30.
Sted: Samlingssalen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv.
Entre: 50,00 kr. pr. person.
Billetsalget i læsesalen og webshoppen. Evt. resterende billetter sælges ved indgangen på foredragsdagen.
Selvom Esbjergs historie er kort, rummer den mange forandringer. Det gælder ikke mindst Østerbyen, som efter en stille begyndelse i dag fremstår som en levende bydel med mange boliger og boligformer.


Mange forhold har påvirket området – den korte afstand til havet betød frem til ca. 1935 mange oversvømmelser, som den øvrige by også fik at mærke, når f.eks. gasværket blev sat under vand. Esbjergs stærke afholdsbevægelse udstykkede 70 tdr. land til kolonihaver, hvor nogle af områdets ældste villaer findes i dag, og så havde kvarteret mange og store arbejdspladser, bl.a. teglværker, tobaksfabrik, slagterier og en møbelfabrik.
Af rekreative tilbud var der blandt andet en golfbane, hvor Esbjerg Golfklub blev grundlagt, og som gav navn til Golfvej – gaden vi i dag kender som Ingemanns Allé. Det er noget af alt dette, eftermiddagens foredrag handler om. Foredraget er ledsaget af billeder.


Billedtekst:
Man nyder solen og en god frokost ved Esbjerg Golfklubs første klubhus. Huset lå på Golfvej i Gammelby, det nuværende Ingemanns Allé. Klubhuset blev indviet 2. marts 1921 og fraflyttet efter sæsonen 1944.


Foto: EBA 55073-070.
Billedet kan frit anvendes ved angivelse af: © Esbjerg Byhistoriske Arkiv.

Plante smil og plante solskin

0

Dorte Mørup Tagmose og Martin Guldberg synger skønne viser fra Giro 413’s storhedstid

For ottende gang præsenterer Musikhuset Esbjerg dette populære koncertformat med visesangeren Dorte Mørup Tagmose og operasangeren Martin Guldberg, hvor de fremfører evergreens fra mange årtier.

De to sangeres forskellige baggrund udnyttes til fulde, hvilket er en særlig charme ved denne koncert. Repertoiret rummer således alt fra muntre og seriøse viser over operette og musical til slagere og evergreens fra radioprogrammet Giro 413’s storhedstid.

Dette i sig selv kan løfte humøret og plante smil på publikums læber og solskin i hjertet. Og da de to sangere i øvrigt præsenterer sangene med humor og engagement – godt suppleret af den svenske pianist og akkompagnatør Mats Rudklint – garanteres publikum en underholdende og opløftende eftermiddag, hvor der bliver rig lejlighed til at synge med.

Tid: Tirsdag den 25. februar, kl. 15:00

Sted: Musikhuset Esbjerg, Hovedfoyer
Billetter: https://www.mhe.dk/program/plante-smil-plante-solskin/

Team Esbjerg hyldet af sin by med idrætspris

Team Esbjerg er blandt tre stærke nominerede tildelt Esbjerg Kommunes Idrætspris 2019. Prisen er uddelt siden 1949 og er den største sportslige anerkendelse, en idrætsudøver eller en forening kan opnå i kommunen.

2019 var året, da Team Esbjerg vandt klubbens andet danske mesterskab, var i finalen i den europæiske turnering, EHF Cup, og opnåede stor succes i DELO Women’s EHF Champions League med kvalifikation til hovedrunden og gode muligheder for at nå kvartfinalen for første gang i klubhistorien.

Miss Team Esbjerg, den hollandske VM-guldvinder, Estavana Polman, har været i klubben og byen siden sommeren 2013.

– Jeg er virkelig stolt af at modtage idrætsprisen. Vi arbejder hver dag hårdt for at få det bedste ud af os selv, og det betyder meget at mærke, at byen og publikum er bag os. Vi ønsker frem for alt ikke at skuffe tilskuerne, og vi vil gerne vise dem god håndbold hver gang. Min familie og jeg føler os hjemme i Esbjerg, vi slapper af, og det er bare et godt sted at være. Når jeg er ude at handle, kommer folk og ønsker mig held og lykke, og det er dejligt at høre, siger Estavana Polman.

Cheftræner Jesper Jensen er ikke uvant med priser og er to sæsoner i træk af trænerkolleger og repræsentanter for DHF blevet kåret som Årets Træner i HTH Ligaen. Denne gang deler han en kåring med sine spillere.

– Det fylder mig først og fremmest med glæde, at byen, hvor jeg bor med min familie, giver os idrætsprisen. Det vil være upassende selv at give udtryk for, at det er fortjent, men lad mig sige, at jeg har forståelse for, at vi er valgt blandt andre nominerede med flotte idrætspræstationer. 2019 vil stå som et år, der formentlig aldrig bliver gentaget i Team Esbjerg, siger Jesper Jensen.

Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen har været i spidsen for hele Team Esbjergs udvikling fra elevatorhold i Dameligaen til tophold i Danmark og nu også Europa.

– Team Esbjerg deltager på den store scene både nationalt og internationalt, vi går benhårdt efter at kvalificere os til kvartfinalen i Champions Leaque og udelukker med de rette omstændigheder ikke, at vi kan nå frem tilFinal4. Vi runder formentlig fire millioner seere på DR1 og TV 2’s kanaler i denne sæson og sætter Esbjerg på landkortet i ikke bare Danmark, men også ude i Europa, hvor resultaterne har vakt opsigt og skabt respekt. Idrætsprisen deler vi med vores trofaste publikum og sponsorer samt alle dem i byen og omegnen, som bakker os op, siger Bjarne Pedersen.   

De øvrige nominerede til prisen var EfB’s superligahold og speedwayholdet Esbjerg Vikings. 

Esbjerg Kommunes Idrætspris uddeles af en komité bestående af formanden for Esbjerg Idrætsråd, Villy Grøn, en repræsentant for pressen, journalist Chris U. Pedersen, og borgmester Jesper Frost Rasmussen, der overrakte prisen ved Idrætsfesten i Musikhuset Esbjerg fredag aften. 

– Vi følte ikke rigtig, at det kunne blive andre end Team Esbjerg i 2019 efter den fantastiske sæson, der kulminerede med det danske mesterskab og den flotte indsats i de europæiske turneringer. Alt, hvad klubben har rørt ved, har været en succes, og så lægger vi også vægt på, at de repræsenterer Esbjerg fornemt udadtil. Vi vil gerne have nogen at være stolte af, siger Villy Grøn. 

Team Esbjergs kvindehold modtog første gangEsbjerg Kommunes Idrætspris for fire år siden efter sølvmedaljerne i 2015. Tidligere har herreholdet af samme navn modtaget prisen i 1998, og Lotte Haandbæk var prisvinder i 2005.

Visionært vinderprojekt: Ny helhedsplan for banegårdsområdet og Museumspladsen i Esbjerg

0

Hvordan får vi fremtidssikret banegårdsområdet i Jernbanegade, en del af Norgesgade og Museumspladsen? Sådan lød opdraget i parallelkonkurrencen, hvor tre teams har udarbejdet forslag til helhedsplaner. Samlet er områderne centrale og vigtige steder med meget stor betydning for hele byen og dele af regionen. Målet er at udvikle områderne, så de bliver attraktive for beboere, brugere, besøgende og erhvervslivet i byen. Det vil bl.a. betyde, at stationsområdet opgraderes og fornyes til glæde for togpassagerer.

Visualisering af Banegårdspladsen

Vinderteamet består af totalrådgiver Tegnestuen Vandkunsten med underrådgiverne STED, Via Trafik rådgivning, Spanggaard & Virenfeldt, RED Cushmann & Wakefield /RED.

Borgmester Jesper Frost Rasmussen, der også er formand for dommerkomitéen, siger:
“Vi er i dommerkomitéen meget begejstrede for vinderprojektet, der på alle måder lever op til forventningerne. Vinderprojektet er veldisponeret og meget præcis i sine byplanmæssige dispositioner. Projektet er et godt udgangspunkt, som vi kan arbejde videre med i en proces, hvor der også skal tages politisk stilling til de muligheder, planen peger på. Det kan være, at det bliver relevant at tilføre elementer fx flere p-pladser, hvis ambitionerne og midlerne er til det.”

Afsæt i Esbjergs egenart

Vinderprojektet tager afsæt i en analyse af Esbjergs bystruktur og egenart. Grid strukturen beskrives som en god ramme, men også som en bystruktur, der skal tilføres særlige steder. Hovedgrebet rummer en række overordnede byplanmæssige tiltag: Design af tre byrum, udpegning af identitetsskabende akser, bymæssig fortætning, tilføjelse af nye funktioner, grønnere gadeprofiler, parkeringsløsning og godt flow for bløde og hårde trafikanter.

Vinderforslagets helhedsplan omfatter banegårdsbygningerne, Esbjerg Banegård, Banegårdspladsen, Norgesgade, Museumspladsen og arealet syd for Shoppingcenter Broen.

Bedømmelse af vinderprojektet

Dommerkomiteen finder, at vinderprojektet overordnet set har den bedste balancegang mellem samtlige af konkurrencens mange aspekter og udfordringer.
Vinderprojektet har også den mest overbevisende håndtering af bebyggelsen på Museumspladsen. Forslaget evner, med et ubesværet og robust greb, at løse den svære balancegang mellem bygningernes indpasning i den eksisterende by, tilføjelse af nye attraktive boliger samt anvisning af en integreret parkeringsløsning og heraf afledt økonomisk robusthed.

