Politiet inviterer til tre tryghedsvandringer
For at øge trygheden inviterer Syd- og Sønderjyllands Politi til tre tryghedsvandringer i boligområdet Hedelundgårdparken i Esbjerg
Syd- og Sønderjyllands Politi har inviteret beboere og andre samarbejdspartnere til tre tryghedsvandringer i boligområdet Hedelundgårdparken i Esbjerg. Tirsdag formiddag mødte omkring 15 personer op til den anden vandring, der blev gennemført på det man kalder ”krat-siden” i Hedelundgårdparken. Blandt deltagerne var blandt andet repræsentanter fra Esbjerg Kommune og områdets boligforeninger.
Foto: politiet
”Vi er glade for den store opbakning til tryghedsvandringerne, der har til formål at samle alle parter om at finde løsninger, der kan være med at øge trygheden”, siger politikommissær Morten Alslev.
De tre tryghedsvandringer er en opfølgning på et dialogmøde, som politiet inviterede områdets beboere til i februar. Overskriften for dialogmødet var tryghed og baggrunden for initiativet var den seneste måling af borgernes tryghed. Tryghedsundersøgelsen, der udkom sidste år viste, at beboerne i Hedelundgårdparken ikke føler sig så trygge som andre borgere i politikredsen.
”Reelt set er der stort set lige så mange straffesager pr borger i Kvaglundområdet som i resten af Esbjerg Kommune. Så der er ikke mere kriminalitet i Kvaglundområdet sammenlignet med resten af Esbjerg Kommune. Alligevel er borgerne mere utrygge i området end andre steder i politikredsen, og det vil vi gerne gøre noget ved”, siger politikommissær Morten Alslev.
På dialogmødet blev muligheden for tryghedsvandringer efterspurgt af beboere. Den første vandring fandt sted for en uge siden på ”lunden-siden” og den tredje er planlagt til næste uge. På tirsdagens tryghedsvandring blev der diskuteret blandt andet belysning, beplantning og vedligeholdelse.
”Det er virkelig godt at få bragt folk sammen, gå gennem området og samle de mange input. Generelt bliver der gjort rigtig meget godt i området, hvor man tænker over beboernes tryghed, men der er også nogle punkter, hvor der kan ske forbedringer”, siger Morten Alslev efter tryghedsvandringen.
Syd- og Sønderjyllands Politi laver på baggrund af de tre tryghedsvandringer en samlet rapport med anbefalinger til tiltag, der kan øge trygheden.
FAKTA TRYGHEDSVANDRING:
En tryghedsvandring er en planlagt gåtur gennem et område, hvor eksempelvis områdets forretningsdrivende, beboere, boligselskab, virksomheder, kommune og politi diskuterer og udpeger konkrete utryghedsskabende forhold i området. Efter vandringen undersøges mulighederne for at gennemføre tiltag, der kan øge trygheden i området.
LINK TIL TRYGHEDSUNDERSØGELSEN:
http://www.justitsministeriet.dk/wp-content/uploads/2022/08/Tryghedsundersoegelse-2021.pdf