Søndagskoncert med Nanna

0
1397

En af Danmarks største internationale popstjerner, Oh Land, giver eksklusiv koncert i Musikhuset Esbjerg.

Foto: Lasse Bech Martinussen

Hun har optrådt i David Lettermans Late Show, hendes sange er streamet millioner af gange på Spotify og YouTube, hun har turneret med Katy Perry, er tidligere balletdanser, har samarbejdet med dronning Margrethe II, og hun er aktuelt dommer i X-Factor.

Ja, Oh Land er en sand renæssancepige og noget så sjældent som en vaskeægte dansk international stjerne – og nu gæster hun eksklusivt Musikhuset Esbjerg.

Koncerten i Musikhuset er én ud af kun fem koncerter i Danmark, som Oh Land giver i forlængelse af udgivelsen af sit femte album, Family Tree.
Family Tree er indspillet i New York sammen med den amerikanske producer Thomas Bartlett, der tidligere har produceret for stjernenavne og indiedarlings som Sufjan Stevens, The National, St. Vincent og Florence & the Machine.

”Siden jeg udgav mit sidste album, har jeg haft mit livs største op og nedture. Det har mindet mig om at musikken for mig er det bedste og tryggeste sted at betro sig. Det er vennen, der altid lytter og aldrig dømmer. Jeg er gået tilbage til klaveret som udgangspunkt for min sangskrivning, og det har resulteret i et skift i lyd og tempo. Denne plade er mere organisk og til tider helt kirkelig. Jeg glæder mig meget til at I skal høre og forhåbentlig få et forhold til disse sange som betyder så meget for mig,” siger Nanna Øland Fabricius, der gemmer sig bag kunstnernavnet Oh Land.

Oh Land lader sig ikke begrænse af genremærkater. Hun har blandt andet lavet musik til balletten Askepot og teaterforestillingen Water Music, lavet lydsiden til udstillingen The Ship i Nikolaj Kunsthal i et samarbejde med kunster Eske Kath, og så har hun været dommer i tv-programmerne Voice Junior og X-Factor.

Til december er Oh Land igen aktuel med musik til en balletforestilling, når forestillingen Snedronningen får premiere i Tivoli. Ligesom forestillingen Askepot, er Snedronningen blevet til i et samarbejde med dronning Magrethe II.

Sidste år fejrede Oh Land 10-året for udgivelsen af debutalbummet Fauna med en festkoncert i Store Vega i København. Gaffas anmelder gav koncerten fem stjerner og skrev blandt andet, at ”Oh Land vender tilbage til begyndelsen – og har aldrig været bedre.”

Musikhuset glæder sig i den grad til nu at kunne præstere hende for publikum i Esbjerg.

Tid: Søndag den 8. september, kl. 19.30

Sted: Musikhuset Esbjerg, Teatersalen

Billetter: https://www.mhe.dk/program/oh-land/

Leave a Reply