Parallelkonkurrencen er udskrevet i et partnerskab mellem Esbjerg Kommune og DSB Ejendomme.

“Gennem konkurrencen har DSB fået nye ideer og inspiration til den fremtidige anvendelse af DSB’s ejendomme i området. DSB har også fået gode svar på, hvordan trafikterminalen med togtrafik kan blive mere attraktiv for brugerne, f.eks. med bedre ankomst- og parkeringsforhold”, oplyser chef for Bygherre & Entreprise Niels A. Dam, DSB Ejendomme.

Den videre proces

Gennemførelsen af helhedsplanen vil ske i mindre og større etaper over en længere årrække. Der er taget højde for etapedeling i helhedsplanen. Tempoet for gennemførelsen vil i høj grad afhænge af parternes økonomiske muligheder.

Fakta

Konkurrencerådgiver gennem hele forløbet:
Anne-Mette Bølling, direktør, ARKITEKTKONKURRENCERDK.

Om konkurrencen

Konkurrencen er gennemført som en såkaldt parallelkonkurrence og blev sat i gang med et kickoffmøde i august 2019, efter at tre konkurrenceteams var blevet udvalgt gennem prækvalifikation.

Herefter har der været afholdt workshop med konkurrenceteams og været en mellemaflevering, inden den endelige indsendelse af konkurrenceforslag.

Både før og efter konkurrencen blev udskrevet, har naboer og interessenter bidraget til processen.

Fastelavn i Toldbodens gård

Søndag d. 23. februar fra kl. 13
Overdammen, Ribe

Alskens løjer, fest og forklædninger har i århundreder markeret Fastelavn som optakt til den lange fasteperiode.
I dag er Fasten gået i glemmebogen, men Det Antikvariske Selskab i Ribe holder fast i traditionen med at fejre Fastelavn midt i vinterens mørke.

De inviterer til tøndeslagning for børn, barnlige sjæle, forældre og bedsteforældre.
Fra kl. 13 er der liflige toner i Toldboden, ligesom der er mulighed for at få frisket ansigtet op med glade farver.
Kl. 14 gør de klar til tøndeslagningen, og når kattekonger og kattedronninger er kåret, bliver der uddelt præmier til de to bedst udklædte deltagere.
Til sidst er der varm kakao og lækre fastelavnsboller til alle sponsoreret af Lise Frederiksen fra Café Quedens og Bager Møller fra Rådhuskonditoriet.

Foto: Toldboden

Fastelavn på BROEN Shoppingcenter

0

Vær med når vi slår katten af tønden, søndag d. 23 februar, kl. 11 og kl. 13. Der vil være kåring af kattekonge og kattedronning. Vi uddeler præmier til de bedst udklædte deltagere pr. aldersgruppe ( 0-5 år, 6-8 år og 9-12 år) og vi forkæler jer med lækre fastelavnsgodter.

Bugtaleren Peter Nørgaard kommer og underholder på scenen.

Foto: Broen

  • Tøndeslagning: klokken 11 og klokken 13
  • Aldersgruppe: 0-5 år, 6-8 år og 9-12 år
  • Kåring af kattekonge og kattedronning, pr. gruppe
  • Kåring af bedst udklædte, pr. gruppe
  • GRATIS fastelavnsboller og juice til alle udklædte – gratis kaffe til forældrene.
  • Show med BUGTALER PETER NØRGAARD, klokken 12 og klokken 14.

For anden gang: Fuldt hus af medicinstuderende

0

Hvordan kan man sikre at der er læger nok i området? Fx ved at fortælle fremtidens læger om muligheder for at uddanne sig og arbejde her. Knap 30 af slagsen har lige været i uniformen på Sydvestjysk Sygehus.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune

Sygehuset er én af de parter, der er med til at sikre, at studerende fremover vil kunne læse kandidatdelen af medicinuddannelsen i Esbjerg. Det er en uddannelse, som slår dørene op i 2022.
 
Knap 30 medicinstuderende valgte at bruge tre dage på en såkaldt vinterskole på Sydvestjysk Sygehus, der bygger videre på deres viden om ånden og fagligheden på sygehuset – og om områdets stærkeste fortrin.
 
De tre januar-dage ville have været de studerendes sidste ferie-dage inden et nyt semester. Trods dette, var efterspørgslen efter at komme forbi høj. Derfor kan sygehuset for anden gang melde om fuldt optaget på holdene, hvor medicinstuderende følger færdiguddannede læger i deres hverdag – med alt hvad det indebærer af stuegang, konsultationer, operationer eller arbejde med journaler.

