Svær, men ikke uløselig opgave mod Storhamar

0
794

Med seks norske spillere i truppen er mødet med Storhamar i den første udekamp i gruppespillet i EHF Cup noget særligt for Team Esbjerg.

Foto: Yesbjerg / Adobe

– Vi går efter sejren, først og fremmest fordi det er norsk hold, vi skal møde, og jeg glæder mig. Og så har de Heidi Løke, der er en dygtig spiller, som jeg har stor respekt for, men ikke når vi skal spille kamp. Jeg tror på en tæt og spændende kamp – og at vi vinder, siger Vilde Ingstad.

Stregspilleren forbereder sig på noget, der kan komme til at ligne fribrydning, med den 37-årige landsholdskollega, og så vil hun være beredt i forsvaret, når velkendte Betina Riegelhuth lægger an til selv at svinge hammeren eller dreje af og spille Løke eller andre fri til skud.

Vilde Ingstad har selv haft Arne Senstad som træner og ved, at han forlanger meget af sine spillere. De skal præstere maksimalt hver gang, så opgaven i Hamar med 30.000 indbyggere bliver hård, også fordi Storhamar er under pres efter det indledende nederlag på 28-25 til SG BBM Bietigheim – uden en sygdomsramt Heidi Løke.

Hendes nuværende cheftræner, Jesper Jensen, har ligeledes stor respekt for Storhamar, der spiller sin første europæiske sæson efter tredjepladsen i Eliteserien og lige nu ligger nummer to i den norske liga efter Larviks arvtager som suverænt tophold, Vipers Kristiansand.

– Det er et fint håndboldhold med dygtige spillere, Løke og Riegelhuth kan afgøre kampe, og det samme kan Chana Masson i målet, hvis hun har en af de dage. Storhamar har spillere, der kan lidt forskelligt, men over to kampe bør vi være lidt foran. Det er et svært hold at møde, især på udebane, men vi vil gå efter at få to point, og vi mener, at vi har værktøjerne til det, siger Jesper Jensen.

Truppen letter fra Billund med kurs mod Gardermoen ved Oslo lørdag formiddag, og derfra er der en times kørsel til middelalderbyen Hamar ved bredden af Norges største sø, Mjøsa.

Team Esbjerg har med Marit Malm Frafjords ankomst og Rut Jónsdóttirs genindtræden på håndboldbanen efter fødsel og skader en trup på 15 spillere, og det er betryggende i en periode med mange kampe. Mod en anden EHF Cup-deltager, Viborg HK, blev der lejlighed til at aflaste spillere mod slutningen af kampen i 32-22-sejren i ligakampen onsdag aften.

Det gør der næppe i Hamar.  

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Cup, Gruppe A, mod Storhamar Håndball Elite søndag den 13. januar kl. 15.00 i Boligpartner Arena.

Holdet

Målmænd: Sandra Toft og Rikke Granlund

Venstre fløj: Sanna Solberg og Elma Halilcevic

Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Emma Nielsen

Streg: Vilde Ingstad, Clara Monti Danielsson og Marit Malm Frafjord

Bagspillere: Kristine Breistøl, Estavana Polman, Kristina Liscevic, Annette Jensen, Line Jørgensen og Rut Jónsdóttir.

 

Leave a Reply