I weekenden var der premiere på tre-færgedrift på Fanølinjen – og det med succes. De tre færger kunne holde ventetiden helt nede på en af efterårsferiens helt store udrejsedage.
Den forgangne weekend var ventet med stor spænding på Fanølinjen. For første gang skulle der sættes tre færger ind på ruten på én gang – med elfærgen Grotte som det yngste skud på tonnagelisten.
Især lørdagen, som er en af de helt store rejsedage i efterårsferien, var ventet med spænding. Dagen har historisk budt på ventetider på op til fire timer for at komme til og fra Fanø.
De tre færger blev første gang sat ind samtidig fredag klokken 14.00. Her kunne teknikken finpudses, og der blev sejlet med stram disciplin og tæt koordination mellem de tre færgers besætninger, som i fællesskab hurtigt fik overfartstiden ned på normalen.
Lørdagen bød på ventetid på maksimalt 20 minutter på ruten, og tilbagemeldingen fra besætningerne og overfartsledere er, at denne helt store rejsedag ”sad lige i skabet”!
”Det er meget tilfredsstillende, at weekenden er forløbet så godt. Premieren var imødeset med stor spænding, så det er selvfølgelig en god fornemmelse, når de processer, som hidtil har været på papiret, viser sig også at fungere i praksis”, siger Molslinjens PR- og Kommunikationschef, Jesper Maack.
Foto: Molslinjen