En forsmag på en kliniknær uddannelse

– Der er en mening med, at vi er så hurtige til at lade de studerende komme i uniformen og med ud på sygehuset. Vi vil nemlig skrue Esbjerg-uddannelsen sammen så den bliver så klinik-nær som overhovedet muligt, fortæller lægelige direktør Anna-Marie Bloch Münster.


– Vi fik mange gode meldinger fra de studerende – både om, at det var det hele værd, samt om åbenhed, hjælpsomhed og samarbejdskultur hos sygehusets læger. Man mærker en stor tørst efter at supplere de boglige studier med indblik i virket som læge, og selv om vi ikke holder vinterskole for vores egen skyld, får vi også masser af energi af deres nysgerrighed, supplerer Anna-Marie Bloch Münster.
 
De studerende hører også om arbejdet i forskellige specialer og prøver gennem simulation at styre udstyr til kikkertoperation, sy en skade sammen, samarbejde ved et hjertestop og meget meget mere.

– Vi må i nogle tilfælde ty til simulation for at de studerende kan øve sig på situationer uden at de skal frygte at gøre skade på patienter. Selv i de situationer, er det ekstra livagtigt for dem, fordi de véd, at den rigtige patientbehandling foregår lige på den anden side af væggene, siger Anna-Marie Bloch Münster.
  
14 af de knap 30 deltagende studerende var gengangere fra Sommerskolen i 2019. Gruppen af gengangere oplevede fx også besøg i Psykiatrien i Esbjerg samt et rollespil, hvor to jordemødre gennemgik hele forløbet ved en fødsel og rent faktisk forløste en baby-lignende figur fra en aftagelig, gravid mave.
 
– Jeg er meget glad for, at gengangerne blandt de studerende kvitterede for, hvordan vi allerede har tilpasset programmet for besøget efter deres kommentarer i sommers, siger Anna-Marie Bloch Münster. – Vi gør alt, hvad vi kan for at kende de studerendes ønsker og være i dialog med dem, slutter hun. 

Ikke sidste gang…

Sommer- og vinterskoler for medicinstuderende fra Syddansk Universitets bachelor i Odense har udviklet sig til en tilbagevendende charmeoffensiv for sygehuset og for området – frem mod den dag ude i fremtiden, hvor første studerende kan søge ind på Esbjerg-kandidaten.

Arbejdet med at etablere en lægeuddannelse i Esbjerg foregår som et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Region Syddanmark, Sydvestjysk Sygehus, Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland, Psykiatrien i Region Syddanmark og almen praksis – og med samarbejde med Esbjerg Kommune.

Vikingerne henter polsk stjerne

Piotr Pawlicki bliver A-kører hos Esbjerg Vikings sammen med Niels-Kristian Iversen til den kommende sæson, hvor holdet igen har ambitioner om at blande sig i toppen.

Foto: Benny Skou

Han har tidligere givet prøver på sit store talent på Granly Speedway Arena, og nu kan fans af Esbjerg Vikings se frem til igen at se 25-årige Piotr Pawlicki på de danske baner. Den unge polak er tidligere U21-verdensmester og har desuden erfaring fra det stærke polske landshold og Grand Prix-serien, ligesom han i den seneste sæson var lige omkring top 10 i den stærke, polske liga.

– Det er en rigtigt spændende kører, som vi ser frem til at byde velkommen tilbage. Han har bygget på siden, men jeg tror faktisk stadig på, at han har endnu mere i sig, selvom han allerede kører lige op med de allerstærkeste kørere i den polske liga. Han er desuden også en ret underholdende kører, som altid kæmper for alle point, og det er den tilgang, vi gerne vil se hos Esbjerg Vikings. Vi løfter tingene sammen, og der tror jeg, at Piotr Pawlicki vil vise sit værd, fastslår holdleder Tom Paarup Madsen, som dermed har en solid backup for Niels-Kristian Iversen.

– Med to så stærke A-kørere er vi godt garderet, og jeg synes, at vi har en trup, hvor der både er konkurrence og kvalitet på alle pladser. Vi er meget bevidste om, vi hele tiden skal udvikle os, og jeg synes også, at vi får bygget videre på de ting, som gjorde at vi fik sølvmedaljer sidste år. Piotr Pawlicki har alderen til, at vi har mulighed for at fortsætte samarbejdet i flere år, og vi håber på, at det kan blive til mange flere sæsoner. Vi ser hele tiden på, hvordan vi kan gøre truppen så stærk som mulig, men vi har en god stamme på plads nu, og jeg tror på, at vi igen kan være med, hvor det er sjovt. Det er helt klart planen, konstaterer Tom Paarup Madsen.